Af fader Steven Tsichlis, St. Pauls Greek Orthodox Church
For nylig talte jeg med én fra en ”ikke-konfessionel” kirke, som spurgte mig: Hvorfor titulerer man præster ”fader”i din kirke? Det er ikke i overensstemmelse med Bibelens lære! For Jesus selv siger: ”I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ”fader”; thi kun én er jeres Fader, Han, som er i himlene (Matt 23: 9).
Her har vi slet og ret et eksempel på fundamentalismen i visse kristne grupper, når det gælder at forstå og tolke Skriften. Man tager denne eller hin bibelske passage ud af sammenhængen og bruger den, som man vil. Hl. Athanasios, som i 4. århundrede var patriark af Alexandria, var den første i kristenhedens historie, som endegyldigt opregnede de 27 skrifter, vi i dag kalder Ny Testamente. En central person i dannelsen af den nytestamentlige kanon. Hl. Athanasios siger, at når kristne læser Bibelen, bør de ikke tage stykker ud af sammenhængen, men snarere holde sig skopos, det afgørende sigte eller ”det store billede” for øje. Lad os undersøge det foreliggende spørgsmål med det fulde sigte – eller det store billede – med Skriften for øje.
For det første: Det stillede spørgsmål lader til at forudsætte, at dette skriftsted må tages bogstaveligt, som et absolut forbud, så vi altså ikke skulle kalde noget menneske fader. Med andre ord, hvis vi skulle tolke Matt 23:9 bogstaveligt, kunne ingen kaldes fader, end ikke vore biologiske fædre. Kristne ville ikke have mulighed for at fejre ”fars dag”, og ingen kunne kaldes ”landsfader”. Er dét, hvad Jesus sigtede på? Naturligvis ikke! Hører vi ikke Jesus selv formane den rige, unge mand til at holde budene, inklusive dét, der hedder: Du skal ære din fader og din moder (Matt 19:19)? Og da jøderne spørger Jesus om Hans lære om, at Han er ”livets brød”, svarer Han dem da ikke med ordene: Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde (Joh 6: 48–49)?
For det andet: Hvad skal vi stille op med apostlen Paulus? Når han omtaler Flugten fra Ægypten, omtaler han da ikke, ligesom Kristus selv, forgængerne for det samtidige Irsael som vore fædre (1 Kor 10:1)? Og når han taler om opdragelse i den kristne familie, siger han da ikke: I fædre, lad være med at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte (Kol 3:21)?
Endvidere skrev Paulus, angående det åndelige faderskab i den kristne menighed, til Kirken i Korinth: Dette skriver jeg ikke for at gøre jer skamfulde, men for at retlede jer som mine elskede børn. Thi om I så havde ti tusinde opdragere i Kristus, så har I dog ikke mange fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet (1 Kor 4: 14–15). Og han beskriver sit forhold til de kristne i menigheden i Thessaloniki som en faders til sine børn (1 Thess 2:11). Gør Paulus ikke, i de nævnte passager, krav på at være korinthernes og thessalonikernes åndelige fader i evangeliet? Fader Paulus, om man vil?
For det tredje: Når vi tolker Matt 23:9, er det nyttigt at læse hele kapitel 23 for at få den rette forståelse af passagens kontekst. Kapitel 23 indeholder Herrens anklage mod de skriftkloge og farisæerne for deres hykleri, for deres focuseren på den ydre religionsudøvelse uden ægte anger og uden hjertets omvendelse. Ikke alene dømmer Jesus de skriftkloge og farisæerne for deres tomme og forgæves brug af tiltalen fader, men i det umiddelbart følgende vers siger Han: Ej heller skal I lade jer kalde lærere, thi kun én er jeres Lærer, Jesus Kristus (Matt 23:10). Og dog kalder mange ”ikke-konfessionelle” prædikanter sig for ”bibellærere”; og ingen har vist nogen sinde, på basis af dette skriftsted argumenteret for, at Kirken ikke skulle have søndagsskolelærere. Jesus selv anerkender Nikodemus som lærer i Israel (Joh 3:10), og i Apostlenes Gerninger ser vi, at visse mænd kalder lærere (ApG 13:1), for nu blot at give to eksempler.
Det står således klart, når man læser kapitel 23 hos Mattæus i sin helhed, at dét, Jesus taler om, ikke er de pågældende titler og roller i og for sig, men derimod den selvforherligelse, de skriftkloge og farisæerne misbruger dem til.
For det fjerde: Når ordet fader benyttes, når man henvender sig til præsten, er det ikke blot en bekræftelse på dennes ”højere” status i de troendes fællesskab; det er snarere et udtryk for kærlighed og nærhed, sådan som også apostlen Paul bruger det i de ovennævnte passager fra 1 Kor og 1 Thess. Hos grækerne tituleres præsten i sin landsby papa, hos russerne som batiushka, og begge tiltaleformer er tegn på kærlighed og fortrolighed. Præstens åndelige faderskab er ment som et tegn på, hvor dybt nærheden og forholdet er mellem Kirkens folk og deres ledere, et forhold, som er baseret på præstens rolle i vores genfødsel, vor fødsel i Evangeliet – vores dåb. Ligesom vores biologiske fader har en vigtig rolle i vores fødsel og fortsatte pleje, sådan har også præsten, som ham, der døber os, en vigtig rolle i vores genfødsel, vores fødsel fra det høje … af vand og ånd (Joh 3: 3–5).
Til sidst: Denne facon, med at prøve at tolke Skriften bogstaveligt og så bruge en passage, som er taget ud af sammenhængen, polemisk mod, er desværre alt for kendetegnende for megen ”ikke-konfessionel” kristendom. I bedste fald drejer det sig om en forkert læsning og en misforståelse af Skriften; i værste fald kan det være udtryk for religiøst bigotteri. Men det er en kendsgerning, at det store flertal af kristne, ortodokse, katolikker, anglikanere m.fl., gennem kirkens to tusindårige historie til og med vore dage, har kaldt og fortsat kalder deres præsteskab for fader.