Hl. Johannes af Damaskus – Prædiken over Gudmoders Hensoven (15. august)

Hellige Johannes af Damaskus

Hel­li­ge Johan­nes af Damaskus

Den ret­fær­di­ge ihukom­mes med glæ­de, siger Salo­mon, den vise­ste blandt men­ne­sker; for dyre­bar i Hans øjne er Hans from­mes død, iføl­ge kong David. Så, hvis min­det om alle de ret­fær­di­ge er årsag til glæ­de, hvem vil så ikke ofre lovsang til ret­fær­dig­he­den i dens kil­de og til hel­lig­he­den i dens skat­kam­mer? Og det er ikke blot og bar lov­pris­ning, det er lov­pris­ning med hen­blik på at opnå evig her­lig­hed. Guds hvi­le­sted har ikke brug for vor lov­pris­ning, den Guds Stad, hvor­om man­ge sto­re ting er ble­vet sagt, som Kong David til­ta­ler med dis­se ord: ”Der siges vidun­der­li­ge ting om dig, du Guds Stad”. Men hvil­ken slags stad skal vi væl­ge til den usyn­li­ge og ube­græn­se­de Gud, som hol­der alt i Sin Hånd, hvis ikke en by, som ene er hævet over natu­ren, som giver ly uden begræns­ning til det over-væsent­li­ge Guds Ord? Gud selv siger vidun­der­li­ge ting om den stad. For hvad er mere ophø­jet end at bli­ve gjort til mod­ta­ger af Guds Ord, som er fra evighed?

Hver­ken den men­ne­ske­li­ge tun­ge eller eng­le­nes sind er i stand til på vær­dig måde at pri­se hen­de, gen­nem hvem vi er givet klart at skue Her­rens Her­lig­hed. Hvad så? Skal vi tie af frygt for vor egen util­stræk­ke­lig­hed? Bestemt ikke! Skal vi over­skri­de vore egne græn­ser og frit befam­le ube­gri­be­li­ge myste­ri­er uden hæm­nin­ger? Slet ikke! Lad os hel­le­re blan­de frygt med ønske, som væve­de vi dem sam­men til en kro­ne, og med ydmyg hånd og en sjæl fuld af længsel frem­vi­se førs­te­grø­den af vor intel­li­gens i tak­nem­me­lig­hed mod vor Dron­ning og Moder, hele ska­bel­sens vel­gø­rer­ske som en beta­ling af vor skyld. Der for­tæl­les en histo­rie om nog­le bøn­der, der var ved at plø­je jor­den, da en kon­ge kom for­bi i al sin pragt og her­lig­hed omgi­vet af en cir­kel af utal­li­ge gave­bæ­re­re. Da de ikke hav­de nogen gave at give på net­op det­te tids­punkt, sam­le­de en af bærer­ne vand i sine hæn­der, da der var en rig­hol­dig kil­de nær ved. Han gjor­de det­te vand til en gave, som han præ­sen­te­re­de for kon­gen. ”Hvad er det­te, min dreng?” Dren­gen sva­re­de fri­mo­digt: ”Jeg gjor­de det bed­ste med, hvad jeg hav­de, idet jeg tænk­te, at det var bed­re at jeg viste min bed­ste vil­je, i ste­det for ingen­ting at til­by­de Dem. De har ikke brug for vore gaver, og De ønsker hel­ler ikke andet fra os end vor gode vil­je. Det er os, der lider man­gel, og løn­nen lig­ger i ger­nin­gen. Jeg véd, at hæder ofte kom­mer til den taknemmelige.”

Slå­et af forun­dring pri­ste kon­gen dren­gen for hans spids­fin­dig­hed, aner­kend­te hans bered­vil­lig­hed og gav ham man­ge gaver til gen­gæld. Så, hvis nu den stol­te monark beløn­ne­de den gode vil­je så gav­mildt, mon så ikke vor Her­ske­rin­de, Guds Moder, tage imod vor gode vil­je og ikke døm­me os ud fra, hvad vi rent fak­tisk for­mår at gøre? Vor Her­ske­rin­de er Moder til Gud, Som ale­ne er god og uen­de­ligt ydmyg, Som fore­trak smu­ler­ne frem for man­ge præg­ti­ge gaver. San­de­lig, hun vil tage imod os, som beta­ler af på vor skyld, og hun vil give os til gen­gæld langt mere, end vi har at til­by­de. Da bøn er abso­lut nød­ven­digt for at vore behov kan opfyl­des, lad os da ret­te vor opmærk­som mod den.

Hvad skal vi sige, Dron­ning? Hvil­ke ord skal vi bru­ge? Hvil­ken pris skal vi udg­y­de over dit hel­li­ge her­li­ge hoved, du, som giver gode gaver og rig­dom­me, den men­ne­ske­li­ge races pryd, al skab­nin­gens her­lig­hed, gen­nem hvem den i sand­hed er vel­sig­net. Han, som fra begyn­del­sen ikke rum­me­des af natu­ren, blev født af dig. Den Usyn­li­ge betrag­tes ansigt til ansigt. O, Guds Ord, åbn Du mine sen­dræg­ti­ge læber og giv deres ytrin­ger Din rige­ste vel­sig­nel­se; antænd os med Din Ånds ild, den Ånd, der gjor­de fiske­re til vel­ta­le­re og fik uvi­den­de men­ne­sker til at udsi­ge over­na­tur­lig vis­dom, så vore sva­ge stem­mer må føjes til Din elske­de Moders lov­pris­nin­ger, selv om stor­he­den såle­des skul­le ophø­jes af elen­dig­he­den. Hun, den udvalg­te af en gam­mel slægt, som ved Gud Faders for­ud­be­stem­mel­se og vel­be­hag, Han, som fød­te Dig før evig­he­den på imma­te­ri­el viis, frem­brag­te i de sid­ste tider Dig, som er vor for­so­ning og frel­se, ret­fær­dig­gø­rel­se og for­løs­ning, liv af liv, lys af lys og sand Gud af sand Gud.

Hen­des fød­sel, hvis barn var vidun­der­ligt, var hin­si­des natur og for­stå­el­se, og den var ver­dens frel­se; hen­des død var strå­len­de og i sand­hed en hel­lig fest. Fade­ren for­ud­be­stem­te hen­de, pro­fe­ter­nes for­ud­sag­de hen­de ved Hel­li­gån­den. Hans hel­lig­gø­ren­de kraft over­skyg­ge­de hen­de, ren­se­de og hel­lig­gjor­de hen­de, og så at sige for­ud­be­stem­te hen­de. Så ind­bød Du, Fade­rens Ord, som intet­steds rum­mes, vor naturs ring­hed til at bli­ve for­e­net med Din uud­grun­de­li­ge Gud­doms ube­gri­be­li­ge stor­hed. Du, som tog kød af den Vel­sig­ne­de Jom­fru, leven­de­gjort af en tæn­ken­de sjæl, efter først at have været i hen­des ube­smit­te­de og uplet­te­de skød, mens Du dan­ne­de Dig Selv, og såle­des gav hen­de at være i Dig, Du blev sandt men­ne­ske uden at ophø­re med at være sand Gud, Din Faders Lige, og Du påtog Dig vor skrø­be­lig­hed ved Din ube­gri­be­li­ge god­hed. Såle­des er Du én Kristus, én Her­re, Guds enbår­ne Søn, og men­ne­ske på sam­me tid, sand Gud og sandt Men­ne­ske, helt og alde­les men­ne­ske og helt og alde­les Gud, ét Væsen fra to per­fek­te natu­rer, Gud­dom­men og mand­dom­men. Og i de to san­de natu­rer, den gud­dom­me­li­ge og den men­ne­ske­li­ge, er Gud ikke ude­luk­ken­de Gud eller men­ne­sket kun men­ne­ske, men Guds Søn og Det Legem­lig­gjor­te Ord er én og sam­me Gud og men­ne­ske uden sam­men­blan­ding eller adskil­lel­se, idet Han i Sig Selv for­e­ner egen­ska­ber­ne fra beg­ge natu­rer i ét og sam­me væsen. Såle­des er Han på sam­me tid skabt og uskabt, døde­lig og udø­de­lig, syn­lig og usyn­lig, til­ste­de og ikke til­ste­de. Han har en gud­dom­me­lig vil­je og en men­ne­ske­lig vil­je, en gud­dom­me­lig hand­len og en men­ne­ske­lig, to skel­ne­ev­ner, en gud­dom­me­lig og en men­ne­ske­lig. Han frem­vi­ser gud­dom­me­li­ge unde­re og men­ne­ske­lig hen­gi­ven­hed – jeg mener, natur­lig og ren. Her­re, af Din sto­re nåde har Du anta­get Adams til­stand, sådan som den var før fal­det, krop­pen, sjæ­len, sin­det og alt hvad der fysisk hæn­ger sam­men med dem, så Du kan skæn­ke mig sand frel­se. Det er i sand­hed sådan, at dét der ikke anta­ges helt ikke kan heles. Efter såle­des at være ble­vet mel­lem­mand mel­lem Gud og men­ne­sker, brød du fjend­ska­bet, og før­te dem, som hav­de for­ladt Ham, til­ba­ge til Fade­ren, de van­dren­de til deres hjem og dem i mør­ke til­ba­ge til lyset. Du brag­te syn­der­nes for­la­del­se til de søn­der­brud­te hjer­ter og for­vand­le­de døde­lig­hed til udø­de­lig­hed. Du befri­e­de ver­den fra fler­g­u­de­ri­ets vild­fa­rel­se og gjor­de men­ne­ske­ne til Guds børn og del­ta­ge­re i Din gud­dom­me­li­ge her­lig­hed. Du løf­te­de den men­ne­ske­li­ge slægt, som var dømt til hel­ve­de, højt over al magt og majestæt, og i Din Per­son har den taget sæde på Kon­gens evi­ge tro­ne. Hvem var red­ska­bet for alle dis­se goder, der over­går enhver for­stand, hvis ikke Mode­ren, evin­de­lig Jom­fru, som bar Dig?

Elske­de i Her­ren, begrib den­ne dags nåde, dens under­ful­de høj­ti­de­lig­hed. Dens myste­ri­er er hver­ken for­fær­den­de eller ind­g­y­der ære­frygt. Vel­sig­ne­de er de, som har øjne at se med. Vel­sig­ne­de er de, som ser med ånde­li­ge øjne. Nat­ten strå­ler som dagen. Se, utal­li­ge eng­le hyl­der den liv­gi­ven­de Moders død! Se, hvor­dan Apost­le­nes vel­ta­len­hed vel­sig­ner hen­des lege­mes bort­gang, det som var Guds opholds­sted. Se, hvor­dan Guds Ord, som i Sin nåde vær­di­ge­des at bli­ve hen­des Søn, den tje­nen­de under­ful­de lov­gi­ver, opfyld­te loven, som Han hav­de givet uden Selv at være bun­det af den, for det var Ham selv, der pålag­de bør­ne­ne at ære sine for­æl­dre. ”Ær din fader og din moder”, siger Han. Det rig­ti­ge i det­te er ind­ly­sen­de for enhver, selv om det kun svagt for os til at huske Skrif­tens ord. Hvis det iføl­ge den­ne er sådan, at de ret­fær­di­ges sjæ­le er i Guds hånd, hvor meget mere er da ikke hen­des sjæl i hen­des Søns og Guds hånd? Det­te er indis­kuta­belt. Lad os engang over­ve­je, hvor­fra hun kom, hvor­dan hun, der er den stør­ste og mest elske­de af alle Guds gaver, blev givet til den­ne ver­den. Lad os under­sø­ge hvad hen­des liv var og de myste­ri­er, hvori hun tog del. Når selv hed­nin­ge i begra­vel­ses­ta­ler var over­or­dent­lig omhyg­ge­li­ge med at frem­dra­ge hvad som helst, som kun­ne bru­ges som ros og pris af den afdø­de og såle­des opmun­tre de efter­le­ven­de til dyd, idet de brug­te både fan­ta­si og fab­ler, for­di de ikke kun­ne bru­ge fak­ta, hvor meget mere vil vi ikke fortje­ne hån og foragt, hvis vi i stil­hed begra­ver, hvad der er sandt og hel­ligt og i sel­ve vær­ket kil­den til al pris og alles frel­se? Skal vi ikke lide den sam­me straf som man­den, der ikke for­ø­ge­de sin her­res talent? Lad os da til­pas­se vort tema efter vore til­hø­re­res behov, som føde til­pas­ses legemet.

Joakim og Anna var Mari­as for­æl­dre. Joakim vog­te­de strengt over sine tan­ker, som en hyr­de over sin flok, og hav­de dem under fuld­stæn­dig kon­trol. For Gud Her­ren før­te ham som et får, og han ønske­de sig ikke nog­le af de ver­dens goder. Når jeg siger ”goder”, skal ingen tæn­ke, at jeg med det mener, hvad man i almin­de­lig­hed mener, det, som grå­di­ge sind er ret­tet mod, dis­se livets goder og beha­ge­lig­he­der, som hver­ken kan vare ved eller gøre deres eje­re til bed­re men­ne­sker, end­si­ge til­fø­re dem reel styr­ke og magt. De føl­ger det men­ne­ske­li­ge livs ret­ning nedad og gri­ber ud efter alt i øje­blik­ket, selv­om de hav­de til over­flod før. Det lig­ger os fjer­nt at værds­æt­te dis­se ting, og det er hel­ler ikke dem til del, der fryg­ter Gud. Men de goder, som er ønske­li­ge for dem, der besid­der sand viden, vel­be­ha­ge­li­ge for Gud, og frugt­ba­re for deres ejer­mænd, nem­lig dyder­ne, som bærer frugt til ret­te tid, det vil sige i evig­he­den, vil give evigt liv som beløn­ning til dem, der har arbej­det vær­digt og været ved­hol­den­de i anskaf­fel­sen af dem, så vidt, det har været dem muligt. Først kom­mer arbej­det, der­ef­ter føl­ger glæ­den. Joakim vog­te­de over sine tan­ker som en hyr­de. Over­vej­el­ser og kon­tem­p­la­tion af Den Hel­li­ge Skrift, gjor­de det ud for græs­gan­ge, og gud­dom­me­li­ge nåde for hvi­lens van­de, og idet han afholdt sig fra tåbe­lig­he­der, van­dre­de han på ret­fær­dig­he­dens sti. Og Anna, hvis navn bety­der nåde, var i sit liv lige så meget en fæl­le som en hustru vel­sig­net med alle gode gaver, selv­om hun af en mystisk årsag var ramt af ufrugt­bar­hed. Nåden for­blev san­de­lig ufrugt­bar, ude af stand til at bære frugt i men­ne­ske­nes sjæ­le. Det var der­for, at men­ne­ske­ne afstod fra det gode og for­faldt; der var ikke en ene­ste viis, eller nogen, der søg­te Gud. Men så gjor­de Han en ende på den mysti­ske ufrugt­bar­hed, den hel­li­ge Annas, idet Han for­bar­me­de sig over Sine hæn­ders værk og ønske­de at frel­se det, og hun fød­te et barn, hvis lige aldrig før var ble­vet skabt og aldrig kan ska­bes igen. Ufrugt­bar­he­dens afslut­ning viste med al tyde­lig­hed, at ver­dens ufrugt­bar­hed vil­le få en ende, og at den vis­ne livets stam­me skul­le kro­nes med frugt­bart og mystisk liv.

Såle­des er vor Her­res Moders for­kyndt. En engel for­ud­si­ger hen­des fød­sel. Det var pas­sen­de, at også i det­te skul­le hun, der skul­le bli­ve den ene san­de og leven­de Guds moder, frem­hæ­ves over alle andre. Der­ef­ter blev hun ofret i Guds hel­li­ge tem­pel og for­blev der, og hun frem­vi­ste for alle eksem­pla­risk iver og hel­lig­hed, til­ba­ge­truk­ket fra sam­fun­dets løs­ag­ti­ge liv. Men da hun nåe­de myn­dig­heds alder og skul­le for­la­de temp­let, som loven fore­skrev, blev hun betro­et præ­sten Josef, hen­des brudg­om, som skul­le vær­ne om hen­des jom­fru­e­lig­hed og som fra sin ung­dom hav­de været urok­ke­lig i sin over­hol­del­se af loven. Maria, den hel­li­ge og ube­smit­te­de, gik til Josef, hvor hun var til­freds med at tage sig af hus­hold­nin­gen og ikke vide af noget uden for sine fire vægge.

I tidens fyl­de, som den gud­dom­me­li­ge Apo­stel siger, send­tes eng­len Gabri­el sendt til det­te san­de Guds barn og hil­ste hen­de med orde­ne: ”Vær hil­set, du benå­de­de, Her­ren er med dig”. Vidun­der­li­ge er eng­lens hil­sen til hen­de, som er stør­re end eng­len. Han bærer glæ­des­bud til hele ver­den. Hun blev foru­ro­li­get ved hans ord, hun, som ikke var vant til at tale med mænd, for hun hav­de beslut­tet sig for at beva­re sin jom­fru­e­lig­hed uplet­tet. Hun over­vejede med sig selv, hvad den­ne hil­sen kun­ne være. Så sag­de eng­len til hen­de: ”Frygt ikke, Maria, thi du har fun­det nåde for Gud”. San­de­lig, hun, som var nåden vær­dig fandt den. Hun, som hav­de øvet sig i dyder­nes nåde, fandt nåde og høste­de dens fyl­de. Hun, som frem­brag­te nådens kil­de, fandt selv nåde og blev selv en rig høst af nåde. Hun fandt en afgrunds­dyb nåde, hun, som beva­re­de sin dob­bel­te jom­fru­e­lig­hed — hen­des jom­fru­e­li­ge sjæl, som var ikke min­dre plet­fri end hen­des lege­me, hvor­fra hen­des fuld­kom­ne jom­fru­e­lig­hed udsprang. ”Du skal und­fan­ge og føde en søn”, sag­de han, ”og du skal give Ham nav­net Jesus” (Jesus for­tol­kes: Gud Frel­ser). ”Han skal frel­se sit folk fra deres syn­der”. Og hvad sva­re­de hun, som er den san­de vis­dom? Hun efter­lig­ner ikke vor før­ste moder Eva, men tager ved lære af hen­des ufor­sig­tig­hed og kal­der natu­ren til hjælp og sva­rer eng­len såle­des: ”Hvor­le­des skal det­te gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand? Det, du siger, er umu­ligt, for det over­skri­der de natur­li­ge love, som Ska­be­ren har givet. Jeg vil ikke kal­des den anden Eva og være uly­dig mod Guds vil­je. Hvis du ikke taler om ugu­de­li­ge ting, så for­klar mig da myste­ri­et ved at sige mig, hvor­dan det­te skal ske”. Da sva­re­de Sand­he­dens brud­brin­ger hen­de: ”Hel­li­gån­den skal kom­me over dig, og den Høje­stes kraft skal over­skyg­ge dig; der­for skal også det, der fødes, kal­des hel­ligt, Guds Søn”. Det, som er for­ud­sagt er ikke under­lagt natu­rens love. For Gud, natu­rens Ska­ber, kan ændre dis­se love. Og hun, som i hel­lig ære­frygt hør­te det­te hel­li­ge navn, som hun altid hav­de ønsket at høre, til­ken­de­gav sin lydig­hed med ord ful­de af ydmyg­hed og glæ­de: ”Se, jeg er Her­rens tje­ne­rin­de; mig ske efter dit ord!”

”O, rig­dom­me­n­es dyb­de, vis­dom­mens dyb­de og kund­ska­ben om Gud”, vil jeg råbe med Apost­lens ord. ”Hvor ube­gri­be­li­ge er Hans dom­me og uud­grun­de­li­ge Hans veje.” O, Guds uudtøm­me­li­ge god­hed! O, græn­se­lø­se god­hed! Han, som brag­te alt fra ikke-væren til væren og fyld­te him­mel og jord, hvis tro­ne er i him­len og hvis fod­skam­mel er jor­den, gjor­de Sin tje­ne­rin­des skød til en rum­me­lig bolig, og deri fuld­byr­des myste­ri­et over alle myste­ri­er. Alle­re­de Gud bli­ver Han men­ne­ske og bli­ver på forun­der­lig viis født uden at ska­de Sin Moders jom­fru­e­lig­hed. Og som spæd­barn løf­tes Han op af jor­di­ske arme, Han som er den evi­ge her­lig­heds strå­leg­lans, den syn­li­ge form af Fade­rens væsen, gen­nem Hvis Ord alle ting er. O, san­de gud­dom­me­li­ge under! O, myste­ri­um, som over­skri­der al natur og for­stå­el­se! O, vidun­der­li­ge jom­fru­e­lig­hed! Hvad, O hel­li­ge Moder og Jom­fru, er det­te myste­ri­um, som er ful­dendt i dig? Vel­sig­net er du blandt kvin­der, og vel­sig­net er dit livs frugt. Slægt efter slægt pri­ser dig salig, du, som ale­ne er al vel­sig­nel­se vær­dig. Se, her­ef­ter skal alle slæg­ter pri­se dig salig, som du har sagt. Jerus­a­lems døtre, og her mener jeg Kir­ken, så dig. Dron­nin­ger har vel­sig­net dig, det vil sige: de ret­fær­di­ges sjæ­le, og de skal lov­pri­se dig for evigt. Du er den kon­ge­li­ge tro­ne omgi­vet af eng­le, som på den ser deres Kon­ge og Her­re sid­de. Du er det ånde­li­ge Para­dis, som er mere hel­ligt og gud­dom­me­ligt end det gam­le Para­dis. Det gam­le Para­dis var den døde­li­ge Adams bolig, men Her­ren kom fra him­len for at tage bolig i dig. Du for­u­da­ne­des i Arken, du, som har båret den nye ver­dens sæde­korn. Du fød­te Kristus, ver­dens frel­se, som til­in­tet­gjor­de syn­den og dens vre­de bøl­ger. Den bræn­den­de busk var et bil­le­de på dig, lige­som lovens tav­ler og Pag­tens Ark. Det gyld­ne kar og kan­de­la­ber­ne, alter­bor­det og Aarons blom­stren­de stav var betyd­ning­s­la­de­de bil­le­der på dig. Gud­dom­mens her­lig­hed sprang fra dig, Fade­rens evi­ge Ord, den søde­ste, him­mel­ske Man­na, det hel­li­ge Navn over alle nav­ne, Lyset, som var fra begyn­del­sen. Livets him­mel­ske Brød, Frug­ten uden frø tog kød af dig. Blev du ikke for­u­da­net af flam­men med dens bræn­den­de ild som pege­de på den gud­dom­me­li­ge ild, der var inden i dig. Og Abra­hams telt pege­de klart på dig. Ved Guds Ord, som boe­de i dig, frem­brag­te den men­ne­ske­li­ge natur brød fra aske, dens førs­te­grø­de, af dit alre­ne skød, førs­te­grø­den æltet til brød og bagt ved gud­dom­me­li­ge ild, pas­sen­de Hans gud­dom­me­li­ge Per­son, og Hans san­de væsen i en leven­de krop opli­vet af en tæn­ken­de og bevidst sjæl. Jeg hav­de nær glemt Jakobs sti­ge. Er det ikke ind­ly­sen­de for alle, at den var et bil­le­de på dig, og er figu­ren ikke let at gen­ken­de? På sam­me måde, som Jakob så sti­gen for­bin­de him­mel og jord og eng­le sti­ge op og ned ad den og den i sand­hed stær­ke og usår­li­ge Gud, der på mystisk viis bry­de­des med ham, er du sat iblandt os og er ble­vet sti­gen for Guds sam­fund med os, Han, som påtog sig vor skrø­be­lig­hed, idet Han for­e­ne­de Sig med os og gjor­de men­ne­sket i stand til at se Gud. Du har for­e­net det, der var adskilt. Der­for steg eng­le ned for at tje­ne Ham som deres Gud og Her­re, og men­ne­ske­ne efter­lig­ner eng­le­nes liv bæres op til himlen.

Hvor­dan skal jeg for­stå pro­fe­ter­nes for­ud­si­gel­ser? Er det ikke menin­gen, at jeg skal se, at de peger på dig, så vi kan påvi­se, at de er san­de? Hvad er det Davids skind, som mod­ta­ger Den Almæg­ti­ges Søn, evig og lige med Sin Fader, som jor­den tager imod reg­nen, der fal­der? Er det ikke dig i din strå­leg­lans? Hvem er den jom­fru, som Esa­jas pro­fe­te­re­de skul­le bli­ve frugtsom­me­lig og føde en søn, Gud evin­de­lig med os, det vil sige Han, som blev født som men­ne­ske og dog for­bli­ve Gud? Hvad er det Dani­els bjerg, hvor­fra Kristus rej­ste sig, Hjør­ne­ste­nen, som ikke er frem­stil­let af men­ne­ske­hånd? Er det ikke dig, som und­fan­ger uden mand og for­bli­ver jom­fru? Lad den inspi­re­re­de Ezeki­el stå frem og vise os den luk­ke­de port for­seg­let af Her­ren, fast og urør­ligt, iføl­ge hans pro­fe­ti – lad ham pege på dens ful­den­del­se i dig. Alles Her­re kom til dig, og i Sin men­ne­ske­vor­del­se åbne­de Han ikke din jom­fru­e­lig­heds port. Seg­let for­bli­ver intakt. Såle­des for­ud­si­ger pro­fe­ter­ne dig. Eng­le og Apost­le­ne tje­ner dig, O Guds Moder, evin­de­lig Jom­fru, med Johan­nes den jom­fru­e­li­ge Apo­stel. Eng­le og de ret­fær­di­ges ånder, patri­ar­ker og pro­fe­ter omkran­ser dig den­ne dag, hvor du går til din Søn. Apost­le­ne vog­te­de over den tal­lø­se ska­re af hel­li­ge, som var sam­let fra alle ver­dens­hjør­ner på gud­dom­me­ligt bud, som en sky omkran­ser det gud­dom­me­li­ge og leven­de Jeru­sa­lem, og de syn­ger din pris, du, som er ophav til vor Frel­sers liv­gi­ven­de legeme.

O, hvor­dan kan livet kil­de gå gen­nem døden til livet? O, hvor­dan kan hun adly­de natu­rens love, hun, som over­skri­der natu­rens græn­ser i sin und­fan­gel­se? Hvor­dan kan hen­des plet­frie lege­me være under­lagt døden? For at bli­ve iklædt udø­de­lig­hed, må hun først affø­re sig døde­lig­he­den, da ska­bel­sens Her­re ikke selv afslog døde­ns smer­te. Hun dør i lege­met, til­in­tet­gør døden ved døden, og vin­der ufor­gæn­ge­lig­hed ved for­gæn­ge­lig­he­den, og hen­des død bli­ver kil­den til genop­stan­del­se. O, se hvor­le­des den Almæg­ti­ge Gud med Sine egne hæn­der tager imod vor Her­res Moders hel­li­ge og ule­gem­li­ge sjæl. Han ærer i sand­hed hen­de, som af natur var Hans tje­ner, men som Han gjor­de til Sin moder af Sin afgrunds­dybe og uud­grun­de­li­ge barm­hjer­tig­hed og nåde, da Han i sand­hed blev født som men­ne­ske. Det er rig­tigt at tro, at eng­le­nes kor ven­te­de på at tage imod din heden­gang­ne sjæl. O, hvor vel­sig­net er ikke din bort­gang til Gud. Hvis Gud til­står alle sine tje­ne­re det­te – og det véd vi, Han gør – hvil­ken umå­de­lig for­skel, der så er mel­lem Hans tje­ne­re og Hans Moder! Men hvad skal vi da kal­de det­te dit myste­ri­um? Død? Din sali­ge sjæl er natur­lig­vis skilt fra dit lyks­a­li­ge og ube­smit­te­de lege­me, og lege­met gives til gra­ven, og dog for­bli­ver det ikke i døden, ej hel­ler er det gen­stand for for­fald. Hen­des lege­me, hvis jom­fru­e­lig­hed for­blev uplet­tet i bar­ne­føds­len, blev beva­ret ufor­dær­vet og bragt til et bed­re, mere gud­dom­me­ligt sted, hvor der ikke er død, men evigt liv. Lige­som den her­li­ge sol for et øje­blik kan skju­les af den ugen­nem­sig­ti­ge måne, kan den sta­dig ses, om end gemt, og dens strå­ler oply­ser mør­ket, for­di lys hører til dens væsen. Den har i sig selv en evig kil­de af lys, eller ret­te­re: Gud har skabt den som lysets kil­de. Såle­des er du den sted­s­e­va­ren­de kil­de af sandt lys, sel­ve livets san­de skat­kam­mer, nådens rig­dom, årsa­gen til og for­mid­le­ren af alle vore goder. Og hvis du for en tid er skjult ved lege­mets død, helt stil­le, er du vor liv­gi­ven­de ambro­sia, san­de glæ­de, et nådens hav, hel­bre­del­sens og den evi­ge vel­sig­nel­ses kil­de. Du er et træ i sko­ven, der bærer frugt, og din frugt sma­ger sødt i mun­den på den tro­en­de. Der­for vil jeg ikke kal­de din hel­li­ge for­an­dring for død, men hvi­le eller hjem­komst, og det er — mere kor­rekt — en hjem­komst. Du har aflagt det mate­ri­el­le, og du er i en lyk­ke­li­ge­re tilstand.

Eng­le og ærke­eng­le bærer dig. Ure­ne ånder skæl­ver ved din bort­gang. Luf­ten opløf­ter en lovsang ved din over­gang og atmos­fæ­ren ren­ses. Med glæ­de tager Him­len imod din sjæl. De him­mel­ske kræf­ter hil­ser dig med hel­li­ge lovsan­ge og glæ­des­fyldt pris, idet de siger: ”Hvem er den­ne alre­ne skab­ning, der sti­ger op, strå­len­de som dag­gry­et, skøn som månen og lige så tyde­lig som solen? Hvor er du dej­lig og skøn, mar­kens lil­je, rosen blandt tor­ne; der­for elsker de unge jom­fru­er dig. Vi dra­ges til dig af duf­ten af dine sal­vel­ser. Kon­gen før­te dig ind i sit kam­mer. Mag­ter­ne beskyt­ter dig, fyrster­ne lovsyn­ger dig, tro­ner beken­der dig, keru­ber­ne tier af glæ­de og ser­a­fer­ne ophø­jer den san­de Moder af natur og nåde til deres san­de Her­re. Du blev ikke opta­get til him­len som Eli­as, ej hel­ler træng­te du igen­nem til den tred­je him­mel med Paulus, men du nåe­de sel­ve din Søns kon­ge­li­ge tro­ne og så den med dine egne øjne, og nu står du ved den i glæ­de og uud­si­ge­lig for­tro­lig­hed. O, eng­le­nes og alle de him­mel­ske mag­ters glæ­de, patri­ar­ker­nes og de ret­fær­di­ges sød­me! Pro­fe­ter­ne ophø­jer dig uop­hør­ligt idet hele ver­den glæ­der sig og alting hel­lig­gø­res. Du, de træt­tes veder­kvæ­gel­se, de sør­gen­de trø­ster, syn­der­nes for­la­del­se, de syges hel­bre­del­se, havn for de, der kastes omkring af storme, de sør­gen­des ved­va­ren­de styr­ke, hjæl­per og trø­ster for alle, som påkal­der dig.

O, under, som over­går natu­ren og ska­ber under! Døden, som fra gam­mel tid var fryg­tet og hadet er nu gen­stand for lov­pris­ning og vel­sig­nel­se. Fra gam­mel tid var den sor­gens bud­brin­ger, mod­løs­he­dens, tårer­nes og bedrø­vel­sens bud­brin­ger, og nu frem­står den som grund til glæ­de og jubel. Som det er til­fæl­det med alle Guds tje­ne­re, hvis død ophø­jes, er Hans vel­be­hag i dem anet fra deres hel­li­ge vir­ke, og der­for er deres død salig. Den viser dem fuld­kom­ne, vel­sig­ne­de og urok­ke­li­ge i god­hed, som ord­s­pro­get siger: ”Pris ikke et men­ne­ske før dets død”. Det­te kan vi dog ikke sige i dit til­fæl­de. Din vel­sig­nel­se var ikke døden, ej hel­ler blev døden din fuld­kom­men­gø­rel­se, og din bort­gang hjalp dig ikke til at opnå vis­hed. Du er begyn­del­sen, mid­ten og enden af alle goder, der over­går for­stan­den, for din Søn blev vor san­de og faste sik­ker­hed ved Sin und­fan­gel­se og Sit gud­dom­me­li­ge ophold i dig. Såle­des blev dine ord sand­hed: i und­fan­gel­sens øje­blik og ikke i din døds sag­de du, at alle slæg­ter skul­le pri­se dig salig. Det var dig, der søn­der­brød døde­ns magt, betal­te dens pris og gjor­de den nåde­fuld. Da såle­des dit hel­li­ge og synd­frie lege­me blev båret til gra­ven, var det eng­le­nes kor, der bar den og var alle ste­der omkring den, idet de intet lod til­ba­ge til Her­rens Moders ære, mens Apost­le­ne og hele Kir­kens for­sam­ling brød ud i pro­fe­tisk sang: ”Vi skal fyl­des af Dit huses sød­me, hel­ligt er Dit tem­pel, her­lig i ret­færd”. Og igen: ”Den Høje­ste har hel­li­get Sin bolig.  Guds bjerg er et frugt­bart bjerg, og det bjerg, Gud ønske­de sig til bolig”. Apost­le­nes flok løf­ter Her­ren vor Guds san­de ark op på deres skul­dre, som gam­le tiders præ­ster løf­te­de arken, og lag­de dit lege­me i gra­ven, idet de gjor­de det, som en anden Jor­dan-flod, til vej­en til evan­ge­liets san­de land, det him­mel­ske Jeru­sa­lem, alle tro­en­des moder, som Gud har skabt, og hvor Han er Her­re. Din sjæl steg ikke ned til Lim­bo, ej hel­ler så dit lege­me for­råd­nel­se. Dit rene og plet­frie lege­me blev ikke ladt til­ba­ge i jor­den, men Dron­nin­gens sæde, Guds san­de Moders sæde, blev sat i det him­mel­ske rige.

O, hvor­dan tog så him­len imod hen­de, som er stør­re end him­len? Hvor­dan steg hun, som tog imod Gud, ned i gra­ven? Det­te ske­te vir­ke­lig! Gra­ven omslut­te­de hen­de. Det var ikke på legem­lig viis, at hun over­gik him­len. For hvor­dan kan et lege­me, der måler tre alen og hele tiden taber kød måles med him­lens dimen­sio­ner? Det var sna­re­re ved nåde, at hun over­gik alle høj­der og alle dyb­der, for det, der er gud­dom­me­ligt er usam­men­lig­ne­ligt. O, sali­ge og vidun­der­li­ge, hel­li­ge og til­be­del­ses­vær­di­ge lege­me, du tje­nes nu af eng­le, som står for­an dig i ydmyg ære­frygt. Dæmo­ner skæl­ver, men­ne­ske­ne nær­mer sig med tro, ære og til­be­del­se, og de hil­ser hen­de med øjne og læber og ned­kal­der rige vel­sig­nel­ser over sig selv. Lige som den rige par­fu­me, der stæn­kes på klæ­der eller ste­der, fuld af him­melsk vel­lugt, blev nådens rige kil­de lagt i gra­ven for at over­fø­res til et høje­re og bed­re sted. Hun efter­lod hel­ler ikke gra­ven tom; hen­des lege­me afgav en gud­dom­me­lig duft til den, en hel­bre­del­sens kil­de, og en kil­de til alt godt for dem, der nær­mer sig med tro.

Også vi nær­mer os dig i dag, O Dron­ning; og igen siger jeg: O Dron­ning, O Jom­fru­e­li­ge Guds­mo­der, giv vore sjæ­le urok­ke­lig­hed ved vor til­lid til dig, som med et stærkt anker. Vi opløf­ter sind, hjer­te og sjæl og hele vort liv til dig og i jubel bry­der vi ud i sal­mer, hym­ner og ånde­li­ge lovsan­ge, og gen­nem dig når vi Den, der er uden­for vor ræk­ke­vid­de på grund af Sin Majestæt. Hvis — som det legem­lig­gjor­te gud­dom­me­li­ge Ord lær­te os —  at ære tje­ne­ren er at ære vor fæl­les Her­re, hvor­dan kan den ære, der vises dig, Hans Moder, bli­ve rin­ge­ag­tet? Er den ikke højst ønske­lig? Æres du ikke som sel­ve livets ånde­d­rag? Såle­des viser vi på bed­ste viis Her­ren vor tje­ne­ste­vil­lig­hed? Hvad skal vi sige til vor Her­re? Det er til­stræk­ke­ligt at de, der tæn­ker på dig ihukom­mer din dyre­ba­re gave som årsag til vor ved­va­ren­de glæ­de. Hvor det fyl­der os med glæ­de! Det sind, der hvi­ler ved den­ne din hel­li­ge skats nåde beri­ger sig selv.

Det­te er vort takof­fer til dig, første­frug­ten af vore sam­ta­ler, den bed­ste hyl­dest mit fat­ti­ge sind kan frem­brin­ge, idet jeg er bevæ­get af længsel efter dig og fuld af min egen elen­dig­hed. Men, tag aller­nå­digst imod min længsel, selv­om jeg ved, at den over­skri­der mine evner. Vogt over os, Dron­ning, vor Her­res bolig. Vej­led og styr vor veje efter din vil­je. Frels os fra vore syn­der. Led os ind i din gud­dom­me­li­ge vil­jes roli­ge havn. Gør os vær­di­ge til frem­ti­dig glæ­de ved det veder­kvæ­gen­de syn ansigt-til-ansigt af Ordet, der blev kød gen­nem dig. Ham til­kom­mer æren, mag­ten, til­be­del­sen og Riget til­li­ge med Fade­ren og den alhel­li­ge liv­gi­ven­de Ånd, nu og i al evig­hed. Amen.