Protokol nr. 407
+ Bartholomæos, ved Guds nåde ærkebiskop af Konstantinopel, det nye Rom, og økumenisk patriark
Sender til hele Kirken nåde, fred og miskundhed fra Kristus, Frelseren, opstanden i herlighed.
Brødre! Mine elskede børn i Herren:
KRISTUS ER OPSTANDEN!
Med vemod måtte menneskeheden en dag i det 19. århundrede høre fra en tragisk filosofs mund at: ”Gud er død! Vi har slået Ham ihjel … alle er vi hans mordere … og Gud vil for altid være død! Hvad er derfor en kirke, om ikke en grav og et gravminde over Gud?” – Og så, nogle årtier senere, fra en nutidig kollegas mund hører vi, at ”Gud er død. Mine herrer, jeg forkynder jer Guds død!”
Disse erklæringer fra ateistiske filosoffer har vendt op og ned på bevidstheden blandt mennesker. De fulgtes af stor forvirring på det åndelige, det litterære og kunstens område, og endda en vis tid inden for teologien, hvor det, særligt i Vesten, blev til et spørgsmål om ”Guds døds teologi”.
Kirken har i sandhed aldrig haft den mindste tvivl om Guds død! Den fandt sted i år 33 efter Kristi Fødsel på Golgata i Jerusalem, mens Pontius Pilatus var romersk guvernør i Judæa. Efter grusomme lidelser blev Han korsfæstet som en forbryder, og om fredagen i den niende time opgav Han ånden og råbte: ”Det er fuldbragt!” – Dette er en uigendrivelig historisk virkelighed: Guds enbårne Søn og Ord, Jesus Kristus, vor sande Gud, døde for alle menneskers skyld! Da Han havde påtaget sig alle vore egenskaber: krop og sjæl, vilje og virke, anstrengelse, angst, smerte, nedtrykthed, klage og glæde, ja alt undtagen synd, påtog Han Sig i sidste ende dét, som er det allervigtigste for os, det vil sige døden, til og med i dens mest smertefulde og ydmygende form: på Korset.
Hertil er vi enige med filosofferne. Vi godtager endog, at kirkerne, templerne, er Guds ”grave” og ”gravminder”! Men så … vi véd, hvem Han er, Gud, som døde, vi lever med Ham, og vi ærer Ham som ”den Døde, som bærer Livet i Sig selv”! Nogle timer efter den forfærdelige fredag, ved daggry på ugens første dag, om søndagen, fandt den begivenhed sted, som var målet for den guddommelige plan: Gennem menneskevordelsen, lidelsen, korsfæstelsen og nedfarten til dødsriget nåede vi Opstandelsen! – Og denne, Opstandelsen, den er ligeledes en historisk kendsgerning, som ikke lader sig nægte! Og den kendsgerning har direkte og frelsende virkning på os alle. Guds Søn er opstanden, Han, som også er Menneskesønnen. Guds Søn er opstanden med hele den menneskelighed, Han har påtaget Sig: med det legeme, Han har taget imod gennem den alhellige Gudføderskes blod, og med Sin hellige sjæl. Han er opstanden fra de døde, og Han skænker opstandelse til hele Adams slægt ved Sin kærlighed til menneskene.
Jesu grav, Josefs ”nye gravminde”, er fra da af for altid tom. Frem for et monument over døden er den et monument over sejren over døden, den er en kilde til liv. Den ufattelige Retfærdighedens Sol har i stråleglans løftet Sig over graven, og Han skænker evigt varende fred, glæde, hvile: evigt liv! Ja, kirkerne er Guds ”grave”. Men det er tomme grave, fulde af lys, af livets dufte, af forårets påskeduft; de strømmer over af indtagende skønhed, de bøjer sig under herlighedens myrter og håbets blomster; de er grave, fulde af liv og kilde til liv.
Guds død har forvandlet dødsrigets magter, døden er blevet til en blot og bar begivenhed, der fører mennesket til liv og eksistens. Kirkerne, disse Guds ”grave”, er porte, som er vidt åbne for Guds kærlighed, vidt åbne døre til Brudekammeret, Hans Søns, der som en Brudgom er kommet ud fra graven, og de troende, som går ind deri for at fejre, at døden er besejret ved døden, at dødsriget er gjort til intet, og at dette er begyndelse på det evige liv. Og de lovsynger med jubel Ham, som har udvirket dette, for Han er vore fædres Gud, den eneste velsignede og højlovede!
Hvilken lykke, derfor, at Gud er død! For Hans død er blevet vort liv og vor opstandelse. Hvilken lykke, at der ud over verden findes så mange monumenter for Ham, så mange hellige kirker, hvor alle frit kan træde ind, alle, som lider og er trætte og ikke finder trøst, for dér at lægge byrden af angst og anstrengelse, af frygt og usikkerhed, fra sig og blive befriet fra døden. Hvilken lykke, at der findes kirker for den korsfæstede, døde, opstandne og evigt levende Kristus, hvor mennesket af i dag, det menneske, som er fortvivlet, som er blevet bedraget af alle idolerne, af alle de ”beskyttere”, som holder hans hjerte fangent, det vil sige pengene, ideologierne, filosofien, metafysikken og alle dette århundredes øvrige hule bedrag, hvor det menneske kan finde tilflugt, trøst og frelse.
Fra Det Økumeniske Patriarkat, Moderkirken, som helt og fuldt lever med i lidelsen, smerten, Korset og døden, men også i Guds opstandelse, Han, som blev Menneske, sender vi af hjertets dyb påskehilsen og velsignelse; vi omfavner jer alle i den opstandne Kristi kærlighed, Han, som opstod fra de døde og er evigt levende og levendegørende for menneskene. Hans er herligheden og magten, Ham tilkommer ære og tilbedelse, tillige med Faderen og Helligånden i al evighed, Amen!
Den hellige Påske 2009
+ Bartholomæos af Konstantinopel
Brændende forbeder for jer alle hos den opstandne Kristus