Ærkebiskop Gabriels Hilsen i anledning af Den Store Faste 2007

Farao sag­de til Josef: ”Din far og dine brød­re er kom­met til dig. … Lad din far og dine brød­re bosæt­te sig i den bed­ste del af lan­det.” (1. Mos. 47: 5–6).

 

Fædre, brød­re og søstre i Kristus

Gæst­fri­hed er en dyd, som vi udtryk­ke­ligt fin­der frem­sat og levet i Guds folks skæb­ne og tværs igen­nem Den Hel­li­ge Skrift. Det stør­ste og smuk­ke­ste eksem­pel her­på er Abra­hams Gæst­fri­hed. Ved Egen i Mam­re­lund tager ham imod tre frem­me­de, som Kir­kens Tra­di­tion gen­ken­der som Den Hel­li­ge Tre­e­nig­hed. Iko­nen, som frem­stil­ler Abra­hams Gæst­fri­hed, smyk­ker altid vore kir­ker og vore hjem. Nu, da den Sto­re og hel­li­ge Faste er ind­ledt, vil jeg ger­ne bede jer om, brød­re og søstre, at tæn­ke på alle dem, som i vore dage appel­le­rer til jeres gæst­fri­hed. Tal­ri­ge er de frem­me­de, som ban­ker på vor dør. De fle­ste af dem er ble­vet jaget ud fra deres egne lan­de, hvor de er ble­vet for­fulgt og ofte under­ka­stet tor­tur, for­di de hav­de modet til at for­sva­re deres idéer. Det er van­ske­ligt for os at fore­stil­le os, at i tal­ri­ge lan­de er det sådan, at blot dét at et men­ne­ske hand­ler i over­ens­stem­mel­se med sin samvit­tig­hed kan brin­ge dets liv i fare. Det er dis­se men­ne­sker, som kom­mer til Frank­rig [og andre lan­de i Vest­eu­ro­pa, red], ofte efter en lang og fare­fuld rej­se. De kom­mer lang­vejs fra, og er os sam­ti­digt nær, for blandt dem er der et ikke rin­ge antal orto­dok­se, som har for­ladt deres fæd­re­land i søgen efter et bed­re, fre­de­ligt liv uden fare og efter en bed­re frem­tid for deres børn.

Det er uomt­vi­ste­ligt, at i man­ge euro­pæ­i­ske lan­de er kur­sen mod dis­se men­ne­sker ble­vet hår­de­re. Der ved­ta­ges nye love, som har dra­ma­ti­ske virk­nin­ger på flygt­nin­ges og asyl­sø­gen­des dag­lig­liv. De er sår­ba­re for dis­se regu­le­rin­ger, som ude­luk­ker dem, ydmy­ger dem og kaster dem ud i ”ikke-væren”. – Som jeres ærke­bi­skop kan jeg ikke opfor­dre jer til at hand­le imod de civi­le myn­dig­he­der; men jeg kan klart erklæ­re, at vi som krist­ne bør lade os lede af Kristus selv, som gør Sig til ét med den frem­me­de og den nød­li­den­de. Vi har den sto­re lyk­ke at til­hø­re en mino­ri­tet, som kan glæ­de sig over vel­stand.  Det skal vi bestemt være tak­nem­me­li­ge for, men det er en nåde og ikke en ret. Vi men­ne­sker er ikke eje­re af ver­den og al dens rig­dom, vi er for­val­te­re. ”Her­rens er jor­den og al dens fyl­de”, og Han siger til til os: ”Jeg er frem­med; jeg er sul­ten; jer tør­ster og jeg er syg.”

Hvad er menin­gen med dis­se ord, hvis ikke dén, at Kristus én gang for alle gør Sig til ét med hver enkelt af os? Og net­op der­for er det, at kri­sten kær­lig­hed for­plig­ter os på at møde Kristus i hvert men­ne­ske. Vi bør kom­me de liden­de i møde med usel­visk kær­lig­hed, det vil sige uden at døm­me dem og uden at stil­le betin­gel­ser for vores hjælp. Vi har ikke fået besked på at fin­de ud af, om et men­ne­ske har behov for vores hjælp eller om ved­kom­men­de har fortjent vores opmærk­som­hed og ple­je. Vi har ikke fået besked på at ana­ly­se­re, hvor­for han har for­ladt sit land, hvor­for han er sul­ten og uden hus­ly.

Under Den Sto­re Faste opfor­drer Kir­ken os til at tage vort liv op til revi­sion, at prø­ve vor samvit­tig­hed i Evan­ge­liets lys; den opfor­drer os til et helt nyt liv, til det san­de liv i Kristus. En pas­sa­ge fra Kir­kens hym­ner til 5. Søn­dag i Fasten peger på, hvad det kon­kret bety­der:

”Guds Rige er ikke i mad og drik­ke, men i ret­færd, afhol­den­hed og hel­lig­hed. Der­for kom­mer den rige ikke ind deri, men de, som betror deres skat­te i de fat­ti­ges hæn­der. Såle­des lærer pro­fe­ten David os, når han siger: Den ret­fær­di­ge viser barm­hjer­tig­hed den hele dag; han glæ­der sig i Her­ren, han van­drer i Her­rens lys og skal ikke snub­le.”

Den­ne hym­ne er skre­vet til vor oplys­ning, for at vi må føje gode ger­nin­ger til vor faste; og til gen­gæld for jor­di­ske goder vil Her­ren skæn­ke os Him­le­nes rig­dom.

 

Af hele mit hjer­te ønsker jeg jer en vel­sig­net faste­tid.

+ Ærke­bi­skop Gabri­el