OM LEGEMETS RENHED.

om faste og anden askese

Af Poul Sebbelov

"Véd I da ikke, at jeres legeme er et tempel for HelligÅnden?" (1. Kor. 6,19) - Menneskets legeme er skabt af Gud, og af Guds skabelse er intet ondt i og for sig. Gud skabte himmelen og jorden og alt, hvad der lever på den. Og Han så, at det var såre godt. (1. Mos. 1,31)

- - - - - - - -

I Orthodox Tradition, Vol 15, no.1 p 34-35 (her citeret fra internet) er der en artikel med overskriften "Antiokisk Innovation". - Det drejer sig om følgende: I maj måned 1997 var et besluttende kirkemøde indenfor Antiokias Patriarkat samlet i Hl. Georgs Kloster i Syrien. På mødet blev det bl.a. vedtaget 1) at afskaffe faste i hele perioden fra Påskemorgen til Kristi Himmelfart; og 2) at tillade kvinder at modtage nadver til hver en tid og i den forbindelse at fjerne enhver hentydning til kvinder som "urene" eller "besmittede" fra Kirkens liturgiske tekster.

Det drejer sig, som det ses, om beslutninger på to forskellige niveauer. Måske kan begge dele rubriceres som kirkeskikke, for så vidt som de ikke direkte berører Kirkens lære, dogmatikken om man vil. Alligevel stikker vedtagelse nr 2 nok ganske dybt ned i den kristne menneskeforståelse og giver anledning til alvorlige overvejelser. Den citerede artikel er stærkt forarget over disse vedtagelser i Syrien og tøver ikke med at benytte de mest nedsættende gloser, der kan tænkes indenfor ortodoks teologi: innovation og modernisme (til orientering for ikke-ortodokse læsere er det ord, der har utvetydig negativ valør på linie med fx gerningsretfærdighed indenfor det lutherske). Der er tale om, hedder det, intet mindre end "en afvigelse fra den hellige Tradition", hvorved gerningsmændene (Antiokia) "risikerer at afskære sig fra Kirkens Legeme". Den slags initiativer er, hedder det med stor tyngde, slet og ret "en vej til åndelig fortabelse".

Jeg skal kommentere begge elementer i anklagen mod Antiokia. Det første i nogenlunde korthed, det andet lidt mere omfattende. - Fasten er, som det blev fremhævet i artiklen Den Store Faste i sidste nummer af Kirkebladet, hverken en tvangsforanstaltning eller en forretningsmetode. Fasten er en hjælpedisciplin. Hvad betyder det? Det betyder, at fasten ikke udgør nogen tvingende nødvendighed i forbindelse med menneskers frelse. Det betyder videre, at vi ikke kan benytte faste som vort bidrag i en "byttehandel" med Gud, som til gengæld for vor askese frelser os. Naturligvis ikke. Og det betyder endelig, at fasten er et (legemligt) middel til opnåelse af et (åndeligt) mål og altså ikke noget "gode" i og for sig. Vi faster, fordi vi tror og med tiden erfarer, at fasten gør det lettere for os at forberede os på Kirkens fester. Og vi faster, fordi fasten hjælper os til at holde opmærksomheden rettet mod Kristus i stedet for at drukne i alle mulige og umulige, verdslige gøremål. Og vi faster endelig for så meget des mere vågne at kunne tage imod Kristus, når vi har været adskilte fra Ham.

Hvorfor har Antiokia nu truffet den beslutning at suspendere fasten mellem Påskemorgen og Kristi Himmelfart? Jeg véd det ikke nøjagtigt; jeg kender ikke præmisserne for vedtagelsen. Jeg véd heller ikke om det er rigtigt af Antiokias synode at træffe en sådan beslutning på egen hånd; og endelig véd jeg ikke, om det er en ændring, der vil være gavnlig for de troende at efterleve. Min uvidenhed skal imidlertid ikke afholde mig fra at gætte (forhåbentlig kvalificeret) på svarene.

Hvorfor? - Det ligger lige for at få den tanke, at Antiokias patriark og biskopper har ladet sig inspirere og lede af Kristi egne ord om, hvornår Hans disciple kan faste, og hvornår de ikke kan: "Kan brudesvendene faste, medens Brudgommen er hos dem? Nej, så længe de har Brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der skal komme dage, da Brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste, på dén dag." (Mark. 2,19-20) Fra Kristi lyse Opstandelse og indtil Han 40 dage senere indtager Sin plads ved Faderens højre side, har vi, Hans disciple og troende, Ham hos os og iblandt os. Det er en glædens og en jubelens tid, og derfor er der udmærket teologisk mening i at udelukke fasten, som det symbol (den jo også er) på sorgens skygge; for fasten er jo knyttet til sorgen og savnet over ikke at være tæt på Herren: "Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer." (Joh. 16,22)

Dermed er også i det mindste antydet et svar (denne skribents) på de øvrige spørgsmål. For ganske vist havde Kirken allerede en markering af det særlige ved perioden efter Påske: frem til Kristi Himmelfart er vin og olie tilladt på de almindelige fastedage som tegn på den fortsatte glæde ud over Den Lyse Uge. Og ganske vist véd vi jo på et andet niveau end påskeglædens, at Kristus atter kommer til at forlade os ved Sin Himmelfart for at give plads til HelligÅnden, så den glæde vi lever i i de 40 dage mellem Påske og Himmelfart er ikke den evige glæde, ingen skal tage fra os. Ikke desto mindre forekommer det mig, at der ikke behøver være nogen fare ved at gøre, som de har gjort i Antiokia. Måske snarere tværtimod. For den eneste, reelle fare, der kan være tale om er jo, at vi vender os fra Kristus til "kødets lyst" i og for sig. Hvilken fare, der derimod skulle være ved, at vi, vel vidende hvad vi gør, afstår fra at faste på grund af Opstandelsesglæden, har jeg vanskeligt ved at se. Og dermed være også sagt, at en sådan fastepraksis, efter min opfattelse, kan vise sig nok så gavnlig, sammenlignet med en praksis, der går ud på, at "vi gør, som man altid har gjort", uanset om vi begriber, hvorfor vi gør (eller ikke gør) dette eller hint.

Vi skal ikke bagatellisere værdien af enighed, også når det gælder kirkeskikkene. Vi skal heller ikke tage alt for let på ensidige beslutninger om at ændre disse. Og vi skal ikke være blinde for den fare, der består i, at hver enkelt af os pludselig har konstrueret sit eget, fuldkommen private og for alle andre ganske ubegribelige mønster for det kristne liv. - Men dén indsigt skal, efter min vurdering, ikke omvendt forlede os til at ophøje den blinde lydighed overfor denne eller hin fuldkommen ubegribelige kirkeskik til det højeste ideal for det kristne liv. Vi må kunne forstå, hvad det er, vi gør, ellers har det ingen som helst åndelig værdi. Det kristne liv har intet at gøre med kadaverdisciplin.

 Antiokias vedtagelse nr. 2 er, hævdede jeg, af en noget anden karakter end den første.

Med det mener jeg, at hvor fasteforskrifterne, når alt kommer til alt, har at gøre med, hvordan vi praktisk forholder os, dér er dette med at kvinder bør holde sig borte fra Nadveren (og fra kirkegang i det hele taget) i perioder, hvor de menstruerer og i 40 dage efter fødsel noget ganske andet. For det er knyttet til en forestilling om renhed og urenhed i direkte sammenhæng med den menneskelige biologi. Det er med andre ord knyttet til en forestilling om den menneskelige biologi og de kropslige funktioner som hidrørende fra syndefaldet og som syndige i og for sig.

 Det er, rent ud sagt, mere end vanskeligt for nærværende skribent at forbinde denne type tankegang med kristen tro; og det er vanskeligt at forbinde sådanne tanker med den kristne, asketiske bestræbelse, som jo går ud på at bevidstgøre misbruget af det kødelige, ikke på at nedgøre det legemlige som sådan. Paul Evdokimov beskriver udmærket dette forhold: "Askesen opnår hele sin storhed derved, at den stræber mod den sande natur; kampen er aldrig mod kødet, men mod de kødelige forvrængninger, og fremfor alt mod disse forvrængningers åndelige princip." (P. Evdokimov: "L'Orthodoxie"p. 91, Paris 1959). - Det er, antager jeg, tanker i denne retning der ligger bag Antiokias beslutning om at afskaffe disse særlige begrænsninger for kvinder.

Forfatteren til artiklen i Orthodox Tradition argumenterer mod det, han opfatter som Antiokias modernisme på følgende måde: "Således undgår kvinder normalt den hellige Nadver under deres månedlige perioder, ligesom mænd normalt undgår at kommunicere dagen efter en natlig udtømmelse...Sådan gør vi i erkendelse af det faktum, at vi faldne mennesker er urene og besmittede, d.v.s. syge af synd."

Ja vist er vi faldne. Vist er vi underlagt syndens vilkår. Det er en nødvendig, kristen erkendelse: At vi både i vor egen konstitution og hvad angår verdens generelle vilkår er sat i en situation, hvor det gode ikke ligger lige for, men hvor ondskaben til gengæld melder sig som faretruende indlysende reaktion i næsten enhver tænkelig situation. Det er sandt. - Men når man forsøger at knytte dette sørgelige vilkår til kropsligheden som sådan, når man så at sige forsøger at gøre legemligheden i og for sig til et tegn på synden, så er man, efter min opfattelse, rask på vej bort fra kristen tankegang og på vej mod ét af to alternativer: enten er man på vej "tilbage" til en jødisk lov-tænkning, der opdeler verden i "rent" og "urent" og følger det op med en række indviklede regler om, hvordan man kan undgå at komme i kontakt med "urenheden"; eller også begiver man sig ud på et panteistisk overdrev, hvor åndeligheden er det virkeligt "fine", og hvor derfor alt, hvad der hører til det legemlige, i virkeligheden er foragteligt.

Evdokimov citerede vi for, at kampen står mod det åndelige princip, der ligger bag deformationen af det kødelige. Dette "princip" og den "deformation", der følger deraf, har at gøre med lidenskaberne; når vi lader vore liv styre og bestemme af vore kødelige begær i stedet for at styre begærene med åndelige midler, så er der fare på færde: "Dén, som ikke er åndelig helt ud i kødet, bliver kødelig helt ind i ånden", siger den salige Augustin. - Men Orthodox Tradition præsenterer os for en ganske anden forståelse af samme åndelige princip, idet forfatteren her synes at mene, at "den urenhed, der adskiller os fra Gud" består, ikke i hvordan vi "omgås" med kødet, men i selve legemligheden.

Derfor kan vi spørge: Hvis vor legemlighed efter syndefaldet i sin helhed er at opfatte som et resultat af og et symptom på synden, med hvilken begrundelse udvælger man da særlige sider af kropsligheden, sådanne, som har at gøre med forplantningen, og udnævner dem til i særlig grad at gøre mennesker uværdige til at nærme sig det hellige? Man henviser til "blod" og til "natlige udtømninger", men hvorfor netop disse? For i os alle foregår der jo uden ophør kropslige processer, fx i forbindelse med indtagelse og udskilning af føde. Alle disse processer har at gøre med opretholdelse og videreførelse af livet, men er jo samtidigt, hvis vi følger dem over tid, smertelige vidnesbyrd om forgængelighed og død, om dét altså, vi som kristne må begribe som syndens følgevirkninger.

Legemligheden med alt, hvad dertil hører, er, så længe vi overlader den til sig selv(!), tegn på dét, der skal forgå; og intet, der har med legemet at gøre, forlener os med bare den mindste smule værdighed til at træde frem for Guds Åsyn og for Herrens alter. For skulle det gå efter, hvem der er værdige, ville ingen af os nogensinde (måske med undtagelse af de mest forbenede hyklere) turde træde frem for at modtage Nadveren: "Det hellige for de hellige", lyder præstens udråb under Liturgien; og menigheden svarer, "Én er hellig, Én er Herre, Jesus Kristus, til Gud Faders ære". Og længere er tankerækken egentlig ikke: Vi modtager det hellige af Guds nåde, når vi nærmer os i ydmyghed. Enhver tanke om, at nogen, måske oven i købet jeg selv, skulle have erhvervet sig en særlig værdighed er fup og fidus. Hvilket naturligvis ikke betyder, at vi ikke skal forberede os, så godt vi kan, med bøn og faste og skrifte af vore synder, på at kunne tage imod Kristi Legeme og Blod. Men af forberedelse bliver man ikke værdig!

Der er altså ikke knyttet nogen værdighed til vore forberedelser; vi indlægger os med andre ord ikke nogen særlig fortjeneste hos Gud ved at regulere på dét, vi faktisk kan gøre noget ved og styre i et vist omfang (spisning o.s.v.). Vi er alle, uden undtagelse og hele tiden, u-værdige, og derfor er det meningsløst, og dertil at føje spot til skade, at forsøge at knytte denne mangel på værdighed til sådanne legemlige processer, som vi ikke har mindste mulighed for at regulere eller ændre på. - Når man derfor hævder, at mennesker i almindelighed og kvinder i særdeleshed bør holde sig borte fra kirkegang og altergang under og efter visse biologiske omstændigheder, så ligner det betænkeligt en introduktion af en helt særlig ondartet variant af den augustinske arvesynd: "Du er kommet til verden med et antal helt uomgængelige fysiske og biologiske karakteristika, heri indbefattet et autonomt nervesystem, og dét i sig selv binder dig uløseligt til synden."

Hvad skal man sige? Jeg tror, vi kan forholde os rigtigt eller forkert til lidenskaberne. Jeg tror, vores holdning, den måde, vi omgås tingene på, er vigtige for vores egen balance og vigtige i Guds øjne. Jeg tror, Han ser på vores vilje til at rette al vor længsel og kærlighed mod Ham; og at Han hjælper os videre ad vejen, når vi selv tager de første skridt. - Jeg tror ikke, Gud kunne finde på at stille os over for fuldkommen umulige krav om at kontrollere det, der ikke lader sig kontrollere. Og jeg tilstår, at jeg har vanskeligt ved ikke at finde det farisæisk, når man vil knytte synden og den biologiske uomgængelighed sammen på den måde. Hvad så med, som nævnt, alle de andre processer i vore kroppe? Hvad med alle sygdommene, som rumsterer og udvikler sig i vore legemer? Bliver konklusionen af den slags tankegang ikke, at vi alle for altid burde holde os længst muligt væk fra Gud på grund af vor urenhed? Og at de, som alligevel nærmer sig, må være de mest hårdhudede hyklere og syndere af alle?

I evangelisten Markus, kap. 7, finder vi en diskussion af begreberne renhed og urenhed. Kristus Selv tager her afstand fra at knytte nogen af delene til legemet som sådan. Jeg tror også, Kristus ville tage afstand fra, at nogen holdt sig borte fra Hans Kirke på grund af kropslige processer. - Hjertet, d.v.s. menneskets inderste virkelighed og sædet for vort gudsforhold, er det sted, hvor urenheden kan have sit ødelæggende virke. Sådan siger Kristus; og Han siger videre: "Forstår I ikke, at intet, som udefra kommer ind i mennesket, kan gøre det urent? Thi det kommer ikke ind i hans hjerte, men i maven og går ud på det dertil bestemte sted...Hvad der gør mennesket urent, er det, der udgår fra mennesket. Thi indvendig fra, fra menneskets hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord, ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed; al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent." (Mark. 7, 18-23).

Med disse kristi ord som afsæt vover jeg at konkludere, at Orthodox Tradition er på afveje: Det er ikke en afvigelse fra den hellige Tradition at reflektere over og justere fastereglerne i tro og kærlighed og i glæde over Kristi Opstandelse. Og ingen risikerer at afskære sig fra Kirkens Legeme ved ikke at ville acceptere, at legemet er urent i og for sig. Og endelig kan det aldrig og umuligt være en vej til åndelig fortabelse at nærme sig Kristi hellige Mysterier i ydmyghed og gudsfrygt.