Kristen ydmyghed og kenose ifølge den hellige Silouan

Af biskop Kal­li­stos Ware

[Neden­stå­en­de tekst er et ind­læg af biskop Kal­li­stos, Oxford, Eng­land, som blev holdt på en kon­fe­ren­ce i Bose, Ita­li­en i 1998 i anled­ning af 60-års dagen for Hl. Silou­ans død.

Lit­te­ra­tur­hen­vis­nin­ger­ne i tek­sten gæl­der alle: Archi­man­dri­te Sop­hro­ny (Sak­ha­rov); Saint Silou­an the Atho­ni­te, Mona­ste­ry of St. John the Bap­tist, Tol­les­hunt Knights, 1991. Vær­ket anbe­fa­les på det var­me­ste til vide­re læsning]

Tra­di­tion og per­son­lig erfa­ring i Hl. Silou­ans liv
I Paris i slut­nin­gen af fyr­rer­ne, da arke­man­drit fader Sop­hro­nij net­op var vendt til­ba­ge fra Athos, viste han den rus­si­ske teo­log Vla­di­mir Los­sky nog­le manuskrip­ter fra sin lære­me­ster, sta­rets Silou­an. Fader Sop­hro­nij hav­de utvivl­s­omt det håb, at Los­sky vil­le hjæl­pe ham med at få sta­ret­sens skrif­ter udgi­vet; og at Los­sky måske selv vil­le bidra­ge med en intro­duk­tion eller kom­men­tar. Men fader Sop­hro­nij blev skuf­fet. Los­sky retur­ne­re­de manuskrip­ter­ne med føl­gen­de kom­men­tar: “Jeg kan ikke få øje på nogen dog­ma­tisk vision i det­te her.” Los­sky betviv­le­de hver­ken sta­ret­sens inder­lig­hed eller per­son­li­ge hel­lig­hed; men han kun­ne ikke i Hl. Silou­ans skrif­ter fin­de nogen sær­lig ori­gi­na­li­tet eller noget nyt og mar­kant teo­lo­gisk syns­punkt. Fader Sop­hro­nij måt­te såle­des give afkald på Los­skys hjælp og hand­le selv.

Ved før­ste øje­kast fore­kom­mer Los­skys afgø­rel­se meget over­ra­sken­de. Ikke mindst når man tæn­ker på den enor­me ind­fly­del­se, Hl. Silou­ans skrif­ter har fået fra de først udkom i 1952; og på, hvor­dan Silou­an har talt direk­te og skel­sæt­ten­de til hjer­tet hos mænd og kvin­der i sid­ste halv­del af det 20. århund­re­de; på hvil­ken bemær­kel­ses­vær­dig facon han har mar­ke­ret sig som en hel­lig af vor tid, en hel­gen uden græn­ser! Men fra en anden vin­kel er Los­skys opfat­tel­se for­stå­e­lig: Man­ge af Hl. Silou­ans afgø­ren­de, intu­i­ti­ve ind­sig­ter er ble­vet udvik­let meto­disk af hans discipel, fader Sop­hro­nij, men selv var sta­ret­sen på ingen måde en syste­ma­tisk tæn­ker. Han hav­de ingen ambi­tio­ner om at være “ori­gi­nal” i betyd­nin­gen at kun­ne sige noget nyt eller over­ra­sken­de. Han fore­gav ikke at kun­ne til­by­de en egen “dog­ma­tisk vision”. Han prø­ve­de slet og ret at vid­ne sand­fær­digt om dén leven­de bøn­stra­di­tion, der hav­de for­met ham selv i de 46 år, han leve­de på Det hel­li­ge Bjerg.

Hl. Silou­an var imid­ler­tid i høje­ste grad “ori­gi­nal”, hvis vi med den­ne beteg­nel­se for­står en per­son, der rela­te­rer sig til det oprin­de­li­ge, til de før­ste og auten­ti­ske kil­der. Han bestræb­te sig på slet og ret at vid­ne om den Tra­di­tion, han hav­de mod­ta­get, og der­for gen-leve­de han sam­ti­digt den­ne Tra­di­tion som sin per­son­li­ge erfa­ring. I sine skrif­ter gen­tog han ikke bare meka­nisk, hvad andre hav­de lært ham, men han gjor­de deres lære til sin egen. Én af de røde trå­de i hans tan­ke­gang er, at han læg­ger vægt på nød­ven­dig­he­den af direk­te erfa­ring. “De hel­li­ge taler om dét, de fak­tisk har set, og om dét, de véd”, siger han [p.358]; og det­te gæl­der san­de­lig også alt, hvad han selv har skre­vet (selv om han aldrig har rost sig af at være hel­lig). Det er en side af Den hel­li­ge Silou­ans karak­ter, som hans ven, fader Met­ho­dios, har note­ret sig. Der var en anden munk fra Pan­te­lei­mon-klo­stret, som under en sam­ta­le med fader Met­ho­dios udtryk­te sin undren over at se, hvor­dan kul­ti­ve­re­de besø­gen­de anstreng­te sig for at kun­ne mødes med sta­rets Silou­a­ne: “Jeg spør­ger mig selv, hvor­for de går til ham. Jeg har ind­tryk af, at han slet ikke læser noget”. “Han læser intet, men gør alt. Der er andre, som læser meget, men ingen­ting gør”, sva­re­de fader Met­ho­dios [p.74].

Lige­som alle de tro­en­de, der gen-lever Tra­di­tio­nen som per­son­lig erfa­ring, valg­te Hl. Silou­an vis­se tema­er fra alt dét, han hav­de mod­ta­get. Der er tre tema­er, der er sær­ligt frem­træ­den­de i hans skrifter:

1) Bøn­nen for hele ver­den, som er knyt­tet til en intens bevidst­hed om, at vi men­ne­sker er ét i “Adam, vor for­fa­der”. Det er dén tan­ke, Hl. Silou­an har kon­cen­tre­ret i sæt­nin­gen “Vor bro­der er vort liv”. [p.371]

2) Kær­lig­he­den til fjen­der. Uden den form for kær­lig­hed, under­stre­ge­de Hl. Silou­an, er der ingen nåde. “Guds nåde er ikke i det men­ne­ske, som ikke elsker sine fjen­der.” [p.276] Sta­rets Silou­an gav den­ne tan­ke en cen­tral og mere afgø­ren­de posi­tion, end den har noget sted i den patri­sti­ske tradition.

3) Kristus-lig­nen­de ydmyg­hed; et udtryk som kom­mer igen og igen i hans skrif­ter. Det­te inde­bæ­rer del­ta­gel­se i Kri­sti ned­fart til hel­ve­de: “Tænk uop­hør­ligt på hel­ve­de, og fortvivlikke.” [p.42] Det er det tred­je tema, jeg vil kon­cen­tre­re mig om.

Neden under dis­se tre tema­er, især de to sid­ste, lig­ger der en sær­lig måde at nær­me sig Frel­se­rens per­son på: Kristus må elskes og efter­føl­ges i sin keno­se, i sin given-afkald på sig selv og i sin ydmy­gel­se. — Her fin­der vi måske grun­den til, at V. Los­sky ikke kun­ne se vær­di­en i Hl. Silou­ans skrif­ter. I sin egen under­vis­ning giver Los­sky kun en meget lil­le plads til erfa­rin­gen af at være for­ladt af Gud, af ring­hed og af ned­far­ten til hel­ve­de sam­men med Kristus. “Vi må hæve os over dis­se til­stan­de”, skri­ver Los­sky, “Tør­he­den er en ofte fore­kom­men­de fare på vej­en; men den er en til­fæl­dig over­gang, den må ikke bli­ve en per­ma­nent hold­ning.” (The Mysti­cal The­o­lo­gy of the Eastern Church, Lon­don 1957). Når Hl. Silou­an imid­ler­tid sag­de: “Tænk uop­hør­ligt på hel­ve­de, og fortvivl ikke”, så tal­te han bestemt ikke om en “til­fæl­dig over­gang”. Los­sky over­dri­ver for­skel­len mel­lem Vest og Øst, når han i sam­me pas­sa­ge skri­ver: “Den ene [Vesten] viser sin tro­skab mod Kristus i ensom­he­den og for­ladt­he­den i Get­h­se­ma­ne Have, den anden [Østen] opnår vis­hed om for­e­nin­gen med Gud i lyset af Kri­sti For­kla­rel­se.” Dis­se pas­sa­ger er de sva­ge­ste i Los­skys bog, som ellers over­ord­net er et ufor­lig­ne­ligt værk. Dér, hvor Los­sky tæn­ker i “enten/eller”, dér under­stre­ger Hl. Silou­an og fader Sop­hro­nij net­op det kom­ple­men­tæ­re i for­hol­det mel­lem Tabor­b­jer­get og Get­h­se­ma­ne Have.

Når det gæl­der det­te tema, har Hl. Silou­an utvivl­s­omt man­ge for­gæn­ge­re i den rus­si­ske tra­di­tion. Men det er lidet sand­syn­ligt, at sta­ret­sen var bekendt med deres vær­ker. Hl. Silou­an udled­te sin keno­se [udtøm­men sig; for­ned­rel­se] direk­te fra Evan­ge­li­et og fra sin egen erfa­ring med bøns­li­vet. Fak­tisk er ikke blot hans skrif­ter, men hele hans liv præ­get af keno­se. Han blev aldrig præ­ste­vi­et, og selv om han hav­de at gøre med klo­strets øko­no­mi, blev han aldrig sat til at vare­ta­ge nogen af fæl­les­ska­bets høje­re funk­tio­ner. “Mens han leve­de, for­blev han ukendt”, skri­ver fader Sop­hro­nij “Det er under­ligt … at hans liv, som var helt usæd­van­ligt, så at sige for­blev ukendt for de fle­ste men­ne­sker, og at man først efter hans død blev klar over hans hel­lig­hed.” Hans liv var “ube­gri­be­ligt på grund af dets enkel­hed.” [pp 74, 248, 258]

Den keno­ti­ske hen­gi­vel­se til Frel­se­ren gjor­de, at Hl. Silou­an var dybt kri­sto­cen­trisk i al sin spi­ri­tu­a­li­tet. Det­te bli­ver frem for alt åben­bart i den måde, hvor­på hans per­son­li­ge bøn base­rer sig på den uaf­la­de­li­ge påkal­del­se af Jesu hel­li­ge Navn. Han hav­de lært Jesus-bøn­nen fra sin ankomst til Athos efter den prak­sis, som var frem­her­sken­de i de rus­si­ske klo­stre på det tids­punkt. Dét, som var usæd­van­ligt, for ikke at sige helt excep­tio­nelt, var at efter blot tre uger træng­te bøn­nen ind i Hl. Silou­ans hjer­te, mens han bad for­an en Guds­mo­de­ri­kon. Og fra da af, beret­ter fader Sop­hro­nij, ophør­te den ikke, men gen­tog sig selv kon­stant nat og dag lige til hans død. Ikke uden grund kal­der fader Sop­hro­nij det­te for “en sublim og sjæl­den gave”. [p.23]

At Hl. Silou­ans liv er cen­tre­ret om Kristus frem­går også tyde­ligt af det syn, han modt­og, mens han end­nu var novi­ce. En dag under aftentje­ne­sten, mens han stod for­an iko­nen af Frel­se­ren til høj­re for mid­ter­dø­re­ne i iko­nost­a­sen, “så han den leven­de Kristus .. På en måde, der over­går enhver for­stand”, for at cite­re fader Sop­hro­nij. Det­te blev “den vig­tig­ste begi­ven­hed i hans liv”. [pp26, 34]

Hl. Silou­ans indre liv er såle­des cen­tre­ret om Kristus, men det er også præ­get af en yderst leven­de bevidst­hed om Hel­li­gån­den, som næv­nes man­ge ste­der i hans skrif­ter. “Tænk aldrig på Kristus som adskilt fra Hel­li­gån­den”, erklæ­rer Hl. Gre­gor af Nys­sa; og for Hl. Ire­næ­os af Lyon er Søn­nen og Hel­li­gån­den “Guds to hæn­der”, som han altid bru­ger sam­ti­digt. Det­te er net­op også Hl. Silou­ans til­gang; den for­e­ner Tre­nig­he­dens anden og tred­je per­son i lige­vær­dig gensidighed.

Kær­lig­he­den til Kristus fører Hl. Silou­an til også at vise en bræn­den­de og øm hen­gi­ven­hed for Hans moder, den hel­li­ge jom­fru Maria. “Min ånd fry­der sig, og min sjæl læn­ges med kær­lig­hed mod hen­de”, skri­ver han, “så at den blot­te påkal­del­se af hen­des navn er sød for mit hjer­te”. [p.391] Som vi tid­li­ge­re bemær­ke­de fæst­ne­de Jesus­bøn­nen sig i Hl. Silou­ans hjer­te, net­op mens han stod for­an en ikon af Gudsmoder.

I sin kri­sto­lo­gi er Hl. Silou­an altid strengt orto­doks. For ham er Kristus The­ant­hro­pos, Gud-men­ne­sket (selv om Silou­an ikke kon­kret benyt­ter det­te ord), Guds evi­ge Log­os, som har taget hele vor men­ne­ske­li­ge natur på sig. Uden på nogen måde at under­vur­de­re opstan­del­sen og Frel­se­rens him­mel­ske her­lig­hed er det aspekt ved Her­ren, som sta­ret­sen hoved­sa­ge­ligt hæf­ter sig ved, Hans keno­se (som vi alle­re­de har set), Hans lydig­hed, Hans ydmyg­hed og fri­vil­li­ge selv­for­ned­rel­se (Fil 2,7). Hl Silou­an næv­ner især Get­h­se­ma­ne, Golg­ha­ta og ned­far­ten til hel­ve­de. Den ånde­li­ge vej består for ham mere end noget andet i at føl­ge Kristus på keno­sens vej.

Som det var at ven­te, hol­der Hl. Silou­an, når han taler om keno­se, sig strengt inden for ram­mer­ne af den tra­di­tio­nel­le, patri­sti­ske lære. Fle­re moder­ne, rus­si­ske tæn­ke­re giver begre­bet keno­se en betrag­te­ligt udvi­det betyd­nings­ram­me: Buk­ha­rev betrag­ter ver­dens ska­bel­se som en given afkald på sig selv fra Guds side, mens Bul­gakov — efter­fulgt af arke­man­drit Sop­hro­nij — end­da anven­der tan­ken om at give afkald på sig selv i for­bin­del­se med Tre­e­nig­he­dens indre liv og ser et keno­tisk ele­ment i de tre gud­dom­me­li­ge per­so­ners ind­byr­des kær­lig­hed. — Jeg fin­der imid­ler­tid ingen spor af sådan­ne tan­ker i Hl. Silou­ans skrif­ter. Han hol­der sig til Fil 2,7.8 og taler ude­luk­ken­de om keno­se i for­bin­del­se med inkarnationen.

Den keno­ti­ske kær­lig­hed, som for Hl. Silou­an er det afgø­ren­de træk ved den inkar­ne­re­de Kristus, er også det træk, han læg­ger vægt på hos Guds­mo­der. Han taler især om den sorg, hun føler ved at se sin Søn kors­fæ­stet: “Da Guds­mo­der stod ved kor­sets fod, var hen­des sorg ube­gri­be­ligt dyb, for hun elske­de sin Søn høje­re, end noget men­ne­ske kan fore­stil­le sig. Og vi ved, at jo stør­re kær­lig­he­den er, jo stør­re er også lidel­sen.” [p338]

Hvis den før­ste karak­te­ri­stik af den inkar­ne­re­de Her­re er Hans keno­ti­ske selv-ydmy­gel­se, så er det ord, der bedst karak­te­ri­se­rer ydmyg­he­den “kri­ste-lig”. Hvad bety­der da, for Hl. Silou­an, “kri­ste­lig ydmyghed”?

 

 

 

 

 

 

Den kri­ste­li­ge ydmyg­hed og ned­far­ten til helvede
Hl. Silou­an under­stre­ger, hvor fun­da­men­talt afgø­ren­de ydmyg­he­den er. Han skri­ver: “Hele den ånde­li­ge kamp dre­jer sig om ydmyg­hed”. [p.480] Det er værd at note­re, at da Silou­ans jor­di­ske liv var ved at være til ende, og han for­stod, at døden var nært fore­stå­en­de, var hans før­ste reak­tion orde­ne: “Jeg har end­nu ikke lært ydmyg­hed”. [p.243] Men ydmyg­he­den er ikke enkel og af blot én slags; den fin­des på for­skel­li­ge niveauer:

Der er man­ge slags ydmyg­hed. Én er lydig og har kun bebrej­del­ser til overs for sig selv; det­te er ydmyg­hed. En anden angrer sine syn­der og ser sig selv som afsky­e­lig i Guds øjne; det er også ydmyg­hed. Men der er end­nu en form for ydmyg­hed hos det men­ne­ske, der har har mødt Her­ren i Hel­li­gån­den. Dén, der har mødt Her­ren i Hel­li­gån­den har en anden for­stå­el­se og en anden måde at opfat­te på.” [p.310]

Her skel­ner Hl. Silou­an grund­læg­gen­de mel­lem to gra­der af ydmyg­hed. Først er der den almin­de­li­ge, aske­ti­ske ydmyg­hed, som man opnår gen­nem dag­lig kamp og en ved­va­ren­de ind­sats. Der­næst er der en dybe­re, mere radi­kal ydmyg­hed, som vi mod­ta­ger direk­te fra Hel­li­gån­den. Det er den­ne sid­ste, som nær­me­re kan defi­ne­res som “kri­ste-lig”, for den kan kun læres fra Kristus selv, i og ved Hel­li­gån­den. For at under­stre­ge, at ydmyg­hed må læres fra Kristus, cite­rer Hl. Silou­an Her­rens egne ord (Matt 11,29): “Hvis blot ver­den kun­ne begri­be kraf­ten i Kri­sti ord: ‘Lær af mig, thi jeg er sagt­mo­dig og ydmyg af hjer­tet’, da vil­le hele ver­den og hele uni­ver­set lade hånt om al anden viden for at kun­ne stu­de­re den­ne him­mel­ske viden­skab. — O Her­re, til­stå mig ydmyg­hed.” [p.278] Men Silou­an bemær­ker også, at det tager tid at lære, og det gæl­der såvel kri­ste-lig ydmyg­hed som andre ting. “Ydmyg­hed læres ikke med ét slag”, men lang­somt gen­nem at tje­ne Gud tål­mo­digt og tro­fast. [p.481]

Hl. Silou­an er stærkt opmærk­som på, hvor umu­ligt det er at beskri­ve den san­de mod­ta­gel­se af ydmyg­hed i ord: “Myste­ri­et med kri­ste­lig ydmyg­hed er et stort myste­ri­um, som er umu­ligt at gøre rede for. [p. 305] Men på ét punkt er han helt præ­cis: Kri­ste­lig ydmyg­hed er helt og alde­les knyt­tet til Kri­sti ned­fart til hel­ve­de, hvil­ket er det yder­ste punkt i Her­rens for­ned­rel­se. Her er vi ved cen­trum i Hl. Silou­ans lære hvad angår ydmyg­hed. Der er én bestemt sæt­ning, til hvil­ken hans navn frem for alt er knyt­tet, og som i høje­ste grad har gjort ham til en hel­gen for vor nihi­li­sti­ske tidsal­der: “Tænk uop­hør­ligt på hel­ve­de, og fortvivl ikke.”. De ord blev ham åben­ba­ret net­op i for­bin­del­se med kam­pen for at over­vin­de stolt­he­den og lære sig ydmyg­hed. Som fader Sop­hro­nij rapporterer:

 

 

 

 

Fader Silou­an sat­te sig igen, og med bøjet hove­de og smer­ten­de hjer­te bad han: ‘Her­re, du ser, at jeg ønsker at bede til dig med ren ånd, men dæmo­ner­ne vil ikke lade mig gøre det. Lær mig, hvad jeg skal gøre for at få dem til at hol­de op med at hin­dre mig’. — Og i sin sjæl hør­te han orde­ne: ‘de, som er stol­te, lider altid under dæmoner’.

 

Her­re’, sag­de Silou­an, ‘lær mig, hvad jeg skal gøre for at min sjæl må bli­ve ydmyg’. Og end­nu engang hør­te ham i hjer­tet Guds svar: ‘ Tænk uop­hør­ligt på hel­ve­de, og fortvivl ikke’.” [p.42]

Med Hl. Silou­ans egne ord: “Her­ren for­bar­me­de sig over mig og viste mig selv vej­en til ydmyg­hed; ‘Tænk uop­hør­ligt på hel­ve­de, og fortvivl ikke’. Det er måden at besej­re fjen­den på.” [298]

I den­ne kor­te sæt­ning fin­der vi på én og sam­me tid to mod­sa­t­ret­te­de aspek­ter. I før­ste omgang skal vi, for at opnå kri­ste­lig ydmyg­hed, “tæn­ke uop­hør­ligt på hel­ve­de”. At føl­ge Kristus på ydmyg­he­dens og for­ned­rel­sens vej bety­der at sti­ge ned i hel­ve­de sam­men med Kristus. For Hl. Silou­an og for hans discipel, fader Sop­hro­nij, inde­bæ­rer det­te intet min­dre end at bli­ve for­ladt af Gud (se Matt 27,46). Men i anden omgang hed­der det også: “Og fortvivl ikke”. Når vi går helt og fuldt ind i Kri­sti for­ladt­hed, skal vi sta­dig beva­re håbet. I net­op dét øje­blik, hvor vi mær­ker, at vi er i hel­ve­de, mær­ker vi også, at vi frel­ses ved den gud­dom­me­li­ge kær­lig­heds gave. Kri­ste­lig ydmyg­hed inde­bæ­rer såle­des ikke ale­ne for­ladt­he­den sam­men med Kristus i hel­ve­de, men også en abso­lut vis­hed om og en urok­ke­lig til­lid til den gud­dom­me­li­ge med­fø­lel­se. Døden er por­ten til livet. Ydmyg­hed og håb hører sammen.

Når vi føl­ger Kristus på den ydmy­ge keno­ses vej, har det især tre virk­nin­ger på os. Først og frem­mest får ydmyg­he­den os til at “mene at alle men­ne­sker er gode”. [329] Vi ser alle andre som bed­re end os selv; og langt fra at gøre os dystre og ned­tryk­te fyl­der dét os med glæ­de. “Sådan er Her­rens para­dis. Alle men­ne­sker skal bo dér i kær­lig­hed, og tak­ket være deres kri­ste­li­ge ydmyg­hed skal de hver især glæ­des over at se andre i stør­re her­lig­hed end deres egen. Kri­sti ydmyg­hed bor i de små — de er gla­de ved at være de mind­ste blandt men­ne­sker. Her­ren har givet mig at for­stå det­te.” [300] — Her som før ser vi, hvor­dan Hl. Silou­an typisk hen­vi­ser til den per­son­li­ge erfaring.

For det andet: Dén kri­ste­li­ge ydmyg­hed, som hjæl­per os til at se andre men­ne­sker som bed­re end os selv og til at glæ­de os over det­te. Den sæt­ter os også i stand til at vise stor­sin­det kær­lig­hed over for enhver. Det er ydmyg­he­den, som gør det muligt for os med inder­lig­hed og styr­ke at sige: “Vor bro­der er vort liv”. [371] Det er ale­ne ydmyg­he­den, der åbner vore hjer­ter, så vi vir­ke­lig kan elske vore fjender.

For det tred­je: Ydmyg­hed, keno­se og nedsti­gen til hel­ve­de i lig­hed med Kristus, alt det­te er direk­te for­bun­det med bøn­nen for andre, for­bøn­nen. Når vi tæn­ker på hel­ve­de, bli­ver det muligt for os at bede for alle, sær­ligt for dem, der befin­der sig i det “hel­ve­de det er at være adskil­te fra Gud”:

Efter at han hav­de erfa­ret hel­ve­des lidel­ser, og efter at Gud hav­de beor­dret ham til at ‘tæn­ke uop­hør­ligt på hel­ve­de’, holdt sta­rets Silou­an sær­ligt af at bede for de hen­sov­ne, som i hel­ve­de lider ved at være skil­te fra Gud  Han kun­ne ikke bære at tæn­ke på, at nogen skul­le vans­mæg­te i ‘det yder­ste mør­ke’ ‘Dét kan kær­lig­he­den ikke bære’, sag­de han, ‘vi skal bede for alle men­ne­sker’.” [48]

Når vi såle­des beder for dem, der har for­ka­stet Gud, er vores med­fø­lel­se og kær­lig­hed en sand afspej­ling af Kri­sti egen kær­lig­hed. Hl. Silou­an illu­stre­rer den­ne sand­hed ved at hen­vi­se til Hl. Pais­sios den Sto­res liv:

Her­ren hav­de med­li­den­hed med dem, der var gået vild, og Han send­te sin enbår­ne Søn for at frel­se dem; og Hel­li­gån­den lærer os at have den sam­me med­li­den­hed med dem, der har fejl­et og kom­mer i hel­ve­de. Men dén, som ikke har Hel­li­gån­den i sig, har intet ønske om at bede for sine fjen­der. — Hl. Pais­sios den Sto­re bad for én af sine discip­le, som hav­de for­næg­tet Kristus, og under bøn­nen viste Her­ren sig for ham og sag­de: ‘Pais­sios, hvem beder du for? Ved du ikke, at han har for­næg­tet mig?’ Men den hel­li­ge mand blev ved at græ­de over sin discipel, og da sag­de Her­ren til ham: ‘Pais­sios, ved din kær­lig­hed er du ble­vet mig lig’.” [315]

En sådan bøn har imid­ler­tid, for­ud­sat den bedes i en ånd, som vir­ke­lig er sam­men­lig­ne­lig med Kri­sti ånd, sto­re omkost­nin­ger: Den er et indre mar­ty­ri­um. Som Hl. Silou­an siger: “At bede for andre men­ne­sker bety­der at udg­y­de blod i sit eget hjer­te”. [236]

Når vi van­drer på ydmyg­he­dens vej er vort for­bil­le­de, ved siden af Kristus selv, Guds­mo­der. Den kva­li­tet, Hl. Silou­an først og frem­mest under­stre­ger hos hen­de er ydmyg­he­den: “Guds­mo­der var fuld­kom­men ydmyg­hed, og det er grun­den til, at hun her­lig­gø­res i him­len og på jor­den; og hvert men­ne­ske, som ydmy­ger sig, skal her­lig­gø­res af Gud og skue Her­rens her­lig­hed.” [329]

Him­len og jor­den ophø­jer de hel­li­ge i deres ydmyg­hed Guds­mo­ders ydmyg­hed er stør­re end nogen andens, og der­for ophø­jer alle slæg­ter på jor­den hen­de, og alle him­mel­ske mag­ter tje­ner hen­de. Her­ren har givet os sin egen moder til at gå i for­bøn for os og kom­me os til hjælp.” [309–10]

Jom­fru Maria er såle­des eksemp­let på det prin­cip, vi net­op har frem­sat: Kri­ste­lig ydmyg­hed giver et men­ne­ske evnen til virk­som forbøn.

 

 

 

 

 

 

Den glæ­des­fyld­te sorg
“De, som har smagt Hel­li­gån­dens gave” — sådan hed­der det i de Homi­li­er, som til­skri­ves Hl. Maka­rios af Ægyp­ten (4. årh.) — “er på sam­me tid bevid­ste om to ting: på den ene side glæ­de og trøst, på den anden side frygt, bæven og sorg. De græ­der over sig selv og over den hele Adam, for men­ne­ske­nes natur er én. For sådan­ne men­ne­sker er tårer det dag­li­ge brød, og i sor­gen fin­der de sød­me og veder­kvæ­gel­se”. Den krist­ne vej har såle­des, for for­fat­te­ren tilHomi­li­er, dob­belt karak­ter. Den inde­bæ­rer på sam­me tid del­ta­gel­se i sor­gen og i glæ­den, i kor­set og i opstan­del­sen, i mør­ket i Get­h­se­ma­ne og i lyset på Tabor.

Dett er også Hl. Silou­ans og hans discipels, arke­man­drit Sop­hro­ni­js, til­gang. Sta­ret­sen hen­le­der man­ge gan­ge vores opmærk­som­hed på den plads, den ska­ben­de lidel­se og tårer­ne har i den krist­nes indre erfa­ring. “Jo stør­re kær­lig­hed, jo stør­re lidel­se”, siger han i en tekst, vi alle­re­de har cite­ret én gang. [338] Når han taler om kri­ste­lig ydmyg­hed, insi­ste­rer han på, at tårer­ne er nød­ven­di­ge: “Her­ren har vist mig stor kær­lig­hed og fået mig til at for­stå, at jeg må græ­de hele mit liv. Sådan er Her­rens vej”. [299] Prosa­dig­tet “Adams kla­ge­sang” udtryk­ker med min­de­vær­di­ge ord, hvor dyb Hl. Silou­ans keno­ti­ske sorg er:

Såle­des kla­ge­de Adam sig,
Og tårer­ne strøm­me­de ned over ansig­tet og skægget,
Ned til grun­den under hans fødder;
Og hele ørke­nen hør­te lyden af hans jamren,
Dyre­ne og fug­le­ne blev stil­le i sorg,
Mens Adam græd over, at fre­den og kær­lig­he­den var gået tabt,
For alle men­ne­sker på grund af hans synd.”
[449]

Tema­et med tårer fore­kom fader Sop­hro­nij så cen­tralt, at han oprin­de­ligt hav­de til hen­sigt at lade de engel­ske udga­ve af Hl. Silou­ans skrif­ter udkom­me under tit­len Weep for the Wor­ld(Græd for ver­den). [De udkom så fak­tisk før­ste gang i 1958 under tit­len The undi­stor­ted Ima­ge]

Sam­ti­digt, på trods af at han erfa­re­de “den mør­ke nat”, ensom­hed og for­ladt­hed, strøm­me­de der fra Hl. Silou­an intet dystert eller strengt. Som fader Sop­hro­nij udtryk­ker det: “Hans fred­fyld­te ansigt gav aldrig ind­tryk af noget strengt”. [51] Selv om han nog­le gan­ge, på grund af faste og nat­te­vå­gen, fore­kom bleg og udmat­tet, udstrå­le­de han altid en stil­le glæ­de. Men der var også øje­blik­ke, hvor sta­ret­sen for­an­dre­des til uken­de­lig­hed i lys og her­lig­hed. Uden mind­ste spor af sen­ti­men­ta­li­tet hen­vi­ser Hl. Silou­an gen­tag­ne gan­ge, lige som Maka­rios’Homi­li­er, til Hel­li­gån­dens “sød­me”.

På den­ne måde for­e­ner Hl. Silou­an glæ­den og sor­gen, sagt­mo­dig­hed og tårer. Det er karak­te­ri­stisk, at han siger: “Når sjæ­len er fuld af Guds kær­lig­hed, så sør­ger den i sinuen­de­li­ge glæ­de og beder under tårer for hele ver­den og for alle men­ne­sker”. [327] Iføl­ge fader Sop­hro­nij giver prin­cip­pet om at “den stør­ste lidel­se er for­e­net med den stør­ste glæ­de” os nøg­len til Hl. Silou­ans hele liv. [213] For Hl. Silou­an har den ydmyg­hed, der kan sam­men­lig­nes med Kri­sti ydmyg­hed, net­op den­ne karak­ter: At give afkald på sig selv er at ful­den­de sig selv; keno­sen (for­ned­rel­sen) udgør fyl­den (plero­sis), ydmyg­hed er ophø­jel­se, sorg er jubel. Der fin­der et sandt sam­men­fald af mod­sæt­nin­ger sted. Kri­ste­lig ydmyg­hed er, for at cite­re Hl. Johan­nes Kli­makos’ ord, intet andet end “glæ­des­fyldt sorg”.

Fra: SOP, sup­plé­ment nr. 238, 1999

over­sat fra fransk og bear­bej­det af red.

 

Se også: