Ærkebiskop Gabriels påskebudskab 2007

Biskop­per, fædre og brød­re i præ­ste­ska­bet,

Kære brød­re og søstre i Kristus

 

”Er Kristus ikke opstan­den, er jeres tro for­gæ­ves”, skri­ver Hl. Paulus i Før­ste Brev til Kor­int­her­ne. Apost­len bekym­rer sig over at vide, at vis­se med­lem­mer i den­ne menig­hed, som er ved at fødes, og som står hans hjer­te nær, stil­ler spørgs­mål ved det, som er grund­la­get for det sto­re, krist­ne håb: Her­rens Opstan­del­se. Opstan­del­sen er den hjør­ne­sten, hvor­på hele Paulus’ lære hvi­ler, og hvor­på hele Kir­kens tro hvi­ler.

For man­ge men­ne­sker i vore dage er Opstan­del­sens vir­ke­lig­hed en anstøds­sten. Alli­ge­vel må vi for­stå, at et over­væl­den­de fler­tal af men­ne­sker med­gi­ver, at der fin­des noget efter døden, måske endog et nyt liv. Alle reli­gio­ner har deres egen idé her­om; og selv agnosti­ker­ne har lige­le­des deres tan­ker om det­te. Det er van­ske­ligt at tro, at alt, hvad men­ne­ske­he­den har gen­nem­le­vet, skul­le syn­ke ned i intet­hed. Kan vi leve med en sådan død­brin­gen­de tan­ke?

Lad os bemær­ke, at Hl. Paulus ikke opfor­drer os til at tro på Opstan­del­sen som noget, der kom­mer af sig selv; men han siger: ”Er Kristus ikke opstan­den.” Tryk­ket læg­ges på sel­ve Kri­sti per­son. Opstan­del­sen er ikke en abstrakt idé, ikke en mere eller min­dre uklar tro, ikke en for­nø­je­lig tan­ke. Den er først og frem­mest sand vir­ke­lig­hed, som er gen­nem­le­vet af Gud, som blev men­ne­ske. Ned­fa­ren til døds­ri­get er Han opstan­den på den tred­je dag.

Den opstand­ne Kristus har en sær­lig måde, hvor­på Han giver Sig til ken­de for hver af dem, der bli­ver vid­ner til begi­ven­he­den. Til kvin­der­ne ved gra­ven siger Han: ”Glæd jer”; til Maria Mag­da­le­ne siger Han: ”Rør mig ikke”; men til Tho­mas: ”Læg din hånd på mine sår”. Til Peter gen­ta­ger Han tre gan­ge: ”Elsker du mig?”; og for Paulus åben­ba­rer Han Sig på vej­en til Dama­s­kus i et lys, som gør blind.

Lad os prø­ve at spør­ge os selv, på hvil­ken måde den opstand­ne Kristus viser Sig for hver af os i vore liv, hvor­dan Han fører os ” fra døden til livet, fra jor­den til Him­len, syn­gen­de sej­rs­san­gen.” Det er den opstand­ne Kristus, døde­ns Besej­rer, vi får del i under litur­gi­en; Han skæn­ker os Sig selv som føde og giver os der­med del i Sin kraft til at spræn­ge de låse, som hol­der os fang­ne i døde­ns skyg­ge.

Vi erfa­rer utvivl­s­omt ikke det blæn­den­de lys, som Hl. Paulus fik del i på vej­en til Dama­s­kus. Vor vej til Dama­s­kus stræk­ker sig over hele vort jor­di­ske liv; men ved vejs ende væl­der det sam­me blæn­den­de lys frem, og den uen­de­li­ge glæ­de bry­der løs; for Kristus er opstan­den. Han er san­de­lig opstan­den!

 

Paris, den 8. april 2007

Sign. Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne
Eks­ark for den Øku­me­ni­ske Patri­ark