Af Adam S. N. Schul
En kort gennemgang af den Ortodokse Kirkes forståelse af Dåbssakramentet.
Dåbens mysterie eller sakramente er for alle kristne, uafhængig af deres konfession, begyndelsen på det kristne liv og indtager sammen med den hellige nadver i alle Kristne samfund en særlig stilling . Dåben og den hellige nadver er “sine qua non” for kristne, og således naturligvis også i den Ortodokse Kirke.
Dåbens mysterium hænger hænger teologisk set nøje sammen med Påsken, med Kristi korsfæstelse, nedfarelse til Helvede og opstandelsen på tredjedagen. I selve ordet Påske, som stammer fra det hebraiske verbum Pasach, som betyder “overgang” ligger meningen om overgangen fra Døden til Livet, som Paulus siger, “Stå op fra de døde og Kristus vil Lyse for dig”. Det som vi hører Påskenat i Påskens troparion: “Kristus er opstanden fra de døde, og har ved døden trådt Døden under fode, og til dem i gravene skænket liv”, fremgår også af opstandelsesikonen, hvor Kristus tager Adam og Eva ved hånden og så at sige hiver dem op af dødsriget. Kristus har sønderbrudt Dødens eller Satans magt og ved dåben for vi del i denne begravelse og opstandelse med Kristus, og i denne begravelse bliver den synd der kom ind i verden ved Adam og Eva begravet og vi opstår med Kristus til Guds Rige og en genskabelse af den Gudsbilledlighed der var menneskets før faldet. Det er med andre ord den gamle Adam, dvs. synden der begraves og man genopstår med nye Adam, Kristus. Men det er ikke kun en genskabelse af forholdet mellem Gud og Mennesket, men også mellem menneskene imellem og mennesket og den øvrige skabning. I den Ortodokse Kirke er den nemlig i højere grad end i andre konfessioner fokus på de kosmologiske konsekvenser af faldet, hvor mennesket, som kronen på Guds skaberværk, faldt og derved spredte faldet sig til hele skabningen. Mere om det senere i forbindelse med Indvielsen af Vandet til Dåben.
Den Hl. Johs. Chrysostomos skriver at der er tre fødsler for mennesket, nemlig fødslen ifølge kødet, der i sig bærer kødets svaghed, dåbens fødsel, eller måske snarere genfødsel og endelig Genopstandelsen fødsel, hvor vi skal genopstå til den kommende evigheds liv, som der skrives i Trosbekendelsen.
Dåbens fødsel eller mysterium er ligesom Nadveren indstiftet af Herren selv. Jeg vil derfor prøve at gennemgå nogen af de teologiske elementerne i festen for Kristi dåb i Jordan, i den Ortodokse Kirke kaldet Theophanifesten, efter de græske or for Gud: Theos og Phainein: “at vise sig, eller gøre synlig”:
I Kristi då i Jordan floden manifesterede den Treenige Gud sig. Festens troparion siger: “Da Du blev døbt i Jordan, Herre, åbenbaredes tilbedelsen af Treenigheden, for Faderens røst bar vidnesbyrd om dig, da Han kaldte dig sin elskede Søn. Og Ånden kom til syne i form af en due og bekræftede Ordenes sandhed. Du har vist Dig for Os, Kristus vor Gud, og oplyser verden. Ære være Dig”.
Som i Påsken er der her tale om en “stedfortrædende handling”. Det er den menneskelige natur som Kristus tog på sig i inkarnationen der dåbes. Jeg citerer her fra forfesten til Theofanifesten:” Nådige Frelser, du tog Adams nøgenhed på dig som en Herlighedens Klædning.” Det var altså menneskeheden selv der døbtes i Jordan, da Kristus, den inkarnerede Guds Søn, modtag Guds Ånd. Da han blev døbt for os, blev vi døbt i Ham.
Kristus blev ikke selv helliget af vandet i Jordanfloden, men helligede selv vandet ved Helligånden. Det som jeg tidligere nævnte med de kosmologiske konsekvenser af faldet bliver her klart. Vandet er symbolet på hele skabelsen, den “ursuppe” som var grundlaget i skabelsen, da Guds Ånd jog over vandene. Her taler vi naturligvis ikke om anfægtelse af “creatio ex nihilo”, men udelukkende symbolsk Da Helligånden i skabelsesberetningen svævede over vandene og udaf mørket skabte lys, på samme måde svævede Helligånden i form af en due, ligeledes over Jordans vande, og gjorde igen vandet til et skabelsens element.
Her kommer det holistiske, ikke i new-age forståelsen af ordet, eller adualistiske , af det græske ord, holos, dvs. hel, der altid har præget den Ortodokse Kirke frem. Mennesket er et uadskilleligt hele og som såden er vi også i Kirken. Der er en væsensmæssig eller ontologisk sammenhæng mellem Kirken, dvs. os, og Kristus, i hvem, som Paulus skriver, “hele guddomsfylden bor i kød og blod”. Derfor er dåben er både Pneumatisk og Somatisk., dvs. åndelig og legemlig. Som Johs. Chrysostomos skrive, så “er dåben tofoldig, i form af Ånd og vand, ligesom vi er skabt tofoldigt, nemlig af sjæl og legeme”.
Udover Theophani, er denne fest også kendt som Lysets fest, som det fremgår af sidste strofe af Troparionen. Igen citerer jeg fra en af festens tekster” Frelseren kommer for at skænke Guddommeligt Lys til dem i mørket”. Som Paulus skriver skal vi alle bliver som lysets børn. Her ser vi også det element af adoption der er så vigtigt for den ortodokse forståelse af Dåben. I dåben bliver som børn igen, vi bliver født på ny, men denne gang som Guds Børn, som Jesus siger selv i Matt. Evange: At hvis ikke vender om og bliver som børn, kommer vi ikke ind i Himmerriget”.
Et sidste element jeg vil nævne, som værende specifik for den Ortodokse Kirke er dens kateketiske tradition. Det er gennem denne “traditio”, latin for overbringelse, at man for del i det der i den Ortodokse Kirke kaldes for den hl. Tradition. Denne tid som katekumen kunne i ældre tider vare flere år, hvor man gradvist blev indviet i Kirkens mysterier, kulminerede i ens dåb Påskenat, forberedt af den store fastes 40 dages faste og meditation. Irinæus skriver at, ” det er gennem dåben at Kirken har modtaget sanhedens regel, for at bevare den unforandret”. Denne forståelse af den indre sammenhæng mellem dåben og hele den katolske og apostolske tro, grunder sig på Kristi egen befaling om “at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og lære dem hans befalinger”. Om det skriver den hl. Athanasius, at “hele mysteriets fylde ligger i dåben, thi den gives i Faderens og Sønnens Og Helligåndens Navn, og alle troens dele ligger forankret i den” At traditionen er hellig betyder at den er givet af Gud, at den er sand, at den giver det rette doxa eller lovprisning og at den er uforanderlig, men ikke statisk, eller død. Ordet Ortdoksi giver et godt fingerpej om hvad der menes med den Hl. Tradition. Ordet er tofoldigt og betyder på den ene sin ret lovprisning og på den anden ret lære, med to begreber, som i øvrigt helt fremmede for Ortodoksien, kam man sige at hos “os” er lex credendi og lex orandi én og samme ting. Traditionen som er overbragt igennem dåben fra apostlene giver nøglen til den rettet tro og lovprisning af Gud. Traditionen er ikke hellig i kraft af sig selv, men er hellige på samme måde som konciliernes, der jo også er en del af traditionen, beslutninger er hellige og sande fordi de er stadfæstet af Helligånden.
GENNEMGANG AF SELVE DÅBSSAKRAMENTET.
Dåben starter med at personen der ønsker dåben, af præsten, bliver afklædt og står vendt mod øst. Dette betegner starten på den omvendelse eller overgang, Pasach eller Påske, som katekumenen har forberedt sig på. Symbolsk afklæder præsten katekumenen den gamle Adam klæder ham nøgen ligesom Kristus var nøgen på Korset og han er dermed klar til at modtage den nye Adam i Dåben.
At vende sig mod øst har intet at gøre med geografi, men er et et symbolsk udtryk for at vende sig mod Gud og derved blive oplyst. Her citerer jeg fra den hl. Johannes af Damaskus som omtaler netop dette i “de fide orthodoxa”. Citatet berører her flere aspekter af den Ortodokse Kirkes forståelse af Dåben, som jeg har berørt ovenfor. Den tofoldige lovprisning af Gud og det tofoldige element i sakramentet, ikke kun i Dåben, men også i den Hl. Nadver, og til sidst den hl. Tradition.
It is not without reason or by chance that we worship towards the East. But seeing that we are composed of a visible and an invisible nature, that is to say, of a nature partly of spirit and partly of sense, we render also a twofold worship to the Creator; just as we sing both with our spirit and our bodily lips, and are baptized with both water and Spirit, and are united with the Lord in a twofold manner, being sharers in the mysteries and in the grace of the Spirit.
Since, therefore, God is spiritual light, and Christ is called in the Scriptures Sun of Righteousness and Dayspring, the East is the direction that must be assigned to His worship…. Moreover the tent of Moses had its veil and mercy seat towards the East. the Lord Himself said, As the lightning cometh out of the East and shineth even unto the West, so also shall the coming of the Son of Man be.
So, then, in expectation of His coming we worship towards the East. But this tradition of the apostles is unwritten. For much that has been handed down to us by tradition is unwritten.
Det vi skal lægge mærke til er i hvor høj grad tingene er sammen hængene i den Ortodkse Kirke. Der er ingen uoverensstemmelse mlm. Form og indhold, mlm. Sjæl og legeme eller mlm traditionen og skriften, eller ingen skolastiske spidsfindigheder, men Oldkirkens forståelse af sakramenterne som mysterier, og dermed hævet over enhvert forsøg på at måtte rationalisere dem.
Dåbskandidaten udtrykker gennem præstens bøn ønsket om at måtte blive indskrevet i Livets bog, eller sagt med andre ord, Kirken. Bønnen er “adresseret” til Gud Faderen, som i Jesus Kristus, ved Helligånden, gør os til sine børn eller adopterer os; et element der gå igen igennem hele dåbsritualet. Helligånden skaber eller rettere sagt genskaber det koinonia, eller fælleskab med Gud der er blevet tabt. Helligånden er fællesskabets ånd, der ligesom ved Pinsen, knytter individer sammen til Kirke. Som Epiphanius, der var Patriark af Konstantinopel, siger :”så er det gennem Helligånden at forholdet til Gud, indstiftet af Kristus, gradvist uddybes og inderliggøres indefor medlemskabet af Kirken, i dens tilbedelse af den Hellige Treenighed”.
Denæst følger tre forsagelser af Djævelen. Kandidaten vender sig mod vest, som antitype til det vi snakkede om ovenfor , nemlig øst, som frelsens symbolske ophav. Det synlige mørke er symbolet på det åndelige. Igen bliver talt direkte. Her skal jeg ikke komme ind på Theodicé problemet, eller spørgsmålet om det ondes oprindelse, men kun sige så meget at i den Ortdokse kirke er det onde ikke kun et abstrakt begreb, eller kun et privativum eller et fravær af det Gode. Dét onde stammer fra dén onde og som kristne er vi , som der siges i denne bøn, kaldede til at være, Kristi nyindskrevne krigere, i kampen mod det onde. I dåben bliver vi, som Tertullian skriver, “genoprettet til Guds billede, med genoprettede til Guds lighed bliver vi kun ved at kæmpe mod det onde og leve efter Guds bud”. Paulus siger at vi er døbte til Kristus og også døbte til hans død, og er døde for verden og denne verdens fyrste, eller som den Hl. Gregor af Nyssa lidt mere populært siger, “så er synden en død krop, spiddet på Dåbens lanse.”
Derefter ånder præsten tre gange på dåbskandidaten. Præstens værdighed har intet med præstens fremtoning eller person at gøre, men med han embede. Præsten er en engel, på græsk angelos, der betyder budbringer, som forkynder Kristi rige og det evige liv. Derfor er der intet “magisk”, ved præstens handlinger, hverken i denne sammenhæng eller andre, f. eks. syndsforladelsen, for så vidt som de kun forkynder det der i virkeligheden udvirkes af Gud.
De urene ånder som vi i evangelierne læser om, har her deres modstykke i en ren Ånd eller ånde, som naturligvis er samme ord. Tekstmæssigt ledsages dette af en bøn til Gud om at han må fordrive alle disse urene ånder og gøre kandidaten til et “medlem af Kirken, et indviet bæger og et Lysets barn”.
Herefter tilspørger præsten dåbskandidaten om han har forsaget djævelen og om han har forenet sig med Kristus og om han tror på ham som Konge og Gud. Dette giver mening når man ser på den efterfølgende del af Dåben, nemlig trosbekendelsen. I trosbekendelsen knytter man sig personligt an, jf. brugen af 1. Pers. Ental i symbolet, til hele Kirken. Kirkens tro og ens egen tro er et og det samme og at tro på Kristus som konge betyder at man tror på Kristus som værende Konge eller Herre ikke kun for Kirken, men også for en selv. Kirken er ikke et fritsvævende begreb som kan skilles fra dens medlemmer, men kirken ér dens medlemer. Medlemmer i og med at vi, Kirken, er lemmerne på Kristi legeme , som det siges i Rom. Brevet. Mødet i Nikæa, hvor trossymbolet blev besluttet, havde en pinsemæssig karakter, eller som Hl. Gregor af Nazians siger så var de 318 forsamlede i Nikæa forenet af Helligånden. Trosbekendelsen står som et bolværk, der er stadfæstet af Helligånden, imod ethver vildfareldse eller afvigelse fra Kirkens tro på en Treenig gud, hvis navn vi bliver døbt i. I trosbekendelsen for man overgivet, jf. det jeg sagde om traditio ovenfor, den nøgle, der er der er givet apostlene af Kristus selv til læsning af de Hellige Skrifter, som et udtryk for den Treenige Guds økonomi, eller værk.
Således står man forberedt, efter at have forsaget djævelen og bekendt sit ønske om at forene sig Kristus, til at modtage selve dåben.
Præsten beder nu stille en bøn for sig selv om at måtte blive kendt værdig til at, ved at erkende sin syndighed, måtte forestå dettel hellige mysterie. Den følgende del af dåben har sammen rækkefølge af liturgiske elmenter som det andet store mysterium, nemlig den Hl. Nadver. Først taksigelsen, eller doxologien, hvor vi takker Gud for den store nåde han har vist. Dernæst anamnesis, eller ihukommelsen, som genkalder sig frelseshistorien, og dermed bekræfter Guds handlen i verden og til sidst epiklesis, eller indvielsen af elementerne, hvad enten det er brød og vin i nadveren eller vand i dåben. Den indre sammenhæng der nadver og dåb som her bliver klar er vigtig både for forståelsen af dåben og nadveren. Dåben er forudsætningen af nadveren og nadveren er fuldendelsen af dåben. Tertullian skriver at “vi bliver kaldede ved vandet, men udvalgte ved blodet”, dvs. at hvor vi i dåben bliver et lem på Kristis legeme, får vi ved den Hellige Nadver den nødvendige åndelige ernæring for at kunne vokse i vort forhold til Kristus. Nadveren findes kun i Kirken og kan ikke løses fra denne og medlemskab af Kirken fås kun ved Dåben. Den Hl. Simeon den Nye Teolog skriver “når vi er blevet døbt ved Helligånden og det inkarnerede Ord har gjort os til et lysets tabernakel, ved deltagelsen i hans Hellige Legeme og Blod, da skal vi se hans herlighed, den samme Herlighed som Faderens enbårne.” Igen vil jeg gøre opmærksom på det dobbelte aspekt af Mysterierne. Nadver, såvel som Dåb er til hele mennesket helligelse, både sjæl og legeme og er ikke kun en sjælelig eller åndelig forteelse.
Hernæst følger den store litani, som så at sige opsummere elementerne fra den theofanifesten. Der bedes om at vandet må blive helliget ved Helligånden, må blive en kilde til renselse, om at vi må blive oplyst ved Helligåndens nedstigning, om at blive et lysets børn og ikke mindst hvad vi kan kalde det Påskemæssige aspekt af af dåben, nemlig at måtte deltage i Kristi død og opstandelse.
Før selve epiklesen, hvor præsten, jf. det græske ord epikleo, at påkalde, påkalder Helligånden om at indvie vandet, siger han en bøn der genkalder sig hele skabelsesberetningen og inkarnationen eller Guds økonomi. På denne måde sættes det frelsende mysterium, som dåbskandidaten står over for i relief i forhold til kosmiske aspekt af både skabelsen og genskabelsen i Dåben.
Præsten tegner nu korset tegn tre gange i vandet, og beder om at alle onde magter må blive knust under korsets billede. Kristi kors er, som der synges i festen for Korsets ophøjelse, “alle Kristnes håb, vor sejr i krig, verdens faste grundvold, de syges læge og de dødes opstandelse”. Når man tegner korset over noget, eller over sig selv tager vi derved del i Kristi frelsende lidelse, som er udtrykt ved Korset. Ligesom vi blev gjort fri ved Korset for syndens og dødens forbandelse og blev genoprettet til vor sande natur, bliver også skabningen, her vandet genoprettet, ved uddrivelsen af det onde ved Korsets magt, til sin sande natur.
Herefter kommer salvelsen med Glædens olie, som har sit navn fra salmernes bog. Jeg vil komme nærmere ind på oliens symbolik i forbindelse med det efter dåben følgende Salvesesmysterie, og her begrænse mig til to ting træder klart ved læsningen af de ledsagende bønner og selve salvelsen. Først mindes vi ved historien om duen der ved syndfloden vendte tilbage til Noahs ark med oliebladet, om hvordan Gud Helligånden, i form af en due, bringer bud om Gud nåde. Selve salvelsen forklarer, ved præstens bønner og handling, sig selv. Dåbskandidaten salves på bryst, skuldre, ører, hænder og fødder, med andre ord hele legemet og igennem salvelsen gør derved opmærksom på at dåben er til hele legemets helliggelse.
Dåbskandidaten bliver dernæst døbt ved tre fulde neddypninger i vandet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. De tre neddypninger minder os om Kristi tre dage i graven før hans opstandelse. Vandet tjener for os, som den Hl. Kyril skriver, “som både en grav og en moder”; vores fødsel som barn af den nye Adam går hånd i hånd med begravelsen af den gamle. Ikke symbolsk eller som type, men sandt, eftersom dåbens mysterium, udvirkes af Gud. Som Paulus skriver i Kor. Brev: “Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod”. Vores fysiske død består, men vores åndelige død, døden for Gud, er opslugt og besejret. Kristus sejr over døden og med ham os i dåben, betyder ikke en omstyrtning af skabningen, eller en omstødelse af naturens love, men en genoprettelse til deres rette formål og forhold til Gud.
Herefter klædes den nu oplyste i hvide klæder. De bibelske referencer er mange. Man kan nævne Ps. 51: “Vask mig fuldstændig ren for synd…, vask mig hvidere end sne”. Kristi lignelse om Kongesønnens bryllup osv., men navnlig i Kristi forklarelse finder den vi baggrunden til iklædningen. Kristus på Taborbjerget lod for disciplene sin guddommelighed skinne igennem og fremstod som indstifteren af den nye pagt med mennesket, ligesom Moses havde modtaget pagtens tavler på bjerget. Ved i dåben at tage del i Kristi død og opstandelse intræder vi på ny i pagt med Gud og påny skinner hans herlighed i os og vi er i derved blevet oplyste. Som det siges i den Ortodokse Kirkes fest til Kristi forklarelse: “Du, Kristus, som med usynlige hænder skabt mennesket, har nu vist mennesket i sin oprindelige skønhed” og et andet sted “Frelseren, Kristus, Lyset der på Tabor strålede klarere en solen, har oplyst os”.
Efter dåben og iklædningen i hvidt følger nu salvelsesmysteriet. Salvelsen er er i den Ortodokse Kirke et separat sakramente, som dog ikke kan løses fra dåben, dvs. dåben er ikke fuldendt uden salvelsen med den indviede olie, også kaldet Helligåndens segl. Det er i salvesesmysteriet at vi rettelig kan kaldes kristne, og bliver en del af det der i 1. Pet. Brev og efterfølgende i den Ortodokse Kirke kaldes det kongelige præsteskab, eller som der står i Johs. Åbenbaring: “Ham som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod og har gjort os til et kongeligt folk og præster for Gud”. Vi genoprettes til den Kongeværdighed som var menneskets før faldet i skabningen, i og med at vi får del i Guds kongerige Vi for del i præsteskabet, ved som der står i Hebr. Brevet at have del i Kristus, der er både ypperstepræst, dvs. den ofrer og offeret selv. Både det hebraiske ord Messias eller Masjiakh, og den græske pendant Khristos, betyder salvet og i vores salvelse bliver vi også derved “kristusser” eller kristne. I salvelsen forsegler Helligånden de pagt vi i dåben har indgået med Gud, og vi får derved del i det Paulus kalder Helligåndens gaver eller karismata. Populært kan man sige at hvor vi i dåben tager del i Påsken, tager vi i salvelsen del i Pinsen, og bliver derved endegyldigt tilknyttet Guds hellige Kirke.