Fader Alexander Men
Oversigt over hans liv og værker
Se dokumentarfilm om fd. Alexander
(Link til den franske romersk-katolske TV-station KTO)
Den 22. januar i år, 2010, kunne Alexander Men være fyldt 75 år, hvis ikke han var blevet myrdet på åben gade en tidlig søndag morgen i 1990 på vej til at fejre den Guddommelige liturgi i en forstad til Moskva…
Nedenstående tekst af Alexander Men, ”Den indre vej”, står i Manuel pratique de prière, udgivet i 1998 (éditions Cerf, Collection Épiphanie, oversat fra russisk til fransk af Michel Evdokimov).
I en meget oplagt og nærmest munter tone henvender fader Alexander sig til sine tilhørere og os andre med det budskab, at vi kun kan bekæmpe modløshed m.m. ved at gøre brug af ”Åndens løftestang”.
Hans bemærkning i sidste afsnit: ”I dag lakker det mod slutningen af påsketiden”, må betyde, at det drejer sig om den tale, han var inviteret til at holde i Påskens Lyse Uge i 1990 på Moskvas olympiske stadion for en stor religiøs forsamling.
Først en oversigt over hans liv og værker:
Alexander Men bliver født den 22. januar 1935 i Moskva, i en familie af jødisk oprindelse. Hans mor Éléna og dennes kusine, Véra Vassilievakaïa, har begge fundet den kristne tro på trods af tidens herskende ateisme, og de kommer til at betyde meget for hans åndelige udvikling. Han bliver døbt hemmeligt i september samtidig med sin mor i en isba (træhytte) i Zagorsk, tæt ved Saint-Serge-Treenighedens kloster af en præst i ’katakomberkirken’, fader Séraphim Batiuokov.
I 1947 tager han kontakt til Moskvas præsteseminarium, som er genåbnet takket være de bevillinger, Stalin har givet til Kirken under krigen. Forstanderen lover at optage ham, når han bliver myndig. Han opmuntres i sit religiøse kald af forstanderinden for et lille hemmeligt nonnekloster i Zagorsk. Allerede da studerer han Bibelen.
I 1950 bliver han altertjener i en kirke i Moskva. På egen hånd begynder han at studere Kirkefædrene. Han fordyber sig i læsning af filosofferne. Snart opdager han de russiske religiøse tænkere, i særdeleshed Vladimir Solovjov (1853–1900). Som 15-årig skriver han sit første essay, der i kim indeholder hans senere værker.
I 1953 kommer han ind som elev på Pelsværkskolen, i nærheden af Moskva.
I 1954 redigerer han den første version af Jesu liv, Menneskesønnen
I 1955 flytter Pelsværkskolen til Irkoutsk, og han lærer Sibirien at kende.
I 1956 gifter han sig i Moskva med sin klassekammerat, Natala Grigorenko. De får børnene Éléna, som bliver ikonograf, og Mihail.
I 1958 bliver han, få uger før sin afsluttende eksamen fra Pelsværkskolen, pludselig ekskluderet; administrationen har opdaget, at han regelmæssigt begiver sig til bispegården for at gøre tjeneste. Han må forlade Irkoutsk uden diplom. En ny antireligiøs kampagne er under opsejling i landet.
Efter hjemkomsten til Moskva bliver han diakonordineret den 1. juni, efter tilskyndelse af sin åndelige vejleder fader Nicolaï Goloubstov, som blandt andre døber Stalins datter.
Han påbegynder korrespondancekurser ved Leningrads teologiske seminarium.
I 1959 redigerer han en ny version af Menneskesønnen.
I 1960 den 1. september bliver han præsteordineret i Moskva af biskop Stéphane, som er på linie med fader Alexis Métchov (som efter revolutionen dannede en lille samlet menighed af intellektuelle og forskere, og som Alexander Men havde stiftet bekendtskab med i 1947)
Han ansættes ved Alabino sogn i omegnen af Moskva.
Han skriver Religionens kilder, første bind af menneskehedens åndelige søgen – fra begyndelsen til den bibelske Åbenbaring – som han arbejder på i 20 år. De følgende bind helliges tilsynekomsten af monoteismen (Magi og monoteisme), den indiske og kinesiske åndelighed (Ved stilhedens døre), den græske tanke (Dionysios, Logos, Skæbnen) og GT’s profeter (Gudsrigets Budbringere).
Fra 1960 til 1964 restaurerer han kirken i Alabino og organiserer sognets liv. Unge begynder at gruppere sig omkring ham.
I 1964 forsøger myndighederne, under forskellige påskud, at rejse en sag imod ham, blandt andet ved at anklage ham for tyveri i forbindelse med restaurereringen af Alabinokirken. Han udsættes for forfølgelser og forhør. Til slut lukker man sagen, men forflytter ham til et andet sogn i Moskvaregionen, til Tarassovka.
Han påbegynder korrespondancekurser ved det Teologiske Akademi i Moskva.
Fra 1964 til 1970 er han ’vikarpræst’ i Tarassovka, og den ansvarshavende i sognet er ham fjendtligt stemt. Imidlertid er der et stadigt stigende antal af voksne og unge, der, i mødet med ham, ønsker at konvertere og anmoder om at blive døbt. Han tiltrækker intellektuelle, videnskabsfolk, forfattere og kunstnere. Han knytter venskab med Solzjenitsyn. Han bliver åndelig vejleder for Nadeja Mandelstam, enken efter den store digter Ossip Mandelstam, der døde i gulag.
Han fortsætter med at skrive på sin religionshistorie og lærer sig græsk og hebræisk.
Fra 1968 til 1970. I 1968 afslutter han, inden for det teologiske korrespondancekursus’ rammer, sin doktorafhandling om ”De monoteistiske elementer i de præ-kristne religioner og filosofier”.
Han indsamler materiale om det berømte Optina Pustina kloster, især hos digteren Nadejda Pavlovitch, der arbejder som bibliotekar på klostret og er åndelig datter af starets Nectarius (død 1927).
Det kristne orientalske Center i Bruxelles publicerer den russiske originaludgave af hans bog Menneskesønnen, hvis manuskript er blevet bragt til Vesten af nogle venner. Efterfølgende bliver en halv snes andre bøger af fader Alexander publiceret af samme forlag, og derefter hemmeligt bragt tilbage til Rusland. Ingen af disse værker bliver udgivet i Rusland i hans levetid. Således udkommer i 1969 Himlen på jorden, en forklaring af den ortodokse liturgi, og Religionens kilder i 1970.
Fra 1970 til 1983. I 1970 forflyttes han til sit nye sogn Navaïa Dérévnia, en tredive km nord for Moskva, hvor han bliver til sin død.
Herefter helliger han størstedelen af sin tid til pastoral aktivitet og mission. Fra hele landet kommer man til ham. Illegalt, som det jo måtte være på den tid, organiserer han bønnegrupper, bibelstudie– og katekesegrupper. Han skriver Noter om bøn og tre bøger for børn: Hvor kommer det hele fra?, Verdens Lys, Verdens Salt.
Han afslutter flere binds religionshistorie og arbejder på adskillige værker om Bibelen, i 1981 under titlen Hvordan skal vi læse Bibelen?, Nøgle til læsning af den hellige Skrift og kommentarer til NT, brugt i en udgave af Bibelen ligeledes udgivet af Det kristne orientalske Center i Bruxelles.
Parallelt med alle disse aktiviteter og for at brødføde sin familie skriver han som ”neger” (anonym hjælper, som skriver/oversætter i en anden forfatter/oversætters navn. /red.) bl.a. om de første Kirkefædre og flere andre emner.
I 1979 dør hans mor Éléna, som har bistået ham meget i præsteembedet.
I 1983 i Bruxelles udkommer sjette og sidste bind af religionernes historie På tærsklen til det Ny Testamente.
Fra 1983 til 1984 bliver han ofte truet af KGB og underlægges en stribe forhør. Han må delvis opgive kontakten med sine åndelige børn for ikke at udsætte dem for fare. Han helliger sig forberedelsen af en stor bibelstudieencyklopedi, som endnu ikke er blevet udgivet.
I 1986 sætter KGB ind med en ny offensiv, som udmønter sig som angreb i pressen, hvor han anklages for at have ”organiseret en religiøs kreds”.
I 1988 fejres 1000-året for Ruslands dåb. Fejringen markerer afslutningen på den forfølgelse af de kristne, der brød ud umiddelbart efter den bolsjevistiske revolution i 1917.
Lige før mindehøjtidelighederne i forbindelse med jubilæet, holder han sin første offentlige konference.
Fra 1988 til 1989. Allerede fra slutningen af 1988 får han tilbudt mulighed for at prædike og holde konferencer i store forsamlingslokaler i fabrikker og klubber, i radioen og fjernsynet. Han benytter sig af den nye religiøse politik og griber enhver lejlighed til at forkynde Evangeliet.
Han igangsætter en række aktiviteter, udfører pionerarbejde. For eksempel besøger han regelmæssigt et børnehospital, skaffer medicin og injektionssprøjter fra Canada og Italien. Han bringer hjælp til hjemkomne soldater, der er blevet nedbrudte og traumatiserede af krigen i Afghanistan.
Han er medstifter af Bibelselskabet og tidsskriftet ”Bibelens Verden”. Han opretter et ”ortodokst universitet”, åbent for alle, med det formål at tilbyde en teologisk og bibelsk uddannelse for lægfolk. Han skaber ”Kulturel renæssance”, et selskab med et oplysende og humanitært formål.
Efter at have været ”vikar” i mere end tyve år bliver han endelig udnævnt som ansvarlig præst for sit sogn. Men han føler også stærkere end nogensinde, at hans dage er talte. Han modtager dødstrusler.
I 1990 ved påsketid bliver han inviteret til at deltage som taler ved en stor religiøs forsamling på Moskvas olympiske stadion. Fjernsynet bestiller en række udsendelser af ham.
Den 2. september indvier han en katekeseskole for børn i sin landsby.
Søndag den 9. september, klokken seks om morgenen, bliver fader Alexander, under endnu uopklarede omstændigheder trods utallige undersøgelser, myrdet med øksehug på åben gade, på vej til at fejre den Guddommelige liturgi.
Man kalder ham hyrde, profet, martyr, apostel: Den russiske præst Alexander Men var én af de strålende og dynamiske skikkelser, der markerer den sociale, politiske og økonomiske overgang. Han befandt sig på overgangen mellem to store epoker i den russiske historie: Kommunismen, der blev indledt af den bolsjevistiske revolution i oktober 1917 og ”efter-kommunismen”, der blev indført af Mikhaïl Gorbatchev, da han kom til magten i Kommunistpartiet i 1985.
Fader Alexanders tragisk korte liv dækkede de skiftende perioder af nedtrapning og optrapning i forfølgelserne af Kirken under Stalin og hans efterfølgere, der til sidst mundede ud i Mikhaïl Gorbatchevs perestroïka.
Det var under overskriften perestroïka, at fader Alexander levede de to sidste år af sit liv. I de to år, som gik forud for drabet på ham, nåede han at holde ca. 200 konferencer om kristendom for det mest forskelligartede publikum, man skrev om ham i aviser og revyer, der var bud efter ham i radio– og tv-udsendelser, man begyndte at udgive hans bøger i Rusland, bøger der tidligere udelukkende blev udgivet i udlandet…
Fader Alexander Mens arv er meget betydningsfuld i mange henseender ikke blot for Rusland og den ortodokse verden, men for hele den kristne verden, han figurerede blandt ”Troens vidner i det XX århundrede” – han var blevet foreslået af De katolske biskoppers Konference i Frankrig – fremhævet i forbindelse med en økumenisk mindehøjtidelighed, der fandt sted i Colosseum i Rom den 7. maj 2000, og var forestået af pave Johannes-Paul II.
Den indre vej
Af fader Alexander Men
Vi har alle vore grunde, ydre som indre, til at føle os trætte og tyngede. At håbe, at situationen vil ændre sig radikalt på én eller anden måde – fx når vi får ferie – er omsonst, for vi har allerede holdt flere ferier, uden at vi af den grund er blevet vores tyngde og træthed kvit.
Vi er alle unge, I er i hvert fald. Vi lever i en underlig, men også munter tid, som jeg slet ikke er ked af at leve i, selv om den sætter homo sapiens’ nerver på en hård prøve. Så meget desto mere som vi bor i en storby og dermed er underlagt et udmattende pres. Men hvad kan vi gøre ved det?
Det mangler ikke på forslag:
afspænding, diverse selvtræningsprogrammer osv. jeg har studeret dem både i teori og praksis. Jeg har fundet ud af, at de bestemt ikke er dårlige, men kun er for folk, der har fritid nok. Vi er underlagt faktorer, som er urokkelige. Vi kender procentdelen af vore arvelige faktorer, de utallige konflikter som dukker op på vores arbejdsplads og hjemme, kort sagt vores liv er langt fra fritaget for vanskeligheder. De naturlige midler til at regenerere, til at forny os foregår i slowmotion, eller slet ikke. Derfor vil jeg ganske enkelt minde jer om noget, som I nok selv er fuldt ud klar over, nemlig at der eksisterer overnaturlige midler til at hjælpe os ud af kniben. Det er kun ved at gøre brug af åndens løftestang, at man til syvende og sidst kan modtage extra kraft til at overvinde sjælens dovenskab og svagelighed.
For at nå dertil skal man ikke, som i selvtræningsprogrammerne, anvende særlige koncentrationsmetoder, have megen tid til sin rådighed, men man må nødvendigvis ofre mindst en 6 –10 minutter om dagen på bøn, et absolut minimum: Hvad end ens livsbetingelser er, skal man simpelthen recitere bønnerne, ikke ofre mindre tid på Evangeliet, på hele den Hellige Skrift. Eukaristien er ligeledes nødvendig, ligesom bøn i fællesskab. Disse fire ting er ikke teori, men afprøvet i praksis.
Hvor mange kommer ikke til mig i denne tilstand af svagelighed, som er vores fælles lod, og siger til mig: ”Jeg hengiver mig ikke til en sådan praksis.” Lige i øjeblikket ved jeg ikke, hvad jeg skal svare dem. Det er som, hvis en læge sagde til sin patient: ”Du har dårlig lever, du må ikke spise fede og salte ting…”, og han så replicerede: ”Doktor, jeg spiser mængder af flæsk og sild hver dag.” Lægen kan kun løfte sine hænder mod himlen…
Der findes præcise metoder, hvis resultater er afprøvede. Deres praktiske anvendelse er i øvrigt ældgammel. Vi bør huske på, at Guds gave såvel som den guddommelige nåde og velsignelse ikke er en patentløsning eller et hvilket som helst hjælpemiddel, hvis vi glemmer det, så går vores selvoptagethed og vores krav over for Gud frem for alt andet.Vi vil ikke være Hans skabning, men gøre Ham til vores ting, en ting der kan tjene os. Med andre ord, man på gale veje, og det er tvingende nødvendigt at begive sig ind på den indre vej og gå i dybden. […]
Vi har tre typer bøn: bønner om opfyldelse af forskellige behov – vores foretrukne bønner, bønner hvor vi angrer og taksigelsesbønner. Behovsbønnen er velsignet og påbudt. Selv ”Fader vor” indeholder behov. Læg dog mærke til, at det ikke er behovene, der kommer i første række, men bønnen om evnen til at modtage, ønsket om at være i overensstemmelse med Guds vilje: ”Din vilje ske, komme dit rige”; først derefter hedder det: ”Giv os i dag vort daglige brød.” Det er den indre frigørelse, forstå det. Vi er ikke frie, og for at frigøre os må vi først rette på vore åndelige ”skuldre”, der er blevet helt krumbøjede under byrden. Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt, at hvis vi førte blot halvdelen af Bjergprædiken ud i livet, ville alle vore komplekser forsvinde. Det må vi tro på. Ustandseligt er der noget, der nager os, som kan fremkalde en neurose: Man skal gøre det ene og det andet, man skal hele tiden alt muligt. Langt fra at være en hjælp er den slags aktiviteter kun en kilde til problemer; de bliver til fikse idéer og skaber et liv i evig bekymring.
Husk dog på, at vi er dødelige, at livet er kort, og at Herren har sagt:
”I skal ikke bekymre jer om, hvad I spiser og drikker i morgen” (Mat 6:25; Luk 12:22). [ …] Selv om vi lægger planer for fremtiden, så bør de blot være en løs skitse, ikke en tyngende byrde, der underkuer os.
Vi er frie, og vi er lykkelige, på trods af de onder som vi er underlagt, fordi vi er deltagere i det guddommelige mysterie. Der åbner sig et vidstrakt, forbløffende og forunderligt perspektiv for os. Desuden får vi brødre og søstre her i kirken, i hele byen, over hele jorden. Vi er inkorporeret i den guddommelige evighed.
Endnu en forbløffende ting: Vi kan betragte enhver ting, absolut alt, de videnskabelige formler, et hvilket som helst fænomen gennem det guddommelige prisme. I morges tændte jeg for tv’et, en blæksprutte kom til syne. Hvilket syn, simpelthen guddommeligt! Filmen var desværre ved at være slut, men disse få sekunder fyldte mig med begejstring. Den mest almindelige ting kan fremkalde en henrykkelse i os. Vi må ikke miste denne evne til at se på en ny måde på tingene, på vore nære, på verden omkring os, blive et nyt menneske og leve med større lethed, skubbe grundene til modløshed langt bort fra os, når det er nødvendigt, hæve os over dem, opføre os som frie rejsende. Apostlen Paulus skriver, at vi blot er ”fremmede og udlændinge på jorden” (Heb 11:13). I ét af de apokryfe evangelier siger Herren Jesus, at verden er en bro, og en bro er et overgangssted.
Vi siger om Faderen, at Han er i Himlene. Hvad er en far? Det er vores slægtning, det er ham vi frem for nogen er i slægt med. Og hvad betyder ”i Himlene”? Det er et andet plan af virkeligheden, det er vores fædreland. Jeg bruger ikke ”Fædreland” i betydningen jordisk fødested eller et sted, som vi føler os særligt knyttede til, men som et sted, der ikke har sin lige. Sjælen kan knytte sig til en gade, et hus, et sprog, en by, et land. Det ligger naturligt for os, sådan er vi skabt. Men det, vi kalder ”Fædreland”, er noget andet, vanskeligt at begribe. Lermontov har forsøgt at gøre det begribeligt i et berømt digt, hvor sjælen, efter at være blevet bragt til jorden af en engel på sit fødselstidspunkt, for altid bevarer ekkoet af englenes sang i sig. Det er kun et billede, men et sigende billede fordi vores Fædreland befinder sig andetsteds. Et eller andet forbinder os med Åndens verden, derfor er vi gæster på denne jord, hvor vi af og til føler os så dårligt tilpas; vi bliver delvist bevidste om alt det, i den udstrækning denne verden er dannet af simpel materie og ”ligger under for den onde” (1Joh 5:19). Vi støder os på ham, og han sårer os. Så er det så meget desto vigtigere at påkalde Ånden, må I forstå. Det er især, når vi er forsamlede, at Ånden kommer. Det er derfor, vi forsamles i kirken og beder sammen, så meget vi formår.
I dag lakker det mod slutningen af påsketiden, og vi synes at genopleve alle de store begivenheder. På ny kommer den genopstandne Herre os i møde, som Han gjorde med sine disciple på vejen til Emmaüs, idet Han sagde: ”Fred være med jer” (Luk 24:36; Joh 20:19). ”Fred være med jer” er ikke blot en hilsen hos de gamle hebræere. Naturligvis brugte Han den i den betydning, men derudover tillagde Han den noget meget dybt. På hebræisk betyder shalom (fred) ikke blot ”ikke krig”, men rummer også en særlig velsignelsesgestus, en særlig tilstand af sjælefred, nærhed til Gud. Det er den fred, vi beder Ham om, fred med Gud, fred med hinanden. Vi skal bede for at føle, at Han er med os i selve dette øjeblik. Guds Ord vil være med os, vi vil tage Det med hjem, Det vil leve i os, og vi vil forsøge at leve i lyset og håbet. Vi er lykkelige, men kender ikke vores lykke, vi er rige, men råder ikke over rigdommen til gavn for os selv. Derfor skal vi i dag rense os for vore forsyndelser og bekymringer, vor foruroligelse og vor venten, vore synder og vor smerte. Og vi skal bede Herren om at give os styrke. Det er det vigtigste.
Og nu: lad os bede!
Kilder:
www.pagesorthodoxes.net
Lumière du Thabor, Bulletin des Pages Orthodoxes
La Transfiguration, Bulletin numéro 37 – décembre 2009
Præsentation, udvalg og oversættelse ved Inger Birgitte Bjerg 20.01.2010
