Den Ortodokse Kirke i Danmark - https://ortodoks.dk

Ærkebiskop Gabriels Julebudskab 2012

Kristi Fødsel

”Og det­te skal være jer et tegn: I skal fin­de et barn svøbt og lig­gen­de i en kryb­be” (Luk. 2,12)

Kære brød­re og søstre

Det er mig en glæ­de i dag at ønske jer en rig­tig smuk høj­tid ved Her­rens Fød­sel. Som på alle de sto­re høj­ti­der er det et vig­tigt øje­blik, vi er med i. Det er i dag, Her­ren kom­mer til ste­de midt iblandt os, klædt i fat­tig­dom. Han valg­te som Sit føde­sted en ube­mær­ket lands­by på en ukendt egn, og Han fødes af en fat­tig jomfru.

Han, som er uni­ver­sets Ska­ber og guder­nes Gud, den Almæg­ti­ge, Han går ind på at åben­ba­re Sig for men­ne­skers øjne på et sted, hvor fat­ti­ge hyr­der hav­de søgt ly med deres flok, i en sim­pel grot­te. Dér er det, at Maria, som ikke hav­de kun­net fin­de ly noget sted, føder kon­ger­nes Kon­ge, her­rer­nes Herre.

”Thi eder er i dag en Frel­ser født i Davids by, Han er Kristus, Her­ren” (Luk. 2,11) ”Her­ren er Gud, og Han lod det lys­ne for os” (Sl. 117/118, 27), ikke i Guds skik­kel­se, som hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re siger, men i en tje­ners skik­kel­se for at skæn­ke fri­hed til dem, som hold­tes fang­ne i træl­dom. Hvem har da et hjer­te, som sover så fast, hvem kun­ne være så utak­nem­lig ikke at fry­de sig, jub­le og strå­le af glæ­de ved en sådan begivenhed?

Alt det­te fin­der sted med en ydmyg­hed, som vi måske kun svagt er kla­re over: Han er Frel­se­ren, Han er Kristus, Han er Her­ren, men hvad sær­ligt er der ved at svø­bes og læg­ges i en kryb­be, hvori består dog det­te tegn?

Brød­re og søstre, gen­nem det­te tegn, det­te myste­ri­um, gives det os at begri­be, at Gud i ydmyg­hed gør Sig til ét med os for vor frel­ses skyld. Og bed­re end­nu, vi anspo­res til at ydmy­ge os for at møde Her­ren. Ved Sit eksem­pel gør Han os begri­be­ligt, at men­ne­skets stolt­hed brin­ges til at vak­le på grund af Guds sin­delag, som lader os øse af Hans sto­re ydmyg­hed for at bli­ve frelste!

Vi skal der­for tage imod Julens høj­tid som en nåde, nem­lig Guds kom­me, Han som for­ned­rer Sig og bli­ver et lil­le barn. Han, som er Guds Ord, affin­der Sig med blot at græ­de på sam­me måde som alle jor­dens børn … Han, som har sæde ved Fade­rens høj­re side, læg­ges på et fat­tigt leje af strå … Han, som er ver­dens Ska­ber, viser Sig for os i et svagt og skrø­be­ligt lege­me for der­ved at tage del i vor smer­te­ful­de menneskelighed …

Ja, vi anspo­res alt­så til at gøre os helt små for at leve af den san­de glæ­de, som kom­mer fra Gud!

Lad os prø­ve os selv, og lad os ændre vor måde at leve på! Lad os aflæg­ge vore kjort­ler af skind og ifø­re os lysets kåbe. Lad os ophø­re med altid at vil­le domi­ne­re vor bro­der med ord, med magt og med opvis­ning i styr­ke. Alt sådant tje­ner til intet! Hvad enten det er i vore fami­li­er, i vore menig­he­der, i stif­tet eller i vore Kir­ker, lad os stop­pe al upas­sen­de tale, al ned­la­den­de hold­ning, enhver demon­stra­tion af magt og domi­nans, og lad os i ste­det bli­ve Guds børn, vir­ke­li­ge men­ne­sker, som spej­ler Her­rens skøn­hed i Hans ydmy­ge nær­vær. Såle­des bli­ver vi frie, idet vi til­pas­ser os vort for­bil­le­de, Jesus, vor Frel­ser, som fød­tes i en kryb­be! Vor hand­len vil da ikke læn­ge­re være sty­ret af nogen grup­pe­moral, ej hel­ler af nogen soci­al eller kir­ke­lig kon­for­mi­tet! Vi vil ikke læn­ge­re stræ­be efter at til­in­tet­gø­re vore brød­re og posi­tio­ne­re os selv som en stærk Kir­ke med man­ge tro­en­de, som uop­hør­ligt skal bevi­se, at vi er de bedste …

Lad os der­for ile hen til Her­rens kryb­be, men lad os ved nåden for­be­re­de os på at nær­me os, så vidt vi for­mår, ved at åbne vore hjer­ter i en leven­de tro og med en bevidst­hed, befri­et for alle stolt­he­dens lænker.

På den måde, hvis vi ønsker at leve i ydmyg­hed og ind­ser vore svag­he­der, hvis vi anbrin­ger os ved Guds­bar­nets fød­der, sådan som vi i dyb sand­hed er, så vil det bli­ve os givet at sma­ge dét, som eng­le­ne for­kyn­der for hyr­der­ne i den­ne jule­nat: ”Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vilje!”

Det er den­ne Fred, jeg ønsker for jer, kære Brød­re og Søstre, og jeg for­sik­rer jer om al min kær­lig­hed og om min bøn.

Må Guds ydmyg­hed være jeres glæde!

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Comane