“Herre, Du har helbredt menneskeslægten fra dens fald, Du har genskabt den ved Dit guddommelige blod”; sådan synger Hl Johannes af Damaskus til vor Herre Jesus Kristus, som blev korsfæstet, har lidt og er opstanden fra de døde. Og en anden sangskriver udbryder: “Du blev fanget, jeg skammer mig ikke over det; Du blev slået, jeg nægter det ikke; Du blev naglet til Korset, jeg skjuler det ikke. Det er i Din opstandelse, jeg finder stolthed; for Din død gav mig liv, almægtige Herre, Du, som elsker menneskene, ære være Dig.”
Gennem århundrederne har menneskeheden gentagne gange lagt an til sit eget fald. Hver eneste gang, mennesker indtager en holdning af stolthed og babelsk tankegang – dvs. tilregner sig guddommeligge egenskaber or udskifter Guds lov med menneskelige ønsker og ambitioner – vender den babelske forvirring tilbage, råb mod råb, misforståelser, modsætninger og ødelæggelser. Mange har lagt velhavende riger øde, fordi de ville gøre dem endnu større. Mange har ødelagt sig selv, fordi deres mål var sat i indbildsk stolthed. Mange er blevet ydmygede, når de satte deres egen statur imod Guds morallov. Mange, som har ødelagt andre med ønsket om at herske over dem, har i sidste ende måttet konstatere, at den skade, de tilføjede sig selv, blev større end den, de har forårsaget.
I modsætning til alle, som ved hovenhed, stolthed, ambition og lignende egocentriske impulser har fremprovokeret verdens ødelæggelse, godtog vor Herre Jesus Kristus med overvældende ydmyghed at underkaste Sig alt, hvad denne verdens fyrste og hans hjælpere havde i sinde at udsætte Ham for for at gøre Ham ti