Protokol nr. 293
Bartholomæos
Ved Guds nåde Ærkebiskop af Konstantinopel, Det nye Rom, og Økumenisk Patriark
Må vor Herre, Gud og Frelser, Jesu Kristi nåde være med hele Kirken, tillige med vor bøn, velsignelse og tilgivelse
Gennem Den Store og hellige Faste kalder vor Kirke os til omvendelse. Nutidens menneske føler sig bestemt ikke godt tilpas ved at høre dette kald; for det har vænnet sig til at leve på en måde, som det afgjort ikke ønsker at stille spørgsmål ved. At stille sådanne spørgsmål skaber faktisk en følelse af usikkerhed i mennesket, for det skaber risiko for, at den ideologiske borg, hvori det har søgt tilflugt, rokkes.
Imidlertid er det tilstrækkeligt at undersøge sagen en smule nærmere for at blive klar over, at mange menneskelige overbevisninger ikke svarer til virkeligheden, at de ikke er frugten af ægte, åndelig skelnen, men at de snarere er udviklet med henblik på at retfærdiggøre dét, som vækker behag, og altså som påskud til at synde. Men der er intet mere skadeligt for et menneske end at finde undskyldninger for sine handlinger og retfærdiggøre sig ved hjælp af forkerte antagelser; for når sandhedens øjeblik oprinder, er der ingen undskyldninger tilbage. Så er der måske ingen tid tilbage til at ændre overbevisning, det vil sige til at angre de synder, vi har begået, og heller ikke til at angre de forkerte antagelser, vi har berømmet for at kunne retfærdiggøre vor opførsel.
Vi som kristne er til gengæld vænnede til tanken om anger og til faktisk at angre. Derfor skaber Kirkens kald til omvendelse ikke uro i os. Men også vi må indse, at sand omvendelse har to mål.
Det første er at give afkald på synden, altså at beslutte os for at ophøre med vore syndige vaner og handlinger og at råde bod på deres virkninger. Eksemplet med tolderen Zakæus illustrerer glimrende denne tanke: Ved sit møde med Kristus angrer han oprigtigt og giver firedobbelt tilbage til dem, han har voldt smerte.
Det andet mål for omvendelsen er, at vi grundlæggende ændrer mentalitet ved at udskifte vore egne idéer med tanker, som er mere ædle og især mere ophøjede ifølge Salmistens ord:han har beredt sit hjerte til ophøjethed. Også de, som ikke mener at have konkrete synder, som tynger deres samvittighed, bør alligevel efterstræbe dette andet mål; for vor forståelse af kærligheden, for eksempel, er fuld af mangler ligesom vor forståelse af, hvad ydmyghed er. – Når vi sammenligner vor egen åndelige tilstand med Guds fuldkommenhed, som vi er kaldede til at efterligne, så vil vi afgjort få øje på vore mangler og på den uendelige vej, som ligger foran os, hvis vi vil gå i fodsporene af dem, der efterligner Kristus.
Når vi ser på, hvordan det står til med vor indre fred, indser vi, at vi er langt fra den Kristi fred, som overgår enhver forstand. På spørgsmålet om, i hvor høj grad vi overgiver vort liv til Guds Forsyn, konstaterer vi med beklagelse, at vi ofte overvældes af ængstelse og tvivl om fremtiden, som om vi var lidettroende eller ligefrem ikke-troende. I al almindelighed opdager vi, når vi undersøger, hvor ren vor samvittighed er, at vi meget ofte er uden forståelse for, at visse holdninger kan skade vor indre tilstand alvorligt, og at vi oven i købet ofte anser disse for at være sunde. Det ville derfor være bedre at oplyse vor bevidsthed med Fædrenes og Evangeliets klare lære, så at bedømmelsen af os selv og vore mangler kan blive mere korrekte og mere i overensstemmelse med Guds vilje. Siden intet menneske kan påstå at være fuldkomment i bedømmelsen af sig selv, kan ingen hævde, at han ikke har behov for et fornyet, mere oplyst sind og for forvandling og forbedring af sin tænkemåde, det vil sige for omvendelse.
Derfor må vi forstå, at vor Ortodokse Kirke, som kalder os til omvendelse, ikke blot opfordrer os til selvbebrejdelse. Ganske vist er selvkritik nødvendig, et sønderknust hjerte er nødvendigt, ligesom angerens tårer er nødvendige, men alt dette er ikke tilstrækkeligt. Endvidere har vi behov for den glæde, der kommer af Guds tilgivelse, for følelsen af at være befriede for de syndens lænker, som har tynget os, og for fornemmelsen af Guds kærlighed til os. Vor anger er ikke noget, som berøver os glæden ved livet, så at vi skulle være modvillige, når vi hører kaldet til at angre. Angeren er en katarsis og en oplysning af vore sind, den er en mere brændende kærlighed i os til Kristus og Hans skabelse. Den er friheden og glæden i den nye skabelse, som vi går ind i gennem vedvarende omvendelse.
Han, som uden ophør angrer, gør uophørligt fremskridt. Han glæder sig bestandigt over nye højder, og han tilfredsstilles løbende ved en dybere forståelse af alting. Ved at skifte sind og opfattelse forstår den angrende bedre verden i sin helhed, han opnår større visdom, forstand og åndelig indsigt. Han løftes op og bliver ven med Kristus. Derfor burde kaldet til omvendelse blive godt modtaget af de klogeste mennesker, de, som forstår at værdsætte den dybe menneskelige forbedring, som følger af angerens genfødsel.
Derfor, mine brødre og elskede børn i Herren, lad også os tage imod det kald til anger, som Kirken retter til os. Lad os rense os for de synder, vi har begået, ved skriftemålet og i øvrigt ved dybt at ransage vor måde at se tingene på, så at alle vore domme og tanker må komme fra Gud, må være rene, sande og retfærdige.
Til sidst ønsker vi faderligt for jer, at al Herrens hjælp må være med jer på angerens vej og gennem hele jeres nye liv i Kristus.
Den hellige og Store Faste 2008
Bartholomæos af Konstantinopel
Brændende forbeder hos Gud for jer alle