Jesusbøn uden Jesus?

Der er for nylig udkom­met en bog. Kri­ste­ligt Dag­blads anmel­der, Anders Lau­ge­sen, kal­der bogen for ”én af de sene­re års vig­tig­ste udgi­vel­ser” og udnæv­ner den til en ”frem­ra­gen­de ind­fø­ring i øst­kir­kens bøn og mystik”. Den før­ste karak­te­ri­stik kan fore­kom­me noget over­dre­vet, den sid­ste er slet og ret misvisende.

Det dre­jer sig om Micha­el Stub­be­rups ”Hjer­tebøn og Øst­kir­kens Mysti­ke­re”, udgi­vet på for­la­get Bor­gen i okto­ber i år. Og vær­ket er desvær­re ikke, som Lau­ge­sen skri­ver, ”en grun­dig frem­stil­ling af øst­kir­kens bøn­stra­di­tion”. Det grund­læg­gen­de glim­rer tvær­ti­mod ved sit fra­vær. Til­ba­ge bli­ver vis­se, ydre former.

Stub­be­rups bog er noget andet: Den viser én af Den Orto­dok­se Kir­kes vig­tig­ste tra­di­tio­ner, set gen­nem en spe­ci­fik, pan­tei­stisk optik. Den viser Jesus­bøn­nen, som den tager sig ud gen­nem det midtjy­ske ’Vækst­cen­trets’ bril­ler. Den omta­ler Kir­kens bøn, grun­digt ren­set for tro­en på Kristus og iso­le­ret fra Kir­kens mysti­ske eller sakra­men­tale liv. Den er en erstat­nings­va­re: Det per­son­li­ge for­hold til Kristus, udskif­tet med men­tale tek­nik­ker og åndedrætskontrol.

Anders Lau­ge­sen er opmærk­som på det­te for­hold, men afvi­ser det spe­ci­fikt i sin anmel­del­se: ”Stub­be­rup er elev af Jes Ber­tel­sen og bor på Vækst­cen­tret i Nr. Sne­de. Den påvirk­ning mær­ker man ikke i bogen”, skri­ver han. I så fald må anmel­de­ren være mere end almin­de­ligt hård­hu­det. For vist mær­ker man tyde­ligt den ide­mæs­si­ge arv fra Ber­tel­sen. Det er præ­cis den arv, som er det betæn­ke­li­ge ved Stub­be­rups bog.

”Hjer­tebøn” ind­le­des med en dedi­ka­tion til ”dr. Phil. Jes Ber­tel­sen”. I for­or­det ret­tes tak til ”Jes og Sat­hi­ar­ty(!)”. Ende­lig  læg­ger bogens efter­skrift udtryk­ke­ligt per­son­lig afstand til den tra­di­tion, Stub­be­rup ønsker at ind­fø­re i: ”Jeg er ikke hesy­chast”, skri­ver han og fort­sæt­ter: ”Jeg har været hel­dig at kun­ne få vej­led­ning, træ­ning og lærer­rol­le udfyldt inden for lan­dets græn­ser”, (skul­le der mon være tale om Nr. Sne­de?). Det ånde­li­ge kli­ma, som dis­se ram­mer angi­ver, giver sig tyde­ligt til ken­de i bogens før­ste del, som er Micha­el Stub­be­rups rede­gø­rel­se for Den Orto­dok­se Kir­kes hesy­cha­sti­ske bøn. Her føl­ger nog­le cen­tra­le eksempler:

”Hjer­tebøn­nen er man­trisk”, skri­ver Stub­be­rup (s. 24); og han fort­sæt­ter: ”Det vil sige en gen­ta­gen og ryt­misk brug af ord eller lyde, der sæt­ter en sub­til indre bevæ­gel­se i gang.” – Men Kir­kens bøn er ikke noget ”man­tra”. Tror man det, for­veks­ler man Jesus­bøn­nen med hin­du­i­stisk inspi­re­re­de, ånde­li­ge ”tek­nik­ker”, hvor poin­ten er sel­ve gen­ta­gel­sen af bestem­te lyd­vær­di­er; bøl­ger eller ”ener­gi­er” i lyd­form, som anta­ges at påvir­ke sin­dets energier.

I en radioud­sen­del­se (”Men­ne­sker og Tro den 31. okto­ber) omta­ler Micha­el Stub­be­rup Jesus­bøn­nen som en ”spi­ri­tu­el prak­sis”, som ”i kri­sten­dom­men typisk kan bestå i det græ­ske ’Kyrie elei­son’ eller det rus­si­ske ’Gospo­di Pomil­uj’”. Fra Vækst­cen­tret i Nr. Sne­de har jeg tid­li­ge­re læst over­vej­el­ser i ram­me alvor, om hvor­vidt lyd­bøl­ger­ne i den dan­ske ver­sion, ”Her­re, for­barm Dig”, nu også vil­le være virk­som­me som man­tra, eller om man måt­te bli­ve ved de frem­me­de sprog!

Der er grund til at under­stre­ge: Den Orto­dok­se Kir­kes bøn har intet at gøre med lyd­bøl­ger. Den bøn, der er tale om, kal­des ”Jesus­bøn­nen”. Det er for­di dens grund­lag er Jesus Kristus og den beden­des per­son­li­ge kær­lig­hed til Ham. Jesu Kri­sti navn er uad­skil­le­ligt fra Hans per­son; og vi, som påkal­der Hans navn, hel­lig­gø­res ved det. ”Der fin­des”, skri­ver apost­len Peter, ”intet andet navn under him­len, hvor­ved vi frelses!”

Jesus­bøn­nen er, kan man sige, et kon­cen­trat af det krist­ne liv. Det liv, som helt og hol­dent er base­ret på påkal­del­sen af Guds navn. Ingen dåb, ingen myronsalv­ning, ingen ægte­vi­el­se, ingen præ­ste­o­r­di­na­tion, ingen nad­ver, ingen af de hel­li­ge hand­lin­ger i Kir­ken gen­nem­fø­res, uden at Guds navn påkal­des: I Fade­rens, Søn­nens og Hel­li­gån­dens navn.

Det­te er helt afgø­ren­de: Der er en uop­lø­se­lig for­bin­del­se mel­lem Kri­sti per­son og Kri­sti navn. Der­for kan vi ikke nedskri­ve nav­net til en lyd­fre­kvens; det er ikke nok, at vi udta­ler lyden af nav­net, det nyt­ter os intet, hvis ikke vi sam­ti­digt ret­ter al vor opmærk­som­hed mod Ham, vi påkal­der med det gud­dom­me­li­ge navn.

I sin omta­le af Johan­nes af Sti­gen skri­ver Stub­be­rup (s. 47): ”Den ved­va­ren­de hjer­tebøn (er) red­ska­bet til det ord­lø­se stil­heds­sta­die.” Der er grund til at påpe­ge faren ved at tale om Jesus­bøn­nen som ”et red­skab” eller som ”en meto­de”. – Gan­ske vist knyt­ter kir­ke­fædre­ne bøn­nen til vis­se hjæl­pe­di­sci­pli­ner, sær­li­ge kro­p­s­stil­lin­ger, ånde­dræts­ryt­men og kon­cen­tra­tion af opmærk­som­he­den på hjer­tet; men alt det­te er ale­ne til støt­te for det per­son­li­ge for­hold til Kristus, det må ikke over­dri­ves, og det må frem for alt ikke bli­ve et mål i sig selv.

Det kan ikke under­stre­ges nok: ”Tek­ni­fi­ce­rin­gen” af Jesus­bøn­nen er ånde­ligt far­lig og kan være dybt ska­de­lig. Over­dre­ven foku­se­ring på det meto­di­ske udsprin­ger af vores trang til at frel­se os selv og træk­ke os selv op ved håre­ne. Og meto­der­ne er fak­tisk virk­som­me: De kan føre os ud i egne, hvor vi ikke kan bun­de, og hvor det er livs­far­ligt at fær­des, uden Kristus. Tek­nik ”i og for sig” kan være svært fasci­ne­ren­de; men ofte udsprin­ger den ikke af længsel efter Kristus, men af en ube­vidst længsel til­ba­ge til den intet­hed, hvoraf Gud har skabt os.

Ånde­lig tek­nik, som vi mener at kun­ne beher­ske, kan umær­ke­ligt gli­de over i per­son­li­ge vari­a­tio­ner af Adams og Evas spi­sen af kund­ska­bens træ. Vi er skab­te til fæl­les­skab med Gud; vi er skab­te til at skul­le møde og skue Gud, som Han er. Men det­te møde er ikke noget, vi kan til­eg­ne os og etab­le­re med sær­ligt avan­ce­re­de bøn­s­tek­nik­ker. Mødet, Guds åben­ba­ring for hver enkelt af os, fin­der altid og ale­ne sted af Guds nåde og efter Hans vilje.

Det er en ærlig sag ikke at være kri­stent tro­en­de. Men som sådan er man måske min­dre vel­eg­net som vej­le­der i kri­sten bøn. Stub­be­rup skri­ver ikke ud fra tro på Kristus, og det kan man både læse og høre. I ”Men­ne­sker og Tro” omta­ler han Jesus­bøn­nen som et eksem­pel på, hvor­dan vi kan for­hol­de os til ”noget høje­re” og påkal­de ”Kristus, Gud eller hvad det måt­te være”. Han berøm­mer først og frem­mest ørken­fædre­ne for deres ”avan­ce­re­de psy­ko­lo­gi”, og bøn­nen i Kri­sti navn benæv­ner han som ”en selvudviklingsvariant”.

Micha­el Stub­be­rups paral­lel­li­se­ring af kri­sten tro og den prak­sis, der ken­des på ste­der som Vækst­cen­tret træ­der tyde­ligt og umis­for­stå­e­ligt frem til sidst i det omtal­te radiopro­gram. Her gen­ta­ger Stub­be­rup, hvad han skri­ver i bogen, at han ikke er hesy­chast og der­med ikke kri­sten. Det­te anfø­rer han som grun­den til, at han ikke har kend­skab til de ”spe­ci­el­le, sub­ti­le træ­nings­sy­ste­mer, som man kun får inde­fra” i den krist­ne tradition.

Men Kir­kens krist­ne tro er ikke del af et eso­te­risk system af kine­si­ske æsker, hvor de sær­ligt ind­vie­de har adgang til sær­li­ge hem­me­lig­he­der, som er skjul­te for meni­ge krist­ne. Den krist­ne ”ind­vi­el­se” udgø­res af dåben og myronsalv­nin­gen i Fade­rens, Søn­nens og Hel­li­gån­dens navn. Det­te er hele hem­me­lig­he­den. Og den hem­me­lig­hed træn­ger vi dybe­re ind i ved atter og atter at tage imod Kristus i den hel­li­ge nad­ver. Dåbens og nad­ve­rens fysi­ske nær­hed til Kristus udbyg­ger og kon­so­li­de­rer vi i bønnen.

Vi befat­ter os ikke med at pud­se vores stolt­hed og udtæn­ke alle muli­ge sne­di­ge ”gen­ve­je” til Gud. Vi befat­ter os slet ikke med hie­rar­ki­er af de mere eller min­dre ini­ti­e­re­de. Vi sæt­ter vores lid til Gud, som vi ken­der Ham i Kristus. Vores eget bidrag består i at arbej­de på vores frel­se med frygt og bæven; og det inde­bæ­rer, at vi anstren­ger os for at hol­de blik­ket ret­tet mod Kristus og uop­hør­ligt fyl­de hjer­tet med bøn, sådan som Hl Paulus råder os til det: Bed uden ophør! Men ikke en hvil­ken som helst bøn, ikke et hvil­ket som helst man­tra. Den Orto­dok­se Kir­ke, hvori vi lever vores krist­ne liv, peger frem for alt på Jesus­bøn­nen: Her­re Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over mig synder.

Den Orto­dok­se Kir­kes tro, liv og bøn er for­ank­ret i Kristus og i det per­son­li­ge for­hold til Ham. Det­te er det ene­ste afgø­ren­de. I og uden for de orto­dok­se klo­stre. Siger nogen noget andet, så tro dem ikke!

Af Fader Poul Sebbelov