Af f. Poul Sebbelov
Kristne søger i alle livets forhold, ved hver skridt de tager, vejledning fra Gud. Gud forlanger intet andet af os end dette: At vi søger at begribe Hans vilje med os og gøre den til drivkraften i vore liv. At vi sætter al kraft ind på at bringe vor egen vilje i overensstemmelse med Guds.
Det er ikke enkelt. For hvor skal vi lytte efter Guds stemme? I Bibelen, som er Guds ord! Men ikke enhver læsning er gyldig. Det er afgørende, at vi forstår Skriften ret, og ikke er for raske til at fabrikere vore private, hjemmestrikkede fortolkninger. Bibelen er Kirkens bog og kan alene læses og forstås i Kirken. Vi må derfor i sidste ende tage imod Kirkens vejledning frem for at insistere på vor egen, ofte indbildte, originalitet.
’I sidste ende’ vel at mærke; for der er naturligvis ikke tale om, at originalitet, forstået som selvstændig tankevirksomhed og personlige indfaldsvinkler, skulle være forkastelig. Der er tale om, at vi læser Bibelen i Kirkens fællesskab, både liturgisk og hver for sig, med det ene formål at fatte Guds ord og leve derefter. Vi læser ikke Guds ord for at få dem til at bekræfte vore skrøbeligheder og begrænsninger.
Det kan synes vanskeligt at begribe den hellige Skrift; og endnu vanskeligere at leve efter Guds forskrifter. Vi kan opleve det som helt umuligt at afgøre, hvad der i en given situation er rigtigt og forkert. Hvad vil føre mig videre ad Vejen, som er Kristus, og hvad vil føre mig på vildspor og dermed længere bort fra Ham? Hvad vil bringe mig nærmere Sandheden og Lyset, og hvad vil bringe mig dybere ind i mørket? Vil netop denne beslutning føre mig til Liv eller død?
I Den Ortodokse Kirke finder vi hjælp til beslutninger om den åndelige kurs på forskellige måder, som alle indgår i samme helhed. I perioder lægger vi måske hele vægten på fuld deltagelse i Kirkens liturgiske og mystiske liv; på aktiv medvirken i den fælles bøn og på deltagelse i de hellige mysterier, frem for alt nadveren. Dette liv i sig selv fører os på et dybt plan nærmere Sandheden og længere bort fra rådvildhed og forvirring.
Til andre tider vægter vi måske snarere den personlige fordybelse i bønnen. Ofte vil der for ortodokse være tale om Jesusbønnen: Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder. Samling om den personlige hjertets bøn og stilhed skærper vor opmærksomhed over for Åndens virksomhed i os og gør det klarere, hvilke veje, der er gavnlige for os, og hvilke, vi skal holde os fra.
Atter andre gange lægger vi måske større vægt på den intellektuelle beskæftigelse med Kirkens lære og Tradition. Vi studerer Bibelen, teologien og Kirkens udvikling systematisk med de analytiske, filosofiske og sproglige hjælpemidler, der står til vores rådighed. Også ad denne vej kan vi opnå større sikkerhed i at bedømme, hvad der i en given situation er rigtigt og forkert.
Alt, hvad der ovenfor er nævnt, Skriften, det liturgiske liv, den personlige bøn og det akademiske studium, alt dette kan tjene os til åndelig vejledning. Der er imidlertid endnu en form for vejledning, som er helt afgørende i ortodoks Tradition, og som både samler og supplerer alle de øvrige. Det drejer sig om vores personlige forhold til mennesker, som ud fra deres større erfaring og mere omfattende indsigt i det åndelige liv kan rådgive os og åbne vore øjne. Det drejer sig om det åndelige faderskab.
Den åndelige fader – eller den åndelige moder, for det kan lige så vel være en kvinde – er en person, som på en særlig måde formidler Helligåndens virke. Ofte, men langt fra altid, vil det være en præst, og den åndelige vejledning vil da være umiddelbart forbundet med skriftemålets mysterion. Det kan også være en munk eller nonne eller en lægmand; for i modsætning til biskoppen og præsten er den åndelige fader eller moder ikke indehaver af noget officielt embede i kirken.
Derfor er der heller ingen, der kan skrive ’åndelig vejleder’ på sit dørskilt. Det lader sig ikke gøre at gå på kursus og få diplom som ’åndelig vejleder’. Ingen kan ad de kirkelige kanaler ordineres til denne tjeneste. Åndelig fader er dén, der gennem bøn og askese har fået skænket personlig erfaring af Helligåndens virke, og som af Gud har modtaget evnen til at formidle dette til sine åndelige børn. En sådan person er et kraftcenter, hvorfra der udgår bølger af åndeligt liv, som sætter sig dybe spor blandt mennesker omkring ham eller hende.
Det er afgørende vigtigt for Kirken med balancen mellem det ’officielle’ kirkelige liv, de hellige mysterier, liturgien, teologien, prædiken osv. og så det åndelige faderskab. Dette sidste er ikke nogen modsætning til ’det institutionelle’; men det åndelige faderskab overskrider institutionen indefra og gør Kirken til et fællesskab af personligheder, som bærer og spejler Gud på hver deres enestående måde, men som dog er ét.
Hvordan er da forholdet mellem den åndelige vejleder og dén, der søger hans vejledning? Den åndelige fader, på russisk starets, på græsk geron, påtager sig et vældigt ansvar og en svær byrde. For i sin bøn og forbøn bærer han sine åndelige børns synder og skrøbeligheder frem for Gud lige indtil dommens dag. Åndeligt faderskab drejer sig på ingen måde om intellektuel rådgivning, men om medfølelse og medleven i et dybt personligt forhold. Et forhold, som må være gensidigt; for den åndelige fader kan kun være til virkelig hjælp for det menneske, som ydmygt og ærligt åbner sit hjerte i kærlighed og tillid.
Dén, der søger vejledning hos en åndelig fader, må være besluttet på at indgå i et forpligtende, personligt lydighedsforhold. Og han må nære et oprigtigt ønske om at leve sit liv efter Guds vilje. Opsøger man den åndelige vejleder alene for at søge sin selvfølelse bekræftet, vil mødet forméntlig være til ringe nytte.
Åndelig vejledning er en tjeneste i ydmyghed og stilhed. Det kan være vanskeligt at finde vej til det menneske, der netop for mig kan blive Guds talerør. – Men Helligåndens virke er ikke énstrenget: Hvis vi lytter efter, kan Gud tale til os gennem helt ’almindelige’ mennesker. Den vejledning, vi således modtager, skal vi være opmærksomme overfor, uden derfor at opgive vor søgen efter et egentligt åndeligt venskab.
Nogle møder deres åndelige vejleder ganske få gange, ja, måske blot én gang i livet. Andre etablerer et livslangt, regelmæssigt forhold. Her kan ikke gives absolutte regler, selv om et forhold over tid nok er det almindeligste.
Relationen mellem den åndelige fader og hans ’børn’ rækker, som nævnt, ud over dødens grænser. Lyt til de mærkelige og trøsterige ord, Hl Serafim af Sarov (russisk åndelig fader, 19. årh.) fik hugget ind på sin gravsten:
Når jeg er død, kom da til min grav, jo oftere jo bedre. Hvad der end tynger din sjæl, hvad der end er sket dig, så kom til mig, som da jeg levede, og knæl på jorden og kast al din bitterhed fra dig på min grav. Sig mig alt, og jeg vil høre på dig, og al bitterhed vil forlade dig. Og tal til mig nu, som du gjorde, da jeg levede. For jeg lever og skal leve i evighed.