Ikon af hellige profet Esajas. Rusland, 18. årh.

Læs om hellige Esajas

Hellige martyr Ahmet kalligrafen. Kilde: vatopaidi.wordpress.com

Læs om hellige Ahmet

Hellige Athanasios den Store, ærkebiskop af Alexandria

Læs om hellige Athanasios

Hellige apostel Jakob, søn af Zebedæos

Læs om hellige Jakob, søn af Zebedæos

Semi­nar om Jesus­bøn­nen, Kloste­ret i Hur­dal, 26. maj 2012

Lør­dag den 26. maj 2012 – Start kl. 10 – afslut­ning kl. 20
Sted: Hl. Tri­fon skita (”Det orto­dokse kloste­ret på Skabland i Hurdal”)

Læs mere i denne PDF-fil

Hellige apostel og evangelist Markus

 Læs om hellige Markus

Kristus er opstanden!

Kære fædre, Kære brødre og søstre

Kristus er opstanden!

Større kærlighed har ingen end dén at sætte livet til for sine venner (Joh. 15,13)
Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh. 3.16)

Når jeg som overskrift har valgt de ord, Kristus siger til Sine apostle nogle timer inden Sin lidelse, sådan som den hellige Johannes beretter, skyldes det to nøgleord deri, som begge henviser til Herrens Opstandelse: kærlighed og liv! For når vi på den dag glæder os sammen med vore familier, vore menigheder og i klostrene, så er det fordi, Jesus nærer stor kærlighed til hver enkelt af os og skænker os adgang til livet.

Vi har alle brug for kærlighed, og vi er kaldede til livet! Det er en universel virkelighed, som deles af alle mennesker på jorden. Faktisk er et liv uden kærlighed meningsløst.

Vi, som er kristne, må være vidner om kærligheden. Det er et emne, vi bestemt kan tale om, men endnu meget mere bør vi leve det. Det er den mest overbevisende måde, vi kan udtrykke os på i den sammenhæng. Det er dét, Herren gjorde: Han elskede os så meget, at Han gav Sit liv for os. Hans Død og Hans Opstandelse er to sider af det samme segl, hvormed Han én gang for alle har mærket vore hjerter.

Ja, Påsken er en meget smuk og stor højtid, for den markerer en ”passage”, en overgang, det er betydningen af ordet ”Pessah” på hebraisk. Det er en glædens højtid, vi oplever, for Kristus går sejrrig tværs gennem døden, og den ”passage” er endelig! Men vi skal være opmærksomme på, at selv om Jesu Opstandelse er en begivenhed, som er historisk bevidnet, er den ikke statisk og ej heller stivnet i tiden. Fra den dag ”passerer” Herren hele tiden gennem vore liv, og Han tilbyder os Sin kærlighed, her på jorden og i det evige liv. Ved hver hændelse i vor hverdag rækker Herren os hånden os siger til os: Hvis du vil, giver jeg dig min kærlighed! Men lad os konkret se på, hvad det vil sige.

Når vi betragter vore liv, alle menneskers liv på jorden, fristes vi af mismod, og vi ville kunne sige som Prædikeren: Det er alt sammen tomhed og jag efter vind (Pr. 2,17). Så mange ulykker, så megen knust kærlighed! Alvorlig sygdom, det uventede uheld, aldringen, hvori alting er i aftagende, er alle elementer, som kan gøre os nedtrykte. Mange unge nærer tvivl om deres fremtid og gribes af ængstelse, og nogle gange søger de erstatninger uden fremtid.

Stillet over for en sådan frygt og sådanne ængstelser må vi huske på, at inden Påske kommer Store Fredag med dens lidelse. Vi må atter tænke på Gethsemane – Min sjæl er dybt bedrøvet til døden – og på Korsfæstelsen – Min Gud, hvorfor har Du forladt mig? Da forstår vi, at Opstandelsen ikke blot er en hyggelig familiefest, som vi kan glemme igen i morgen, men et sandt kildevæld, en hymne til livet og kærligheden. Når Kristus tog imod lidelse, fornedrelse (kenosis) udelukkelse, afvisning, den frygtelige ensomhed, apostlenes svigt og endelig døden på Korset, så er det for, at vi, gennem Opstandelsens mysterium, som fulgte, ikke mere skal nære frygt.

Senere bliver Thomas opfordret af Frelseren til at lægge hånden på det sår, lansen havde forårsaget under Korsfæstelsen. Den gestus gøres på vegne af hver eneste af os: Ved at berøre Kristi side modtog apostlen som en gave Guds uendelige kærlighed og fik adgang til livet. Al tvivl, som stammer fra mange ængstelser og genvordigheder, forvandler sig da til et stort håb og til en trosakt: Min Herre og min Gud! (Joh. 20,28) Ja, ligesom til Thomas siger Herren til hvert menneske: Hvis du vil, skænker jeg dig min kærlighed og mit liv. Og det er til os Kristus siger: Salige er de, som ikke har set, og dog tror! (Joh. 20,29).

Frelserens Opstandelse åbenbarer da for os det sande mål for Korsets mysterium, nemlig vor Herre Jesu overmåde store kærlighed til os, til alle mennesker på jorden.

Kære fædre, brødre og søstre

Ved denne store og lysende højtid omfavner jeg jer alle med megen kærlighed og glæde! Nu er vi opstandne med Kristus, vi har set det sande Lys, og fra nu af er det det guddommelige liv, som strømmer i vore årer.

Kristus er opstanden!
Han er sandelig opstanden!

Paris den 2. / 15. April 2012
Hl. Alexander Nevskij Katedralen, Paris

+ Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for Den Økumeniske Patriark

Kristus er opstanden!

Påskebudskab 2012 fra Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane

Palmesøndag

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn

Kære brødre og søstre i Kristus

Velsignet være Han, som kommer i Herrens Navn! Hosianna! Sådan lyder det fra skaren i Jerusalem i dag. Og sådan lyder det fra os på dagen, hvor vi indleder Den Stille Uge.

Velsignet være Han! Et råb fra Salmernes Bog (Sl. 118). Et jubelråb! Vi kan gerne citere lidt mere udførligt fra samme Salme for at begribe sammenhængen: Tak Herren, thi Han er god, Hans miskundhed varer evindelig … Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os … Herren er Gud og har vist Sig for os … Festtoget med grene slynge sig frem til alterets horn … og så igen til afslutning: Tak Herren, thi Han er god, Hans miskundhed varer evindelig.

Vi istemmer jublende lovsang. Mærkeligt nok, kunne man synes, her hvor vi indleder den uge, som også kaldes for Lidelsesugen. – Jesu disciple fandt det også mærkeligt, for, som vi har hørt det hos evangelisten Johannes i dag: Disciplene forstod det ikke fra først af, men da Jesus var herliggjort, kom de i hu, at dette stod skrevet om Ham, og at man havde gjort dette for Ham.

Hvad er det, der står skrevet om Ham, og som disciplene først bagefter bliver klar over? Jo, det er, at det ydmyge indtog, ikke med stridsvogn, firspand og militær eskorte , men på et ungt æsel, at netop dét er Kongens indtog, sådan som det beskrives hos profeterne Esajas og Zakarias. Hos Zakarias hedder det: Fryd dig … og råb med glæde. Se, din Konge … retfærdig og sejrrig er Han, ydmyg, ridende på et æsel, på et asenindes føl.

Disciplene er forvirrede dér og da. Men vi, vi som i Kristi Kirke allerede kender vor Herre, Gud og Frelser, Jesus Kristus i herlighed, er vi da bedre stillet end disciplene, som de stod dér ved vejsiden? Ja og nej! Ja, for vi har den forventning indlejret dybt i vore hjerter, at Han skal komme igen i herlighed, og at vi da skal se Ham som Han er. I modsætning til disciplene ved indfaldsvejen til Jerusalem har vi allerede vished om Kristi Opstandelse og sejr over døden.
Og nej, for trods den vished er der heller ikke for os nogen vej uden om i den kommende uge at dele rådvildheden, gruen, angsten og fortvivlelsen hos disciplene og hos alle, som ledsager Jesus gennem Hans lidelse og død. – Johannes Teologen og Evangelisten beskriver for os i dagens evangelielæsning, hvor kompleks, hvor mangesidig situationen er.

Vi begynder i Betania hos Lazarus, ham, som Jesus havde opvakt fra de døde. Her er da grund til stor glæde! Ved at kalde Lazarus ud fra graven forudskikker Kristus Sin egen Opstandelse, Han gør det troværdigt for os tvivlere, at Han er dødens Overmand, at vi ikke skal fortvivle, ja, at Han selv skal opstå, og at vi skal få del i Hans Opstandelse. Og vi glæder os af hjertet!

Derfor, af hjertets glæde, er det, at Maria, Marthas søster, salver Herrens fødder og tørrer dem med sit hår. For at gøre det klart, at vi, grundet Lazarus-tegnet, har fået vished for, at Jesus er Kristus, det vil sige Den Salvede. Guds Salvede, vor Herre og Frelser. Og den vished glæder os af hjertet!

Men salvningen har også en helt anden side, den helt modsatte henvisning. For det er de døde, som salves, inden de begraves. Marias salvning af Jesus viser således hen på Hans død. Derfor er det, Jesus selv siger: Lad hende i fred, så hun kan gemme salven til min begravelsesdag. Herren Kristus forudskikker Sin Korsfæstelse og død. Og vi, vi gruer ved tanken om at skulle stå ved Frelserens grav. Vi gruer ved, at der ikke er anden vej til Opstandelsen end dén, der fører gennem lidelse, forhånelse, korsfæstelse og død.

Og ypperstepræsterne, ja de beslutter, at de vil gøre, hvad der står i deres magt for at udradere glædens og håbets genstand, at de vil fjerne dét, som bringer mennesker til tro på Jesus. De beslutter, hedder det, at de også vil slå Lazarus ihjel. – Også? Jo, for de samme har allerede længst besluttet, at de vil slå Jesus selv ihjel.

Lad os ikke tage fejl, brødre og søstre i Kristus, også i dag, hos os og i vore dage, er der dem, som af al magt søger at dræbe alt dét, som bringer os til tro på Kristus. De slår os vel ikke korporligt ihjel, men de gør alt, hvad de kan for at nedvurdere og latterliggøre livet i Kristus, Kirkens liv, hvor vi efter Kristi eget bud mystisk tager del i Hans lidelse og død i håb om også at få del i Hans herlige Opstandelse.

Fra nu af, fra i dag træder vi sammen med Kristus ind i lidelsen og i Hans vej til Korset. Men Kirken husker os på, at når Jesus går mod Sin død, gør Han det af Sin egen vilje: Ingen tager livet fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen, siger Jesus (Joh. 10,18)

Kristi magt, det er kærlighedens magt over liv og død, den magt, hvorved Kristus opstår og river de døde med Sig ud af dødsrigets garn. Det er den magt, med hvilken Kristus råber til Lazarus, som allerede har været fire dage i graven: Lazarus, kom herud! Og vi glæder os af hjertet! For dét, vi aner om Kristi Opstandelse, det får vi som et tegn, et forvarsel, ved Lazarus opvækkelse. Og skulle vi ikke forstå tegnet, så lad os lytte til og altid huske på Herrens ord til Martha: Jeg er Opstandelsen og Livet. Dén, som tror på mig, skal leve, om end han dør. (Joh. 11,25)

Med de ord ændres for altid forståelsen af, hvad døden er. Lad så blot tidens videnskabstroende ypperstepræster kalde døden for livets ophør og det enkelte menneskes udslettelse. Og lad blot tidens panteistiske ypperstepræster prædike genfødslernes hjul og personlighedens og bevidsthedens opløsning i intethedens hav. – Lad dem prædike, som de vil, men lad ikke deres prædiken rokke os en tomme fra Kristi ord: Dén, som hører mit ord og tror Ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men han er allerede gået over fra døden til livet (Joh. 5,24)

Dødens magt er én gang for altid brudt, og livet har sejret i Kristus. Lad os, brødre og søstre, på den baggrund begive os på vej ind i Lidelsesugen. Og lad os råbe det ud: Velsignet være Han, som kommer i Herrens Navn! – i den tro og i det håb, at vi allerede, i Kirken ved Helligånden, har del i Kristi Opstandelse.

Amen!

Hellige Methodios, apostlenes ligemand, ærkebiskop af Moravia, slavernes oplyser. Kilde: oca.org.

 Læs mere om hellige Methodios