Jul! Det er i dag, englene forkynder den gode nyhed for os: ”Ære være Gud i det højeste, fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Hver enkelt af os indbydes til at tage imod dette budskab med glæde. Sandelig, Gud træder frem i det mysterie, at Han bliver Menneske for at sige til os, at vi er frelste! Ved at antage vort kød gør Jesus det klart for os, hvor højt elskede vi er af Gud, lige meget hvilken situation vi måtte befinde os i det øjeblik, hvor vi modtager budskabet.
Den hele menneskehed modtager dette tegn, som gives os for vor frelses skyld. Men hvilket tegn er det da? Et barn, lagt i en krybbe. Hvad kunne være skønnere end et barn? Men hvad kunne også være mere skrøbeligt? Jesus føler sult, Han fryser, Hans øjne har endnu ikke vænnet sig til lyset, Han, som selv er Lys! Omstændighederne ved denne fødsel er kendetegnede ved fattigdom, usikkerhed, svaghed. På den måde er det vor Guds ønske at sige til os, at han elsker os: Han bøjer Sig helt ned til os, Han antager vore menneskelige vilkår, og vi ved, hvor det fører Ham hen. Som alle spædbørn i verden strækker Han armene ud imod os; og siden hen strækker han dem endnu videre på Korset for med dem at kunne omfavne alle mennesker på jorden og endegyldigt frelse menneskene fra døden!
Kære brødre og søstre, vi, som ønsker at være kristne, vi må være opmærksomme på den måde, som Herren viser os Sin kærlighed på. Vi indbydes til at modtage kærligheden og til selv at give kærlighed. I vor Guds billede må vi, alt imens vi forbliver ydmyge, gøre forsøg på dette; og lad os, for at kunne det, gå hen og øse af den store ydmyghed hos Kristus, denne uudtømmelige skat, som vi har til vor rådighed.
Lad os ikke være bange for sige til Herren, at vi elsker Ham! Vi føler os som syndere, afslørede, men så meget des bedre! Lad os gå til Herren, sådan som vi er! Lad os forsøge at være ærlige, for det er sådan, vi lærer ydmyghed. Hvad enten vi er præster, lægfolk, diakoner eller biskopper, så lad os i ydmyghed fejre højtid med Herren hvert øjeblik, og lad os lovsynge Ham, som er Kærlighed. Lad os ikke være bange for vor fattigdom, af hvilken art den end måtte være: ”En fattig råber, og Gud hører ham …” Lad os, lige som små børn, udråbe vor glæde, lad os udråbe vor kærlighed til Faderen, Sønnen og Helligånden.
Nogle gange er ortodokse kristne overraskede, og til og med urolige over, at de er så fåtallige i deres hjemland. Lad os tage denne tilsyneladende begrænsning på os, lige som Kristus, vor Gud behagede at tage vor skrøbelige menneskelighed på Sig. Lad os ikke falde i stolthedens afgrund, som består i at tro, at en Kirke er bedst, når den sætter sin lid til antallet af troende. Herren har aldrig pålagt os, at vi skulle være mange, men at vi ydmygt skulle elske Gud og mennesker. Lad os, lige som verdens Frelser, der fødtes i en grotte og lagdes i en krybbe, øve os i at elske i ydmyghed, så at vi må kunne nyde godt af nåden fra Jesu Kenosis, som i dag åbenbares i Inkarnationens mysterie.
Jeg vil også gerne sige jer dette: Lad os ikke være bange for at prøve at elske vore brødre og søstre, som er omkring os! Lad os øve os i kærlighed. Vi ved ikke, hvordan man elsker, så lad os lære det! Vi er kærlighedens lærlinge på denne jord. Det er aldrig let at skulle lære noget; lad os gøre det i ydmyghed, og lad os søge hjælp i vor Herres nærhed. Gud havde medfølelse med Adam. Det er dét, som kendetegner Hans kærlighed: Han ønsker at gøre den fri af dødens mørke. Men for at gøre det bliver Herren med-lidende og ydmyger Sig. Han kommer ikke til erobret land her på jorden! Han fornedrer Sig helt indtil at blive et lille barn midt iblandt de små, fattige og syndere. Lad os lovprise ham for dette fornedrelsens mysterie. Lad os, ved nådens hjælp, elske at have medlidenhed med dem, som omgiver os. Det betyder, at hver enkelt af os, så vidt vi har styrke til det, må bære verdens lidelse og angst med sig og lægge den ved vor Herre Jesu fødder. Jeg vover at sige til jer: Dette vil blive modtaget af Kristus som den vise mands guld. Barmhjertighed og medlidenhed er mere værd i Guds øjne end guldbarrer.
Vær forvissede om, brødre og søstre, at en Kirke, som virker for hele verden i medlidenhed, er en Kirke, som lever, og som med hele menneskeheden går frem mod Opstandelsens glæde! Den fortsætter netop vor Guds virke, Han, som viser medlidenhed med Sin skabning, ydmyger Sig og bliver Menneske: Han fødes i en grotte og skal dø på et Kors! Lad os handle sådan, at man aldrig om os skal sige: ”De har glemt medlidenheden …”.
Ved denne skønne højtid ønsker jeg, at alle må smage julens fryd og fred! Måtte vi alle glæde os sammen ved at øse af den store rigdom, Jesu Kristi ydmyghed og medfølelse. Jeg tilsiger jer atter al min kærlighed.
Amen!
Sign. Ærkebiskop Gabriel, julen 2007