Af Krista M. West
Første gang, jeg kom ind i en ortodoks kirke var dét, jeg lagde allermest mærke til, klæderne. Vist duftede røgelsen vidunderligt, vist var ikonerne smukke og sangen inspirerende; men de klæder! Jeg kunne ikke få blikket fra de smukke brokadestoffer og det for mig (på det tidspunkt) usædvanlige snit. Jeg havde mange spørgsmål, jeg gerne ville have svar på. Hvad var det for en besætning hele vejen rundt på præstens kappe-agtige klædning? Er der altid samme antal kors på det klædningsstykke, der mindede om et sjal? Og hvad betød det alt sammen?
Alt for ofte tager vi bare Den Ortodokse Kirkes liturgiske klæder for givet. De udgør en del af vores kirkelige Tradition, som lægfolk hverken forstår eller skænker større opmærksomhed. Alle véd, hvad en glorie eller en ikon er, og hvad de repræsenterer. De fleste af os kender også til i hvert fald visse detaljer i vore omfattende og forskellige musikalske traditioner. Men jeg har en mistanke om, at de fleste ortodokse kristne ville have vanskeligt ved at benævne det ruder-formede klædningsstykke, der hænger ved præstens knæ (navnet er epigonation), endsige forklare dets betydning. Men Kirkens liturgiske klæder udgør et smukt og storslået vidnesbyrd om vores Tradition og uforandrede tro, og derfor er de nok et nærmere bekendtskab værd.
Fok med indsigt mener, at de liturgiske klæder, vi bruger i vore dage, er udviklet på basis af verdslige klæder i Romerriget i det første og andet århundrede. De specifikke stilarter blev knæsat som tradition i det byzantinske kejserrige, hvor gejstlige var kejserlige embedsmænd og derfor efter loven forpligtede til at bære synlige tegn på deres embede. Det er spændende at bemærke, hvordan de forskellige klædningsstykker fra begyndelsen er blevet tillagt symbolsk, teologisk betydning.
Stikhariet, som er basisstykket for al ortodoks, liturgisk klædning, symboliserer den kristnes hvide dåbsklædning og findes i dag i et antal forskellige variationer. Præstens stikharion (som også bæres af biskoppen) er normalt lavet af hvidt stof med en dekorativ besætning nederst hele vejen rundt. Den bæres under de øvrige klæder. (Ikke alle stikharier er hvide; det er ikke usædvanligt at se præstens stikharion lavet af samme stof, som er brugt som foer i de øvrige klædningsstykker). Diakonens stikharion, som er hoveddelen af diakonens beklædning, er typisk lavet af liturgisk ornamenteret brokadestof; og det samme er tilfældet med altertjenerens stikharion, som er en forenklet version af diakonens.
Diakonens orarion, præstens epitrachlion og biskoppens omoforion er alle tre specifikke udgaver af den præstelige stola. Denne betegnes ofte som den universelle præstelige klædning, for den tjener som det første symbol på den præstelige tjeneste, dens bærer udfører, hvad enten han er diakon, præst eller biskop. Orariet, epitrachliet og omoforiet har traditionelt frynser i begge ender og er dekoreret med et bestemt antal kors: På epitrachliet er der syv, seks på forsiden og på bagstykket ét mindre, som præsten kysser, hver gang han iklæder sig. Orariet har ligeledes syv kors. Omoforiet har tre, og dertil fire dekorative emblemer.
Felonion har sin oprindelse i romersk overtøj fra gammel tid, en stor, rummelig kappe til rejse– og vinterbrug. Den bliver let den mest iøjnefaldende del af præstens klæder: En stor kappe-lignende klædning, som er åben fortil for at lette bevægeligheden. På rygsiden af feloniet er anbragt et stort kors eller en broderet Kristus-ikon.
Resten af den præstelige klædning består af manchetter eller epimanikia, bælte eller zone; og af epigonation. Manchetterne lader til at være kommet til senere end de øvrige dele (i det sjette århundrede) som en liturgisk efterligning af en detalje i de byzantinske kejsers klædning. Det står uklart, hvornår epigonation, som ofte betegnes som en æresbevisning, kom i brug. I vore dage kan det tjene som symbol på forskellige måder: på præstens teologiske uddannelse, som tegn på hans myndighed til at tage skriftemål eller som hæderstegn for fortjenstfuld indsats. Det beskedne bælte eller zone er en praktisk foranstaltning for at holde sammen på de frit flyvende gevandter.
I lighed med alle de traditioner, som ledsager den ortodokse gudstjeneste, fungerer de liturgiske klæder som en konkretisering af vores teologi. Liturgiske klæder er en yderst stiliseret og gammeldags version af vores hverdagstøj. Derfor kan vi opfatte klæderne som ét af de mange symboler, Kirken giver os for Kristi genløsning af den materielle verden: Efter Adams og Evas fald blev de nødt til at iføre sig klæder for at skjule deres nøgenhed; og Kirken har taget disse beskedne klæder og forvandlet og forklaret dem i en sådan grad, at de kan anvendes i lovprisningen og tilbedelsen af Gud. Den måde, hvorpå de liturgiske klæder modsvarer vor meget menneskelige trang til at gøre Herrens herlighed og kongeværdighed synlige gennem Hans præster, reflekterer læren om Skaberens inkarnation. Var Gud, Ordet, ikke blevet menneske, havde der ikke været nogen helliggørelse af menneskelige ting og følgelig heller ikke noget behov for herliggjorte klæder. De liturgiske klæder tjener, ligesom ikoner, som en påmindelse om vores smukke og storslåede kald som ortodokse kristne, nemlig at ære Gud med hele vor væren, krop, sind og sjæl.
Derfor: Næste gang, du kommer ind i en ortodoks kirke, mærk duften af røgelse, se på ikonerne og lyt til sangen. Men tag dig også tid til at studere præstens og diakonens klædning, alterdugen, stoffet, der dækker kalken; og tænk på det frelsens mysterium, som disse ”stofikoner” fremstiller, et mysterium, som bedst udtrykkes ved bønnerne under præstens iklædning:
Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i min Gud; thi Han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærds kappe, som en brudgom, der binder sit hovedbind, som bruden, der fæstner sine smykker.