Ærkebiskop Johannes' Julebudskab 2017

Kære elske­de fædre, brød­re og søstre i Kristus

Den 15. novem­ber ind­led­te vi Jule­fa­sten, tiden, hvor vi for­be­re­der os til fejrin­gen af, at Guds Søn fødes i kødet. Der er tre moti­ver, som bør sty­re vore liv i den­ne vig­ti­ge peri­o­de i det litur­gi­ske år: 1, Vor ånde­li­ge længsel efter at uddy­be vort per­son­li­ge for­hold til Kristus. 2, Plig­ten til tak­nem­me­lig­hed og kær­lig­hed for den frel­se, som til­by­des os; og ende­lig 3, kal­det fra Kir­ken, der, lige­som en mor der har omsorg for sine søn­ner, opfor­drer os til at gøre os rede til i vore hjer­ter at tage imod enge­lens bud­skab: ”Frygt ikke, thi se, jeg for­kyn­der jer en stor glæ­de, som skal være for hele fol­ket, thi jer er i dag en Frel­ser født i Davids by; Han er Kristus, Her­ren. Og det­te skal være jer et tegn: I skal fin­de et barn, svøbt og lig­gen­de i en kryb­be.” (Luk. 2, 10–12)

Guds Søns men­ne­ske­vor­del­se befri­er men­ne­ske­ne fra sla­ve­ri­et og leder os på vej mod frel­sen. Den gud­dom­me­li­ge kær­lig­hed løf­ter men­ne­sket til den vær­dig­hed at være Guds Søn, kal­det til at arve Guds Rige. Hvil­ken tak­nem­me­lig­hed bør ikke hvert men­ne­ske have, når han betrag­ter den ydmyg­hed, hvor­med det ska­ben­de Ord af kær­lig­hed læg­ges i en kryb­be: ”Gud, som er rig på barm­hjer­tig­hed, har, på grund af den sto­re kær­lig­hed, hvor­med Han elske­de os, gjort os leven­de med Kristus, os, som var døde på grund af vore over­træ­del­ser – af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med Ham og givet os plads med Ham i den him­mel­ske ver­den.” (Ef. 2,4–6)

Hver af de sto­re Her­rens Høj­ti­der får hele Kir­ken til at dan­se af glæ­de; da frem­bæ­rer vi Ham høj­ti­de­lig lovsang, og vi hen­ven­der bræn­den­de bøn­ner til Ham, som har skabt men­ne­sket i Sit bil­le­de og til Sin lig­hed. Kristus bli­ver Men­ne­ske, for at alle skal frel­ses; men Han for­ven­ter af os, at vi er rede til at tage imod Ham, til at åbne vore hjer­ter for at mod­ta­ge det gla­de bud­skab. – Vi må altid have klart for vore øjne og i vore hjer­ter dis­se ord fra evan­ge­li­sten Johannes:”Han kom til Sine egne, og Hans egne tog ikke imod Ham.” (1,11) Er det ikke den sam­me blind­hed, den sam­me ufølsom­hed, vi i dag mær­ker, net­op hos dem, der påberå­ber sig Jesus Kristus?

Hvis vi lyt­ter til Fædre­ne og til ånde­li­ge for­bil­le­der til alle tider, så ser vi, at de under­stre­ger Kri­sti kom­me tre gan­ge: For det før­ste når Han åben­ba­res i kødet; for det andet når Han ånde­ligt fødes og bor inden i os; og for det tred­je når Han kom­mer igen i Sin her­lig­heds strå­leg­lans på Dom­mens dag.

Ofte er vi eni­ge i den før­ste og den tred­je åben­ba­ring. Men når det gæl­der den anden – som net­op er den aller­vig­tig­ste – så glem­mer vi alt for let, at det er den, der bestem­mer vort krist­ne liv fra dåben til døden. Apost­len Paulus skri­ver med stor kær­lig­heds styr­ke: ”Det er ikke læn­ge­re mig, der lever, men Kristus lever i mig.” (Gal. 2,20)

Hvis Kristus har bolig i os, så bli­ver vi stær­ke over­for alle fri­stel­ser til adskil­lel­se. Han gør sig til Her­re over vore liden­ska­ber, lyster og vilj­en til ondt. Når Han bor i os, opnår vi bro­der­lig kær­lig­hed, respekt for næsten, og vi kan døm­me om dét, vi hører. Lad os nu bede inder­ligt, for os selv og for vore brød­re og søstre, at Frel­se­ren vil tage bolig i os; for hvis vi ikke tager imod Ham i vore hjer­ter, vil Han kom­me igen og for­døm­me os. Hvis ikke Han ånde­ligt fødes inden i os, så går vi glip af frug­ten af Kri­sti Fød­sel, og da vil Hans tred­je kom­me ikke være for at vi skal kro­nes i her­lig­hed, men for at vi skal afskæ­res fra glæ­den ved kær­lig­he­dens mål­tid.

Tiden for Kri­sti Fød­serl skal brin­ge os ud af dag­lig­da­gens lun­ken­hed. Lad os se til den almæg­ti­ge Gud, Ham, for Hvem bjer­ge­ne skæl­ver, Ham for Hvem solen strå­ler uden ophør, Ham, som træ­der ned fra Sin tro­nes her­lig­hed for at iklæ­de Sig vor svag­hed, for at ydmy­ge Sig for os helt der­til, at Han for­ka­stes af Sin egen skab­ning. I grot­ten lig­ger Han, hvis ene­ste mål er at spre­de det døde­ns mør­ke, som har sam­let sig mel­lem Ham og os.

Lad os gøre Her­rens veje rede, lad os gøre vore sjæ­les sti­er ret­te; lad os dæk­ke vore liden­ska­bers dybe dale til, lad os udjæv­ne vor stolt­heds høj­der, for Han nær­mer Sig, Han, som alle fol­keslag ven­ter. Da vil vi i sand­hed leve efter even­ge­li­sten Johan­nes’ ord: ”Dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at bli­ve Guds børn.” (1,12)

Jeg ønsker jer alle en god og hel­lig høj­tid for Her­rens Fød­sel!

+ Arch. Jean de Cha­rioupo­lis
Paris den 25. decem­ber 2017