Ærkebiskop Johannes’ julebudskab 2016

Kære elske­de fædre, brød­re og søstre i Kristus

Guds køde­li­ge fød­sel er for den krist­ne et afgø­ren­de øje­blik i frel­ses­hi­sto­ri­en. Gud åben­ba­re­de Sig for Abra­ham, Han udvalg­te Sig et folk, Han gav Sin lov til Moses, alt med det sig­te at ful­den­de Sin åben­ba­ring i Kristus, som reka­pi­tu­le­rer alt det­te og sam­ti­digt ind­le­der en ny histo­rie. Den­ne Guds stor­slå­e­de gestus har ét ene­ste mål: Men­ne­sket. Ved Adam har men­ne­sket bevæ­get sig sta­digt læn­ge­re bort fra Gud; i Kristus, Den Nye Adam, sæt­tes men­ne­sket atter ind i Kær­lig­he­den og fin­der omsi­der sit san­de fæd­re­land.

Guds Søns men­ne­ske­vor­del­se er, for den krist­ne, tro­ens grund­sten. Uden Inkar­na­tion er der ingen køde­ts Opstan­del­se. Uden Inkar­na­tion er der ingen frel­se for men­ne­sket. Det er for vor frel­ses skyld, at Han af kær­lig­hed gik så vidt som til at bli­ve Men­ne­ske og påta­ge Sig et lege­me, siger Atha­na­sios af Ale­xan­dria. Den Gud, som for­ned­rer Sig, som gør Sig til men­ne­ske­he­dens Tje­ner, Han læn­ges kun efter ét, Han har kun ét ønske: At brin­ge men­ne­sket til­ba­ge til det san­de liv, at give men­ne­sket det tab­te håb til­ba­ge med den Kær­lig­hed, som har skabt men­ne­sket.

Vi ken­der den kær­lig­hed, Gud har til os; og på trods af Inkar­na­tio­nen og Gud Ordets tale til os ven­der vi os bestan­digt bort fra den ene­ste vir­ke­lig­hed, fra Guds Rige. Vi søger at etab­le­re os selv i den­ne ver­den og at besid­de den­ne ver­den. Frem for at tak­ke og brin­ge den ver­den, som er for­vand­let til at tje­ne men­ne­sket, som offer til Ska­be­ren til­eg­ner vi os den med et ønsket om magt og øde­læg­gel­se. Selv for­ned­rer vi os gen­nem liden­ska­ber, som vi ikke gør mod­stand imod, vi vil ikke være med Jesus Kristus for Guds Rige.

Guds Ords Inkar­na­tion kan brin­ge os til­ba­ge på den vej, som fører til Liv. Uden Gud intet Liv! Uden Kær­lig­hed og uden omven­del­se intet Liv! Uden Guds Rige og Håb intet Liv! Da Gud blev Men­ne­ske, var det ikke blot for at vise Sig. Hans ønske er tage Sig af de liden­de og at under­vi­se men­ne­ske­he­den. Jeg er ikke kom­met til de raske, men til de syge, siger Kristus til os. Han vil­le mani­feste­re Sig ved at tage vor men­ne­ske­li­ge natur helt og fuldt på Sig og gøre Sig til ét med den.

Det er ved at tage imod gud­dom­me­lig del­ta­gel­se i den for­gæn­ge­li­ge natur, at vi af Kristus kal­des til den ufor­gæn­ge­lig­hed, som skæn­kes os ved Opstan­del­sen. Det er ikke uden for Lege­met, men i Sit Lege­me, at Gud påtog Sig døden: Frel­se­ren iklæd­te Sig et Lege­me for at møde døden i Lege­met og skaf­fe den bort, under­stre­ger Atha­na­sios af Ale­xan­dria.

Det er det­te dybe myste­rie, men­ne­ske­he­dens frel­se ved Inkar­na­tio­nen, vi kal­des til at erfa­re ved Kri­sti Fød­sel. Den­ne vig­ti­ge peri­o­de skal lede os ad den vej, som fører til at ken­de Åben­ba­rin­gen. Vi skal, gen­nem en helt sær­lig ind­sats, opda­ge hvad der udgør vor krist­ne iden­ti­tet. Det er ved og i Kristus, som er ble­vet Men­ne­ske, og som er død og opstan­den, at vi defi­ne­rer os selv i ver­dens øjne. Det er op til os hver dag at leve den­ne Evan­ge­liets nyhed og at ful­den­de dåbens gave i men­ne­skers tje­ne­ste.

Til alle ønsker jeg vel­sig­net jule­fest, fred og glæ­de!

Paris den 25. Decem­ber 2016

Ærke­bi­skop Johan­nes