Ærkebiskop Gabriel af Comanes Julebudskab 2008

I dag har gud­dom­men sat sit mær­ke på men­ne­ske­he­den
For at også men­ne­ske­he­den skal ind­be­fat­tes i gud­dom­mens segl

(Efraim af Nisi­bis)

Kære brød­re og søstre i Her­ren.

Når Kristus fødes i Bet­hle­hem, skæn­ker Han os adgang til Guds Rige. Ska­be­ren åben­ba­rer Sit ydmy­ge, bli­de, kær­li­ge og med­fø­len­de hjer­te! Det er på den­ne måde, Her­ren ønsker, at vor glæ­de skal være fuld­kom­men efter eng­lens ord, som send­tes til hyr­der­ne: Se, jeg for­kyn­der jer en stor glæ­de … i dag er jer en Frel­ser født … Han er Kristus, Her­ren (Luk. 2, 10–11). San­de­lig, den­ne fød­sel opvæk­ker i os en umå­de­lig glæ­de og en dyb fred: Fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vil­je (Luk. 2,14). Vort hjer­te åbner sig, så det kan bli­ve et men­ne­ske­ligt kar til mod­ta­gel­se af den gud­dom­me­li­ge kær­lig­hed.

Læn­ge ven­te­de Isra­els folk Guds frel­se. I tål­mo­dig­hed under trængs­ler, i land­flyg­tig­hed og under hår­de straf­fe for­blev håbet om Mes­si­as leven­de i men­ne­skers hjer­te. Bestan­digt for­kynd­te pro­fe­ter­ne Guds Riges kom­me til­li­ge med dets Kon­ge og Befri­er. Men, kære brød­re og søstre, hvor­dan bli­ver alt det­te vir­ke­lig­hed i dag? Hvad er det, vi ser?

Fyrster­nes palad­ser er nor­malt util­gæn­ge­li­ge, omgi­vet af mure og sol­da­ter, som gør den­ne ver­dens mæg­ti­ge util­gæn­ge­li­ge. – Men i dag er det en stald, som beskyt­ter kon­ger­nes Kon­ge, og i ste­det for vag­ter til at våge over Ham er der nog­le dyr, hvis var­me hol­der det lil­le gud­dom­me­li­ge Barn varmt … Den him­mel­ske gave er ble­vet til­gæn­ge­lig for alle: Eng­le­ne og stjer­nen leder små og sto­re til ver­dens Frel­ser, som betrag­ter Sine besø­gen­de med den enkel­hed, som er ind­pren­tet i et lil­le barns skrø­be­lig­hed. Det er på den­ne måde, frel­sen til­by­des ver­den: Tag Jesus­bar­net i jeres arme for at mær­ke, hvor let Gud­s­ri­get er med sit åg og sin byr­de, som fader Mat­ta el Maski­ne (1919 – 2006) siger.

Hvor­dan skal vi leve den­ne begi­ven­hed i dag? Hvor­dan skal vi ind­pas­se den i vort dag­li­ge liv? En litur­gisk høj­tid er nem­lig ikke blot et fromt min­de, den er en nok så kon­kret vir­ke­lig­hed, som tværs gen­nem tiden tje­ner til frel­se for hver enkelt af os.

Da hebræ­er­ne nær­me­de sig Det Forjæt­te­de Land, blev de stil­let over for men­ne­ske­lig svag­hed, deres egen og andres. Samvit­tig­he­dens for­dærv var en over­væl­den­de rea­li­tet, for­skel­li­ge, højt pla­ce­re­de men­ne­sker med ansvar brød sam­men, fol­ket gjor­de oprør eller dan­ne­de sig afg­u­der og vend­te til­ba­ge til heden­skab. Alt det­te for­år­sa­ge­de lidel­se, frygt, angst og håb­løs­hed: I den øde ørk fór de vild, fandt ikke vej … (Sl 107,4).

Den­ne beskri­vel­se kun­ne gen­an­ven­des om os i dag: Men­ne­sket er fort­sat svagt, for­dær­vet, afsky­e­ligt. Den oprig­ti­ge samvit­tig­hed svæk­kes, umora­len bre­der sig: De råb­te til Her­ren i nøden, Han frel­ste dem af deres trængs­ler (Sl 107,6).

Også vi, vi råber til Her­ren, vor bøn løf­ter sig uop­hør­ligt mod Gud: Hel­li­ge Gud, hel­li­ge Stær­ke, hel­li­ge Udø­de­li­ge, for­barm Dig over os! – men er vi til­stræk­ke­ligt opmærk­som­me på den inder­li­ge bøn, som dan­ner ryt­men i vore guds­tjenester? Er vi til­stræk­ke­ligt fyld­te af vore ind­træn­gen­de bøn­ner, af voreKyrie elei­son ? Bærer vi i vore hjer­ter det men­ne­skeslæg­tens råb, som vi i vort væsen er bun­det til? For det er sådan, hvert kri­stent men­ne­ske bør leve og der­ved mod­ta­ge det frel­sens gud­dom­me­li­ge svar, som åben­ba­res os på den­ne dag.

Ja, frel­sen skæn­kes ver­den! Ja, kær­lig­he­den gives hver og én! Ja, det ydmy­ge hjer­te, som råber til Gud, er ble­vet hørt! Vi er ikke læn­ge­re i døde­ns mør­ke, Guds Riges por­te har åbnet sig for­an os, eller, bed­re end­nu, som Kristus siger til os: Guds Rige er inden i jer! – Hvor­dan er det­te muligt? Helt enkelt for­di Guds Rige, det er Gud selv, og for­di Gud blev Men­ne­ske, for at men­ne­sket kun­ne bli­ve Gud (hl. Atha­na­sios af Ale­xan­dria). Ved at Ordet og Guds enbår­ne Søn blev kød, er vort kød for­vand­let til et kar til mod­ta­gel­se af Guds Rige, og det er ble­vet gud­dom­me­lig­gjort!

Bar­net i stal­den er Fre­dens Fyr­ste (Es. 9,6). Han, hvis fød­sel på jord vi fejrer på den­ne dag, Ham kan vi nær­me os, lige­som hyr­der­ne og de vise mænd kan vi fal­de ned for Hans alre­ne fød­der: Vor elen­dig­hed, vor lidel­se og vore tårer bli­ver i den Nyfød­tes øjne til guld, røgel­se og myr­rha … Til gen­gæld mod­ta­ger vi barm­hjer­tig­he­dens dyre­ba­re arv, vi får del i den gud­dom­me­li­ge kær­lig­hed. Og det er ikke blot en hæn­del­se, som fandt sted for mere end to tusin­de år siden: Uden ophør skæn­kes vi adgang til frel­sen, hver dag kan vi lade Gud tør­re vore tårer bort, hvert øje­blik kan vi høre Ham sige til os: Kom til mig, alle I, som er træt­te og tyn­ge­de af byr­der, og jeg vil give jer hvi­le! (Matt. 11,28)

Ja, kære brød­re og søstre, lad os tage Jesus­bar­net i favn, for der­ved skal vi trø­stes af gud­dom­me­lig kær­lig­hed og i gud­dom­me­lig kær­lig­hed.! Lad os gøre den ret­fær­di­ge olding, Simeons ord til vore, han, som også holdt Kristus i sine arme, og lad os sige: Nu lader Du Din tje­ner fare her­fra i fred, Her­re; for mine øjne har set Din frel­se, som Du har beredt for alle folks åsyn; et lys til åben­ba­rel­se for hed­nin­ge­ne, og en her­lig­hed for Dit folk, Isra­el! (Luk. 2, 29–32)

Må vor Her­re, Jesus Kristus, Han, hvis fød­sel i kødet vi fejrer i dag, være alles glæ­de, og må Han ned­sen­de frel­sens nåde over os!

Amen.

Paris, hl. Ale­xan­der Nevskij Katedralen
25. decem­ber 2008 / 7. janu­ar 2009

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne
Eks­ark for Den øku­me­ni­ske Patri­ark

Publi­ce­ret 25. decem­ber 2008