Biskopper, fædre og brødre i præsteskabet,
Kære brødre og søstre i Kristus
”Er Kristus ikke opstanden, er jeres tro forgæves”, skriver Hl. Paulus i Første Brev til Korintherne. Apostlen bekymrer sig over at vide, at visse medlemmer i denne menighed, som er ved at fødes, og som står hans hjerte nær, stiller spørgsmål ved det, som er grundlaget for det store, kristne håb: Herrens Opstandelse. Opstandelsen er den hjørnesten, hvorpå hele Paulus’ lære hviler, og hvorpå hele Kirkens tro hviler.
For mange mennesker i vore dage er Opstandelsens virkelighed en anstødssten. Alligevel må vi forstå, at et overvældende flertal af mennesker medgiver, at der findes noget efter døden, måske endog et nyt liv. Alle religioner har deres egen idé herom; og selv agnostikerne har ligeledes deres tanker om dette. Det er vanskeligt at tro, at alt, hvad menneskeheden har gennemlevet, skulle synke ned i intethed. Kan vi leve med en sådan dødbringende tanke?
Lad os bemærke, at Hl. Paulus ikke opfordrer os til at tro på Opstandelsen som noget, der kommer af sig selv; men han siger: ”Er Kristus ikke opstanden.” Trykket lægges på selve Kristi person. Opstandelsen er ikke en abstrakt idé, ikke en mere eller mindre uklar tro, ikke en fornøjelig tanke. Den er først og fremmest sand virkelighed, som er gennemlevet af Gud, som blev menneske. Nedfaren til dødsriget er Han opstanden på den tredje dag.
Den opstandne Kristus har en særlig måde, hvorpå Han giver Sig til kende for hver af dem, der bliver vidner til begivenheden. Til kvinderne ved graven siger Han: ”Glæd jer”; til Maria Magdalene siger Han: ”Rør mig ikke”; men til Thomas: ”Læg din hånd på mine sår”. Til Peter gentager Han tre gange: ”Elsker du mig?”; og for Paulus åbenbarer Han Sig på vejen til Damaskus i et lys, som gør blind.
Lad os prøve at spørge os selv, på hvilken måde den opstandne Kristus viser Sig for hver af os i vore liv, hvordan Han fører os ” fra døden til livet, fra jorden til Himlen, syngende sejrssangen.” Det er den opstandne Kristus, dødens Besejrer, vi får del i under liturgien; Han skænker os Sig selv som føde og giver os dermed del i Sin kraft til at sprænge de låse, som holder os fangne i dødens skygge.
Vi erfarer utvivlsomt ikke det blændende lys, som Hl. Paulus fik del i på vejen til Damaskus. Vor vej til Damaskus strækker sig over hele vort jordiske liv; men ved vejs ende vælder det samme blændende lys frem, og den uendelige glæde bryder løs; for Kristus er opstanden. Han er sandelig opstanden!
Paris, den 8. april 2007
Sign. Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for den Økumeniske Patriark