NEDFARTEN TIL HELVEDE.

Kristus er opstanden! Sådan lyder Påskens jubelhilsen blandt alle kristne. Det kan forekomme paradoksalt, at det ikonografiske udtryk for Herrens Opstandelse fremstiller et motiv, der umiddelbart kunne se ud til at være det stik modsatte af opstandelse, nemlig nedfart; Nedfarten til Helvede (eller Dødsriget). Og dog kalder vi netop denne ikon for "Påskeikonen".

 Kristi nedfart til de dødes rige hænger uløseligt sammen med Hans Opstandelse. Og med Ham vores frigørelse fra dødens magt. For nedfarten betegner på samme tid Herrens yderste fornedrelse og begyndelsen til Hans (og med Ham vores) herlighed. Bemærk, hvordan ikonografen har stræbt efter en dobbelt bevægelse: den hvide, flagrende klædning indikerer den nedadgående bevægelse, som er det "tilløb", Herren har taget for at sprænge helvedes porte; men samtidigt løfter Han Adam og Eva op til Sig og tager ligesom afsæt til en modsatrettet bevægelse sammen med dem ved at stemme fødderne mod de sønderbrudte porte.

 "Du nedsteg, o Kristus, til jordens nederste dyb; du har nedbrudt de evige porte, som holder de bundne fængslet; og lige som Jonas i hvalfiskens bug opstod Du på den tredje dag fra graven." (Påskehymne) - Ved Sin død tilintetgør Kristus den afgrund, der er mellem Gud og mennesker. Menneskeligt set er vi i dødens vold; men at være kristen betyder at tro på, at Lyset skinner i mørket (Joh. 1,5), det betyder at håbe dér, hvor alt synes håbløst; det betyder at se på den faldne verden med vished om, at den, og vi i den, skal få del i Kristi forklarelse og herlighed: "I Kvæld blev der banket på Helvedes Port ... thi lyttede alt under Jorden ... Han springer i Gry over svælgende Dyb, for Graad selv i Helved at dæmpe." (Grundtvig)

Kristus har sprængt dødsrigets porte, Han har sejret over døden: "Han har nedtrampet døden ved døden" (Påsketropariet) - Livet Selv bryder ind i dødens rige. Og det er der jo, dødsriget, selv om vi ikke bryder os meget om at tale om det. Døden er os vis, ingen af os slipper udenom den, den er et uundgåeligt faktum i mennesker liv og netop derfor anledning til en fundamental tvivl: For er døden og dødens tilsyneladende herredømme ikke beviset på, at Gud ikke er til? Eller i hvert fald på, at Han enten ikke elsker os eller også, at Han ikke formår at redde os fra dødens magt? Sådan ser det ud for den, der ikke kender til Kristi Opstandelse.

Men Kristus har sejret over døden; "Død, hvor er din brod", udfordrer Hl. Johannes Chrysostomos. Han afskaffer eller tilintetgør imidlertid ikke den fysiske død, som hører til denne verden, for verden er endnu ikke kommet til sin ende; og indtil Herrens genkomst må vi leve under "denne verdens fyrste" (Joh. 14,30); til hans regime hører den fysiske død, som set under evighedens vinkel er en anden form for at være til: For den fysiske død kan både føre til virkelig død og til virkeligt liv, til åndelig død eller åndeligt liv, til evigt lys eller mørke.

Denne livets mulighed hinsides dødens grænse er, hvad ikonen fremstiller: Kristus, der forkynder Evangeliet for de (fysisk) døde (1. Pet. 3,19 + 4,6). Til venstre for Herren har vi David, Salomon og Johannes Døberen, til højre Moses med tavlerne med De Ti Bud. De nævnte genkender øjensynligt Herren, som Ham, om Hvis komme de har profeteret, og med deres håndbevægelser viser de de øvrige, som er afbildet i dødsriget, (tillige med beskueren - os selv), hen til Kristus. På andre (nyere) versioner af samme motiv ses ofte, i det sorte felt under de sprængte porte, forskellige detaljer, der yderligere belyser følgevirkningerne af Kristi nedfart: knækkede nøgler, sprængte lænker og engle, der er i færd med at baste og binde de dæmoner, hvis magt er brudt.

I helvede bringer Herren lys til dem, der lever uden lys og uden Gud. Den Højeste stiger så dybt ned, som det er menneskeligt muligt i ensomhed, forladthed og fortvivlelse. Allerede i Sit jordiske liv kendte Han til sult, tørst og smerte. Kan man tænke sig noget værre? Kristus påtager Sig for alvor, og altså ikke bare på skrømt, menneskelighed, og Han erfarer den frygteligste åndelige død, før Han overgiver Sig til den fysiske: "Min Gud, min Gud, hvorfor har Du forladt mig?" (Matt. 27,46); dette forfærdende udtryk for den yderste forladthed, for at være berøvet det helt afgørende i livet, for at være uden Gud, for at være kastet ud i intethed og meningsløshed.

Således berøvet livet kommer Han, som Selv er Liv, til os, til levende og til døde, og frier os fra dødens og mørkets bånd. Hvordan er det muligt? Kan vi overhovedet forestille os, at netop Han skulle være berøvet alt? Og hvorfor skulle Han være det? Fordi "Gud er kærlighed" (1. Joh. 4,16). I kærlighed påtager Kristus Sig hele vor menneskelighed, i kærlighed bærer Han, den eneste syndfri, følgerne af vore synder og påtager Sig både den åndelige og den fysiske død, for som Gregor Teologen siger, "dét, der ikke er antaget, kan ikke frelses": Kun ved at Kristus påtager Sig vore vilkår helt og fuldt, kan vi frelses, og kun Han kan gøre det, for "der findes intet andet Navn under himlen, hvorved vi frelses." (Apg. 4,12)

Og vi spørger: er Nedfarten til Helvede mon ikke bare et "metaforisk" billede. Skal vi mon ikke forstå det på den måde, at en rent psykologisk realitet billedligt repræsenteres af det legemlige. Er der med andre ord ikke tale om, at helvede er "en sindstilstand", og at det udelukkende er fra dette mentale mørke, Kristus udfrier os? - Det er så fristende at svare "jo" til sådanne spørgsmål, fordi vi derved ville kunne føle, at vi holder os indenfor snusfornuftens forståelsesramme; at vi m.a.o. dermed undgår det kors for tanken, troen stiller os overfor.

Men Kristendommens tale er en anden. Mennesket er en uadskillelig helhed af sjæl og legeme, og frelsen angår det hele menneske, ikke kun sjælen. Kristus Selv påtager sig et legeme som vort, et legeme, der er underkastet døden, og netop ved Sin død forvandler Han det til et herligheds-legeme, som ikke længere er underlagt denne verdens lovmæssigheder, men som ikke desto mindre er et legeme; som altså m.a.o. fortsat relaterer sig til tid og rum, omend på en måde, som vi har mere end vanskeligt ved at begribe. For her er vi tæt på mysteriets grænser: efter Sin død er Kristus stadig fysisk, legemligt forbundet med denne verden, tidsligt og rumligt; men legemligheden er af en anden karakter end den, vi kender, den er i verden, men bevæger sig frit i forhold til dét, vi kender som "fysikkens love". Kristi opstandelses- legeme bevæger sig frit både indenfor og hinsides denne verdens grænser.

Resultaterne af denne mystiske legemlighed ser vi siden hen i alle de besværligheder, disciplene har med at omgås den opstandne Kristus: de kan ikke kende Ham, de tror ikke, Han er Sig Selv, de kræver, at Han skal "bevise" Sin legemlighed ved at lade Sig røre ved eller ved at spise fisk sammen med dem. Han passerer uhindret gennem vægge og lukkede døre (Joh. 20,19). Og vi ser resultatet af den mystiske legemlighed i dét der måske udgør Kristendommens største forargelse for "moderne" mennesker: hvordan i alverden skal vi dog forholde os til Kristi Himmelfart? Og forholde os til Himmelfarten må vi jo, hvis vi ikke vil hævde, at Den Opstandne er et illusionsnummer.

Men det første udslag af Kristi herligheds-legeme (bortset fra det korte, foregribende glimt ved Forklarelsen) er netop den hændelse, påskeikonen fremstiller: Nedfarten til Helvede. Ikonen her er ny, malet i 1999 af franske Brigitte Gamichon til denne artikels forfatter. Den viser os begyndelsen på "den nye verdensorden", som vi synger om i morgentjenesten (3. Sang) Påskenat: "I går blev jeg begravet med Dig, Kristus; i dag opstår jeg i og med Din Opstandelse. I går blev jeg korsfæstet med dig; herliggør Du Selv mig sammen med Dig i Dit Rige, vor Frelser." Fremstillingen peger med andre ord på Påskens (og den kristne tros) centrum: at fordi Kristus har taget vore vilkår på Sig, og fordi Han som Én af os er død og opstanden fra døde, kan vi mennesker af nåde få del i Hans hellige Opstandelse og i Hans sejr over døden.