Kære brødre og søstre i Kristus
Vi går nu ind i påskefasten. Jeg vil gerne dele nogle tanker med jer om meningen med disse uger, hvor vi forbereder os til den lysende påskehøjtid, som er endemålet.
Den Store Faste er en særlig tid, som markeres liturgisk ved teksterne i Triodion, ved De Forudindviede Gavers Liturgi og ved Lidelsesugens tjenester. Det er godt på forhånd at de troendes hjerter er forberedt. Den Store Faste er tiden, hvor Brudgommen er fraværende (Matt. 9,15), og Hans venner giver sig til at faste. Fastetiden åbner et rum, den giver nyt liv til ydmygheden i os, fx ved recitation af den helligeEfraim Syrerens Bøn. Den er på én og samme tid en angerens tid, en sorgens tid, en forventningens tid og, når ventiden er overstået, og Brudgommen vender tilbage i Sin herlighed, en glædens og fyldens tid.
Den Ortodokse Kirke bryder sig ikke om minutiøse forskrifter, når det gælder maden. Kirken fremlægger et ideal, nemlig at afstå fra al animalsk føde. Lad os prøve at nærme os dette ideal. I den første uge kan den daglige læsning af hellige Andreas af Kretas Bodskanon være os en hjælp. Det er nødvendigt med afholdenhed. Det er nødvendigt i en verden, som er fanget i en forbrugsspiral, og hvor mennesker er ramt af fedme, mens man andre steder skriger af sult. Det er godt med ”fasteindsamlinger”, hvor hver giver dét, han eller hun mener at have sparet på mad, og så give overskuddet til humanitært arbejde.
Afholdenheden gælder også afskaffelsen, eller i det mindste nedsættelsen af forbruget, når det gælder fjernsyn, tobak, alkohol, overfladiske blade og al slags underholdning, hvormed man ”slår tiden ihjel” frem for at gøre den til ”det gunstige øjeblik” (Ef. 5,16). Når vi frivilligt undværer noget i livet og lærer at fylde det med bøn og med læsning af Evangeliet (som det er godt at læse i sin helhed), når vi besøger de syge og ensomme og er med ved gudstjenesterne, så fyldes vi, selv om der ind imellem er sørgmodighed, af blidhed og får adkomst til det mysterie, hvor verdens skæbne udspilles.
Et menneske gøres urent, ikke af dét, som kommer ind i ham, men af dét, som går ud: Onde tanker og utugt (Matt. 7,21). Fasten indebærer et arbejde med os selv, en beherskelse af tanker og følelser, et fredeligt forhold til vore omgivelser og mod til at overvinde angsten, så at vi opnår indre fred. Lad os have medfølelse med dem, som ikke kommer ind i Fastens ånd, lad os støtte dem i menighedens midte. Lad os forny vor kærlighed til Kirken, som ydmygt anbefaler os at forvandle vort liv og yderligere smage freden og glæden.
Vi kæmper mod mørkets magter, men Påsken bliver den sejrrige fuldendelse af vore anstrengelser. Gennem os vil Opstandelsen kraft stråle i verden. Fra den første dag i fasten, Tilgivelsens Søndag, kan Opstandelsens kraft strømme ind i vort liv.
Tilgiv mig, brødre og søstre i Kristus, og modtag min faderlige velsignelse i Kristi kærlighed.
+ Ærkebiskop Gabriel