Eksark for Den Økumeniske Patriark
’Da de, som var bundne af dødens lænker, så Din uendelige barmhjertighed, Kristus, ilede de mod Dit lys med glade fodtrin, mens de lovpriste den evige Påske’ (Kanon fra Påskens morgentjeneste, 5. sang).
Kære brødre og søstre
Kristus er opstanden!
Med denne smukke jubelråb har jeg den glæde at forkynde jer vor Herre Jesu hellige Opstandelse. Jeg overbringer jer den gode nyhed, på samme måde som jeg overbragte det hellige Påskelys i begyndelsen af påskenattens vigilie i vor katedral: På et øjeblik forsvandt mørket for at give plads til den enestående klarhed, som er kommet ind, ikke blot i kirken, men også og især i hvert enkelt hjerte på denne Herrens dag, hvor en ”usigelig og forherliget glæde” (1. Pet. 1,8) er blevet os betroet, glæden og herligheden ved Kristi sejr over forgængelighedens og dødens mørke.
Ja, sandelig, må jeres glæde være fuldkommen på denne Opstandelsens dag!
Hvad betyder da, for hver enkelt af os, denne erfaring af Opstandelsen? Det er Guds frelse, som kommer til os, og som inden i os skaber en ny verden. Forbindelsen til Skaberen, som Adam havde sat over styr, skænkes os påny gennem en ren kærlighedshandling fra vor Herre og Gud.
Det er derfor, vor glæde skal være stor i dag; for ved Kristi Opstandelse ved vi, at synden ikke længere kan holde os fangne: I hvilken tilstand af svaghed, vi end måtte befinde os, ved vi, at vi blot behøver vende os til Gud for at konstatere, at de arme, Han på Golgata strakte ud på Korset, nu omslutter os med en kærlighedens kraft, som vi ikke kan begribe alene med vort intellekt. Vi er ikke længere under Lovens regime, som førte til straf som eneste kur for enhver menneskelig svaghed. I dag nyder vi godt af Guds kærlighed, som forener barmhjertighed og retfærdighed: ’Frelserens kølende hånd lægger sig på vore fejltrins brændende pande’, den guddommelige balsam kommer for at lindre og helbrede vort skadede hjertes smertefulde sår.
Den kærlighed, Gud har til os, gør det muligt for os at leve i hverdagen med en helt ny vision. Fra nu af søger vi ikke blot og bart at eksistere, men at være! Med det vil jeg sige jer, at vi både kan og bør give afkald på enhver livsform, som ikke ville blive andet end en dårlig efterligning af kærligheden, og i stedet blive fuldendte af nåde ved i stigende grad at virkeliggøre vort væsen. På den måde bliver de hellige Fædres udsagn til virkelighed: ”Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive Gud”; det vil sige, at Kristus fornedrede Sig helt til svagheden i vor eksistens for at føre os til al Værens fylde! Sådan er Skaberens kærlighed, sådan nyder vi godt af Jesu Kristi Død og Opstandelse. ”Ligesom synden fik herredømmet ved døden, således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre” (Rom 5,21).
Hvilke storslåede følger for os! Fra nu af reduceres vi ikke til at skulle tilpasse os en moral, som er frugten af samfundsmæssige regler, der er nødvendige, men i høj grad utilstrækkelige og ofte et område for behagelige fristelser. Vi opfordres til at leve, til at ladedét åndelige liv strømme inden i os, som netop er livet i Gud. Således modtager vi Herrens skabende dynamik, som vi er kaldede til at tage del i! Vi var døde, vi er opstandne!
Den kendsgerning, den glæde, vil jeg gerne dele med jer alle i den kærlighed, jeg har til jer. Jeg vil opmuntre jer til at leve af dette guddommelig fællesskab, det vil sige til at lade hele jeres væsen næres og opbygges ved at tilegne jer Opstandelsens nåde fra Herren, ved at tage imod Hans barmhjertige kærlighed. På den måde vil vi ikke mere være lænkede af vore svagheder, men være forbundne med Kristus ved frihedens uforgængelige bånd, som vil holde os oprejste i den opstandne Herres Lys. Hver enkelt af os, som lever denne uudsigelige erfaring og bliver bevidst om sit væsensmæssige bånd til hele menneskeheden, kan da, ved ydmygt at udøve kærlighed, trække alle mennesker på jorden med sig hen imod frelsen!
På denne velsignede Kristi Opstandelses dag retter jeg det tillidens og håbets budskab til jer, som Herren selv rettede til de myrrabærende kvinder og gennem dem til alle Sine disciple: ”Frygt ikke!” Nej, vær ikke bange! Vær ikke bange for livet! Livet er uendelig smukt, for det er et spejl af Guds uudsigelige skønhed, det er billedet på den ikon, hvor vi ser den sejrende Kristus, som griber vore faldne forfædre, Adam og Eva, ved hånden og trækker dem ud af helvede – og her gælder det også vort helvede! – for at skænke dem det Liv, som bliver deres liv og vort liv. For ”dette er den forjættelse, som Herren selv tilsagde os: det evige liv” (1. Joh. 2,25)
Kristus er opstanden!
Han er sandelig opstanden!
Paris, Hellige Alexander Nevskij Katedralen 14./27. april 2008
+ Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for Den Økumeniske Patriark