Kristus er opstanden!

af f. Poul

Kristus er opstan­den! – Sådan lyder det glæ­dens og jube­lens råb, vi har ven­tet på gen­nem seks ugers for­be­re­del­se og faste. Orde­ne har lig­get som en rolig under­strøm, som en anel­se, et uud­sagt håb, en til­ba­ge­holdt for­vent­ning. Hjer­tets inder­li­ge håb om Kri­sti sejr over døden har lig­get som i dva­le, det håb, som er den næp­pe hør­li­ge og dog umi­sken­de­li­ge klang­bund under faste­ti­dens litur­gi­ske sær­præg med dens lysen­de sørg­mo­dig­hed og dens strå­len­de mørke.

Påske, den hel­li­ge påske! Påsken har vist sig for os i dag! Sådan syn­ger vi påske­nat. For i Guds kir­ke erfa­rer vi døden og sej­ren over døde­ns over­væl­den­de dra­ma. Vi gen­nem­le­ver myste­ri­et, vi får del i Kri­sti lidel­se og i Hans opstan­del­se. I lidel­ses­u­gen, i dage­ne op til påske­mor­gen har vi litur­gisk levet med i Her­rens lidel­se og død så vidt det er men­ne­ske­ligt muligt.

Vi var med ved nad­ve­rens indstif­tel­se Sto­re Tors­dag, ful­de af sorg, for det er også dagen, hvor Judas for­rå­der Kristus. Og vi har været med i Her­rens angst­ful­de bøn i Get­se­ma­ne Have: Fader, hvis Du vil, da lad den­ne kalk gå mig for­bi! Sto­re Fre­dag har vi, i den stør­ste for­fær­del­se, været med på Gol­ga­ta ved Kri­sti Kors­fæ­stel­se. Og med Josef af Ari­matæa har vi taget Her­rens lege­me ned fra Kor­set og lagt det i graven.

Afte­nen før Sto­re Lør­dag sam­les orto­dok­se tro­en­de i kir­ken omkring epi­ta­fion, Her­rens lig­klæ­de. Vi syn­ger gra­vens kla­ge ud, men under kla­ge­san­gen anes alle­re­de opstan­del­sens hem­me­lig­hed, og midt i sor­gen fore­gri­bes jube­len ved Kri­sti sejr over døds­ri­get. Hør blot: Alles Her­re og Kon­ge lig­ger som død. Han, som tøm­mer de dødes gra­ve, læg­ges i en ny grav. Lyt til sor­gen, som ræk­ker ind i Him­me­len: Da eng­le­nes ska­rer så Dig lig­ge død for vor skyld, vor Frel­ser, fyld­tes de af undren og skjul­te ansig­tet bag deres vin­ger. Og hør sej­re­ns jubel: Hvor stor en fryd, hvor fuld­kom­men en glæ­de har Du ikke bragt dem i døds­ri­get? Strå­len­de som lynild i døds­ri­gets mør­ke dybder!

Og nu, påske­nat, meget tid­ligt om mor­ge­nen, kom­mer vi sam­men med de myr­ra­bæ­ren­de kvin­der til gra­ven. Vi har gået i pro­ces­sion med de hel­li­ge iko­ner rundt om kir­ken. Og kir­ken, tømt for men­ne­sker, er for de tro­en­de ble­vet til den tom­me grav. Til­ba­ge ved kir­ke­dø­ren fin­der vi ste­nen væl­tet bort og gra­ven tom. Han er ikke her, han er opstan­den, sådan siger eng­le­ne til kvin­der­ne. Og som et evigt ekko af eng­le­nes ord lyder præ­stens udråb: Kristus er opstan­den! Og de tro­en­de sva­rer: han er san­de­lig opstanden!

Under­fuldt får vi ved påske­fejrin­gen del i Kri­sti opstan­del­se. Det over­går al for­stand. For den men­ne­ske­li­ge for­nuft er opstan­del­sen utæn­ke­lig. Et kors for tan­ken. Men vi fortviv­ler ikke. For dét, som er umu­ligt for men­ne­sker, det er muligt for Gud. Og vi ved, med tro­ens vis­hed, at det er sandt. Sådan er i al sin enkel­hed og al sin svim­len­de dyb­de den krist­ne tro og det krist­ne håb: Kristus har, med sin lidel­se, sin kors­fæ­stel­se og sin død, taget vore men­ne­ske­li­ge vil­kår, vor for­gæn­ge­li­ge og døde­li­ge natur, på sig, for at vi måt­te få del i hans sejr over for­gæn­ge­lig­hed og død, for at vi måt­te bli­ve del­ag­ti­ge i hans spræng­ning af døds­ri­gets por­te, for at vi måt­te opstå fra døde med ham og have evigt liv i Guds Rige.

I én af påskens hym­ner hed­der det: Du neds­teg, Kristus, til jor­dens under­ste dyb; Du har ned­brudt de evi­ge por­te, som hol­der de bund­ne fængs­let; og lige­som Jonas i hval­fi­skens bug opstod Du på den tred­je dag fra gra­ven. Sådan syn­ger vi, for ved sin død gør Kristus afgrun­den mel­lem Gud og men­ne­sker til intet: Gud er evig, vi men­ne­sker er time­li­ge. Vi er i døde­ns vold, men vi lever i den krist­ne for­vis­ning, at det san­de Lys, som oply­ser hvert men­ne­ske, er kom­met til ver­den. Vi håber dér, hvor alt håb synes ude. Vi ser med tro­ens øjne, og i vore hjer­ter huser vi vis­he­den om, at vi i den fald­ne, for­gæn­ge­li­ge ver­den skal få del i Kri­sti her­lig­hed, at også vi skal opstå fra de døde med ham og være med, når al ska­bel­sen hel­lig­gø­res efter Guds vilje.

Så over­væl­den­de er den krist­ne tro og det krist­ne håb. For dem, der ikke ken­der Kri­sti magt, for dem, som ikke har været med ved Her­rens strå­len­de opstan­del­se, for dem er det ind­ly­sen­de, at døden får det sid­ste ord. Men vor tro er en anden: Kristus har ban­ket på Hel­ve­des port og søn­der­brudt den, så dæmo­ner­ne måt­te flyg­te i ræd­sel. Her­ren har besej­ret døden ved døden, som vi syn­ger i påske­ti­den helt frem til pin­se. For Kristus har gjort sig til lok­ken­de mad­ding for djæ­vel­ens grå­dig­hed, og der­ved blev døde­ns fyr­ste besejret.

Hør blot tro­ens ord fra den hel­li­ge Johan­nes Chryso­st­o­mos’ påske­præ­di­ken fra det 4. århund­re­de, den præ­di­ken, som hver påske­nat fort­sat læses i alle orto­dok­se kir­ker ver­den over: Døds­ri­get blev for­bi­tret, da det slug­te Hans kød. Det blev for­bi­tret, for det miste­de sin kraft. Det blev for­bi­tret, for det blev for­hå­net. Det blev for­bi­tret, for det blev besej­ret. Det blev for­bi­tret, for det blev slå­et ned. Det blev for­bi­tret, for det blev taget til fan­ge. Det modt­og et lege­me, men mød­te Gud. Det modt­og jor­den, men mød­te Him­me­len. Det modt­og det syn­li­ge, men fæl­de­des af det usynlige.

Kristus bli­ver døde­ns over­mand. Trod­sigt taler Kri­sti kir­ke der­for døden imod. Hør vide­re fra Johan­nes Chryso­st­o­mos’ præ­di­ken: Død, hvor er din brod? Død, hvor er din sejr? Kristus er opstan­den, og du er besej­ret. Kristus er opstan­den, og dæmo­ner­ne er fal­det. Kristus er opstan­den, og eng­le­ne jub­ler. Kristus er opstan­den, og livet her­sker. Kristus er opstan­den, og ingen døde er læn­ge­re i gra­ve­ne. For Kristus er opstan­den fra de døde som den før­ste af de hen­sov­ne. Hans være her­lig­he­den og mag­ten i evig­he­ders evig­hed. Amen!

Den krist­ne tro og det krist­ne liv er fare­ful­de far­van­de. For vi kan ikke vide, med nogen natur­vi­den­ska­be­lig sik­ker­hed, at dét, de byg­ger på, er sandt. Vi er hen­vi­ste til de man­ge fav­ne vand, vi er hen­vi­ste til at leve vore liv og sæt­te alt vort håb til det­te ene, at Kristus er dén, han giver Sig ud for og der­for har magt til spræn­ge døds­ri­gets por­te. Hvis vi anta­ger, at opstan­del­sen skul­le vise sig at være ønske­tænk­ning eller ’bil­led­ta­le’, sådan som man­ge jo mener, såmænd også nog­le krist­ne, da er vi i sand­hed ilde stedt: Så er vort bud­skab jo tomt og vor tro er også tom; sådan skri­ver den hel­li­ge apo­stel Paulus; og han fort­sæt­ter: Hvis der ingen opstan­del­se af døde fin­der sted, så lad os æde og drik­ke, thi i mor­gen skal vi dø.

Men i Guds kir­ke er vi ful­de af mod. For vi tror ikke, det er muligt for livets Giver at bli­ve over­vun­det af døden. Der­for læser vi ved gud­stje­ne­sten Sto­re Fre­dag aften, efter at Kri­sti litur­gi­ske gravlæg­gel­se har fun­det sted, Ezeki­els vidun­der­li­ge pro­fe­ti: I tør­re ben, hør Her­rens ord. Se, jeg brin­ger ånd i jer, så I bli­ver leven­de. Jeg læg­ger sener om jer, jeg lader kød vok­se frem på jer, over­træk­ker jer med hud og ind­gi­ver jer ånd, så I bli­ver leven­de, og I skal ken­de, at jeg er Herren.

Hele vort liv har sin kil­de i Kri­sti her­li­ge og strå­len­de opstan­del­se påske­nat, den strå­len­de nat, hvor vi har sun­get med hl. Johan­nes af Dama­s­kus: Den­ne er Opstan­del­sens dag, lad alle men­ne­sker bli­ve oply­ste! Lad os der­for, vi som har erfa­ret og gen­nem­le­vet opstan­del­sens jubel, vi, som har været med ved Kri­sti sejr over døden og syn­den påske­nat, lad os brin­ge den­ne dybe erfa­ring, jube­len og glæ­den med os ud i ver­den og ud blandt men­ne­sker. Fra da af, fra den­ne nat, lader vi glæ­den i vore hjer­ter præ­ge hver hand­ling, vi fore­ta­ger; vi lader jube­len lyde i hvert ord, vi udta­ler. For overalt, hvor vi fær­des blandt men­ne­sker, er vi fra nu af vid­ner om Kri­sti opstan­del­se: Han er san­de­lig opstanden!

Trykt som kro­nik i Kri­ste­ligt Dag­blad, lør­dag den 23. april 2011.