Til præsteskab og lægfolk i Det patriarkale eksarkat i Vesteuropa
Kære brødre og søstre i Kristus
Hvad kan vi vel bringe Dig, Kristus, som for os menneskers skyld viste Dig på jorden som menneske. Alle Dine skabninger bringer Dig gaver som taksigelse. Englene deres lovsang; himmelen sin stjerne; de viise mænd deres gaver; hyrderne deres undren; jorden sin grotte og ødemarken denne krybbe. Men vi, vi bringer Dig Din jomfruelige moder! Du, som er Gud fra evighed af, forbarm Dig over os! (Vers fra julens aftentjeneste).
I dag fejrer vi Guds Søns hemmelighedsfulde menneskevordelse.Han, som blev menneske for vor frelses skyld. Om dette talte den hellige Irenæos fra Lyon så flot: ”Guds Ord blev menneske, og Guds Søn blev menneskesøn, for at mennesket i forening med Ordet skulle få barnekår og blive Guds barn”.
Vi fejrer vor frelses mysterion, og netop derfor er alt i dag fyldt af sådan en stor og lys højtidelighed. Den verden, hvor Kristus fødes, bliver forvandlet i sit inderste. : Mennesket, som indtil da var dødeligt og fanget af sin naturs begrænsninger, bliver sat fri. Her begynder en ny historie, her begynder et nyt mål – deltagelse i det guddommelige liv. Og denne begivenhed har kosmisk betydning. Når Kristus kommer for at frelse menneskeheden, kalder Han hele skaberværket til Sig. Menneskeslægten skal ikke frelses fra skaberværket, men sammen med hele skabningen ”med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden” (Rom 8: 21).
Men dog er mennesket skabt frit, og Gud respekterer denne frihed. Herren frelser ikke mennesket mod dets vilje. Netop derfor er det, at Gudsmoder – og sammen med hende hele menneskeheden – i frihed tog imod denne frelse, som blev forkyndt hende af ærkeenglen Gabriel; ”Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord!”(Luk 1: 38). Således åbenbares den hemmelighed, som har været skjult ”for alle tider” (Kol 1: 26), gennem frivilligt samarbejde (synergi) mellem menneskeheden og Guds forsyn. I overensstemmelse med dét ”blev Gud menneske for at gøre mennesket til gud”; og den rene Jomfru bliver kilde og udspring til alt godt for vor fornyede natur.
Lad os opsende taksigelse til Gud for dette mysterion, og lad os selv tage del i det. Ligesom Gud ikke kunne virkeliggøre denne plan uden menneskets tilslutning, sådan kan heller ikke vor frelse finde sted imod vores vilje. Hele vort liv må være i samarbejde med Guds vilje. Hvert eneste minut må vor menneskelige vilje tage imod den nåde, som gives os i overflod i Kirkens sakramenter, så at det ikke længere er os, som lever, men Kristus, som lever i os (Gal 2: 20).
På den måde står mennesket over for et valg: Enten at tage imod det mysterion, som er fuldbyrdet for os, eller at forkaste det. Dette er et valg mellem liv og død, mellem kærlighed og had, mellem fornyelse og forgængelighed. Alle vi, som er døbte til Kristus, har iklædt os Kristus (Rom 6: 3; Gal 3: 27); men for at Kristus kan leve i os, må vi åbne vort hjerte og gøre det til en Bethlehem-krybbe. Hver dag i vort liv må vi vokse i Kristus – i Barnet i Bethlehem. Vi må gøre vort, for at den hemmelighed, vi nu fejrer, ikke bare bliver en årligt tilbagevendende højtid, men en begivenhed, som til stadighed finder sted i vort liv.
I dag fejrer vi dettee vidunderlige og herlige mysterie, denne vældige og lysende højtid. Modtag, kære fædre, brødre og søstre i Kristus, mine bedste ønsker. Lad det nye år, som vi har påbegyndt blive et velsignet år og nyttigt for vor frelse.
Ære være Gud i det højeste og fred på jorden; blandt menneskene god vilje. Amen.
Sign.
Ærkebiskop Gabriel
Paris, julen 2004/5