Tilbage til forsiden

Om Den Ortodokse Kirke i Danmark Den ortodokse tro De hellige Kirkeårets gang Artikler Ikoner Litteratur Links Kontakt

Hl. Johannes af Damaskus -
Prædiken 1 over Gudsmoders Hensoven 15. august

Hl. Johannes af Damaskus kaldes også for den sidste af de græske fædre. Nedenstående er et uddrag af den første af tre prædikener, som Hl. Johannes af Damaskus afholdt under een og samme vågenatstjeneste. Hl. Johannes af Damaskus levede mellem 650/55- ca. 750 først i Damaskus og senere i Palæstina i Mar-Sabas Klosteret. Andre kilder nævner årtallene 676 - 754/87, men ingen af kilderne er helt sikre. Man véd dog, at han levede hele sit liv under Umayyad Kalifatet, der strakte sig fra 651-750.

Udenfor Den Ortodokse Kirke er han er nok mest kendt for sin fremstilling af den kristne tro i "En Præcis Fremstilling af Den Ortokse Tro", som er een af tre bøger i det store værk: Visdommen Kilde, og for sit forsvar for ikonerne under den ikonoklastiske strid, hvis begyndelse, der hersker uenighed om, - 726 anses for det mest troværdige årstal - men som fandt sin formelle afslutning i Det 7. Økumeniske Koncil i 787, men endeligt i bekræftelsen af Koncilets bestemmelser ved en Synode ("bispemøde") i 843, hvor Ortodoksiens Sejr for første gang fejres på den første søndag i Den Store Faste. Hl. Johannes skrev tre skarpe til forsvar for ikonernne i breve henvendt til den ikonoklastiske kejser i Konstantinopel, og var næppe sluppet levende fra det, hvis ikke han havde boet udenfor det daværende byzantinske rige.

Hl. Johannes af Damaskus har envidere forfattet nogle af de store Kanon, som Kirken stadig bruger. Bl.a. Kanon til Påske, Kanon til Kristi Forklarelse og Kanon til netop Gudsmoders Hensoven.

Han fik af sin samtid tilnavnet Chrysorrhoas (ham, hvorfra der flyder guld) på grund af sine prædikener, Kanon og sine -skrevne såvel som talte - behandlinger af teologiske spørgsmål, der var rettet mod at forsvare og bevare hele den ortodokse tro og lære mod forskellige kætterier og ikke mindst islam.

...

Hvordan skal jeg forstå profeternes forudsigelser? Er det ikke meningen, at jeg skal se, at de peger på dig, så vi kan påvise, at de er sande? Hvad er det Davids skind, som modtager Den Almægtiges Søn, evig og lige med Sin Fader, som jorden tager imod regnen, der falder? Er det ikke dig i din stråleglans? Hvem er den jomfru, som Esajas profeterede skulle blive frugtsommelig og føde en søn, Gud evindelig med os, det vil sige Han, som blev født som menneske og dog forblive Gud? Hvad er det Daniels bjerg, hvorfra Kristus rejste sig, Hjørnestenen, som ikke er fremstillet af menneskehånd? Er det ikke dig, som undfanger uden mand og forbliver jomfru? Lad den inspirerede Ezekiel stå frem og vise os den lukkede port forseglet af Herren, fast og urørligt, ifølge hans profeti – lad ham pege på dens fuldendelse i dig. Alles Herre kom til dig, og i Sin menneskevordelse åbnede Han ikke din jomfrueligheds port. Seglet forbliver intakt. Således forudsiger profeterne dig. Engle og Apostlene tjener dig, O Guds Moder, evindelig Jomfru, med Johannes den jomfruelige Apostel. Engle og de retfærdiges ånder, patriarker og profeter omkranser dig denne dag, hvor du går til din Søn. Apostlene vogtede over den talløse skare af hellige, som var samlet fra alle verdenshjørner på guddommeligt bud, som en sky omkranser det guddommelige og levende Jerusalem, og de synger din pris, du, som er ophav til vor Frelsers livgivende legeme.

                      O, hvordan kan livet kilde gå gennem døden til livet? O, hvordan kan hun adlyde naturens love, hun, som overskrider naturens grænser i sin undfangelse? Hvordan kan hendes pletfrie legeme være underlagt døden? For at blive iklædt udødelighed, må hun først afføre sig dødeligheden, da skabelsens Herre ikke selv afslog dødens smerte. Hun dør i legemet, tilintetgør døden ved døden, og vinder uforgængelighed ved forgængeligheden, og hendes død bliver kilden til genopstandelse. O, se hvorledes den Almægtige Gud med Sine egne hænder tager imod vor Herres Moders hellige og ulegemlige sjæl. Han ærer i sandhed hende, som af natur var Hans tjener, men som Han gjorde til Sin moder af Sin afgrundsdybe og uudgrundelige barmhjertighed og nåde, da Han i sandhed blev født som menneske. Det er rigtigt at tro, at englenes kor ventede på at tage imod din hedengangne sjæl. O, hvor velsignet er ikke din bortgang til Gud. Hvis Gud tilstår alle sine tjenere dette – og det véd vi, Han gør – hvilken umådelig forskel, der så er mellem Hans tjenere og Hans Moder! Men hvad skal vi da kalde dette dit mysterium? Død? Din salige sjæl er naturligvis skilt fra dit lyksalige og ubesmittede legeme, og legemet gives til graven, og dog forbliver det ikke i døden, ej heller er det genstand for forfald. Hendes legeme, hvis jomfruelighed forblev uplettet i barnefødslen, blev bevaret ufordærvet og bragt til et bedre, mere guddommeligt sted, hvor der ikke er død, men evigt liv. Ligesom den herlige sol for et øjeblik kan skjules af den ugennemsigtige måne, kan den stadig ses, om end gemt, og dens stråler oplyser mørket, fordi lys hører til dens væsen. Den har i sig selv en evig kilde af lys, eller rettere: Gud har skabt den som lysets kilde. Således er du den stedsevarende kilde af sandt lys, selve livets sande skatkammer, nådens rigdom, årsagen til og formidleren af alle vore goder. Og hvis du for en tid er skjult ved legemets død, helt stille, er du vor livgivende ambrosia, sande glæde, et nådens hav, helbredelsens og den evige velsignelses kilde. Du er et træ i skoven, der bærer frugt, og din frugt smager sødt i munden på den troende. Derfor vil jeg ikke kalde din hellige forandring for død, men hvile eller hjemkomst, og det er - mere korrekt - en hjemkomst. Du har aflagt det materielle, og du er i en lykkeligere tilstand.

                      Engle og ærkeengle bærer dig. Urene ånder skælver ved din bortgang. Luften opløfter en lovsang ved din overgang og atmosfæren renses. Med glæde tager Himlen imod din sjæl. De himmelske kræfter hilser dig med hellige lovsange og glædesfyldt pris, idet de siger: ”Hvem er denne alrene skabning, der stiger op, strålende som daggryet, skøn som månen og lige så tydelig som solen? Hvor er du dejlig og skøn, markens lilje, rosen blandt torne; derfor elsker de unge jomfruer dig. Vi drages til dig af duften af dine salvelser. Kongen førte dig ind i sit kammer. Magterne beskytter dig, fyrsterne lovsynger dig, troner bekender dig, keruberne tier af glæde og seraferne ophøjer den sande Moder af natur og nåde til deres sande Herre. Du blev ikke optaget til himlen som Elias, ej heller trængte du igennem til den tredje himmel med Paulus, men du nåede selve din Søns kongelige trone og så den med dine egne øjne, og nu står du ved den i glæde og uudsigelig fortrolighed. O, englenes og alle de himmelske magters glæde, patriarkernes og de retfærdiges sødme! Profeterne ophøjer dig uophørligt idet hele verden glæder sig og alting helliggøres. Du, de trættes vederkvægelse, de sørgende trøster, syndernes forladelse, de syges helbredelse, havn for de, der kastes omkring af storme, de sørgendes vedvarende styrke, hjælper og trøster for alle, som påkalder dig.

...

Hele teksten kan læses her