Kristen tro har grundlæggende intet til fælles med new age. Det påstår ganske vist repræsentanter fra new-age-miljøet. Også kristne kan ind imellem have vanskeligt ved at skelne. Men religioner har forskelligt indhold, og disse indhold lader sig sammenligne. Deri ligger ikke nogen gensidig uvenlighed.
Vi må holde tungen lige i munden. For den kristne tros grundlag er i absolut modsætning til hele det trosmæssige miljø, der kaldes new age. Dette sidste bygger på en metafysik, som er fuldkommen uforenelig med den kristne forståelse af verden som Guds skabelse fra intet. Uforenelig med den kristne tro på Guds personlige nærvær i skabelsen, med troen på, at denne verden skal komme til en ende, på dommedag, de dødes opstandelse og den kommende, nye verden, det ny Jerusalem.
Den kristne tro er, med Petter Dass’ ord, troen på, at ”Gud er Gud, om alle mand var døde.” Det betyder, at før verden, før skabelsen, er Gud; og havde det ikke været for Guds vilje, så ville det skabte ikke være til. Vi kristne tror, at vi er her, fordi Gud vil det. Og vi tror, der er en evig forskel mellem Gud og dét, Han har skabt. Panteisterne i new age tror det stik modsatte. De tror, at der er fuld identitet mellem Gud og skabelsen, de tror, at alt, hvad der eksisterer, er ”en del” af Gud; og de tror, at åndelig vækst består i at indse netop dét.
Den kristne tro er troen på en personlig Gud i tre personer, Fader, Søn og Helligånd. Det betyder, at vi kan møde Gud ansigt til ansigt i et personligt jeg/du forhold. Det betyder, at Gud er Ham, vi kan henvende os til med vore bønner og vore glæder og sorger. Og det betyder, at hvert menneske kan vente et særligt og kærligt svar fra Gud; for Han kender hver af os ved navn og følger opmærksomt vores vej gennem livet. Panteisterne tror det stik modsatte. De tror, at Gud er et upersonligt princip. Følgelig tror de ikke, der findes noget personligt forhold mellem Gud og det enkelte menneske. I stedet regner de med, at vi med passende teknikker kan skaffe os indsigt i den upersonlige, abstrakte guddommelighed.
Den kristne tro er troen på, at Gud selv er blevet menneske i Jesus Kristus. Vi tror, at Gud har påtaget Sig vore menneskelige vilkår, for at vi kan få del i Hans guddommelighed ved det personlige møde med Kristus. Panteisterne tror derimod, at det særlige ved Jesus er, at Han er ”én af de oplyste mestre”, som ved en særlig åndelig indsats har skaffet sig indsigt i det upersonlige, guddommelige princip.
Den kristne tro er troen på, at ligesom denne verden har en begyndelse, vil den også komme til en afslutning. Vi tror, at der skal komme en ny himmel og en ny jord, hvor forgængelighed og død ikke længere skal herske. Og vi tror, at i denne nye verden, hinsides dommedag, skal vi hver især kende og bevare vores personlighed og leve evigt med Gud. Panteisterne i new age tror det stik modsatte. De tror, at hele verden, alt, hvad der er til, alt dét, de kristne kalder skabelsen, er et evigt kredsløb. De tror, at vi atter og atter må komme tilbage og begynde forfra i dette kredsløb i et umådeligt antal genfødsler. Og de tror, at meningen, formålet med tilværelsen er at kæmpe sig ud af kredsløbet, at blive befriet fra det legemlige fængsel, for så at kunne tage ophold i højere, åndelige, upersonlige sfærer af intethed. Hvor kristne stræber mod at stå for Guds ansigt med en fuldt udviklet personlighed efter dette ene, jordiske liv, dér forstår panteisterne personligheden som et blændværk, og de sigter følgelig mod illusionens endelige opløsning efter en lang række genkomster.
Kristendom og new age er modsætninger. Vi tror ikke det samme. Det har naturligvis følgevirkninger, når vi omsætter vores tro i praksis. Både hos kristne og hos panteister kan vi tale om åndeligt liv; men idet troen er afgørende forskellig, fører den os i vidt forskellige retninger. Vi er ikke forudsætningsløse, når vi begiver os ud på den åndelige vej.
Der er en verden til forskel mellem det åndelige liv, der er indrettet efter forestillingen om et upersonligt, guddommeligt princip, og så det liv, der er rettet mod den personlige Gud. Panteisterne i new age opfatter først og fremmest åndeligt liv som en teknisk disciplin. De forestiller sig, at hvis man behersker en mental teknik eller en meditativ metode med tilstrækkelig sikkerhed, vil man gradvis kunne tilkæmpe sig såkaldt ”højere bevidsthed” indtil man slipper endeligt ud af genfødslernes hjul. Vi kristne opfatter forholdet lige omvendt: Det åndelige liv er hverken teknik eller meditation, men personlig relation. Det kristne liv er først og sidst et personligt forhold i bøn og kærlighed til Kristus.
New-age-landskabet er præget af en lang række variationer over ét og samme tema. Temaet er teknikker til at trække sig selv op ved håret, åndeligt talt. Meditationssystemer, åndedrætsøvelser og forskellige variationer af såkaldte terapier. Den kristne teknik er den stik modsatte. For den er slet ikke nogen teknik, men en bøn. Og bøn sigter ikke mod selvfrelse, men mod at bringe sig i overensstemmelse med Guds vilje.
Mangler man øvelse kan det være vanskeligt at skelne mellem kristen og panteistisk praksis. Lad mig nævne et enkelt, men sigende eksempel. I den ortodokse, kristne kirke har vi en bøn, som kaldes ”Jesusbønnen”. Den lyder som følger: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder”. Beder man denne bøn opmærksomt og vedholdende, vil man opdage, at den indeholder en koncentrat af hele den kristne tro og lære, og at den er en direkte vej til et personligt møde med Kristus selv.
Netop denne bøn, Jesusbønnen, er der udbredt begejstring for i miljøer med tilknytning til new age. Men desværre på et helt forkert grundlag. For begejstringen udspringer af en ganske overfladisk sammenligning med et meditationsteknisk fænomen. Dette består i stadig gentagelse af én eller anden ”hellig lyd” med det formål at højne bevidstheden. Jeg har bemærket, hvordan fremtrædende repræsentanter for panteismen med dette udgangspunkt analyserer sig frem til, at den kristne bøn skulle være et spørgsmål om visse særlige lydbølgers frekvenser. Væk er det personlige forhold mellem Gud og den bedende. Jeg har set overvejelser i ramme alvor, om det er tilrådeligt at benytte Jesusbønnens danske ordlyd, eller om det kun er de græske og kirkeslaviske varianter, der rammer de rette frekvenser til at højne bevidstheden.
Den type sammenkoblinger, som her blot er antydet, er ikke sjældne. De foregår ofte på et meget sofistikeret niveau. Men forenelige med kristen tro er de ikke. De er tværtimod levende eksempler på, at den kristne tro ikke har spor til fælles med panteismen.
Skal vi, som er af kristen tro, da på forhånd udelukke enhver dialog med panteisterne i new age? Ja og nej. For som kristne skal vi naturligvis tage alle menneskers åndelige længsel og erfaring alvorligt. Vi må være villige til at samtale. Men samtidigt må vi være villige til at kalde tingene ved deres rette navn. Og vi må afvise de utallige invitationer til synkretisme, til at gå ind på den tankegang, at vi alle ”i virkeligheden” tror det samme, men blot kalder det noget forskelligt. Synkretismen munder kort fortalt ud i, at enhver bliver salig i sin tro. Den kristne tro er helt modsat, for vi tror, at frelsen er uløseligt knyttet til Kristus. ”Der findes ikke noget andet navn under himlen, hvorved vi frelses”, skriver apostlen Peter.
Vi må ikke være uvenlige og afvisende over for mennesker, som ikke er kristne. Vi må heller ikke afvise deres erfaringer som værdiløse eller ugyldige. Men vi må føre klar, kristen tale: Det åndelige liv består ikke i åndedrætsøvelser, mantraer, chakra-bevidstgørelser, energibaner og hvad det alt sammen hedder i det panteistiske univers. For os er åndeligt liv det personlige forhold til Kristus og deltagelsen i kirkens sakramenter. For åndelig vækst og helliggørelse er ikke personlighedens bortsmeltning i det store intet. Helliggørelse er, kristent forstået, det stik modsatte: Vækst følger ikke af tekniske krumspring, men alene af, at vi knyttes stadig tættere til Kristus.