darwin
Den Ortodokse Kirke er ikke fundamentalistisk i sin læsning af Bibelen. Det betyder, at ortodokse kristne ikke anser Skabelsesberetningen for en videnskabelig redegørelse for verdens tilblivelse og menneskets plads deri.
En bogstavelig læsning af Skabelsesberetningen ville stille os over for at måtte acceptere åbenlyse modsigelser. Vi måtte da hævde, at mennesket viste sig på jorden omkring 120 timer efter altings begyndelse, at dagslyset var til, inden solen var skabt, at universet er omgivet af vand, at universet ikke er mere end seks eller syv tusind år gammelt samt endnu en række urimeligheder.
Når vi således om Skabelsesberetningen siger, at ”sådan var det ikke ment” (altså bogstaveligt), skal vi passe på ikke at falde for fristelsen til at sige, at så har beretningen nok slet intet faktuelt indhold i det hele taget, og derfor kan vi med sindsro nedskrive den til ren og skær mytologi og digtning.
Det kan vi ikke! Skabelsesberetningen læser vi med den kristne tros briller på, ikke som mytologi, men som en henvisning til virkeligheden. Beretningen formidler Kirkens tro på og påstand om, at verden ikke er blevet til ved en kosmisk tilfældighed, men ved Guds personlige vilje, og endvidere at menneskeslægten af Gud er skabt med et helt særligt forhold til Gud (”i Guds billede”).
Jeg har ingen naturvidenskabeligt kvalificeret holdning til Darwins evolutionslære, til læren om ”arternes oprindelse”. Men fordi evolutionslæren fremsætter en helt anden påstand om verdens og menneskers tilblivelse end Bibelen, må vi i Kirken nødvendigvis undersøge denne lære i lyset af den ortodokse, kristne tro.
Det afgørende indhold af Bibelens Skabelsesberetning i Første Mosebog er for det første: Gud skabte mennesket i Sit eget billede, og mennesket er af Gud bestemt til at herske ”over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!” – Og vi må spørge: Lader denne bibelske forståelse af menneskets værdighed og høje kald sig forene med læren om, at mennesket selv er et dyr, der ikke væsentligt adskiller sig fra andre dyr?
For det andet: Bibelen beretter om en kosmisk og åndelig katastrofe, som man plejer at kalde for ”syndefaldet”. Det indebærer, kristeligt forstået, at ved de første menneskers frie valg forstyrredes den harmoniske orden, Gud havde skabt, og erstattedes af en helt anden orden, hvorved forgængelighed og død kom til at herske i verden.
Den kristne tro forstår, som det ses, ikke døden som noget ”naturligt”, men tværtimod som noget fremmed og unaturligt, som kom ind i verden, da mennesket vendte sig fra Gud. Derfor må vi spørge: Lader den kristne forståelse sig forene med læren om en uophørlig udvikling af nye ”arter”, en evolution, hvis indre drivkraft er ”de bedst egnedes” overlevelse og de mindre egnedes nødvendige og naturlige død?
For det tredje: Bibelen beretter om Guds kærlige vilje til at sætte os mennesker fri af dødens tyranni, til at genskabe Guds billede i os, og til at skænke os evigt liv i lighed med Kristus i Paradis. Med håbet på sejren over døden, og med troen på opstandelsen fra de døde, står og falder den kristne tro.
Vi må derfor spørge: Lader troen på denne Guds kærlige vilje og magt sig forene med læren om, at menneskeslægten er det foreløbigt seneste resultat af en uophørlig, biologisk betinget tilpasning til naturgivne forhold?
Endelig: Det er kristen tro, at Gud kender hver af os ved navn og tager kærligt vare på hvert menneskes liv. Vi tror, at Gud, som det hedder i én af Kirkens bønner, ”ikke har skyet noget middel for at føre os til Himlen og give os del i Sit Rige.” – Mon den tro lader sig forene med læren om, at Gud blot skulle have ”sat det hele i gang”, have givet verdensmekanikken det første skub, for så at vende ryggen til, ikke blande Sig yderligere, og overlade Sin skabelse til blinde, upersonlige evolutionære mekanismer, som intet kender til medfølelse og kærlighed?
f. Poul
Publiceret 8/2–09