Præsten i Gudsmoders Beskyttelse var indtil for nylig fast overbevist om, at han var den første af sin slags. Men ak! Hovmod står for fald: Den 29. april 1958 kunne man læse nedenstående artikel i ”Dagens Nyheder”:
Danskeren, som blev russisk præst i USA
Af Arne Hall Jensen
Sælsomt kan livet forme sig for landsmænd i det fremmede. Og her vil jeg nu fortælle om, hvordan danskeren N. Bjerring blev russisk præst i USA. Lad mig begynde med begyndelsen:
I begyndelsen af 70’erne (her menes 1870’erne, red.) fandtes i NewYork en samlet dansk-norsk menighed, som betjentes af en pastor O. Juul, som var menighedens første præst. Han udgav senere sine erindringer, og heri findes et ganske interessant billede af en dansker med en usædvanlig karriere:
”I det første halve aar, jeg var i New York, kom en mand en dag ind til mig. Han talte dansk og fortalte, at han indtil for kort tid siden havde været indskrevet på det romersk-katolske seminarium for at blive uddannet til præst, men at han nu havde fået skrupler angaaende visse ting i læren, hvorfor han agtede at indtræde i den lutherske kirke. I den anledning søgte han nu mig for at søge hjælp og raad. Jeg spurgte ham, hvorledes det var gaaet til, at han var kommet paa katolsk præsteseminarium, og hertil svarede han, aat han allerede som spæd havde mistet begge sine forældre, hvorefter han var blevet anbragt paa et katolsk børnehjem i Slesvig. Han havde efterhaanden faaet en god, klassisk dannelse, og, fortalte han, et godt kendskab til de fleste nyere europæiske sprog, blandt andre ogsaa russisk.
Jeg tiltalte ham derefter paa tysk – og han svarede paa fuldendt tysk. Jeg talte engelsk til ham, og han svarede i samme sprog, som om han havde været englænder. Jeg tog en latinsk bog og et græsk testamente, og da jeg kom med dem, smilede han, hvorefter han oplæste et stykke fra hver af bøgerne, og derefter oversatte han dét, han læste, til dansk.
Jeg tænkte ved mig selv, skrev pastor O. Juul, at det utvivlsomt ville være en stor vinding for vort arbejde, hvis vi kunne faa fat i en saadan mand. Men hans agt var at rejse vestpaa. Han manglede desværre rejsepenge ... om jeg ville og kunne hjælpe ham med de 25. dollars, saa han kunne komme afsted? Jeg havde paa det tidspunkt ingen penge at undvære, men jeg præsenterede ham for en nordmand i New York, som forstrakte ham med beløbet, hvorefter den lærde dansker bykkede, takkede og ilede bort for hurtigst muligt at forberede sig til rejsen. Det var det sidste, jeg saa til ham i flere aar.
En morgen saa jeg i een af de kirkelige spalter i en avis følgende: ”Det russiske konsulat her i byen har for landsmænd indviet en kirke i X-gade, og i gaar blev (her stod den lærde danskers navn) indsat som kirkens præst under mange ceremonier og stor højtidelighed.” Jeg satte mig straks til at skrive et brev til den saaledes højtideligt indsatte græsk-katolske præst og mindede ham om vort samvær for tre-fire aar siden samt om laanet, som jeg bad ham tilbagebetale med det første, saaledes at manden, der havde forstrakt ham, kunne faa sine penge. – Næste morgen trådte han ind til mig paa en næsten teatralsk maade og sagde, at han for længst havde tilbagesendt beløbet, men at brevet formodentlig maatte være bortkommet i posten. Men nu kom han for personligt at bringe denne bagatel i orden. Derefter overrakte han mig de femogtyve dollars plus fem i rente, sagde ”godmorgen” og var forsvundet, inden jeg fik sagt et ord.”
Saavidt pastor Juul. Senere har den gamle forsker af dansk-amerikanske skæbner, afdøde pastor Rasmus Andersen i New York, fundet ud af, at mandens navn var Bjerring, og at det efter R. Andersens mening var beklageligt, at en saa lærd mand var gaaet tabt for det danske kirkearbejde blandt landsmænd i Amerika.
Men hermed er beretningen om den mærkelige mands skæbne ikke afsluttet. Da pastor Andersen var præst i Wisconsin, fik han en dag besøg af en russer. En aften bankede det paa døren, og en ret velklædt herre stod udenfor. Han spurgte, om jeg var præsten, og da jeg bekræftede dette, sagde han, at han agtede sig til Stevens Point. Det var smaat med penge, men han havde i sinde at ville gaa den ret lange vej paa sine ben og forhaabentlig tjene lidt undervejs ved at tegne portrætter.
Han kom indenfor og oplyste, at han var russer, men han talte baade flydende engelsk og tysk. Jeg lod et par ord falde om, at der fandtes en dansk mand, som var russisk præst i New York. Dette bekræftede han og tilføjede, at det ikke var saa længe siden, han selv havde talt med ham. Hurtigt tegnede han et portræt af ham. ”Saadan ser han ud”, sagde han, ”han har kort, rødligt fuldskæg.” Han skrev under neden: ”Den russiske biskop” og herefter adressen paa den russiske kirke i New York.
Da jeg kom til New York, skriver pastor Andersen senere, opsøgte jeg efter adressen under tegningen pastor Bjerring. Jeg fandt et smukt hus med kors over indgangen. Den nederste del var optaget af et smukt, russisk kirkerum. Oven over fandtes en hyggelig præstebolig. Pastor Bjerring modtog mig med megen venlighed. Hans skæg var ganske rigtigt rødligt. Han fortalte med glæde, hvor godt det var gaaet ham, efter at han var blevet græsk-katolsk præst. Han holdt gudstjenester for det russiske gesandtskab i Washington og ombord paa besøgende russiske krigsskibe.
Men,slutter pastor Andersen, hermed var Bjerring ikke faldet til ro. Efter at have begyndt udgivelsen af et tidsskrift, som i det engelske sprog skulle fortælle amerikanere om den græsk-katolske kirke, begyndte man hjemme i Rusland at mene, at det dog vist i grunden burde være en indfødt russer, der betjente den russiske menighed i New York, og en dag blev han skriftligt opfordret til at komme til Rusland. Det ønskede han ikke, men bad om at blive afskediget i naade. Herefter søgte han saa optagelse i den episkopale kirke, men det syntes, som om man vægrede sig lidt ved at modtage ham, og saa blev Bjerring utaalmodig og begyndte for egen regning at holde tyske gudstjenester i en sal, han lejede. Men heller ikke her holdt han længe ud. Nu søgte han over i den presbyterianske kirke, hvor han blev modtaget. Det lykkedes ham at faa opført en smuk kirke, næsten i dansk landsbykirkestil; og en dag foreslog han pastor Andersen, at denne skulle afholde sine danske eftermiddagsgudstjenester i hans kirke i stedet for i den engelske, hvor de paa den tid afholdtes. Men det ville Rasmus Andersen dog ikke indlade sig paa.
Efter en tid at have virket blandt presbyterianerne fik Bjerring paany anfægtelser, og saa skete der dét, at han, som nu havde været græsk-katolsk og reformert præst, udmeldte sig af den presbyterianske kirke for at vende tilbage til romerkirken, hvor han ogsaa fandt optagelse paany.
Hermed afsluttedes denne ejendommelige og meget urolige gejstlige bane. Han døde omsider i den tro, han var opvokset og opdraget i.
Så vidt Dagens Nyheder. Vi er glade over, at en dansker lader til at have været blandt de første til at skabe grobund for den ortodokse tro i Amerika. Redaktionen arbejder på at skaffe flere oplysninger om f. Nicholas Bjerrings virke.
