Julen 2008
Bartholomæos
Af Guds nåde ærkebiskop af Konstantinopel, det nye Rom
Og økumenisk patriark
Til hele Kirken: Nåde, fred og barmhjertighed fra vor herligt opstandne Frelser, Kristus
Mine kære og elskede brødre og børn i Herren.
Julens store og hellige dag er oprunden. Den er moder og ophav til alle de højtider, som kalder os til at møde Ham, som er evig, Menneskesønnen.
Ved Gud Faders gode vilje, dette understreger Johannes af Damaskus, stiger Den Enbårne Søn, Guds Ord, Han, som er i Faderens skød, af samme væsen som Faderen og Helligånden, Han stiger ned til os, Hans tjenere. Han, som er fuldkommen Gud, bliver fuldkomment Menneske, og Han fører denne fornyelsernes fornyelse til fuldkommenhed, det eneste, som er nyt under solen.
Guds Søns menneskevordelse er ikke noget symbolsk, i modsætning til diverse mytologiske “guder”, som bliver mennesker. – Dette er virkelighed, den i sandhed nye virkelighed, det eneste nye under solen. Det fandt sted i et præcist, historisk øjeblik, under kejser Oktavian Augustus omkring år 746 (ifølge de seneste astronomiske beregninger) efter Roms grundlæggelse. Det skete midt i et nærmere angivet folk, nemlig det jødiske, af Davids hus og slægt (Luk. 2,4), på et præcist angivet sted, i Bethlehem i Judæa, og det tjente et helt præcist formål: Ordet blev Menneske, for at vi kunne blive Gud, som det i korthed udtrykkes af Athanasios den Store.
Denne begivenhed, Gud-Ordets menneskevordelse, gør det muligt for os at nå til vor yderste grænse. Den er ikke identisk med det skønne og det gode, som blev lovprist af de gamle grækere, ej heller med filosoffernes dyd og retfærdighed; heller ikke med afklaretheden i buddhisternes nirvana eller med overskridelsen af skæbnen, som man også kalder karma, og som skulle muliggøre stadigt skiftende livsformer; ej heller med harmonien mellem såkaldt modsatte elementer i en indbildt livskraft, eller med noget som helst andet.
Den består snarere deri, at Kristus i Sit væsen overskrider forgængelighed og død. I at vi indlemmes og får del i Hans liv og i Hans guddommelige herlighed. I at vi af nåde forenes med Gud, Faderen i Helligånden ved Kristus. Her er vor yderste grænse: Vort personlige fællesskab med den treenige Gud! Kristi Fødsel stiller os ikke en fantasiens salighed eller en abstrakt evighed i udsigt. Den lægger det bogstavelig talt i vore hænder at kunne tage personligt del i det guddommelige liv og i Guds kærlighed i en udvikling, som ikke tager ende. Den gør det muligt for os, ikke blot at få barnekår (Gal. 4,5), men også et blive deltagere i guddommelig natur (2. Pet. 1,4).
Det er klart, at disse sandheder forekommer paradoksale i vore dages verdensomspændende forvirring og krise. Det håb, som flertallet blandt mennesker nærer til denne verdens “guddomme”, dementeres på tragisk vis hver eneste dag. Den menneskelige personlighed ydmyges og knuses midt i tal, apparater, computere, børsspekulationer og brogede bannere, som lover denne eller hin meningsløse ideologiske mulighed. Naturen vanrøgtes, og miljøet har del i denne lidelse. Ungdommen er skuffet og gør oprør, de protesterer mod uretfærdigheden her og nu og usikkerheden angående fremtiden. Mørke, skyer og mulm(5. Mos 4,11) hersker i vor verden og giver indtryk af at kunne skjule det håbets lys, som strømmer fra Bethlehem og at kunne nedtone englenes sang, som bebuder glæde til hele verden: Ære være Gud i det højeste, fred på jorden, blandt menneskene god vilje.
Alligevel kalder Kirken os til moden overvejelse, til at reevaluere vore livs prioriteter og til i vor næste at se Guds billede åbenbaret og værdigt til respekt. Med sin stærke erfaring gennem mere end 2000 år vil Kirken aldrig ophøre med at forkynde, at Barnet i krybben i Bethlehem er håbet for verdens yderste egne, det er livets mening og mål, det er den forløsning, Gud har sendt Sit folk, det vil sige til hele menneskeheden.
Fra martyrtronen i den store og hellige Kristi Kirke i Konstantinopel vender vi os i kærlighed til Det Økumeniske Patriarkats børn i hele verden og til hvert menneske, som tørster efter Gud. Vi nedkalder over alle Guds nåde, fred og barmhjertighed og Guds enbårne Søns frelsende gave, Han, som for os mennesker og for vor frelse er nedstegen fra Himmelen, Han, som ved Helligånden er bleven kød ved Jomfru Maria og er bleven Menneske.
Ham tilkommer æren, magten og herligheden og tilbedelse tillige med Faderen og Helligånden i al evighed.
Phanar, julen 2008
+ Bartholomæos af Konstantinopel
Jeres brændende forbeder hos den opstandne Kristus
Publiceret 25. december 2008