Prædiken — 30. søndag efter Pinse 2014

af f. Poul Seb­be­lov — 30. søn­dag efter Pin­se, 19. janu­ar 2014

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Evan­ge­li­et kal­der vi også for det gode bud­skab. Det er et godt navn, for det peger på Kri­sti kom­me, det peger på, at med Jesus Kristus bli­ver Gud men­ne­ske blandt men­ne­sker, for at vi må få del i Hans gud­dom­me­li­ge her­lig­hed. I sand­hed det gode bud­skab.

Vi skal imid­ler­tid for­stå nav­net rig­tigt. Evan­ge­li­et er ikke sådan en almén feel-good med­del­el­se med ind­hol­det Gud er god, og alt er godt, så vi behø­ver ikke bekym­re os yder­li­ge­re. Tvær­ti­mod! Evan­ge­li­et er for alvor, for Evan­ge­li­et giver os igen og igen anled­ning til dyb bekym­ring. Bekym­ring over mig selv, sorg og græm­mel­se over, hvor lidt jeg for­mår. – Som nu den frem­træ­den­de, rige mand, vi har læst om hos Lukas i dag; ham, som mener om sig selv, at han gør alt det rig­ti­ge, men som, når det kom­mer til styk­ket, sæt­ter sin jor­di­ske rig­dom over Gud.

I den poli­ti­ske sfæ­re er der et inter­es­sant fænomén, som gør sig gæl­den­de. Der er en del men­ne­sker, som lever til høj­re, men stem­mer til ven­stre. Men­ne­sker, som har alle de ”rig­ti­ge”, det man ple­jer at kal­de de ”poli­tisk kor­rek­te” menin­ger om for­de­lings­po­li­tik, øko­no­mi, øko­lo­gi og inte­gra­tion og meget mere – men­ne­sker, som ofte er karak­te­ri­se­ret ved, at de per­son­ligt ikke ken­der til at lide nød, har råd til at spi­se og drik­ke på den helt rig­ti­ge, øko­lo­gi­ske måde, og som ger­ne befin­der sig på tryg afstand af alle integrationsproblemer.

Leve til høj­re, men stem­me til ven­stre – den sprog­li­ge figur peger jo på en mang­len­de over­ens­stem­mel­se mel­lem ord og ger­ning, mel­lem teo­ri og reelt levet liv. Er der mon nogen paral­lel til sådan et para­doks i vort, alt­så i det krist­ne liv? Det er nok værd at tæn­ke over! – For hvem er egent­lig vi, som søn­dag efter søn­dag syn­ger, at sali­ge er de fat­ti­ge, sali­ge er de som sør­ger, sali­ge de, som hungrer og tør­ster, sali­ge de, som er for­fulg­te, sali­ge de, som hånes og lyves alt ondt på? — Hvem er vi, som alt imens vi syn­ger lovsan­ge til fat­tig­dom og afsavn, sør­ger godt for os selv, spi­ser og drik­ker mere end godt, inden vi så meget som tæn­ker på de fat­ti­ge og nød­li­den­de? Hvem er vi, som skaf­fer os gode, smag­ful­de huse og lej­lig­he­der, inden vi tæn­ker på at byg­ge Kir­ke til Guds ære? Hvem er vi, som ikke skal nyde noget af at lide hån og for­føl­gel­se for tro­en på Kristus? Hvem er vi?

Lig­ner vi mon den vel­b­jer­ge­de, den rige mand, vi har læst om i dag? Og hvis ja, lig­ner vi ham da så meget, at vi ikke ale­ne deler hans vel­b­jer­get­hed, men også hans bedrøvelse?

For nylig er vi i Dan­mark ble­vet bega­vet med et synaxa­rion, alt­så en sam­ling af hel­gen-lev­ne­der for hele kir­ke­å­ret. Grun­det en stor­slå­et og beslut­som men­ne­ske­lig ind­sats, grun­det på vilj­en til at sæt­te meget til side for Kri­sti skyld, kan vi til og med læse synaxa­ri­et på vort eget sprog. – I dag kan vi såle­des læse om den hel­li­ge Mar­kus af Efesos, som ene mand red­de­de den orto­dok­se tro fra at bli­ve opslugt af Romer­kir­ken efter firen­ze-kon­cilet i 1439. Og vi kan læse om et par af de såkald­te ørken­fædre, hel­li­ge Maka­rios den Sto­re af Egyp­ten og den hel­li­ge Maka­rios af Ale­xan­dria, som beg­ge var ele­ver af den hel­li­ge Anto­ni­us den Sto­re, som vi min­de­des i fredags.

Men hvad har de nævn­te hel­li­ge nu med det tid­li­ge­re sag­te at gøre? Dét, at de på hver deres vis sat­te sig selv til side, at de sat­te Kristus og livet i ham og Hans Kir­ke på før­ste­plad­sen og fore­trak ånde­lig vækst i Kristus for rig­dom og men­ne­ske­lig anséel­se. – Om den hel­li­ge Anto­ni­us kan vi fx læse, hvor­dan han, født år 250 af for­nem­me for­æl­dre og bestemt til rig­dom og mate­ri­el over­flod, reso­lut skaf­fer sig af med rig­dom­men efter læs­ning af den hel­li­ge Skrift, hvor han hæf­ter sig ved orde­ne hos Mat­tæus: Hvis du vil være fuld­kom­men, da sælg alt, hvad du ejer, giv det til de fat­ti­ge, så vil du have en skat i Him­le­ne. Og kom så og følg mig (Matt. 19.21). Og vide­re: Vær ikke bekym­re­de for dagen i mor­gen (Matt. 6,34).

Den hel­li­ge Anto­ni­us foræ­rer, efter de ord, sine ejen­de­le og sin jord til omkring­bo­en­de fat­ti­ge for selv at kun­ne begi­ve sig ud i ørke­nen og dér ret­te al opmærk­som­hed mod Kristus i bøn og tavs­hed. – Sali­ge er de fat­ti­ge, de, som hungrer og tør­ster.

Nu er det formént­lig de fær­re­ste af os, som vil­le være vide­re egne­de til at efter­la­de alt jor­disk bag os for­la­de den­ne ver­den og begi­ve os ud i ørke­nens ensom­hed for dér at søge Kristus. Men lad os i det mind­ste vove at se os selv klart i lyset af de hel­li­ges liv, og lad os der­på øve os efter bed­ste evne i at sæt­te os selv til side for Kristus og Hans Kir­kes skyld.

Vej­en til Gud går nød­ven­dig­vis gen­nem bedrø­vel­se. Der er ingen vej udenom: Det har jeg holdt alt sam­men! Sådan sva­rer den rige mand, vi har læst om i dag. og sådan sva­rer vi måske også. Lad enhver afgø­re med sig selv, om han eller hun har gjort sit yder­ste for at leve efter Kri­sti bud. – Og har vi ikke det, så lad os ikke nøjes med at slå det hen med, at Gud er god, og alt er godt, men lad os tvær­ti­mod anstren­ge os til det yder­ste! For først dér, ved yder­græn­sen for min for­må­en, først dér bli­ver det vir­ke­ligt, også for mig, at for Gud er ingen­ting umuligt!

Lad os, alt imens vi anstren­ger os for at tje­ne og opbyg­ge menig­hed og kir­ke, nære ét og det sam­me håb for os selv, for hin­an­den og for vor næste: At Her­ren, vor Gud, igen og igen i Sin kær­lig­hed vil over­gå vore fore­stil­lin­ger og vil­de­ste håb, at han atter og atter, på tværs af al jor­disk rime­lig­hed og stik imod al men­ne­ske­lig ret­fær­dig­hed, vil gøre det umu­li­ge muligt og gøre os syn­de­re, blandt hvil­ke jeg er den stør­ste, gøre os til Sine egne børn, trods vor ring­hed og små­lig­hed, og at Han vil lade os bli­ve arvin­ger til Guds Rige.

Amen.