Ærkebiskop Gabriel besøgte Gudsmoders Beskyttelse.

Af Johannes S. Hubert Bjerg

Det var med slet skjult begejstring, at vor præst, fader Poul, bekendtgjorde, at Ærkebiskop Gabriel havde tænkt sig at besøge vor lille danske menighed og fejre akathist til Gudsmoder og Guddommelig Liturgi på vores navnedag den 14. oktober – og det var på samme måde menigheden modtog nyheden.

Det gav et sus gennem menigheden og personligt følte jeg en blanding af usigelig glæde og stolthed – og en vis mængde sommerfugle i maven. Dette var stort! På mange måder. Det er kun ganske få af menighedens medlemmer, der før har overværet en biskoppelig liturgi – endsige set en biskop eller været i selskab med én. Straks efter glæden og stoltheden meldte sig da også alle disse spørgsmål: hvordan gør man? Hvordan tituleres han? Hvad vil der ske, hvis det bliver et ”tilløbsstykke” – vil der så være plads til alle os ”faste” menighedsmedlemmer”? Hvorledes forløber en biskoppelig liturgi, den liturgi, der er den ortodokse kirkes højeste udtryk: biskoppen, der fejrer Den Guddommelige Liturgi omgivet af sit folk – sine børn. Kunne vi leve op til hvad, vi mente måtte være noget af et ”udstyrs-stykke”? Vor lille kirke formår dog meget … men så meget? Disse og mange andre spørgsmål tumlede gennem hovederne på nogle af os samtidig med, at vi vidste, at dét skulle vi nok – med præstens, dennes kone og de andre mere ”erfarne” ortodokses hjælp – klare. På den ene eller anden måde.

Vi er jo en relativ lille forsamling, selvom vi – med fader Pouls ord – er den største dansk-talende ortodokse menighed i verden. Mange af os er kommet til inden for de senere år og har regelmæssigt været til de tjenester, som året igennem – højtid som hverdage, aftentjenester, vigilier etc. – afholdes i vor kirke. Vi er på mange måder en ”tændt” menighed, der tager dét at afholde liturgi ganske alvorligt. Vi kender hinanden. Vi føler et stærkt tilhørsforhold til menigheden og kirken og mange af os opfatter menigheden som vores anden familie. Vi er stort set sikre på, hvad vi kan forvente af hinanden, men her var noget, som var så meget udover det sædvanlige, at vi måtte have instrukser for at sikre, at Ærkebiskoppens besøg og den afholdte liturgi skete med en værdighed, der var passende. Pludselig kom ”den store kirke” tæt på. Vi har jo gået og så at sige passet vort eget i al fredsommelighed her i Lyngby, København, Danmark i bevidstheden om, at vi ganske vist er del af Kirken, men alligevel … nu kom den til os!

Heldigvis, kan man sige, er Ærkebiskop Gabriel så at sige udgået af vores egen midte. Han er, som de fleste medlemmer af Gudsmoders Beskyttelse, konvertit. Han er, som os, ikke russer. Han var selv i en lille menighed, der ligesom os fungerede under ”ydmyge” forhold. Nu er det jo ikke afgørende, om liturgien finder sted i en katedral eller i en kælder under præstens privatbolig eller i en garage – Den Guddommelige Liturgi er ikke afhængig af sådanne ydre omstændigheder, Guds Rige bliver aktualiseret uanset – men det gav os da en fornemmelse for, at han ville kunne sætte sig ind i vor situation og vore muligheder.

Fader Poul informerede os dog også hen ad vejen - efterhånden som dagen nærmede sig – om, at Ærkebiskoppen var fuldt klar over, hvordan tingene forholdt sig hos os, og han, biskoppen, tilbød endog, at han kunne deltage i liturgien som almindelig præst. Dét kunne han dog huske endnu, mente han. Men fader Poul valgte klogeligt den vinkel, der betød, at vi ville gøre så meget af Den Biskoppelige Liturgi, som vi var i stand til, for det var en stor ære, og vi fra vor side ville gerne yde så meget, vi kunne. At fejre Den Guddommelige Liturgi med biskoppen i vor midte skulle gøres så ”rigtigt”, som vi var i stand til.

… og en ære var det. Det var en følelse af, at vor menighed blev sat på ”det ortodokse verdenskort”, at den Ærkebiskop vi beder for under vore tjenester så at sige fik ansigt, krop og stemme, at det faktum, at en levende og oprigtig menighed med en determineret præst i spidsen – og en lige så fast besluttet forstander – er kirken ligesåvel som den menighed, der holder til i katedralen, idet vi jo på samme måde giver den krop - og Eucharistien er den samme! Ligeledes gav det os - i hvert fald denne skribent – en klar fornemmelse af at blive set. Selvom der er kontakt med stiftet på andre områder og på andre måder, var dette en helt anden og meget konkret kontakt. Ærkebiskoppen stillede sig til rådighed i en sådan grad, at vi klart fornemmede hans oprigtige interesse for os.

Aftenen før vor navnedag, var Ærkebiskoppen til stede under akathisten til Gudsmoder, og det gav os et vældigt ”løft”. Vi var glade for at kunne ære Gudsmoder sammen med ham. Akathisten er en elsket tjeneste i vor menighed, da den jo er tæt knyttet til vort navn, men også fordi det er den tjeneste Fader Johannes fejrede dagen før den månedlige liturgi i de år, hvor vi ikke havde vor egen præst eller kirke, men hvor vi lånte os frem og han kom ned fra Oslo. Efter tjenesten var der samvær med kaffe og kage – som vi plejer – og Ærkebiskop Gabriel talte længe og indsigtsfuldt om stiftet og det menigheder. Han understregede vigtigheden af kontakt mellem menigheder og stift og menigheder imellem. Han understregede igen og igen, at dét, at vi kommer sammen for at fejre Den Guddommelige Liturgi er det højeste udtryk for vor ortodokse tro, og at det er hér, vi skal fokusere, og det er herfra, vi skal hente vore kræfter.

Ærkebiskoppen tog sig også tid til at tale med enkeltpersoner på tomandshånd. Det var et stort stort udtryk for den oprigtige omsorg, han føler for sit folk.

Som sagt var - og er - der i vor menighed enkelte ”garvede” ortodokse, der vidste, hvad der skulle foregå; og af fader Poul blev vi søndagen inden besøget instrueret i de dele af den Biskoppelige Liturgi, der ikke er som den almindelige søndagsliturgi uden biskop, og som vi kunne gennemføre. Heldigvis havde han og Inger lige været i Paris og havde deltaget i Biskoppelig Liturgi dér, og de havde holdt ekstra godt øje med hvad, der foregik og hvordan med henblik på det forestående besøg. Der var en del at holde rede på, og opgaverne blev fordelt så ingen – ud over vore to erfarne altertjenere – ikke fik for meget at holde rede på. Vi øvede: ”Ton Dhespotin …” til vi syntes, vi kunne den, og flere af os gik da også i dagene inden besøget og sang den igen og igen derhjemme eller hvor vi nu måtte være. Vi fik gennemgået de dele af ”koreografien”, som vi ikke kendte, og da alt kom til alt, forekom det slet ikke så voldsomt ”farligt”, som vi kunne have frygtet. Efter gennemgangen følte vi, at vi nok skulle kunne gøre vores del til, at liturgien blev værdigt gennemført, og jeg tror, at det lykkedes. I hvert fald gav Ærkebiskoppen udtryk for, at han havde været meget bevæget over den måde, vi gennemførte den på – og der var vist heller ingen af os i menigheden, der var uberørte. Han havde mange rosende ord at sige os, og der var en stor fornemmelse af at have overværet noget helt specielt ”helt”. Ligeledes var der opløftende kommentarer fra Fader Johannes, hvis menighed vi er ”underafdeling” af, og hvis arbejde for at gøre ortodoksien lokal i Norge og Danmark vi kan takke for.

Til stede under både akathist og liturgi var også vor forstander Fader Johannes fra Oslo, og se: selv vort beskedne kirkerum kunne rumme biskop, 3 præster (udover vore egne: Fader Johannes og Fader Poul var Fader Serge (biskoppens sekretær) også concelebrant) og to altertjenere, der havde nok at se til. Ingen ”gik i vejen” for hinanden, og set fra kirkerummet var det overvældende.

Under liturgien fornemmede undertegnede klart, hvor levende (tændt(?)), nærværende og oprigtig vor menighed er, når vi fejrer liturgi – jeg var måske yderligere opmærksom på det p.g.a. det ekstra-ordinære i situationen, der gjorde, at jeg kunne se det lidt ”udefra” - og ved afslutningen og det efterfølgende mere uformelle samvær, fik vi da også at vide fra både biskoppen og forstanderen, at det havde været en god oplevelse at være til liturgi hos os. Det bekræfter blot, at vi under kyndig ledelse er inde i en god udvikling – der må være noget, vi gør rigtigt.