Hvorfor har vi en åben ikonostase?
Vort ærkestifts menighed i Nantes, Frankrig, fik i maj måned sidste år indviet deres nye kirkebygning af Ærkebiskop Gabriel. Det er en forholdsvis lille, meget smuk bygning af runde tømmerstokke. Menigheden har valgt at indrette kirkerummet med en ’åben ikonostase’. Den beslutning indskriver sig i en løbende teologisk debat i den ortodokse verden om ikonvæggens betydning og udformning. Vi bringer nedenfor den stedlige præst, fader Lamberts, redegørelse for det valg, man har foretaget i hans menighed.
Den ortodokse kirke i Nantes: Saint Basile de Césarée
Hvorfor har vi en åben ikonostase?
En åben ikonostase, som vi nu har i vores kirke i Nantes, kan virke overraskende. Der er folk iblandt os, der vil sige: Hvorfor ikke en ikonostase, som vi kender den? Hvorfor ikke en traditionel ikonostase? (1)
Med ”en traditionel ikonostase” menes en høj ikonostase med døre og forhæng, som lukker sig om alterrummet. En sådan ikonostase skjuler det, der sker i alterrummet, den ”tilhyller” det Hellige.
Dette henviser til Gammel Testamente, hvor der fx står, at Gud siger til Moses, der er gået Gud i møde på Sinaj Bjerg: ”Du får ikke lov se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.” (2 Mos 33:20). Derfor ser Moses Herren ”fra ryggen” (2 Mos 33:22) eller møder Ham ”i en tæt sky” (2 Mos 19:9). Man kan ikke se Gud, og man tilhyller altså Hans tilstedeværelse på Alteret med et slør, et forhæng. Det er det, vi genfinder i ”Teltet”, hebræernes helligdom i de fyrretyve år i ørkenen: Gud befaler dem at anbringe ”et forhæng” for at skjule ”Vidnesbyrdets Ark”, stedet for Hans tilstedeværelse. Og Gud sagde: ”Forhænget danner skel for jer mellem det Hellige og det Allerhelligste” (2 Mos 26:31–33). Der er adskillelse ”eftersom vi ikke kan kende” Gud: Den Anden er altid noget helt Andet, end vi kan forestille os. Således er det siden syndefaldet, siden mennesket mistede Paradiset. Dér var det uafbrudt sammen med sin Gud. Nu er der en afgrund mellem Gud og menneske. Menneskene kan ikke mere være i et fællesskab med Gud. Vi søger Ham og bygger altre, som tårnet i Babylon og alle templerne gennem alle tider, men vi kan aldrig mere genfinde det tætte bånd, som knyttede os til Gud fra Skabelsens begyndelse.
Alt dette er dog ændret med Kristi komme i verden. I Kristus har Gud ”vist sig” i menneskelig skikkelse. Han er blevet menneske og har siden et menneskeligt ansigt. Efter dette kan vi ”se” Ham, nu lader Gud Sig ”kende”. Ikke ved Sin ”væren” (essens), men ved ”Sin tilstedeværelse” (præsens) som frelser mennesket, som knytter mennesket til sin guddommelige kilde, somgenopretter mennesket i sit kald til at leve i Gud. Gud lader sig kende i kærligheden, i den sande glæde, som helbreder, som giver liv, som forener folk og overvinder alle skel. Og i én person som inkarnerer dette: Kristus Jesus. I Kristus forener Gud sig med mennesket på den tættest mulige måde ved at blive menneske. Der er altså ikke længere nogen afgrund mellem Ham og os. Tværtimod fra nu af er der”fællesskab”.
Den høje ikonostase har altså sine rødder i vore fædres tro før Kristus. Men den risikerer at benægte det, der er ændret i Kristus: At der ikke mere er ”adskillelse”.
Alligevel har der været teologer som Léonid Ouspenski og Paul Evdokimov (2), som har sagt, at ikonostasen ikke ”adskiller”, men tværtimod er et vidnesbyrd om dette nye fællesskab, som vi træder ind i ved selve ikonerne.
Og ganske rigtigt, så viser ikonen – især prototypen på alle ikoner, den frelsende kristusikon – Gud i den form Han har vist Sig: som et menneske, lig os og samtidig det fuldkomne billede af Gud, ja, endog Guds inkarnation. Det er i den form, Han har tilladt os at ”se” Ham. Ikonen afslører Gud for os i Hans frelsende tilstedeværelse, får os til at ”kende” Gud, som Han har ladet sig kende. Især ikonen af Gudsmoder fører os ind i denne nye paradisiske virkelighed, hvor Gud og mennesket ikke er adskilte, men forenede, i fællesskab.
Man kunne således sige, at ikonostasens ikoner i en synlig form åbenbarer, hvad der sker usynligt på alteret: Der kommer Kristus til stede, og der får vi del i Ham, men i form af brød og vin, som er bestemt til føde og ikke til iagttagelse. Vi ”ser” ikke Kristus i de Hellige Gaver, vi ”smager” Ham. Derimod ser vi Ham gennem ikonen. Der er altså på ingen måde modsætning mellem ikonostasen, og det der sker på alteret. Men behøves der så mange døre og forhæng?
Da Kristus dør, sønderrives templets forhæng: ”forhænget i templet flængedes midt igennem” (Luk:23:45–46).
Hvis vi genkalder os lidt af vores liturgis og de religiøse bygningers historie, ser vi allerede fra det 1. århundrede, at de kristne mødes i al enkelhed i glæden over Guds tilstedeværelse. De mødes til ihukommelse af deres Herres liv. Senere læste de den hellige Paulus’ breve og endnu senere Evangelierne. De fejrede mindet om deres Herre ved at dele brødet og vinen (i begyndelsen var det enkle måltider, som lidt efter lidt ritualiseredes). I alt dette kendte de Kristi tilstedeværelse iblandt dem. I begyndelsen, havde de ingen egentlige ritualer og i de fleste tilfælde intet kultsted, idet de samledes hos hinanden (især der, hvor de levede under streng forfølgelse). Da de første kirker dukkede op i det 2. århundrede (rundt omkring, hvor de kristne kunne leve deres tro i frihed), var der overhovedet ingen ikonostase. De første spirer til en ikonostase finder vi i det IV århundrede, på Kirkefædrenes tid (måske en smule tidligere). Det var en ”gennemsigtig skillevæg”. Der var normalt tale om en balustrade af sten eller marmor, ikke ret høj, eller der var flere søjler med en arkitrav mellem kirkeskib og apsis og med et kors på toppen. Dette symboliserede ifølge Elisabeth Behr-Sigel en ”skelnen uden adskillelse svarende til Liturgiens møde mellem den himmelske evighed og den jordiske forgængelighed” (3). Ærkepræst Nicolas Osolin taler om en ”grænse mellem alterrum og kirkeskib” som ’forbindelse – sammenføjning’ og ikke som deling eller adskillelse (4). Det er først fra de store kampe om ikonen (Ikonoklasmen mod dem, der forsvarede ikonen i det VIII århundrede), at Ikonerne blev fæstnet på balustraden eller søjlerne. Og det er et godt stykke tid efter det XIII århundrede, at ikonostasen med ikoner helt op til loftet udvikledes i Rusland for derfra at sprede sig til hele Ortodoksien fra XVI århundrede.
Vores ikonostase griber altså tilbage til ikonostasens oprindelige form fra det VIII århundrede. Det er ligeledes denne ikonostase, der tillader en fælles fejring af gudstjenesten mellem præsten og hele folket. Hele vores liturgi er fælles: Den er folkets, præstens, diakonens, læserens, korets og alle de tilstedeværendes liturgi. I vores sogn fejrer vi liturgien på en sådan måde, at hver enkelt deltager indrages mest muligt. Vores åbne ikonostase bidrager til dette formål: Vi fejrer Liturgien ”sammen”, det er ”Kristi Legeme”, som forenes: Kristus er Hovedet, og vi alle er lemmerne.
Vi er ikke de eneste, der har en åben ikonstase. Fra det XX århundrede har ortodokse teologer og menigheder af troende ortodokse overalt i verden ønsket at vende tilbage til disse tidligere traditioner. Og i øvrigt har der altid eksisteret meget gamle kirker, som gennem århundrederne har bevaret deres åbne ikonostaser.
Det er ud fra disse betragtninger, at vi her i Nantes – samtidig med at vi respekterer dem, der beder i kirker med høje lukkede ikonostaser og beundrer det fromhedsliv, som findes der, og anerkender disse ikonostasers teologiske værdi og ”ikonografiske plan” (5) – har vovet at skabe en ikonostase, som fremhæver grundlaget for hele vores tro: At Gud og menneske forenes; Gud, der blev menneske, for at mennesket kan blive som Gud, som Fædrene sagde.
Jeg håber af hele mit hjerte, at vi alle kan ”modtage” denne ikonstase. Og at den må hjælpe os til at bede og bringe os nærmere til Gud, til at få del i Ham for at leve med Ham og ved Ham og i Ham.
Jeres præst
Lambert
For videre information: http://orthodoxedenantes.free.fr
Noter:
1) Det er vigtigt at konstatere fra begyndelsen af, at der ikke eksisterer en ”typisk” ikonostase, fælles for alle ortodokse traditioner. Således finder man i Grækenland ikonostaser, der er meget lavere og mere åbne end fx i Rusland, hvor ikonostasen er meget udviklet med fem rækker af Ikoner.
Senere i denne artikel ser vi ligeledes, at den såkaldt ”traditionelle” ikonostase kun har eksisteret i nogle få århundreder, og at ikonstasen før den tid var meget mere åben, eller endog helt fraværende.
2) Evdokimov, P., ”L’Art de l’Icône, Théologie de la beauté” Desclée de Brouwer, 1970 og Ouspensky, L., ”Theology of the Icon”, New York, 1978 og ”La question de l’iconostase” i Messager de l’Exarchat du Patriarche Russe en Europe Occidentale, no 44, 1963, pp. 240–243 (på russisk).
3) E. Behr-Sigel, ”Reflexions sur l’Iconostase” à propos de Martin Winkler ”Les Jours de Fêtes” Collection ”Le Monde des Icônes”, Ed. Ides et Calendes, Neuchatel (Suisse).http://www.myriobiblos.gr/texts/french/contacts_sigel_iconostase.html
4) Nicolas Osolin, ”Des iconostases pour notre temps”
http://orthodoxe.free.fr/files/iconostase.pdf.
5) Det drejer sig om en ikonostase med fem rækker af ikoner, som fortæller/repræsenterer hele den Hellige Historie.
Oversat fra fransk af Inger Birgitte Bjerg