Prædiken: Den Rige Mand og Lazarus

Præ­di­ken 22. Søn­dag efter Pin­se, 9. novem­ber 2014. Lukas, kap. 16:19–31.

af f. dia­kon Lazarus

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Ærvær­di­ge fædre, kære brød­re og søstre i Kristus.

Hvem er vi? Er vi Lazarus, eller er vi den rige mand? Vi kan lade spørgs­må­let stå et øje­blik.

Dagens tekst fra evan­ge­li­sten Lukas er en af de man­ge lig­nel­ser, som lig­ger spredt ud over hele Evan­ge­li­et. Dog synes lig­nel­ser­ne at være sær­ligt kon­cen­tre­ret omkring mid­ten af Jesu vir­ke, sådan så vi får en slags struk­tur, der er som føl­ger: I begyn­del­sen præ­di­ker Jesus Guds Rige, Han udlæg­ger loven og pro­fe­ter­ne, og Han frem­læg­ger den nye lov, kær­lig­he­dens lov, som sær­ligt er eksem­pli­fi­ce­ret i Bjerg­præ­di­ke­nen. Det er alt sam­men meget hånd­gri­be­ligt, og det er da også her Han udsen­der Sine apost­le med besked om at spre­de Ordet om Ham.

Der­ef­ter bli­ver det mere ind­vik­let. Kristus begyn­der at tale i lig­nel­ser, ikke alt Han siger, for­står vi. Og Han siger det jo selv, som I husker fra sid­ste Søn­dag, at det ikke er alle forundt at høre og der­med også for­stå. Vi erken­der, vi for­står dog, ikke desto min­dre, at der med de man­ge lig­nel­ser, er mere på spil, mere dyb­de, et mere ind­vik­let for­hold til Gud, end blot over­hol­del­se af en lov, ny eller gam­mel, mere end blot en ny pagt. Vi ser med lig­nel­ser­ne, at sig­tet er på et helt andet plan end vores tid­li­ge­re for­hold til Gud.

Og ende­lig, i den tred­je fase, for­står vi dis­se lig­nel­ser, vi for­står dem for­di vi i Evan­ge­li­et ser Her­ren død og opstan­den, vi hører Hans lig­nel­ser i skyg­gen under kor­set og i lyset fra Hans opstan­del­se. Og det er her vi begyn­der at for­stå.

Evan­ge­li­et er under­fuldt byg­get op, for på den måde spej­ler det den enkel­te tro­en­des erfa­ring i mødet med Gud og Hans Kir­ke. Vi hører Her­rens kald, vi mod­ta­ger apost­le­nes for­kyn­del­se og vi begyn­der at efter­le­ve bud­de­ne: vi kom­mer i Kir­ke, vi faster, vi hol­der vores bøns­re­gel, vi giver til dem i nød, ja kort sagt så lærer vi at hol­de alt det man med util­stræk­ke­li­ge ord kun­ne kal­de de for­mel­le eller ydre krav.

Men efter at have holdt fast i dis­se gen­nem læn­ge­re tid, så begyn­der vi at høre de gåde­ful­de ord, som Gud hvi­sker os i øret, vi begyn­der at begri­be den vir­ke­lig­hed der lig­ger under alt. Litur­gi­en åbner sig fra at være høj­ti­de­li­ge ritu­a­ler med smuk sang, til at være en form for samvær med Gud som vore ord dår­ligt for­mår at beskri­ve. Kri­sti for­ma­nin­ger viser sig at være opskrif­ten på det mysti­ske liv i og med Gud, lige­så meget som det er moral­ske vej­led­nin­ger. Og i de dag­li­ge bøn­ner ople­ver vi, hvor­dan bøn­ner bedt og skre­vet for tusin­de år siden, nu plud­se­lig er ble­vet vore egne, vi ople­ver på en måde, hvor­dan det kan være svært at skel­ne, om det er sel­ve­ste Kristus, mig selv, eller eksem­pel­vis Johan­nes Chryso­st­o­mos, som for­mu­le­rer bøn­ner­ne vi beder. Og dog er der sta­dig så meget vi ikke begri­ber, dog er der så langt igen, til vi er der, hvor vi vir­ke­lig ger­ne vil være. Vi mær­ker i os selv, at vi fort­sat blot ser i skyg­ger, at vi hører i lig­nel­ser.

For vi mang­ler sta­dig at føl­ge Kristus ind i Hans død og opstan­del­se, vi mang­ler at føl­ge Ham til døds­ri­get, at opstå med Ham, vi mang­ler at aflæg­ge alt det jor­di­ske, alt som tyn­ger os og hol­der os til­ba­ge.

Vi er nødt til at erken­de over for os selv, kære brød­re og søstre, at vi lever i en tid med ufat­te­lig, usand­syn­lig rig­dom. Hver ene­ste af os her­in­de, har givet­vis mere end den rige mand i lig­nel­sen vil­le hav­de haft. Tænk på vores adgang til mad, til trans­port, til læge­hjælp osv. Det kan ingen tid­li­ge­re tider ham­le op med, hvad enten vi taler om rige eller fat­ti­ge fra nogen anden epo­ke.

Men hvad siger lig­nel­sen da, siger den, at man ikke må være rig, for ellers kom­mer man i hel­ve­de? Nej, det mener jeg ikke den gør. Der er en sær­lig grund til, at det er Abra­hams skød, som er ble­vet bil­le­det på Para­dis. Nem­lig den, at Abra­ham var væl­dig rig, uden at det­te blev ham til for­døm­mel­se. Af kir­ke­fædre­ne frem­hæ­ves især den kon­trast, at Abra­ham bød de tre frem­me­de, eng­le­ne, ind i tel­tet, mens den rige lod Lazarus lig­ge uden­for sin port. Yder­me­re kan vi jo selv bemær­ke, hvor­dan ingen af patri­ar­ker­ne synes at væg­te rig­dom sær­lig højt, selv­om de alle var vel­ha­ven­de. Hvor­dan vi for­hol­der os til vores rig­dom er alt­så afgø­ren­de, vi må ikke stil­le mam­mon over Gud, vi må end ikke elske pen­ge eller give dem plads i vore hjer­ter. Det ser vi jo også i beret­nin­gen om den unge rig­mand, som ønsker at føl­ge Kristus, og som til­med har holdt alle bud­de­ne fra sin ung­dom af: der hvor han slip­per Kristus, det er dér, hvor Kristus beder om eller for­lan­ger, at Han må være det vig­tig­ste i den unge mands liv, beder ham om at give alt bort og så føl­ge Ham.

Bety­der det så, at vi skal læg­ge os ved en rig mands port, ful­de af sår, og ven­te på at han giver os noget? Nej, det gør det hel­ler ikke. Vi skal læg­ge os ved Her­rens bord, Alte­ret, ful­de af alle de sår vi har, nem­lig vores syn­der, med alle de hunde der slik­ker de syn­der, nem­lig dæmo­ner­ne der lever af vores over­træ­del­ser, og ven­te på at Han for­bar­mer sig over os, for Han er nem­lig den, der elsker men­ne­sker­ne, og ikke viser os bort eller igno­re­rer os.

Men det bety­der også, kære brød­re og søstre, at vi skal gran­ske vores sjæl og se ærligt på alt det, som hol­der os bor­te fra Kristus, hvad enten det er pen­ge eller magt, berøm­mel­se, sta­tus, nydel­se, sex, mad, vre­de eller hvad som helst. Vi skal være ærli­ge over for os selv og over for vores ånde­li­ge fader eller moder. Og når vi ser, hvad der hol­der os fra Kristus, må vi have styr­ke til at smi­de det bort, styr­ke til at pluk­ke det øje ud eller hug­ge den hånd af, som brin­ger os til fald.

Og så er vi til­ba­ge til sam­men­lig­nin­gen mel­lem vores ånde­li­ge liv og Evan­ge­li­et, og til­ba­ge til spørgs­må­let jeg stil­le­de i begyn­del­sen af den­ne præ­di­ken: hvem lig­ner jeg mest, Lazarus eller den rige mand? Og sva­ret er, tror jeg, at det bety­der ikke så meget hvem jeg lig­ner, men mere hvem jeg bevæ­ger mig imod, hvem jeg for­sø­ger at lig­ne. Hvad gør jeg i mit ånde­li­ge liv og bærer det frugt? Bli­ver jeg dag for dag lidt mere som Lazarus og lidt min­dre som den rige mand? Bevæ­ger jeg mig fra de før­ste små skridt efter min kal­del­se til at søge Gud, mod et sta­dig dybe­re for­hold, bevæ­ger jeg mig ned i lig­nel­ser­ne, ned i det mysti­ske liv med Gud, eller sid­der jeg fast? Og bevæ­ger jeg mig, i sid­ste ende, mod min egen død, døden for syn­den, for ver­den og dens rig­dom­me og nydel­ser, og mod livet i Abra­hams skød, nem­lig opstan­del­sen med Kristus?

For lig­nel­sen har en sid­ste ting at lære os, en fryg­tind­g­y­den­de lek­tie, men en vi ikke må glem­me, for den er smerte­ligt vir­ke­lig. Lek­tien er den, om den sto­re kløft der fin­des mel­lem Abra­ham og Lazarus på den ene side og den rige mand på den anden. Det bety­der, kære brød­re og søstre, at der ingen plads er i det krist­ne liv til mid­del­må­dig­hed, til lun­ken­hed, til halv­hjer­tet­hed. Vi er enten på den ene eller den anden side af kløf­ten. Og hvad enten vi lan­der her eller his­set beror ikke på, om vi er Lazarus eller den rige mand, men på om vi bevæ­ger os mod den ene eller den anden pol.

Og at være på vej mod sta­dig stør­re enhed med Gud, sta­dig stør­re ydmyg­hed, bety­der ikke ikke at kaste alt fra os her og nu, men at være på vej. I en meget røren­de selv­bi­o­gra­fisk beret­ning, for­tæl­ler Simeon den Nye Teo­log, om hvor­dan den unge mand Georg møder en munk som gør stort ind­tryk på ham. Men mun­ken mener ikke, at Georg er klar til det mona­sti­ske liv, så han beder ham om at ven­te med at aflæg­ge noget løf­te. Georg får et verds­ligt arbej­de, anta­ge­ligt ved kej­se­rens hof. Og mens han pas­ser det­te arbej­de i stil­fær­dig­hed, begyn­der han at bede. Hver aften, hver uge, lidt efter lidt, læg­ger Georg til sin bøns­re­gel. Han står op i de sene nat­te­ti­mer for at bede, inden han tager på arbej­der. Han for­tæl­ler ingen om det hem­me­li­ge liv han lever, men pas­ser sit verds­li­ge liv. Efter­hån­den sover Georg kun to eller tre timer hver nat, og til­brin­ger ellers resten af tiden i bøn, ind­til den nat, hvor han under nat­te­vå­gen sku­er Kristus lysen­de for­an sig. Her var han syvogty­ve år gam­mel, alt­så ingen­lun­de ved målet, ikke på sit døds­le­je, lige­som han efter det­te syn hel­ler ikke bare kun­ne læne sig til­ba­ge og slap­pe af. Han var, uan­set sine ydre omstæn­dig­he­der, hele tiden på vej mod Gud, og det var dét, Gud beløn­ne­de ham for.

Ved Din nåde Gud, styrk også os i vor kamp og lad det­te Abra­hams skød, den­ne strå­len­de opstan­del­se med Dig bli­ve os til del lige­så.

Amen