Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

Kirkens liturgiske år indrammes af Maria, Gudsmoder: Den første af de store højtider er Gudsmoders Fødsel (den 8. september), og den sidste er Gudsmoders Hensoven (den 15. august). Det er ikke noget tilfælde. For vi tænker på Kirken, og på vort liv i dén, i Jomfruens billede. Vort liv ligner hendes liv: Ligesom Maria fødes vi under syndens vilkår. Som Maria modtager også vi Guds sendebud; og som Maria siger vi ”ja” til Guds plan med os, selv om vi langt fra forstår den. Som Maria siger vi ”ja” til, at Kristus tager Sin bolig i os; og som Maria gemmer vi livet igennem Guds ord i vore hjerter, og vi grunder over dem, indtil den dag, vi forlader det jordiske liv for med Kristus at træde ind i Guds Rige.

Vi tager hul på et nyt kirkeår. Kirkeåret er alt andet og uendeligt mere omfattende end et antal datoer i vor civile kalender, hvor der sådan tilfældigt er blandet nogle kirkelige højtidsdage ind imellem forretningsaftaler, tandlægetider og familiefødselsdage. Kirkeåret er Kirkens virksomhed på stor skala: Kirkens rytme og vekslen mellem bøn og faste, mellem hverdag og højtid er en helliggørelse af selve tiden, dagenes herliggørelse og forklarelse. Ligesom forgængelighedens jordiske rum i Kirken forvandles til himmelsk herlighed, sådan forvandles den jordiske tid, som svinder bort, til himmelsk evighed og herlighed gennem kirkeårets kæde af højtider.

Et nådeår fra Herren! Årets rytme er Kirkens måde at organisere dens fælles bøn og lovprisning på. Det er en struktur, som gør det muligt for hver enkelt af os at blive podet på et meget gammelt træ, et træ med dybe rødder, hvis krone og grene bæres oppe af Kristi Kirkes årtusindlange erfaring med, hvordan vi kan frembære vor bøn for Gud, og hvordan der kan skabes genkendelige rammer for vort møde med Herren. Kirkeårets gang og liturgiske indretning har derfor det dobbelte formål, at det lader os leve med i Kristi fødsel, liv, død og opstandelse, og at det knytter troende i alle generationer til Kirkens uforanderlige Tradition og lader hver enkelt af os erfare Helligåndens virke.

Vi har tillid til Kirkens dybe, liturgiske erfaring. Derfor har vi ikke travlt med at bringe nyskabelser til torvs, vi har ingen hast med, som man siger, at tilpasse Kirkens liv og rytme til såkaldt ”moderne menneskers” vaner og krav, sprog og skikke. Snarere tænker vi os det lige omvendt: At vi selv, efterhånden som vi drages ind i Kirkens liv og rytme, bliver  forvandlede til Kristi billede. Gennem kirkeåret får vi del i Kristi eget liv, vi gennemlever med Ham undfangelse og fødsel, lidelse og død, opstandelse og sejr over døden. Vi får del i alt dette, og ikke som tilskuere eller udenforstående, men som lemmer på Kristi mystiske Legeme. Det betyder, at ved hver bøn, vi beder i Kirkens fællesskab, har vi del i Kristi egen bøn, så sandt Han er Hovedet og vi legemet. Vor deltagelse og medleven i kirkeårets liturgiske forløb og i Kirkens mysterier udvirker Kristi undfangelse og vækst, død og opstandelse, inden i os, i vore hjerters dyb.

Mennesket blev skabt af Gud og boede i Paradis, så dets eneste bekymring var at frembringe gode frugter og at betragte Gud, dets skaber, gennem Hans værker. Men Adam blev fordrevet fra glædens have ved djævelens misundelse. Han bedrog Eva, den første kvinde, og forårsagede Adams synd. Senere gav Gud Loven til menneskene ved Moses og gjorde sin vilje kendt gennem Profeterne som forberedelse til den større velsignelse: Hans enbårne Søns, Guds Ord, fødsel i kødet, Han som skulle udfri os fra djævelens snarer. Kristus ønskede til fulde at tage del i vor faldne tilstand, så Han antog vor natur; dog uden synd, for Han alene er uden synd, da Han er Guds søn. Til det formål forberedte Han sig en pletfri bolig, en ubesmittet Ark, den alhellige Jomfru Maria, som Gud havde udvalgt før alle tider, selvom også hun var underlagt dødens vilkår og vore første forældres synds konsekvenser, til at blive den ny Eva, vor Frelsers, Jesu Kristi, Moder, vor forløsnings kildevæld og arketypen på al kristen hellighed.

Den alhellige Jomfru Maria var på sin faders side af Kong Davids slægt, gennem dennes søn Nathan, som blev far til Levi, som blev far til Melchi og Panther, som blev far til Barpanther, som blev far til Joachim, som var far til Guds Moder. Joachims hustru Anna var ligeledes af Davids slægt, idet hun var barnebarn til Mattha, som selv var barnebarn til David ved Salomon. Mattha giftede sig med en vis Maria fra Judas stamme, og de fik en søn ved navn Jakob, som blev far til tømreren Josef og tre døtre Maria, Sovia, og Anna. Maria fødte Salome, jordemoderen, Sovia fødte Elisabet, Hl. Johannes Døberens mor og Anna fødte Guds Moder.

I Sin visdom gjorde Gud den menneskelige naturs ufrugtbarhed synlig, før Kristi komme, ved at lade Joachim og Anna forblive barnløse til de var meget gamle. Joachim, som var både rig og from, bad uophørligt og ofrede Gud gaver, for at Han måtte befri dem fra deres skam over for mennesker. Da han en festdag var gået ind i Templet for at frembære sit offer, var der én fra forsamlingen, en mand af Rubens stamme, der henvendte sig til ham og sagde: ”Du må ikke frembære ofre sammen med os, fordi du intet barn har”. Disse ord skar Joachim i hjertet, og, i stedet for at vende hjem, gik han alene op på et bjerg for at bede og græde, og samtidig græd også Anna strømme af tårer og bønfaldt himlen. Vor Gud, Som er rig på nåde og fuld af barmhjertighed, hørte deres bønner sendte Ærkeenglen Gabriel, Sin godgørenheds budbringer og vor frelses forkynder, til Anna. Han forkyndte hende, at hun ville undfange i sin høje alder og føde et barn, som ville blive prist salig over hele Jorden. Fuld af glæde og forundring udbrød hun: Så sandt Herren, min Gud, lever! Hvad enten jeg føder en dreng eller en pige, vil jeg bringe mit barn som en gave til Herren, min Gud, og det skal tjene ham alle sit livs dage". Også Joachim fik besøg af en engel, som gav ham besked på at lede sin fåreflok hjemad og at glæde sig med sin hustru og hele deres hus, fordi Gud havde bestemt, at deres skam skulle bringes til ende.

Da ni måneder var gået, fødte Anna og spurgte jordemoderen: ”Hvem har jeg bragt ind i denne verden?” ”En datter”, svarede hun. ”Min sjæl er blevet ophøjet på denne dag”, udbrød Anna og lagde forsigtigt barnet ned. Da hendes renselsesdage ifølge loven var overståede, stod hun op, vaskede sig, gav barnet bryst og kaldte hende Maria, det navn, som Patriarkerne, Profeterne og de Retfærdige, havde ventet på, og gennem hvilket Gud ville afsløre det mysterion, som havde været skjult fra evighed.

Barnet voksede sig stærkt og, og da det var blevet seks måneder gammelt, stillede Anna det på gulvet for at prøve, om det kunne blive stående. Da tog det syv skridt og vendte derefter om og kom tilbage og klamrede sig til Annas bryst. Hun løftede det op og udbrød: "Priset være Herren min Gud, du skal ikke vandre på denne jord, før jeg kan få dig bragt op i Herrens tempel". Og hun indrettede barnets rum som en helligdom og tillod ikke, at det fik noget profant og urent at spise. Hun tilkaldte jødernes rene døtre, som vartede barnet op.

Da barnet var 1 år gammelt, gav Joachim en stor fest. Han indbød præsterne, skriverne, hele Rådet og hele Israels folk. Han præsenterede Maria for præsterne, og de velsignede hende, idet de sagde: ”Vore fædres Gud! Velsign dette barn og giv hende et navn, der evigt må nævnes af alle slægter!” og hele folket sagde: ”Ja, måtte dette dog ske, amen”. Joachim bragte hende også frem for ypperstepræsten, han velsignede hende og sagde: "O, Gud i det højeste! Se i nåde til dette barn og velsign det med den største velsignelse, den, som aldrig hører op!"

Men hendes moder greb hende og bar hende op i helligdommen i soverummet og gav hende bryst. Anna istemte en sang for Gud Herren, der lød: "Jeg vil synge en sang for Gud Herren, for han har set i nåde til mig og gjort ende på mine fjenders forhånelser. Og Herren har givet mig sin retfærds frugt, enestående er den og overvældende rig i hans øjne. Hvem vil fortælle Rubens sønner, at Anna giver bryst? Hør det, hør det, i Israels tolv stammer, at Anna giver bryst!" Og hun lagde det til ro i helligdommen i kammeret, gik ud og vartede op for sine gæster. Da måltidet var forbi, gik de bort, glade og med lovsang til Israels Gud.

(Baseret på Jakobs Forevangelium / Protoevanglium. Dette betragtes ikke som et inspireret skrift – tilhører ikke de kanoniske skrifter, der udgør Bibelen – p.g.a. tvivl om dets historiske værdi, men dets symbolske klangbund er dybt teologisk og Kirken har indarbejdet disse elementer i sine tjenester og i ikonografien i cyklussen af fester for Gudsmoder. (Hl. Anna’s Undfangelse (9. dec.), Marias Præsentation i Templet (21. nov.) Og Bebudelsen (25. marts)).

Du kan læse Hl. Johannes af Damaskus' prædiken over Gudsmoders Fødsel her

Fra Synaxariet:

                      Det Dyrebare og Livgivende Kors’ Ophøjelse.

Hl. Konstantin den Store forberedte sig på at marchere mod Rom for at konfrontere sin rival til kejsermagten Maxentius, da det Livgivende Kors’ tegn viste sig for ham på middagshimlen omgivet af inskriptionen: ”Ved dette tegn skal Du sejre”. Han fik derfor sine standarter smykket med Korsets Tegn og vandt en formidabel sejr, der satte ham i stand til at tage magten over hele den Romerske verden og sikre Kristendommens triumf.

I sin regerings 20. År (326) sendte Konstantin sin moder Hl. Helena til Jerusalem for at tilbede på de hellige steder og for at finde stederne for Den Hellige Grav og det Hellige Kors, som var dækkede af brokker og rester fra byggepladser fra Kejser Hadrians tid, da han udvidede byen. Hl. Helena forlod sig på de troendes mundtlige overleveringer og fandt det dyrebare Trofæ sammen med de kors, hvorpå de to røvere havde hængt og de tre nagler, som havde gennemboret Frelserens livgivende krop, men hun kunne ikke se, hvilket af de fundne kors, der var Kristi Kors.

Macarius, der var Patriark af Jerusalem, identificerede Kristi Kors på følgende måde: en døende kvinde blev helbredt ved at berøre det hellige Træ. De to andre kors udvirkede ingen undere. Dronningen og hele hendes hof tilbad så det hellige Kors med stor hengivenhed. Folket, som var forsamledes i store tal på stedet ønskede ligeledes at få del i nåden, eller i det mindste – så brændende var deres kærlighed til Kristus – at se dette Vor Forløselses Tegn på afstand, så Patriarken steg op på ambon’en med Korset i hænderne og løftede det højt op, så alle kunne se det, men forsamlingen udbrød: ”Kyrie eleison!” Dette var hændelsen, der udvirkede i alle Kirker fejringen af det dyrebare Kors’ Ophøjelse; ikke blot som ihukommelse, men også for at vise, at dette skammens redskab var blevet vores glæde og stolthed. Ved at genkalde os Patriarkens handling og ved at hæve Korset mod alle kompassets verdenshjørner og synge ”Kyrie eleison!” viser kristne i dag, at ved at bestige Korset forsonede Kristus alle ting med sig og forenede hele skabelsen i Sit Legeme, så vi gennem Ham har fået adgang til Faderen.