Tilbage til forsiden

Om Den Ortodokse Kirke i Danmark Den ortodokse tro De hellige Kirkeårets gang Artikler Ikoner Litteratur Links Kontakt

Fortsatte tyrkiske overgreb på Kirkens ejendom

Patriark Bartholomæos:
”Vi går helt til Europadomstolen”.

Den 10. maj tilkendegav Den økumeniske Patriark Bartholomæos, at patriarkatets synode har besluttet at gå rettens vej angående 23 stiftelser og menigheder, som de tyrkiske myndigheder betegner som ”forladte”.

”Hver eneste gang, jeg befinder mig her eller i andre menigheder, overvældes jeg af bitterhed og indignation; for vi holder gudstjenester her”, erklærede patriarken over for en stor flok skoleelever på rejse fra Grækenland, som sammen med den lokale menighed var med ved gudstjenesten.

I Hellige Georgs Kirke i Adrianoupolis, en gammel kirke, som er bygget på et byzantinsk fundament, udbrød patriarken med stor bitterhed, at ”to meter bag alterrummet, i gården til kirken, spiller man billard”. Myndigheden for ”Wagf” (religiøse ejendomme) har erklæret Hellige Georgs Kirke i Adrianoupolis for ”forladt” og har udlejet stedet til en lejer, som benytter det til café og billardsalon.

”Der er tale om en stor uretfærdighed, som overgår ikke blot denne menighed, men også talrige andre, som erklæres ’forladte’”, sagde patriarken og forklarede, at når en menighed betragtes som ”forladt”, mister dens medlemmer alle rettigheder, og driften overgår til de tyrkiske myndigheder for religiøse ejendomme.

Patriarken understregede i sin prædiken, at synoden har besluttet at bringe sagen for retten, herunder Den europæiske Menneskerettighedsdomstol: ”Hvis vi ikke får medhold i sagen, går vi helt til Europadomstolen, hvor vi håber at opnå retfærdighed .... Vi fortsætter kampen, og vi forlanger ikke privilegier eller særbehandling, men blot de rettigheder, som tilhører os som den historiske arv fra vore forfædre. Vore forgængere har givet dem videre til os, for at vi skulle drive dem til gavn for menigheden, og ikke for at andre skulle tjene på vore ejendomme og indkassere leje for dem.”

Kilde: orthodoxie.com / romfea.gr
Oversat fra fransk og let forkortet af red.

Publiceret 12/5-09