Af fader Fotius
Det ikke-troende Menneske kan ikke give nogen Forklaring paa Døden. Andet end selvfølgelige, intetsigende Konstateringer saasom: at da ryger man ud af Registeret, eller at de legemlige Funktioner ophører. Med et rent dennesidigt Syn kan man heller ikke give nogen Forklaring paa Livet: man er der bare og stiller sine Behov, som den herskendeKultur oparbejder i det Uendelige. Om Mening spørger man ikke; altsaa maa man, selv medens man tilstræber en timelig Ordentlighed, egentlig anse baade sit Liv og sin Død for meningsløse.
Skal man da kunne beskæftige sig med Spørgsmaalet hvad er Døden?, maa man først kende Sandheden, d.v.s. den levende Guds aabenbarede og menneskevordne Ord, Jesus Kristus, Som ved Sin Død har traadt Døden under Fode og nu som Opstanden og Himmelfaren er Sine Disciples Herre, de, som kender Ham og i Hans Kirke paa Jorden allerede her inden Døden lever i Hans Fællesskab.
Om ogsaa andre Religioner end Kristendommen kan have i det Minsdste en delvis Erkendelse af Døden og Opstandelsen, dette veed jeg ikke nærmere, men tør ikke udelukke det, da noget Sligt tydeligt ses allerede i det gamle Testamente og i videre Forstand selv uden for det udvalgte Folk, nemlig i hele den gamle Orients kongesacrale Tempeltjeneste. Men netop Psalmerne og lignende Texter viser, at det er fjendtlige Aandemagter, der gør Dødsriget til deres eget Omraade i en altomspændende Kamp imod Gud og i Forsøg paa at tilintetgøre Hans Skaberværk. Derfor maa man overalt regne med Djævelens og hans underordnede Dæmoners umærkelige Forvanskning og Indflydelse paa Mennesker selv i deres bedste Stunder, særlig, hvis de ikke kender Kristus, og endnu mere, hvis de har en Religion, en Filosofi eller en Ideologi, der bevidst fornægter Kristus.
Hos Kristne med et blot og bart Papirtilhørsforhold til Kirken kan der ligeledes meget vel findes Dele af Sandhed; men Dæmonernes Indflydelse foregaar med lige saa umærkelig Intensitet. Hos bevidste Kristne, der virkelig anstrenger sig for at gøre op med det Onde i sig selv og komme Herren nærmere, der viser Erfaringen, at saa opstaar der gerne en til Tider yderst dramatisk Kamp mod Dæmonerne.
Hvad er da Døden? Udgangen paa Kampen! I al Fald kan man derefter ikke selv gøre Mere; men Noget tyder paa, at mellem Engle og Djævle forstærkes da Slutopgøret om den hedengangne Sjæl. Der kommer de Efterlevendes, Kirkens og de Helliges Forbønner med ind i Billedet.
Vedrørende Døden maa man altsaa skelne mellem den legemlige og den aandelige Død. Om den første kan vi næsten synes enige med Materialisterne, idet vi med Sanct Johannes af Damascus siger: Alt, hvad der skabt af intet, har ogsaa en Ende. I Paradiset – den Tilstand, som ligger forud for den Verden, vi nu kender – der var det skabte Menneske altsaa ikke udødeligt; men det havde Kaldet til at udvikle sig til Udødeligheden. Deri svigtede Adam, der ligesom Kristus staar paa et Urfaderplan for alle Mennesker: hans Synd var, at han fjernede sig fra Gud og dermed faldt ned i ikke blot den Ikke-Væren, der egentlig var hans Natur, men i en værre, en aandelig Død. Hele dette Syndefald var nemlig arrangeret af Satan, der dermed arbejdede paa sit Formaal.
Var nu Døden en Straf? Gud havde jo sagt; Hvis du æder af Kundskabens Træ, skal du dø Døden. Dette var ikke en Lovgivningsmagts Edikt med tilhørende Straffebestemmelser, nej, det var en Faders Advarsel til sit Barn. Synden bærer Straffen i sig selv, og det er Djævelen, der iværksætter Tortur (i øvrigt er alt, hvad han laver, Anti-Existens). Men Gud er ikke Straffer! og da slet ikke en altmanipulerende Ensretter med Djævelen som sin Rakkerknægt! Den timelige Død er ikke Noget, vi skylder Gud; men den er en Velgerning, Gud giver os, for at vi ved at vide om denne Grænse skal besinde os, i Tide angre vore Synder og Fejltagelser, søge Naademidlerne og komme til at voxe aandeligt. Grunden til, at Gud satte Mennesket ud af Paradis – siger de hellige Fædre – var ikke at straffe, endsige at hade det, men for at Mennesket ikke i Syndens Gudsfornægtelse skulde komme til at leve evigt, og Djævelen saaledes have naaet sit Maal, dets ødelæggelse.
Da grundlagdes allerede Forventningen om den kommende Messias (den Salvede, Kristus), som gennem Aartusinder blev afbildet mere eller mindre tydeligt i Religionernes Offertjeneste: den lokale Konges symbolske Kaoskamp under Folkets Graadsklage og hans Tronbestigning under Folkets Jubel; dette var Skabelsen af det nye Aar. I Tidens Fyldeindtraf der det, at dette profetiske Forbillede blev til bogstavelig Virkelighed: Kongemoderen er nu faktisk Jomfru, Gudesønnen er i Sandhed paa een Gang Gud af Evighed og Menneske i Tiden, og efter Sin Lære og Sine Undere steg Han ved Korset ned i selve Dødsriget, som ingen Anden havde kunnet aabne, og udfriede Menneskeslægten ved at besejre Djævelen paa hans eget formente Omraade. At dette ikke længere er blot symbolsk (mythologisk!) at forstaa, fremgaar af Hans Opstandelse fra de Døde (som ogsaa viser sig ved Troens forvandlende, levendegørende Kraft). Døden er besejret, og Djævelen lagt for Hans Fødder. Jublende fejrer Kirken Taksigelsens Offer og gaar med den Himmelfarne sacramentalt ind i selve Himmelen, ved en Foregribelse af Hans Komme i Herlighed. Den nye Verdens Skabelse er allerede i Gang, omend ikke endnu fuldendt.
Der findes nemlig to Planer: Det første og altbestemmende, som allerede er fuldendt: Urfædrenes, dels Adam, Guds skabte Søn, der skadede Menneskenaturen ved at fjerne den fra Gud, og nu Kristus, Adams og Guds Egen Søn, Der i Sig har forenet vor fælles menneskelige Natur med Guddommen. Uden dette er Frelse ikke mulig. Men dertil kommer et andet lavere, stadig i Udvikling værende Plan: vor personlige Tilslutning til eller Afstandtagen fra dette. Allerede før Kristi Komme var Nogle Retfærdige og Andre Uretfærdige, og nu er det glædelige Budskab bragt til konkrete Egne af Jorden, Kirkens Fællesskab oprettet med dets asketiske, bedende og sacramentale Liv, og Mennesker – vidt forskellige efter Køn, Evner, Betingelser og især efter deres egen Villie og deres eget Valg – har Muligheden for at indgaa med Kristus til Guds Herlighed. Her, paa dette lavere Plan, lindes der da et Samarbejde mellem, hvad der er af Gud, og hvad der er af Mennesket.
Man kan leve Legemets Liv og dog være (allerede) aandeligt død; men man kan ogsaa dø legemligt og aandeligt komme til at leve, dog ikke ved en Automatik, men som Følge af, at den Hellige Aand har faaet Bolig i Hjertet under Legemets Liv.
Hvordan dette kan gaa for sig, herom findes der nok egentlig lige saa mange forskellige Historier, som der er forskellige Mennesker (Gud ske Lov har Genkloneringen vist ikke, i al Fald endnu, ført til Masseproduktion af ens Mennesker, hvilket vilde være selve Menneskeslægtens Destruktion indefra). Nogle har fra deres spædeste Alder faaet den hellige Tro ind med Modermælken, Andre (som Røveren paa Korset) omvender sig muligvis i deres allersidste Øjeblik; men de Fleste befinder sig et eller andet Sted derimellem. Beretninger om Mennesker, der lige fra Oldtiden indtil vor egen Tid har fundet Troen og levet den indtil det Yderste, findes i de Helliges (Helgenes) Levnedsberetninger (Synaxarierne), som orthodoxe Kristne hver Dag maa kende for at forstaa, hvem det er, der fejres i vedkommende Dags Gudstjeneste.
Mange af de Hellige blev Martyrer, d.v.s. torterede og dræbte for deres Kristentros Skyld. I dem kan vi alle tydeligt se, hvad Døden er og ikke er. De modstod paa den ene Side frygtelige Trusler og grusomme Pinsler, paa den anden Side ofte blandede med tillokkende Løfter om Ære, Rigdom og Nydelser, bare de vilde fornægte Kristus, den Korsfæstede og Opstandne. De frygtede ikke den legemlige Død –i disse extreme Tilfælde kom der ofte (men ikke altid) Engle eller endog Kristus Selv og styrkede dem til at fuldføre deres Kamp og deres Henrettelse, der jo umiddelbart var gruopvækkende, blev deres Sejersdag, hvor de straalende af Vished fuldendte deres Kamp og ved den legemlige Død i Efterfølgelse af Kristus gik ind til det evige Liv.
Saadanne Historier maa opmuntre os, der for det Meste lever i stor Bekvemmelighed og er langt mindre i baade fysisk Kraft og menneskeligt Værd – men dog ikke er Intet; for vi er skabte af Gud og regnede som I lans Børn -, det maa opmuntre os til Dag for Dag at døde Synden, aflægge det gamle Menneske og med det den aandelige Død, opstaa med Kristus og leve i Ham som det nye Menneske, der er genfødt til et levende Haab. Saa maa der, selv i Tilfælde af, at vi ikke bliver Martyrer, ved Guds Naade kunne skænkes os at hensove i Herrens Fred.
Skrevet i Dec. 2003 af Munken Fotius i Paracletens Kloster, Attica, Grækenland.
Eftertryk tilladt, men Saadanne med Forkerte Stavelsesdelinger og Kommafejl forbudte.