Tilbage til forsiden

Om Den Ortodokse Kirke i Danmark Den ortodokse tro De hellige Kirkeårets gang Artikler Ikoner Litteratur Links Kontakt

Ærkebiskop Gabriels julebudskab 2003

Kære brødre og søstre i Kristus

På denne, årets længste nat, fejrer vi vi med dyb glæde et stort og helligt mysterion: Guds Søn kommer til vor verden. Ordet, ved Hvem alt er blevet til, og som er menneskenes Liv og Lys, bliver kød (Joh. 1). I dag jubler himmel og jord over at se Guds Søn som Menneskesønnen. De fryder sig, fordi de i den Nyfødte fra Bethlehem genkender den Retfærdighedens Sol, profeten Malakias forudskikker.

Denne Retfærdighedens Sol stråler midt i nattens mørke, og dens stråler udvirker helbredelse; men de brænder alle de hovmodige og de, der øver ondt, op som strå. Vismændene fra Østerland iler hen imod Ham - disse stjernernes tjenere, som af en stjerne lærer at se Solen fra det høje i ham. Himmelens engle synger til Hans ære; og også vi udbryder i vore sange: Du har besøgt os fra det høje, Du, solenes Sol, og de, som sad i mørkets skygger, har fundet Sandheden.

Ved denne højtid, som år efter år fylder vore hjerter med åndelig glæde, kan vi se, i hvilken grad kristendommen ikke blot er en simpel ideologi eller lære. Den kristne tro er ikke det blotte minde om en begivenhed, som er overstået eller er langt borte fra os. Den kristne tro er noget, som finder sted i dag! ”I dag føder jomfruen den Evige til verden”, synger vi under tjenesterne til den højtid, vi fejrer. Og her er der ikke blot tale om en ”stilistisk figur” eller en ”iscenesættelse” af dét, der finder sted; der er tale om en dyb troens bekendelse. Det vil sige at Guds menneskevorden er en begivenhed, som bestandig er levende i frelseshistorien. Ikke blot fødes Sønnen i evighed af Faderen, men Kristus fødes uophørligt i vore hjerter.

Ligesom jorden fordum bød en grotte til den ufattelige Gud, sådan tilbyder også vi uophørligt vore hjerters grotte og stald. Og når vi således tager imod Ham i vore hjerter, oplyses vi af Ham, som er det sande Lys, som oplyser ethvert menneske, når Han kommer til verden. Det er på den måde, Han spreder mørket i vore hjerter; for som Hans elskede discipel lærer os: ”Gud er Lys, og i Ham er der intet mørke. Siger vi, at vi har samfund med Ham men vandrer i mørke, lyver vi, og sandheden er ikke i os.”

Ak! Brødre og søstre, hvor ofte gøres vi ikke blinde af mørket i vore hjerter? Af løgn, bagtalelse, stolthed, forfængelighed og falskhed? Hvor ofte opstår der ikke modsigelse mellem os selv og målet for vore liv, som er hellighed og sandhed? Men det er umuligt at forene sandhed med løgn, kærlighed med ondskab, tilgivelse med had og nag.

Selv om vi med rædsel må konstatere, at vi her og nu er opslugte af syndens mørke, er vor frelse alligevel ikke uden for rækkevidde. Lad os huske på, at ”det folk, som sad i mørket, ha set et stor lys.” Hver eneste af vort livs dage banker Guds søn på vort hjertes dør; hver eneste dag afventer Han vor anger for at kunne oplyse vort mørke med Sin stråleglans. Som Herren selv lærer os: Hvis nogen hører Hans røst og åbner døren for Ham, træder Han ind og holder måltid med ham eller hende.

Kære brødre og søstre! Lad os i dag gøre som De Vise Mænd, som fulgte stjernen til Bethlehem, bøjede sig for Guds Søn og ofrede deres gaver til Ham. Lad os følge guddommens stjerne, som leder os til Sandheden og det evige liv. Men den stjerne er blevet os givet af Herren; det er den ortodokse tro, som skal lede os på frelsens vej. Lad os holde os tæt til dén, så vil den føre os mod de himmelske boliger, hvor Herren afventer vor urokkelige tros rige gaver, nemlig vort håb om Hans barmhjertighed og vor kærlighed til Ham og til vor næste.

Sådan er målet for vor jordiske pilgrimsfærd. ”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom Han er i lyset, har vi samfund med hinanden, og Jesu blod vil rense os for al synd (1 Joh. 1,7). La os da være vågne, brødre og søstre, for at vi kan bevare troens renhed. Lad os frem for alt være vågne. Så vi bevarer vor Kirkes énhed. Lad os bestræbe os på at vise indbyrdes kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse, ligesom vi bønfalder Herren om at vise os disse ting.

Jeg lykønsker jer af hele mit hjerte ved denne store og hellige højtid for Kristi fødsel. Jeg beder vor Herre og Frelser, at han vil oplyse vore hjerters mørke med guddommelig indsigt, og at Han vil styrke os i troen, så vi ved den kan overvinde vore livs daglige vanskeligheder.

Må Herren i det kommende år bevare jer alle i sandhed og hellighed; og må Han give jer rigeligt af Sin nåde, Sit storsind og Sin barmhjertighed.

Sign. Ærkebiskop Gabriel, Julen 2003