Efterfesten til Herrens Dåb (Teofani-festen), den 10. januar 2016
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Vi befinder os stadig i efterfesten for Kristi Dåb i Jordan, som vi højtideligholdt i tirsdags og onsdags. Vi foretog Den Store Vandindvielse og markerede den kosmiske helliggørelse, som finder sted ved Kristi nedstigen i Jordanfloden. Med dåben, sagde vi, åbenbares Den Hellige Treenighed; Faderens stemme lyder: Denne er min Søn, den elskede, i Ham har jeg velbehag; og samtidigt daler Helligånden som en due ned over Kristus. Ved Kristi Dåb, sådan sagde vi også, synliggøres vekselvirkningen mellem Gud og mennesker, denne helt ubegribelige nåde, at Kristus, vor Gud, påtager Sig menneskelige vilkår, for at vi kan få del i Hans guddommelighed. Som udtryk for denne nye virkelighed, denne Kristi identifikation med os og vores med Ham, synger vi ved dåben den trefoldige hymne med ordene: Alle I, som er døbte til Kristus, har iført jer Kristus.
For hvad betyder det, at vi ifører os Kristus? Det betyder, at Kristi veje og vore veje bliver sammenfaldende, så sandt vi i Guds Kirke udgør Kristi Legeme. Det betyder, at vi, i det omfang vi kan rumme og tilegne os det, får adgang til, får indsigt i de guddommelige hemmeligheder. Det betyder, at vi kan lære Gud bedre, inderligere og dybere at kende, efterhånden som vi vokser i det åndelige liv.
Vi ifører os Kristus. Disse stærkt malende ord kan vi tage som et koncentreret billede på hele det kristne liv. Men vi må ikke forestille os det som en éngangsforeteelse. Vi ifører os heller ikke Kristus som en slængkappe vi kan tage af og på efter forgodtbefindende og bruge sådan ved særligt udvalgte lejligheder. Vi ifører os Kristus, vi tager imod Ham og Hans liv i os, som vores første skridt på en lang, åndelig vej, ja, som en uomgængelig forudsætning for at turde vove os ud på de lange veje i ukendte landskaber, over høje bjergtinder og gennem dybe dale, som nærmer os til Gud. — Vi ifører os Kristus for at kunne møde det åndelige livs højder og dybder uden at gribes af panik.
I dag mindes vi den hellige Gregor af Nyssa. Gregor er en milepæl i Kirkens liv; for han er én af de kirkefædre, der har forsynet os med landkort for det åndelige liv. Gregor hører til dem, der opererer med det guddommelige mørke i forbindelse med det kristne liv og den åndelige vækst. Gregor taler ikke om det åndelige liv som en større og større klarhed, men som en bevægelse fra lys ind i et tættere og tættere mørke. Mørket er knyttet til Guds utilgængelighed; for lyset fra den guddommelige virkelighed er uendeligt meget stærkere end solen. I et bemærkelsesværdigt skrift med titlen Moses’ Liv beskriver Gregor vejen til Gud. Den begynder med lyset i Den Brændende Tornebusk; siden går den gennem skyen, som omgiver Sinaj Bjerg og det slutter med, at Moses møder Herren i mørket på Sinaj Bjerg. Dette sidste er baseret på 2. Mosebog, hvor vi læser: Derpå steg Moses op på bjerget. Da indhyllede skyen bjerget, og Herrens herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og mens Herrens herlighed viste sig for israelitternes øjne som fortærende ild på bjergets top, gik Moses ind i skyen og steg op på bjerget.
Gregor af Nyssa er en fremtrædende repræsentant for den såkaldt allegoriske læsning af Gl Testamente. Hans tankegang er meget lærerig for alle, der begiver sig ud på den kristne rejse for at nærme sig Gud. Og at begive sig af sted, at bryde op fra det kendte, det formodet trygge ud i det ukendte, det er netop indholdet i det kristne liv, siger Gregor. Han udlægger Abrahams opbrud fra sin hjemegn og hans rejse på den måde, at Abraham går ud af sig selv, ud af de lave og jordiske tankers område; og på den måde, siger Gregor, løftede Abraham sit sind så højt, som det er muligt, over de almindelige grænser for menneskenaturen, og han lod sjælens tætte bundethed til sanseindtrykkende bag sig.
Vi må altså begive os af sted! Og på Gregor af Nyssas åndelige landkort går Abrahams opbrud over i Moses’ rejse fra Tornebuskens lys over skyens tåge og dybt ind i mørket på toppen af bjerget, hvor Gud selv er. — Måske stemmer disse beskrivelser og tankebaner hos Gregor bedre overens med vore erfaringer, end vi umiddelbart havde gjort os klart. Bevægelsen fra lys til mørke er en del af mange mennesker åndelige erfaring. Gregor siger, at ganske vist optræder åndelig indsigt altid til at begynde med som oplysning hos de mennesker, der erfarer den; men, fortsætter han, efterhånden som sjælen gør fremskridt og gennem større koncentration lærer at forstå, hvad det er at kende sandheden, jo mere indser den, at den guddommelige væren er usynlig.
Gregors ærinde er ikke at tage modet fra den, der søger Gud. Tværtimod. Det er at opmuntre os til ikke at blive skræmte eller miste modet, efterhånden som vi tvinges til at indse, at ingen af vore kendte kategorier kan omfatte og beskrive Gud, at vi med andre ord aldrig når til vejs ende og sidder tilbage med et fuldt færdigt, statisk billede af Skaberen. Tværtimod, siger Gregor, forholdet til Gud består i en evig aldrig ophørende bevægelse fra herlighed til herlighed. Og han fortsætter: Sjælen bliver ved at trænge dybere ind, indtil den ved åndens hjælp gennemtrænger det usynlige og det ubegribelige , og dér er det, den skuer Gud. Den sande skuen og den sande indsigt i dét, vi søger, består netop i ikke at se, den består i at blive opmærksomme på, at vores mål er hinsides al viden.
Gregor befatter sig ikke med det åndelige liv i al almindelighed, som noget abstrakt, hævet over Kirkens læresætninger. Tværtimod. Hans åndelige forfatterskab er solidt rodfæstet i Kirkens kristne tro. Den anden side af Gregor er, at han var biskop i Nyssa på sydsiden af Sortehavet. Han er én af et trekløver, som går under betegnelsen de kappadokiske fædre. Det er, foruden Gregor af Nyssa, hans bror, Basilios den Store og vennen Gregor af Nazianz. Disse tre har umådelig stor betydning i vores Kirke. For det var frem for alt dem, der gennem størstedelen af det fjerde århundrede forsvarede og konsoliderede Kirkens lære om Kristus som sand Gud og sandt Menneske. Dette forsvar var bydende nødvendigt på grund af den såkaldte arianske lære, som hævdede, at Jesus alene var født som menneske. Arius og hans vranglære var ganske vist formelt blevet tilbagevist på Første Kirkemøde år 325; men i virkeligheden varede striden det meste af århundredet. Ved Det Andet Koncil i 381 var der af de tre kappadokiere kun Gregor af Nyssa tilbage. Basilios var død, og Gregor af Nazianz forlod mødet. Gregor af Nyssa blev derfor dén af dem, der fik anledning til at formulere tankerne om Den Treenige Gud; og han fik en betragtelig indflydelse på Kirkens lære om Helligånden, som udgår fra Faderen og er af samme guddommelige væsen som Han. Denne sidste del af Trosbekendelsen lære om Treenigheden var netop central i 381.
Gregor af Nyssa og de øvrige kappadokiere er os et strålende eksempel på, hvad Kirkens hellige kan være: Det er mennesker, som kan hjælpe og vejlede os på vores åndelige vej. Det er ofte også mennesker, som har deltaget i at formulere Den hellige Kirkes lære og værne den mod forvanskninger, hvad enten de kommer udefra eller indefra. Og det er mennesker, som har været med til at skabe de ydre rammer for vores kirkelige liv. Af kappadokierne er de to gange Gregor mest indadvendte og i en vis forstand optagede af konflikten mellem det ydre og det indre liv. Basilios den Store, derimod, er en handlingens mand, en organisator af kloster- og kirkeliv. Basilios kender vi også gennem teksten til hans liturgi.
Lad da også os, enhver efter hans eller hendes evner og gaver, begive os ud på det åndelige livs rejse. Og lad os glæde os over, at vi på vores vej har støtte af de hellige, der har gået vejen før os og gået den bedre og mere fuldkomment, end vi formår. Kirkens hellige er af yderst forskellig natur og temperament. Lad os holde øje med, hvem iblandt dem, der synes at stemme overens med vor egen måde at nærme os Gud på, og lad os bede om deres vejledning og forbøn. Det er meget vigtigt, at vi erfarer vor omgang med de hellige som et levende fællesskab og ikke blot som et spørgsmål om, hvilket navn, der står på kalenderen i dag.
Og da skulle det være mærkeligt om ikke nogen af os, sammen med Hl Gregor af Nyssa, fornemmer en genkendelse af situationen, dér hvor Moses af al sin kraft kaster sig mod Herren med de insisterende ord: Lad mig dog skue Din herlighed! Og håber at få samme svar, som Herren giver Moses: Du kan ikke skue mit åsyn, for intet menneske kan se mig og leve; men stil dig på klippen, og når min herlighed drager forbi, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg er kommet forbi; og da kan du se mig bagfra; men ingen kan skue mit åsyn.
Sådan lyder Herrens ord til Moses. Og til os! Ham være lov og pris til evig tid!
Amen!
f. Poul