Ærkebiskop Gabriels fastebudskab 2009

Kære brød­re og søstre i Kristus

Vi går nu ind i påske­fa­sten. Jeg vil ger­ne dele nog­le tan­ker med jer om menin­gen med dis­se uger, hvor vi for­be­re­der os til den lysen­de påske­høj­tid, som er ende­må­let.

Den Sto­re Faste er en sær­lig tid, som mar­ke­res litur­gisk ved tek­ster­ne i Tri­o­dion, ved De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi og ved Lidel­ses­u­gens tje­ne­ster. Det er godt på for­hånd at de tro­en­des hjer­ter er for­be­redt. Den Sto­re Faste er tiden, hvor Brudg­om­men er fra­væ­ren­de (Matt. 9,15), og Hans ven­ner giver sig til at faste. Faste­ti­den åbner et rum, den giver nyt liv til ydmyg­he­den i os, fx ved reci­ta­tion af den hel­li­geEfraim Syre­rens Bøn. Den er på én og sam­me tid en ange­rens tid, en sor­gens tid, en for­vent­nin­gens tid og, når ven­ti­den er over­stå­et, og Brudg­om­men ven­der til­ba­ge i Sin her­lig­hed, en glæ­dens og fyl­dens tid.

Den Orto­dok­se Kir­ke bry­der sig ikke om minu­tiø­se for­skrif­ter, når det gæl­der maden. Kir­ken frem­læg­ger et ide­al, nem­lig at afstå fra al ani­malsk føde. Lad os prø­ve at nær­me os det­te ide­al. I den før­ste uge kan den dag­li­ge læs­ning af hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bod­ska­non være os en hjælp. Det er nød­ven­digt med afhol­den­hed. Det er nød­ven­digt i en ver­den, som er fan­get i en for­brugs­spiral, og hvor men­ne­sker er ramt af fed­me, mens man andre ste­der skri­ger af sult. Det er godt med ”faste­ind­sam­lin­ger”, hvor hver giver dét, han eller hun mener at have spa­ret på mad, og så give over­skud­det til huma­ni­tært arbej­de.

Afhol­den­he­den gæl­der også afskaf­fel­sen, eller i det mind­ste ned­sæt­tel­sen af for­bru­get, når det gæl­der fjern­syn, tobak, alko­hol, over­fla­di­ske bla­de og al slags under­hold­ning, hvor­med man ”slår tiden ihjel” frem for at gøre den til ”det gun­sti­ge øje­blik” (Ef. 5,16). Når vi fri­vil­ligt und­væ­rer noget i livet og lærer at fyl­de det med bøn og med læs­ning af Evan­ge­li­et (som det er godt at læse i sin hel­hed), når vi besø­ger de syge og ensom­me og er med ved gud­stje­ne­ster­ne, så fyl­des vi, selv om der ind imel­lem er sørg­mo­dig­hed, af blid­hed og får adkomst til det myste­rie, hvor ver­dens skæb­ne udspil­les.

Et men­ne­ske gøres urent, ikke af dét, som kom­mer ind i ham, men af dét, som går ud: Onde tan­ker og utugt (Matt. 7,21). Fasten inde­bæ­rer et arbej­de med os selv, en beher­skel­se af tan­ker og følel­ser, et fre­de­ligt for­hold til vore omgi­vel­ser og mod til at over­vin­de ang­sten, så at vi opnår indre fred. Lad os have med­fø­lel­se med dem, som ikke kom­mer ind i Fastens ånd, lad os støt­te dem i menig­he­dens mid­te. Lad os for­ny vor kær­lig­hed til Kir­ken, som ydmygt anbe­fa­ler os at for­vand­le vort liv og yder­li­ge­re sma­ge fre­den og glæ­den.

Vi kæm­per mod mør­kets mag­ter, men Påsken bli­ver den sej­r­ri­ge ful­den­del­se af vore anstren­gel­ser. Gen­nem os vil Opstan­del­sen kraft strå­le i ver­den. Fra den før­ste dag i fasten, Til­gi­vel­sens Søn­dag, kan Opstan­del­sens kraft strøm­me ind i vort liv.

Til­giv mig, brød­re og søstre i Kristus, og mod­tag min fader­li­ge vel­sig­nel­se i Kri­sti kær­lig­hed.

+ Ærke­bi­skop Gabri­el