I dag har guddommen sat sit mærke på menneskeheden
For at også menneskeheden skal indbefattes i guddommens segl
(Efraim af Nisibis)
Kære brødre og søstre i Herren.
Når Kristus fødes i Bethlehem, skænker Han os adgang til Guds Rige. Skaberen åbenbarer Sit ydmyge, blide, kærlige og medfølende hjerte! Det er på denne måde, Herren ønsker, at vor glæde skal være fuldkommen efter englens ord, som sendtes til hyrderne: Se, jeg forkynder jer en stor glæde … i dag er jer en Frelser født … Han er Kristus, Herren (Luk. 2, 10–11). Sandelig, denne fødsel opvækker i os en umådelig glæde og en dyb fred: Fred på jorden, blandt menneskene god vilje (Luk. 2,14). Vort hjerte åbner sig, så det kan blive et menneskeligt kar til modtagelse af den guddommelige kærlighed.
Længe ventede Israels folk Guds frelse. I tålmodighed under trængsler, i landflygtighed og under hårde straffe forblev håbet om Messias levende i menneskers hjerte. Bestandigt forkyndte profeterne Guds Riges komme tillige med dets Konge og Befrier. Men, kære brødre og søstre, hvordan bliver alt dette virkelighed i dag? Hvad er det, vi ser?
Fyrsternes paladser er normalt utilgængelige, omgivet af mure og soldater, som gør denne verdens mægtige utilgængelige. – Men i dag er det en stald, som beskytter kongernes Konge, og i stedet for vagter til at våge over Ham er der nogle dyr, hvis varme holder det lille guddommelige Barn varmt … Den himmelske gave er blevet tilgængelig for alle: Englene og stjernen leder små og store til verdens Frelser, som betragter Sine besøgende med den enkelhed, som er indprentet i et lille barns skrøbelighed. Det er på denne måde, frelsen tilbydes verden: Tag Jesusbarnet i jeres arme for at mærke, hvor let Gudsriget er med sit åg og sin byrde, som fader Matta el Maskine (1919 – 2006) siger.
Hvordan skal vi leve denne begivenhed i dag? Hvordan skal vi indpasse den i vort daglige liv? En liturgisk højtid er nemlig ikke blot et fromt minde, den er en nok så konkret virkelighed, som tværs gennem tiden tjener til frelse for hver enkelt af os.
Da hebræerne nærmede sig Det Forjættede Land, blev de stillet over for menneskelig svaghed, deres egen og andres. Samvittighedens fordærv var en overvældende realitet, forskellige, højt placerede mennesker med ansvar brød sammen, folket gjorde oprør eller dannede sig afguder og vendte tilbage til hedenskab. Alt dette forårsagede lidelse, frygt, angst og håbløshed: I den øde ørk fór de vild, fandt ikke vej … (Sl 107,4).
Denne beskrivelse kunne genanvendes om os i dag: Mennesket er fortsat svagt, fordærvet, afskyeligt. Den oprigtige samvittighed svækkes, umoralen breder sig: De råbte til Herren i nøden, Han frelste dem af deres trængsler (Sl 107,6).
Også vi, vi råber til Herren, vor bøn løfter sig uophørligt mod Gud: Hellige Gud, hellige Stærke, hellige Udødelige, forbarm Dig over os! – men er vi tilstrækkeligt opmærksomme på den inderlige bøn, som danner rytmen i vore gudstjenester? Er vi tilstrækkeligt fyldte af vore indtrængende bønner, af voreKyrie eleison ? Bærer vi i vore hjerter det menneskeslægtens råb, som vi i vort væsen er bundet til? For det er sådan, hvert kristent menneske bør leve og derved modtage det frelsens guddommelige svar, som åbenbares os på denne dag.
Ja, frelsen skænkes verden! Ja, kærligheden gives hver og én! Ja, det ydmyge hjerte, som råber til Gud, er blevet hørt! Vi er ikke længere i dødens mørke, Guds Riges porte har åbnet sig foran os, eller, bedre endnu, som Kristus siger til os: Guds Rige er inden i jer! – Hvordan er dette muligt? Helt enkelt fordi Guds Rige, det er Gud selv, og fordi Gud blev Menneske, for at mennesket kunne blive Gud (hl. Athanasios af Alexandria). Ved at Ordet og Guds enbårne Søn blev kød, er vort kød forvandlet til et kar til modtagelse af Guds Rige, og det er blevet guddommeliggjort!
Barnet i stalden er Fredens Fyrste (Es. 9,6). Han, hvis fødsel på jord vi fejrer på denne dag, Ham kan vi nærme os, ligesom hyrderne og de vise mænd kan vi falde ned for Hans alrene fødder: Vor elendighed, vor lidelse og vore tårer bliver i den Nyfødtes øjne til guld, røgelse og myrrha … Til gengæld modtager vi barmhjertighedens dyrebare arv, vi får del i den guddommelige kærlighed. Og det er ikke blot en hændelse, som fandt sted for mere end to tusinde år siden: Uden ophør skænkes vi adgang til frelsen, hver dag kan vi lade Gud tørre vore tårer bort, hvert øjeblik kan vi høre Ham sige til os: Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile! (Matt. 11,28)
Ja, kære brødre og søstre, lad os tage Jesusbarnet i favn, for derved skal vi trøstes af guddommelig kærlighed og i guddommelig kærlighed.! Lad os gøre den retfærdige olding, Simeons ord til vore, han, som også holdt Kristus i sine arme, og lad os sige: Nu lader Du Din tjener fare herfra i fred, Herre; for mine øjne har set Din frelse, som Du har beredt for alle folks åsyn; et lys til åbenbarelse for hedningene, og en herlighed for Dit folk, Israel! (Luk. 2, 29–32)
Må vor Herre, Jesus Kristus, Han, hvis fødsel i kødet vi fejrer i dag, være alles glæde, og må Han nedsende frelsens nåde over os!
Amen.
Paris, hl. Alexander Nevskij Katedralen
25. december 2008 / 7. januar 2009
+ Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for Den økumeniske Patriark
Publiceret 25. december 2008