Ærkebiskop Gabriels julebudskab 2003

Kære brød­re og søstre i Kristus

På den­ne, årets læng­ste nat, fejrer vi vi med dyb glæ­de et stort og hel­ligt myste­rion: Guds Søn kom­mer til vor ver­den. Ordet, ved Hvem alt er ble­vet til, og som er men­ne­ske­nes Liv og Lys, bli­ver kød (Joh. 1). I dag jub­ler him­mel og jord over at se Guds Søn som Men­ne­ske­søn­nen. De fry­der sig, for­di de i den Nyfød­te fra Bet­hle­hem gen­ken­der den Ret­fær­dig­he­dens Sol, pro­fe­ten Malaki­as for­ud­skik­ker.

Den­ne Ret­fær­dig­he­dens Sol strå­ler midt i nat­tens mør­ke, og dens strå­ler udvir­ker hel­bre­del­se; men de bræn­der alle de hov­mo­di­ge og de, der øver ondt, op som strå. Vis­mæn­de­ne fra Øster­land iler hen imod Ham — dis­se stjer­ner­nes tje­ne­re, som af en stjer­ne lærer at se Solen fra det høje i ham. Him­me­lens eng­le syn­ger til Hans ære; og også vi udbry­der i vore san­ge: Du har besøgt os fra det høje, Du, sole­nes Sol, og de, som sad i mør­kets skyg­ger, har fun­det Sand­he­den.

Ved den­ne høj­tid, som år efter år fyl­der vore hjer­ter med ånde­lig glæ­de, kan vi se, i hvil­ken grad kri­sten­dom­men ikke blot er en sim­pel ide­o­lo­gi eller lære. Den krist­ne tro er ikke det blot­te min­de om en begi­ven­hed, som er over­stå­et eller er langt bor­te fra os. Den krist­ne tro er noget, som fin­der sted i dag! ”I dag føder jom­fru­en den Evi­ge til ver­den”, syn­ger vi under tje­ne­ster­ne til den høj­tid, vi fejrer. Og her er der ikke blot tale om en ”sti­li­stisk figur” eller en ”isce­ne­sæt­tel­se” af dét, der fin­der sted; der er tale om en dyb tro­ens beken­del­se. Det vil sige at Guds men­ne­ske­vor­den er en begi­ven­hed, som bestan­dig er leven­de i frel­ses­hi­sto­ri­en. Ikke blot fødes Søn­nen i evig­hed af Fade­ren, men Kristus fødes uop­hør­ligt i vore hjer­ter.

Lige­som jor­den for­dum bød en grot­te til den ufat­te­li­ge Gud, sådan til­by­der også vi uop­hør­ligt vore hjer­ters grot­te og stald. Og når vi såle­des tager imod Ham i vore hjer­ter, oply­ses vi af Ham, som er det san­de Lys, som oply­ser ethvert men­ne­ske, når Han kom­mer til ver­den. Det er på den måde, Han spre­der mør­ket i vore hjer­ter; for som Hans elske­de discipel lærer os: ”Gud er Lys, og i Ham er der intet mør­ke. Siger vi, at vi har sam­fund med Ham men van­drer i mør­ke, lyver vi, og sand­he­den er ikke i os.”

Ak! Brød­re og søstre, hvor ofte gøres vi ikke blin­de af mør­ket i vore hjer­ter? Af løgn, bag­ta­lel­se, stolt­hed, for­fæn­ge­lig­hed og falsk­hed? Hvor ofte opstår der ikke mod­si­gel­se mel­lem os selv og målet for vore liv, som er hel­lig­hed og sand­hed? Men det er umu­ligt at for­e­ne sand­hed med løgn, kær­lig­hed med ond­skab, til­gi­vel­se med had og nag.

Selv om vi med ræd­sel må kon­sta­te­re, at vi her og nu er opslug­te af syn­dens mør­ke, er vor frel­se alli­ge­vel ikke uden for ræk­ke­vid­de. Lad os huske på, at ”det folk, som sad i mør­ket, ha set et stor lys.” Hver ene­ste af vort livs dage ban­ker Guds søn på vort hjer­tes dør; hver ene­ste dag afven­ter Han vor anger for at kun­ne oply­se vort mør­ke med Sin strå­leg­lans. Som Her­ren selv lærer os: Hvis nogen hører Hans røst og åbner døren for Ham, træ­der Han ind og hol­der mål­tid med ham eller hen­de.

Kære brød­re og søstre! Lad os i dag gøre som De Vise Mænd, som fulg­te stjer­nen til Bet­hle­hem, bøje­de sig for Guds Søn og ofre­de deres gaver til Ham. Lad os føl­ge gud­dom­mens stjer­ne, som leder os til Sand­he­den og det evi­ge liv. Men den stjer­ne er ble­vet os givet af Her­ren; det er den orto­dok­se tro, som skal lede os på frel­sens vej. Lad os hol­de os tæt til dén, så vil den føre os mod de him­mel­ske boli­ger, hvor Her­ren afven­ter vor urok­ke­li­ge tros rige gaver, nem­lig vort håb om Hans barm­hjer­tig­hed og vor kær­lig­hed til Ham og til vor næste.

Sådan er målet for vor jor­di­ske pil­grims­færd. ”Hvis vi van­drer i lyset, lige­som Han er i lyset, har vi sam­fund med hin­an­den, og Jesu blod vil ren­se os for al synd (1 Joh. 1,7). La os da være våg­ne, brød­re og søstre, for at vi kan beva­re tro­ens ren­hed. Lad os frem for alt være våg­ne. Så vi beva­rer vor Kir­kes énhed. Lad os bestræ­be os på at vise ind­byr­des kær­lig­hed, barm­hjer­tig­hed og til­gi­vel­se, lige­som vi bøn­fal­der Her­ren om at vise os dis­se ting.

Jeg lykøn­sker jer af hele mit hjer­te ved den­ne sto­re og hel­li­ge høj­tid for Kri­sti fød­sel. Jeg beder vor Her­re og Frel­ser, at han vil oply­se vore hjer­ters mør­ke med gud­dom­me­lig ind­sigt, og at Han vil styr­ke os i tro­en, så vi ved den kan over­vin­de vore livs dag­li­ge van­ske­lig­he­der.

Må Her­ren i det kom­men­de år beva­re jer alle i sand­hed og hel­lig­hed; og må Han give jer rige­ligt af Sin nåde, Sit stor­sind og Sin barm­hjer­tig­hed.

Sign. Ærke­bi­skop Gabri­el, Julen 2003