Prædiken om hellige Gregor af Nyssa

Efter­fe­sten til Her­rens Dåb (Teo­fa­ni-festen), den 10. janu­ar 2016

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Vi befin­der os sta­dig i efter­fe­sten for Kri­sti Dåb i Jor­dan, som vi høj­ti­de­lig­holdt i tirs­dags og ons­dags. Vi fore­tog Den Sto­re Vand­ind­vi­else og mar­ke­re­de den kos­mi­ske hel­lig­gø­rel­se, som fin­der sted ved Kri­sti nedsti­gen i Jor­dan­flo­den. Med dåben, sag­de vi, åben­ba­res Den Hel­li­ge Tre­e­nig­hed; Fade­rens stem­me lyder: Den­ne er min Søn, den elske­de, i Ham har jeg vel­be­hag; og sam­ti­digt daler Hel­li­gån­den som en due ned over Kristus. Ved Kri­sti Dåb, sådan sag­de vi også, syn­lig­gø­res vek­sel­virk­nin­gen mel­lem Gud og men­ne­sker, den­ne helt ube­gri­be­li­ge nåde, at Kristus, vor Gud, påta­ger Sig men­ne­ske­li­ge vil­kår, for at vi kan få del i Hans gud­dom­me­lig­hed. Som udtryk for den­ne nye vir­ke­lig­hed, den­ne Kri­sti iden­ti­fi­ka­tion med os og vores med Ham, syn­ger vi ved dåben den tre­fol­di­ge hym­ne med orde­ne: Alle I, som er døb­te til Kristus, har iført jer Kristus.

For hvad bety­der det, at vi ifø­rer os Kristus? Det bety­der, at Kri­sti veje og vore veje bli­ver sam­men­fal­den­de, så sandt vi i Guds Kir­ke udgør Kri­sti Lege­me. Det bety­der, at vi, i det omfang vi kan rum­me og til­eg­ne os det, får adgang til, får ind­sigt i de gud­dom­me­li­ge hem­me­lig­he­der. Det bety­der, at vi kan lære Gud bed­re, inder­li­ge­re og dybe­re at ken­de, efter­hån­den som vi vok­ser i det ånde­li­ge liv.

Vi ifø­rer os Kristus. Dis­se stærkt malen­de ord kan vi tage som et kon­cen­tre­ret bil­le­de på hele det krist­ne liv. Men vi må ikke fore­stil­le os det som en éngangs­fo­re­te­el­se. Vi ifø­rer os hel­ler ikke Kristus som en slæng­kap­pe vi kan tage af og på efter for­godt­be­fin­den­de og bru­ge sådan ved sær­ligt udvalg­te lej­lig­he­der. Vi ifø­rer os Kristus, vi tager imod Ham og Hans liv i os, som vores før­ste skridt på en lang, ånde­lig vej, ja, som en uom­gæn­ge­lig for­ud­sæt­ning for at tur­de vove os ud på de lan­ge veje i ukend­te land­ska­ber, over høje bjerg­tin­der og gen­nem dybe dale, som nær­mer os til Gud. — Vi ifø­rer os Kristus for at kun­ne møde det ånde­li­ge livs høj­der og dyb­der uden at gri­bes af panik.

I dag min­des vi den hel­li­ge Gre­gor af Nys­sa. Gre­gor er en milepæl i Kir­kens liv; for han er én af de kir­ke­fædre, der har for­sy­net os med land­kort for det ånde­li­ge liv. Gre­gor hører til dem, der ope­re­rer med det gud­dom­me­li­ge mør­ke i for­bin­del­se med det krist­ne liv og den ånde­li­ge vækst. Gre­gor taler ikke om det ånde­li­ge liv som en stør­re og stør­re klar­hed, men som en bevæ­gel­se fra lys ind i et tæt­te­re og tæt­te­re mør­ke. Mør­ket er knyt­tet til Guds util­gæn­ge­lig­hed; for lyset fra den gud­dom­me­li­ge vir­ke­lig­hed er uen­de­ligt meget stær­ke­re end solen. I et bemær­kel­ses­vær­digt skrift med tit­len Moses’ Liv beskri­ver Gre­gor vej­en til Gud. Den begyn­der med lyset i Den Bræn­den­de Tor­ne­busk; siden går den gen­nem sky­en, som omgi­ver Sinaj Bjerg og det slut­ter med, at Moses møder Her­ren i mør­ket på Sinaj Bjerg. Det­te sid­ste er base­ret på 2. Mose­bog, hvor vi læser: Der­på steg Moses op på bjer­get. Da ind­hyl­le­de sky­en bjer­get, og Her­rens her­lig­hed ned­lod sig på Sinaj Bjerg. Og mens Her­rens her­lig­hed viste sig for isra­e­lit­ter­nes øjne som for­tæ­ren­de ild på bjer­gets top, gik Moses ind i sky­en og steg op på bjer­get.

Gre­gor af Nys­sa er en frem­træ­den­de repræ­sen­tant for den såkaldt alle­go­ri­ske læs­ning af Gl Testa­men­te. Hans tan­ke­gang er meget lære­rig for alle, der begi­ver sig ud på den krist­ne rej­se for at nær­me sig Gud. Og at begi­ve sig af sted, at bry­de op fra det kend­te, det for­modet tryg­ge ud i det ukend­te, det er net­op ind­hol­det i det krist­ne liv, siger Gre­gor. Han udlæg­ger Abra­hams opbrud fra sin hje­megn og hans rej­se på den måde, at Abra­ham går ud af sig selv, ud af de lave og jor­di­ske tan­kers områ­de; og på den måde, siger Gre­gor, løf­te­de Abra­ham sit sind så højt, som det er muligt, over de almin­de­li­ge græn­ser for men­ne­ske­na­tu­ren, og han lod sjæ­lens tæt­te bun­det­hed til san­se­ind­tryk­ken­de bag sig.

Vi må alt­så begi­ve os af sted! Og på Gre­gor af Nys­sas ånde­li­ge land­kort går Abra­hams opbrud over i Moses’ rej­se fra Tor­ne­bu­skens lys over sky­ens tåge og dybt ind i mør­ket på top­pen af bjer­get, hvor Gud selv er. — Måske stem­mer dis­se beskri­vel­ser og tan­ke­ba­ner hos Gre­gor bed­re overens med vore erfa­rin­ger, end vi umid­del­bart hav­de gjort os klart. Bevæ­gel­sen fra lys til mør­ke er en del af man­ge men­ne­sker ånde­li­ge erfa­ring. Gre­gor siger, at gan­ske vist optræ­der ånde­lig ind­sigt altid til at begyn­de med som oplys­ning hos de men­ne­sker, der erfa­rer den; men, fort­sæt­ter han, efter­hån­den som sjæ­len gør frem­skridt og gen­nem stør­re kon­cen­tra­tion lærer at for­stå, hvad det er at ken­de sand­he­den, jo mere ind­ser den, at den gud­dom­me­li­ge væren er usyn­lig.

Gre­gors ærin­de er ikke at tage modet fra den, der søger Gud. Tvær­ti­mod. Det er at opmun­tre os til ikke at bli­ve skræm­te eller miste modet, efter­hån­den som vi tvin­ges til at ind­se, at ingen af vore kend­te kate­go­ri­er kan omfat­te og beskri­ve Gud, at vi med andre ord aldrig når til vejs ende og sid­der til­ba­ge med et fuldt fær­digt, sta­tisk bil­le­de af Ska­be­ren. Tvær­ti­mod, siger Gre­gor, for­hol­det til Gud består i en evig aldrig ophø­ren­de bevæ­gel­se fra her­lig­hed til her­lig­hed. Og han fort­sæt­ter: Sjæ­len bli­ver ved at træn­ge dybe­re ind, ind­til den ved åndens hjælp gen­nem­træn­ger det usyn­li­ge og det ube­gri­be­li­ge , og dér er det, den sku­er Gud. Den san­de sku­en og den san­de ind­sigt i dét, vi søger, består net­op i ikke at se, den består i at bli­ve opmærk­som­me på, at vores mål er hin­si­des al viden.

Gre­gor befat­ter sig ikke med det ånde­li­ge liv i al almin­de­lig­hed, som noget abstrakt, hævet over Kir­kens lære­sæt­nin­ger. Tvær­ti­mod. Hans ånde­li­ge for­fat­ter­skab er solidt rod­fæ­stet i Kir­kens krist­ne tro. Den anden side af Gre­gor er, at han var biskop i Nys­sa på sydsi­den af Sor­te­ha­vet. Han er én af et tre­klø­ver, som går under beteg­nel­sen de kap­pa­doki­ske fædre. Det er, for­u­den Gre­gor af Nys­sa, hans bror, Basi­li­os den Sto­re og ven­nen Gre­gor af Nazi­anz. Dis­se tre har umå­de­lig stor betyd­ning i vores Kir­ke. For det var frem for alt dem, der gen­nem stør­ste­delen af det fjer­de århund­re­de for­sva­re­de og kon­so­li­de­re­de Kir­kens lære om Kristus som sand Gud og sandt Men­ne­ske. Det­te for­svar var byden­de nød­ven­digt på grund af den såkald­te ari­an­ske lære, som hæv­de­de, at Jesus ale­ne var født som men­ne­ske. Ari­us og hans vrang­læ­re var gan­ske vist for­melt ble­vet til­ba­ge­vist på Før­ste Kir­ke­mø­de år 325; men i vir­ke­lig­he­den vare­de stri­den det meste af århund­re­det. Ved Det Andet Kon­cil i 381 var der af de tre kap­pa­doki­e­re kun Gre­gor af Nys­sa til­ba­ge. Basi­li­os var død, og Gre­gor af Nazi­anz for­lod mødet. Gre­gor af Nys­sa blev der­for dén af dem, der fik anled­ning til at for­mu­le­re tan­ker­ne om Den Tre­e­ni­ge Gud; og han fik en betrag­te­lig ind­fly­del­se på Kir­kens lære om Hel­li­gån­den, som udgår fra Fade­ren og er af sam­me gud­dom­me­li­ge væsen som Han. Den­ne sid­ste del af Tros­be­ken­del­sen lære om Tre­e­nig­he­den var net­op cen­tral i 381.

Gre­gor af Nys­sa og de øvri­ge kap­pa­doki­e­re er os et strå­len­de eksem­pel på, hvad Kir­kens hel­li­ge kan være: Det er men­ne­sker, som kan hjæl­pe og vej­le­de os på vores ånde­li­ge vej. Det er ofte også men­ne­sker, som har del­ta­get i at for­mu­le­re Den hel­li­ge Kir­kes lære og vær­ne den mod for­vansk­nin­ger, hvad enten de kom­mer ude­fra eller inde­fra. Og det er men­ne­sker, som har været med til at ska­be de ydre ram­mer for vores kir­ke­li­ge liv. Af kap­pa­doki­er­ne er de to gan­ge Gre­gor mest indad­vend­te og i en vis for­stand opta­ge­de af kon­flik­ten mel­lem det ydre og det indre liv. Basi­li­os den Sto­re, der­i­mod, er en hand­lin­gens mand, en orga­ni­sa­tor af klo­ster- og kir­ke­liv. Basi­li­os ken­der vi også gen­nem tek­sten til hans litur­gi.

Lad da også os, enhver efter hans eller hen­des evner og gaver, begi­ve os ud på det ånde­li­ge livs rej­se. Og lad os glæ­de os over, at vi på vores vej har støt­te af de hel­li­ge, der har gået vej­en før os og gået den bed­re og mere fuld­kom­ment, end vi for­mår. Kir­kens hel­li­ge er af yderst for­skel­lig natur og tem­pe­ra­ment. Lad os hol­de øje med, hvem iblandt dem, der synes at stem­me overens med vor egen måde at nær­me os Gud på, og lad os bede om deres vej­led­ning og for­bøn. Det er meget vig­tigt, at vi erfa­rer vor omgang med de hel­li­ge som et leven­de fæl­les­skab og ikke blot som et spørgs­mål om, hvil­ket navn, der står på kalen­de­ren i dag.

Og da skul­le det være mær­ke­ligt om ikke nogen af os, sam­men med Hl Gre­gor af Nys­sa, for­nem­mer en gen­ken­del­se af situ­a­tio­nen, dér hvor Moses af al sin kraft kaster sig mod Her­ren med de insi­ste­ren­de ord: Lad mig dog skue Din her­lig­hed! Og håber at få sam­me svar, som Her­ren giver Moses: Du kan ikke skue mit åsyn, for intet men­ne­ske kan se mig og leve; men stil dig på klip­pen, og når min her­lig­hed dra­ger for­bi, vil jeg dæk­ke dig med min hånd, ind­til jeg er kom­met for­bi; og da kan du se mig bag­fra; men ingen kan skue mit åsyn.

Sådan lyder Her­rens ord til Moses. Og til os! Ham være lov og pris til evig tid!

Amen!

f. Poul