Kære brødre og søstre i Kristus: Kristus er opstanden!
”Hvis du kendte Guds gave ….” (Joh. 4,10)
Det er med stor glæde, jeg slutter mig til jer alle på denne morgen, som ikke kender nogen aften, på denne højtid uden ende, i denne nye tid, som gennemtrænger verdens ælde, i dette velsignede evighedens øjeblik, som vi kan se det på ikonen af Nedfarten til Dødsriget, hvor Kristus trækker Adam og Eva op fra graven og sammen med dem løfter os op i Opstandelsens blide og guddommelige lys!
Sandelig, dét som ikonen af Nedfarten til Dødsriget åbenbarer for os, er noget vidunderligt! Hvad er det, vi ser? Herren fornedrer Sig så langt som til at opsøge Adam, det fortabte får. Og denne søgen trøster os, beroliger os og giver os styrke, for det er også os, Han vender Sig mod, det er også os, Han opsøger. I Paradis ledte Gud efter Adam, som gemte sig efter at have syndet. ”Hvor er du, Adam?” I dag gør Han mere end blot at kalde på ham. Den inkarnerede, korsfæstede og opstandne Gud stiger ned i menneskets allerdybeste armod, i vor nød, for at sige til os: ”Giv mig din hånd, så jeg kan løfte dig op!” Og dette tilbydes hvert eneste menneske, lige meget hvor dyb hans elendigheds afgrund er.
Hvad kan vi videre se på Påskeikonen? Vi iagttager Kristi lysende nedstigen i vort eget hjerte. Det er dér, Han venter på os, det er dér, Han skænker os Sin barmhjertighed. Herren kender udmærket den fare, vi er i dér, hvor vi gemmer os med vore svagheders elendighed, stedet, hvor vi nogle gange lader som om, vi ikke er og således nægter at vedgå, hvilken afgrund vi befinder os i på grund af vore synder. Ja, brødre og søstre, det er derhen, Kristus kommer: Han tilbyder Sig til os, Han bøjer Sig imod os, Han trækker os til Sig, Han vil, at vi skal ”gribes” af hans grænseløse Kærlighed til os.
Men for at det kan ske – thi vi er frie – må vi indvillige i at række hånden frem, sådan som Han selv gør det. Det er også hele vort væsen, vi må række frem imod Ham! Men bemærk, det gælder hele vort væsen, sådan som det er, fortabt ved sin svaghed og elendighed, såret ved sin synd. Således kan også vi råbe: ”Jeg er et fortabt får, kald på mig, Frelser, og frels mig!” (Bønnen for de hensovne).
I dagene forud for Påske har vi påny gennemlevet Kristi lidelse. Og i dag skuer vi en Kristus, som søger os ”lidenskabeligt”. – Kære brødre og søstre, det er ikke bare et ordspil, vi befinder os ved selve vor frelses virkelighed: I samme grad som vi ikke er fyldte af Frelserens lidenskab for hver enkelt af os, i samme grad som vi ikke ved os ønskede og opsøgte af Ham, elskede ud over al forstand, i samme grad er vi udslukte. … Lad os tværtimod være væsener af ild, sådan som salmisten siger: ”Du gør ildsluer til Dine tjenere.” ((Sl. 103/104:4). Lad os ledes af Opstandelsens vidunderlige lys, og lad os gå ind i denne længsel efter Gud med lidenskab og tillid!
”Fred være med jer!” siger Herren til Sine apostle Påskedags aften (Joh. 20,19). Lad os tage imod den Fred, som følger af Guds grænseløse kærlighed til os alle, og lad os være fredens skabere. Lad os derfor vælge den gode vej, lad os gribes af Kristi længsel, lad os gennemtrænges af Hans medfølelse, lad os blive befriede fra vor grav!
Herren er Liv, og i dag siger Han endog til os: ”Jeg er dit Liv!” Hvis vi ind imellem er fortvivlede, siger han til os: ”Jeg er dit Håb!” Han giver os glæden tilbage. Lad Ham genforenes med os i vore sønderknuste hjerter, lad Ham nedtrampe og sønderbryde vort helvedes porte. Ja, sandelig, ”ved døden besejred’ Han døden, og til dem i gravene gav Han liv!” (Påskens troparion).
Elskede brødre og søstre, med al den kærlighed, jeg nærer til jer, opfordrer jeg jer til at bevare ”alt dette” i jeres hjerter og at leve og dele det med alle mennesker på jord! Må den opstandne Herres velsignelse være med jer alle!
Kristus er opstanden! – Han er sandelig opstanden!
Paris, Alexander Nevskij Katedralen, den 24. april 2011.
+ Ærkebiskop Gabriel, Eksark for Den Økumeniske Patriark.