Prædiken til Ortodoksiens Søndag 2009

I Skt. Andreas Kirke sammen med den rumænske menighed.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn

Kære brødre og søstre i Kristus

I dag er en betydningsfuld dag. Det er betydningsfuldt, at to menigheder, den rumænske og den danske, sammen fejrer Ortodoksiens Søndag. For med det viser vi hinanden og verden omkring os, at Den Ortodokse Kirke er én Kirke, selv om vi har forskellige sproglige og kulturelle kendetegn. Og vi markerer, at den ortodokse tro er én og den samme for alle, på alle steder og til alle tider. Vi understreger dermed, at al tale om ”græsk-ortodoks”, ”russisk-ortodoks”, rumænsk-ortodoks”, ”dansk-ortodoks” og så videre egentlig er misvisende. For Guds Kirke er ikke mange kirker, men én Kirke; og Kirkens tro er ikke forskellig fra folk til folk, for Kristi Sandhed er Vejen og Livet for alle ortodokse kristne.

Sandhed er temaet for dagens fejring. Vi fejrer, at Kirken tilbage i det 9. århundrede overvandt stærke kræfter, som angreb troen på Kristus. – I det ydre var det en kamp om ikoner, men i sin kerne var det et frontalangreb på selve fundamentet for Kirkens tro: At Kristus, vor Herre, Gud og Skaber, selv blev Menneske for at give os del i guddommeligt liv. De hellige ikoner er for os ortodokse ikke bare kirkelig ’dekoration’, de er det synlige udtryk for, at med Kristus er der atter passage mellem Himmel og jord, med Ham er der atter knyttet bånd mellem Gud og mennesker. Derfor taler vi om ikonerne som vore ’vinduer til Himlen’.

Ortodoksiens Sejr! Sådan kalder vi denne søndag. Og nogen kunne spørge: Hvad er det da, vi fejrer? Er det os selv, vor egen overlegenhed og fortræffelighed? Nej! Vi fejrer, at ved Guds nåde er sandheden blevet bevaret uforandret og i hele sin fylde i Den Ortodokse Kirke. – I Kirken er vi sat til at bevare og forvalte arven fra Kristus og hans udvalgte apostle, bevare den uforandret, uden hverken at trække fra eller lægge til. Og vi er sat til med Kirken at gøre Kristi sejr over døden kendt og troet blandt alle folkeslag.

I Kirken er vi blevet meget betroet. Som en opgave, vel at mærke, og ikke for at vi skal være noget så tilfredse med os selv og føle os bedre end alle andre. Tværtimod! Opgaven giver os grund til ydmyghed. Ydmyghed over, at Kristus vil bruge uvidende syndere som os som medarbejdere i Sin Kirke.

For det er virkelig op til os at gøre Den Ortodokse Kirke åben, tilgængelig og begribelig for alle mennesker. Alt for ofte gør vi desværre lige det modsatte. Alt for ofte er vi snæversynede, alt for ofte ser vi, hvordan ortodokse miljøer lukker sig om sig selv i nationalistisk hovmod og selvtilstrækkelighed. Og derfor pådrager vi os alt for ofte, desværre med rette, andre menneskers hovedrysten og undren, dér, hvor vi med vort eksempel skulle have været den sande tros og Den Ortodokse Kirkes nyttige arbejdere.

Lad os, brødre og søstre i Kristus, bruge fastetiden til at besinde os på at tage vor opgave alvorligt. Lad os i Kirken og med Kirken løfte Kristi ikon op, så alle omkring os kan se den; og lad os sige til hvert menneske, som søger Kristus, lige som Filip siger til Natanael: Kom og se! Og de, som kommer og ser, lad os tage imod dem med kærlighed og glæde. Lad os med hele vort liv vise alle og enhver vej til Guds hellige Kirke, mens vi ydmygt tiltaler dem med Kristi egne ord: I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen!

Amen!

Publiceret 9/3-09