Påsketanker

“Kristus er opstanden!” Sådan lyder jubelråbet i de ortodokse kirker verden over påskenat. Kristus har sprængt dødsrigets porte; Han har overvundet døden på dens egen domæne og givet livet tilbage til dem i gravene, dem, der dødsrigets fanger. Han har lagt dæmonerne i lænker og brudt dødens magt, så at vi frimodigt kan udråbe sejren: Kristus er opstanden fra de døde! Ved døden har Han overvundet døden!

Sprogbrugen er karakteristisk for den ortodokse kirke. Mange danske forbinder ortodoks kirke med eksotiske forestillinger om mørke kirkerum på Balkan, i Grækenland og Rusland; rum, hvor røgelsestågerne hyller sig om skæggede, formummede præster, der fremsiger uendelige, messende bønner på sjældne sprog. Men den ortodokse kirke er en levende og nærværende del af det danske, kirkelige landskab. Gudsmoders Beskyttelse er en fuldt dansksproget, ortodoks menighed.

Det er ortodoks skik at råbe Kristi opstandelse ud over tagene påskenat. Men flere og flere lutherske kirker lader til at være i færd med at tage både sejrsråbet og påskenattens lange gudstjeneste til sig. På dansk, luthersk grund leverer gode, gamle Grundtvig os da også et levende eksempel på, at jubelen over Kristi opstandelse er et fælles kristent anliggende. Hør blot en strofe fra hans store, sagalydende digt, “I Kvæld blev der banket på Helvedes Port”. Her får vi med saft og kraft syn for, hvordan det tager sig ud, når Kristus besøger dødsriget: “I Helvede skinned’ Guds Herligheds Glans / Guldfarved’ de Djævle kulsorte / Men Murene revned’ for Stråler i Dans / Af hængsel fløj Helvedes Porte.” - Det er, som havde Grundtvig anstrengt sig for at frembringe en tekst,der uden videre kunne ledsage den ortodokse kirkes påskeikon, som bærer titlen “Nedfarten til helvede”. Paradoksalt vil nogle mene; men påsken er i høj grad præget af, at Kristus besejrer fjenden på hans egen borg, at Guds Søn endegyldigt sønderbryder dødsrigets magt over levende og døde.

Jubelen over Kristi opstandelse kommer ikke uventet. For vi har forberedt os gennem den lange fastetid. Der er forméntlig nogle, der vil blive forbavsede over den markante plads fasten har i den ortodokse kirke. Mange mennesker, også mange kristne, har i vore yderst vage begreber om den kristne faste. Var det ikke noget med klipfisk om onsdagen og en førhen blomstrende eksport til middelhavslandene? Medierne omfatter muslimernes ramadan med en vis nysgerrighed - en fremmedartet skik, som er kommet tæt på os med de seneste årtiers indvandring, og som derfor har nyhedens interesse - men kristen faste? I den ortodokse kirke er faste imidlertid en levende tradition, og der er rigtig mange ortodokse kristne, som har levet på ikke-animalsk smalkost i de syv uger op til påske. Selve fasten er fastsat til 40 dage i efterligning af Kristi faste i ørkenen; og dertil kommer ugen fra Palmesøndag frem til påskenat.

I påskeugen har den ortodokse kirke et meget koncentreret program med lange tjenester, som gør Kristi lidelse, korsfæstelse og opstandelse nærværende for de troende og så at sige på nært hold lader os gennemleve påskedagenes begivenheder, som for den kristne tro er selve omdrejningspunktet i verdens og menneskehedens historie.

Torsdag aften indleder vi påskeforløbet med Langfredags morgentjeneste (eller matutin). Tjenesten er præget af læsningen af de tolv lidelsesevangelier, tekststykker fra de fire evangelier, som handler om Kristi lidelse og korsfæstelse. Hen mod slutningen af tjenesten synger vi følgende: “Da Du, Herre, steg op på Korset, skælvede skabningen i ærefrygt; Du lod ikke jorden opsluge dem, der korsfæstede dig; men Du bød dødsriget give sine fangne fri; Du kom ikke for at bringe død, men liv!” Med tekster som denne markerer vi, at rystede som vi er over Kristi lidelse, bliver vi ikke stående derved, men skuer fremad mod det nye liv, der skal spire frem af graven.

Om fredagen har den ortodokse kirke to tjenester, som begge har at gøre med Kristi nedtagelse fra Korset og efterfølgende gravlæggelse. “Fysisk” er disse gudstjenester koncentreret om Epitafiet, som normalt er en stofikon af Kristi grav. Fredag eftermiddag bringes Epitafion fra alterrummet ud i kirkerummet. Under udbringningen synger vi bl.a. disse to tekster: “Den ædle Josef tog Dit alrene legeme ned fra Korset og svøbte det i et veldufdtende linklæde og lagde et i en ny grav.” Og: “Englen stod ved graven og råbte til kvinderne, som bragte velduftende urter: Myrrha passer sig for de døde; men Kristus har vist Sin uforgængelighed!” Epitafiet forbliver nu i kirkerummet, også til aftenens tjeneste, så at de troende har lejlighed til at ære Kristi grav. Det er almindeligt at lægge blomster, og skriftemål finder på denne dag sted ved Kristi grav.

Fredagens aftentjeneste er præget af, at de troende går i procession, normalt rundt om kirkebygningen, med Epitafiet. Under processionen synger vi: “Hellige Gud, hellige Stærke, hellige Udødelige. forbarm Dig over os” på en begravelsesmelodi. Når vi atter anbringer Epitafiet i kirkerummet skifter klangen næsten umærkeligt til opstandelsens håb med denne profetiske sang: “Du, som holder hele verden oppe, holdes selv frivilligt fast i graven, Kristus; for derved befrier Du menneskene fra dødsrigets gab; og i Din opstandelse giver Du os liv, for Du er den udødelige Gud!” Umiddelbart derefter læser vi profeten Ezekiels forbløffende ord om de “tørre ben”, som atter iklædes kød og sener, overtrækkes med hud og indgives “ånd, så I bliver levende” (Ezekiel 37, 1-14). Aftentjenestsen afsluttes med, at alle ærer Kristi grav med knæfald og stille forlader kirken, samtidigt fyldte af gru, men også af håb.

Midnatstjenesten mellem lørdag og søndag bringer os tilbage til denne artikels indledning. For her er vi ved kirkeårets absolutte højdepunkt, hvor vi fejrer Kristilyse opstandelse med jubelråbene: “Kristus er opstanden!”; “Han er sandelig opstanden!” Inden vi når så vidt har vi endnu engang gået i procession rundt om kirken, mens vi igen og igen synger: “Din opstandelse, Kristus, vor Frelser, lovsynger englene i himmelen; giv også os her på jorden at lovsynge Dig med rene hjerter.” Når vi så atter står ved indgangen til den tomme kirke, er det som om vi opdager, at graven er tom, og her, ved kirkedøren lyder for første gang udbruddet: “Kristus er opstanden!”, efterfulgt af tropariet, en slags påskens “kendingsmelodi”, som lyder igen og igen gennem påskenatten og i alle kirkens gudstjenester frem til pinse. Den lyder sådan her: