Deklaration fra ortodokse kirkeledereFra den 10. til den 12. oktober afvikledes i Istanbul (Konstantinopel) en samling af de ortodokse Kirkers ledere efter invitation fra Den økumeniske Patriark af Konstantinopel, Bartholomæos I. Der var yderligere indbudt to biskopper fra hver Kirke. Fem af lederne kunne ikke komme, enten af helbredsgrunde (Serbien, Bulgarien) eller på grund af en presset kalender (Georgien, Rumænien og Polen). Disse blev repræsenteret af en delegation. Den 12. oktober fejrede alle deltagere liturgi i den patriarkale Hl. Georg Katedral. Samme dag blev en afsluttende deklaration offentliggjort. Den består af 13 punkter og gør særligt opmærksom på, at forberedelserne til et pan-ortodokst koncil nu genoptages via mellemkirkelige, ortodokse konsultationer. Nedenfor følger deklarationens fulde tekst:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. 1 Ved Guds nåde har lederne og repræsentanter for de lokale, ortodokse Kirker været forsamlede fra den 10. til den 12. oktober 2008 i Phanar efter invitation fra og under forsæde af førstemanden iblandt os, Den økumeniske Patriark Bartholomæos. Foranledningen var proklamationen af dette år, som den hellige Paulus’ år, alle folkeslags apostel. I broderlig kærlighed har vi ført forhandlinger om emner, som optager Den Ortodokse Kirke, og vi har taget del i højtidens festligheder og sammen fejret den hellige eukaristi i Det Økumeniske Patriarkats hellige kirke i dag, den 12. oktober 2008, søndagen, hvor vi mindes de hellige Fædre fra det 7. Økumeniske Koncil i Nicæa. Gennem disse dage er vi blevet styrkede ved sandheden i den Forsynets gave, som alle folkeslags apostel modtog, og som gjorde ham til Guds udvalgte redskab (ApG 9,15) og til forbillede for hele Den Ortodokse Kirke. Kirken ærer apostlen gennem hele dette Herrens nådeår og fremhæver ham for de troende som et nutidigt vidne om vor tro for dem, der er langt borte, og for dem, der er nær (Ef. 2,17). 2 Den Ortodokse Kirke har på sand vis fortolket læren fra folkenes apostel, både i vanskelige og fredelige tider på sin to tusind-årige histories vej. Kirken kan og bør i vor tids verden fremme denne lære, ikke blot om menneskeslægtens fulde og hele enhed i Kristus, men også om Hans universelle forsoningsværk, hvorved alverdens splittelser er overvundet og alle menneskers fælles natur bekræftet. Et troværdigt vidnesbyrd om Hans forsonende budskab forudsætter imidlertid, at vi overvinder de interne konflikter i Den Ortodokse Kirke og opløser fortidens nationalistiske, etniske og ideologiske spændinger; for kun på den måde vil det ortodokse ord have effektiv virkning på vor tids verden. 3 Inspirerede af apostlen Paulus’ lære og virke understreger vi først og fremmest, hvor vigtig mission er for Kirkens liv, i særdeleshed for den tjeneste, alle her er sat til, ifølge Herrens sidste bud: I skal være mine vidner, både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende (ApG 1,8). At evangelisere Guds folk, men også dem, som ikke tror på Jesus Kristus, det er Kirkens fremmeste pligt. Den pligt skal vi ikke opfylde på nogen aggressiv måde eller ved forskellige former for proselytisme, men med kærlighed, ydmyghed og og respekt for hvert enkelt menneskes identitet og for den særlige kultur hos hvert folk. Alle de ortodokse Kirker bør bidrage til denne indsats for missionen, samtidigt med at man respekterer den kanoniske orden. 4 Kristi Kirke har i dag sit virke i en verden, som udvikler sig hurtigt, og som er blevet indbyrdes bundet sammen af midler til kommunikation samt udvikling af transportmidler og teknologi. Parallelt hermed vokser graden af fremmedgørelse, splittelser og konflikter lige så hurtigt. Kristne understreger, at kilden til denne tilstand er, at mennesker er blevet fremmede for Gud. Ingen ændring i samfundets strukturer eller i reglerne for opførsel rækker til at bøde på situationen. Kirken minder konstant om, at kampen mod synd kun er mulig i et samvirke mellem Gud og menneske. 5 Under sådanne omstændigheder, med voksende problemer for menneskeheden og verden, bliver et nutidigt, ortodokst vidnesbyrd afgørende nødvendigt, ikke blot for at udpege problemernes årsager, men også for direkte at tage kampen op med de tragiske konsekvenser, som følger deraf. De mange forskelle, nationalistiske, etniske, ideologiske og religiøse, giver hele tiden næring til en farlig forvirring, ikke alene i forhold til den uigendrivelige væsensenhed mennesker imellem, men også når det drejer sig om forholdet mellem mennesket og Guds skabelse. Den menneskelige persons hellige værdighed nedskrives til ‘individets’ særlige manifestationer, og den enkeltes relation til resten af den guddommelige skabelse bliver underordnet individets brug eller misbrug af denne [skabelsen, ovs.]. Disse splittelser frembringer i verden uligheder i personers og folkeslags adgang til skabelsens goder; de berøver milliarder af mennesker basale produkter og fører til menneskelig fattigdom. De fremprovokerer massive folkevandringer, forværrer nationalistiske, religiøse og sociale forskelle og konflikter og truer den traditionelle, indre sammenhængskraft i samfundene. Følgerne af disse splittelser er endnu mere betænkelige, for de er uløseligt knyttede til ødelæggelsen af de naturlige omgivelser og af hele økosystemet. 6 Ortodokse kristne deler ansvaret for planetens nuværende krise med andre, hvad enten de er religiøse eller ej, fordi de uklogt har godtaget og gået på kompromis med misbrug af den menneskelige frihed uden at gendrive den med troens ord. Derfor er deres første pligt også at bidrage til at overvinde verdens splittelser. - Den kristne lære om væsensenhed mellem mennesket og den guddommelige skabelse, som er kommet til udtryk i hele Kristi frelsende virkes mysterie, udgør grundlaget for at forstå menneskets relation til Gud og til den skabte verden. 7 Forsøg på at adskille religionen fra samfundslivet er en fælles tendens i mange moderne stater. Princippet om en sekulær stat kan bevares, men det er ikke acceptabelt at forstå dette princip som en fuldkommen udelukkelse af religionen fra alle områder af samfundslivet. 8 Afgrunden mellem rige og fattige uddybes mere og mere på en voldsom måde på grund af finanskrisen, som er frembragt af en unaturlig økonomisk aktivitet, en manisk jagt efter profit, helt uden menneskelige dimensioner, og som ikke tjener menneskers sande behov. 9 Når det kommer til spørgsmålet om forholdet mellem den kristne tro og naturvidenskaben, er det lykkedes Den Ortodokse Kirke at undgå tendensen til at gøre sig til formynder for udviklingen i den videnskabelige forskning og udtale sin holdning til ethvert videnskabeligt problem. Fra det ortodokse synspunkt er forskningens frihed en Guds gave til menneskeheden. Ortodoksien tilslutter sig dette og understreger samtidig den fare, som er skjult i visse videnskabelige resultater, samt grænserne for videnskabelig indsigt og eksistensen af en anden “indsigt”, som ikke direkte falder inden for den videnskabelige sfære. Denne anden “indsigt” viser sig i mange henseender nødvendig for at kunne sætte passende grænser for friheden og for at kunne gøre god brug af videnskabens resultater på basis af respekt for den menneskelige værdighed og afvisning af egocentrisme. 10 Den Ortodokse Kirke mener, at de teknologiske og økonomiske fremskridt ikke må føre til miljøødelæggelse og til, at naturen tømmes for ressourcer. Den ubegrænsede trang til at opfylde materielle begær fører til forarmelse, både af menneskets sjæl og af miljøet. Vi bør ikke glemme, at jordens naturlige rigdomme ikke blot er menneskers ejendom, men først og fremmest Guds skabelse: “Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren!” (Sl 24,1). Vi må huske på, at ikke blot den nulevende, men også de kommende slægter har ret til at gøre krav på de naturressourcer, Gud har givet os. 11 Vi støtter stærkt alle fredelige midler til retfærdigt at løse de konflikter, som opstår, og vi bifalder den russiske og den georgiske Kirkes stilling og broderlige samarbejde gennem den nylige militære konfliktperiode. På den måde opfylder de to Kirker deres pligt til at tjene forbrødringen. Vi håber, at de to Kirkers fælles bestræbelser kan bidrage til at overvinde de tragiske følger af de militære operationer og til folkenes hurtige forbrødring. 12 I vor tidsalders stigende forvirring står ægteskabets og familiens institutioner over for en krise. I en ånd af forståelse for nye og komplekse sociale relationer bør Kirken finde veje til åndeligt at støtte og opmuntre de unge mennesker og de store familier. Vi vender særligt vore tanker til ungdommen med opfordring til at tage aktivt del, både i det sakramentale liv og i Kirkens missionsvirksomhed og sociale liv og til således at deponere både deres problemer og deres forventninger i Kirken; for de [unge] udgør ikke alene dens fremtid, men også dens nutid. 13 Som ledere og repræsentanter for Den Alhellige Ortodokse Kirke er vi fuldt bevidste om alvoren i de ovenfor nævnte problemer; og i vor egenskab af Kristi tjenere og forvaltere af Guds mysterier (1. Kor 4,1) arbejder vi på at imødegå dem. Fra bispesædet i Kirkens øverste trone erklærer vi: a, b, c, d, e, Vi vender os til de ortodokse troende og til hele verden, og vi beder atter og atter om at Guds fred, retfærdighed og kærlighed må sejre og styre i menneskers liv. Ham, som formår med Sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, Ham være ære i Kirken og i Kristus Jesus … Amen (Ef. 3, 20-21) Sign: + Bartholomæos af Konstantinopel + Theodor af Alexandria + Ignatios af Antiokia + Theophilos af Jerusalem + Alexej af Moskva + Hieronimos af Athen + Chrysostomos af Cypern + Laurentiu af Transsylvanien (Rumænien) + Amphilocios af Montenegro + Dometian af Vidin (Bulgarien) + Gerasimos af Zugdidi (Georgien) + Jeremias af Wroclaw (Polen) + Anastasios af Tirana + Christopher (Tjekkiet og Slovakiet) oversat fra fransk efter hjemmesiden orthodoxie.com Publiceret 25. oktober 2008 |