PÅSKENS HEMMELIGHED

Lad os gå til templet, hvor folkemassen råber: ”Korsfæst! Korsfæst!” Piulatus har allerede afsagt sin dom. Alle har forladt Ham, også de, der for et par dage siden sang. ”Hosianna!” og modtog Ham som en Konge. De havde set en jordisk Messias i Ham, og de håbede, Hans herredømme skulle befri deres land og genrejse Israel. De kunne derfor ikke tilgive Ham, at Han på denne måde havde gjort deres forventninger til skamme. De romerske soldater forlod Ham, for de skulle følge loven og opfylde deres pligt. Disciplene forlod Ham også, ikke fordi de tvivlede på, at Han var Guds søn, men fordi der ikke kom engleskarer ilende til for at beskytte Ham. Men alt dette måtte finde sted. Det skulle ske på den måde, at sejren blev vundet af Menneskesønnen alene, for havde Han haft behov for hjælp, ville det have betydet, at Guds Søns offer ikke var det eneste, som kunne frelse verden. I dag er vi selvfølgelig på Hans side, og vi undrer os over apostlenes svigt, over Peters fornægtelse, over soldaternes grusomhed, over menneskemassens vanvid. Men lad os spørge os selv: På hvilken side ville vi have stået? Er dét, som vi håber på fra den Korsfæstede Jesus så vældig anderledes end dét, de håbede på, dem, der var skyldige i svigtet, grusomheden og vanvidet?

Døden fejrer sin sejr. Timen for sorgen, for den jordiske kærlighed og trofasthed, timen for Josef og Nikodemos og kvinderne med myrra nærmer sig. De salvede Jesu legeme med velduftende urter, svøbte Ham i et linklæde og lagde Ham i en grav, hvor intet menneske før havde ligget; og de lagde en sten over gravens åbning. For hverken de eller disciplene forstod endnu Skriften, at Han skulle ”opstå fra de døde” (Joh 20,9).

”Det var beredelsesdag, og sabbaten stundede til” (Luk 23,54). Aftenen før Store Lørdag samles vi ortodokse troende i kirken omkring begravelsesikonen (ligklædet / epitafion / plashanitsa) for at synge vor klagesang for Gud i sabbatsfredens højtidelige stilhed. Under denne gudstjeneste, som er et højdepunkt i den ortodokse kirkes liturgiske værk, begynder vor menneskelige sorg gradvis at vendes til glæde og fryd, og vi begynder at fatte gravens mysterium ...

Gudstjenesten begynder med begravelsessalmen (118/119). Til hvert vers føjer vi andre tekster, som udtrykker hele skabningens skræk, frygt og sorg over Herrens og Skaberens død. Vi stiller spørgsmål, men i spørgsmålet aner vi allerede svaret: ”O, Liv, hvordan kan Du dø?”

Liv og død er uforenelige, og vi har set, hvordan Livet blev lukket inde i graven, lå livløst dér og blev begravet af dødelige hænder. Nej, vor begrænsede menneskelige forstand kan ikke forsones med denne grufulde selvmodsigelse og vil ikke acceptere den, ligesom heller ikke apostlene: ”Og vi havde håbet, at det var Ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete” (Luk 24,21). Alle, som har taget del i morgengudstjeneste, kender det næsten håndgribelige lys som efterhånden oplyser alle, hvordan ”vore hjerter brænder i os”, mens dette mysterion åbenbares for os. ”Hvorfor blande tårer med myrra, I disciple, råbte den strålende engel fra graven til kvinderne: Se graven, og forstå ...”

Og dog er dette bare den første stråle, vi skimter. Vi fortsætter vor lange vagt ved graven, og imens bliver lyset stadig klarere. Store Lørdag oprinder, og vi forstår, at vor Herres hvile i graven egentlig er Hans sabbatshvile, som fuldender verdens ny-skabelse. Den store Moses gav på mystisk vis en slags forudanelse om denne dag, da han sagde: ”Og Gud velsignede den syvende dag; for det er den hellige sabbath, det er hviledagen, hvor Gud hvilede fra alle Sine gerninger.”

Store Lørdags lysende mysterion - vor Herres hvile og sejr - åbenbares i teksten til kanon: ”Han, som fordum skjultes i havets bølgedyb ...” Denne kanons sidste sang slutter med en glædesfyldt opfordring: ”Begræd mig ikke moder, når du i graven ser den Søn, du undfangede i dit skød uden sæd; for jeg skal opstå og forherliges, og som Gud skal jeg uden ophør ophøje dem i ære, som lovpriser dig i tro og kærlighed.”

I sin død møder herren alle døde. Han stiger ned i dødsriget for at befri alle derfra. Dette løfte om opstandelse indgår i gudstjenesten og bliver stadig stærkere og mere glædesfyldt. Vi høre Ezekiels gamle profeti (37, 1-14) om dalen, som var fuld af tørre knogler og ben: ”Skal disse ben blive levende? ... Se, jeg lader livsånde komme i jer og gør jer levende ... Se, jeg åbner jeres grave og lader jer, mit folk, stige op af jeres grave ...” Og vi høre Paulus’ ord om surdejen, dom gennemsyrer hele dejen; og vi får at vide, at Jesus ved Sin død har besejret døden. Vi hører vort ”Halleluja” klinge som en påskehymne: ”Må Gud opstå, og Hans fjender spredes!”

Store Lørdag ved aftentjenesten var det i oldkirken sædvane at døbe katekumener, og det er grunden til at denne tjeneste har bevaret sit dåbspræg: De 15 paremier - læsninger fra Gl Testamente - som læses i begyndelsen af tjenesten og derefter epistlen fra Romerbrevet kap. 6. præsten skifter fra mørkt til lyst skrud og vi synger: ”Alle I, som er døbte til Kristus, har iført jer Kristus” i stedet for ”Hellige Gud ...” Forståelsen af dåben som et forbindende led mellem Store Lørdag og Påskedag er ikke bare en detalje i de kirkelige ordninger, men i virkeligheden en åbenbaring af Kristi opstandelse.

Hidtil har vi talt om Kristi død. Efter døden kommer opstandelsen. Efter Store Lørdag kommer vor egen, personlige triumf og påskeglæde. Hvor findes kilden til denne glæde? Hvorfor oplever vi alle den, når vi hører påskebudskabet: ”Kristus er opstanden!” og kirkedørene åbnes og ”natten bliver lysere end dagen”?

Denne personlige glæde ville i sandhed have været umulig eller bare et ”selvbedrag”, hvis ikke hver enkelt af os ved dåben var blevet delagtige i vor Herres død og opstandelse. ”Eller ved I ikke, at alle vi, som er døbt til Kristus Jesus, blev døbt til Hans død? Vi blev altså begravet med Ham i dåben til døden, for at ligesom kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, sådan skal også vi vandre i et nyt levned ... Men er vi døde med Kristus, da tror vi også, at vi skal leve med Ham” (Rom 6,3-4; 8).

Vi må slutte, som vi begyndte: Påsken er ikke blot en ihukommelse af Kristi opstandelse, men også et vidnesbyrd og et løfte, en forsmag på vor universelle opstandelse i Kristus, fejringen af og deltagelsen i Kristi påske. For hver og en af os har dåben indledt vor Store Lørdag. Både levende og døde: ”... er døde, og deres liv er skjult i Kristus i Gud” (Kol 3,3). Men Kristus er opstanden og vil være med os til evig tid, og derfor kan intet, hverken liv eller død, nogen sinde skille os fra kristi kærlighed. Gennem vor opstandne Frelsers liv lever vi i Kirken. I Kirken forenes på mystisk viis det forgangne, det nærværende og det fremtidige; evigheden træder ind i tiden. ”Der findes ikke længere nogen døde i gravene, for Livet hersker”, siger Hl Johannes Krysostomos i sin påskeprædiken.