Hans Eminence Ærkebiskop Gabriels Julebudskab 2007

Jul! Det er i dag, eng­le­ne for­kyn­der den gode nyhed for os: ”Ære være Gud i det høje­ste, fred på jor­den, blandt men­ne­ske­ne god vil­je!” Hver enkelt af os ind­by­des til at tage imod det­te bud­skab med glæ­de. San­de­lig, Gud træ­der frem i det myste­rie, at Han bli­ver Men­ne­ske for at sige til os, at vi er frel­ste! Ved at anta­ge vort kød gør Jesus det klart for os, hvor højt elske­de vi er af Gud, lige meget hvil­ken situ­a­tion vi måt­te befin­de os i det øje­blik, hvor vi mod­ta­ger bud­ska­bet.

Den hele men­ne­ske­hed mod­ta­ger det­te tegn, som gives os for vor frel­ses skyld. Men hvil­ket tegn er det da? Et barn, lagt i en kryb­be. Hvad kun­ne være skøn­ne­re end et barn? Men hvad kun­ne også være mere skrø­be­ligt? Jesus føler sult, Han fry­ser, Hans øjne har end­nu ikke væn­net sig til lyset, Han, som selv er Lys! Omstæn­dig­he­der­ne ved den­ne fød­sel er ken­de­teg­ne­de ved fat­tig­dom, usik­ker­hed, svag­hed. På den måde er det vor Guds ønske at sige til os, at han elsker os: Han bøjer Sig helt ned til os, Han anta­ger vore men­ne­ske­li­ge vil­kår, og vi ved, hvor det fører Ham hen. Som alle spæd­børn i ver­den stræk­ker Han arme­ne ud imod os; og siden hen stræk­ker han dem end­nu vide­re på Kor­set for med dem at kun­ne omfav­ne alle men­ne­sker på jor­den og ende­gyl­digt frel­se men­ne­ske­ne fra døden!

Kære brød­re og søstre, vi, som ønsker at være krist­ne, vi må være opmærk­som­me på den måde, som Her­ren viser os Sin kær­lig­hed på. Vi ind­by­des til at mod­ta­ge kær­lig­he­den og til selv at give kær­lig­hed. I vor Guds bil­le­de må vi, alt imens vi for­bli­ver ydmy­ge, gøre for­søg på det­te; og lad os, for at kun­ne det, gå hen og øse af den sto­re ydmyg­hed hos Kristus, den­ne uudtøm­me­li­ge skat, som vi har til vor rådig­hed.

Lad os ikke være ban­ge for sige til Her­ren, at vi elsker Ham! Vi føler os som syn­de­re, afslø­re­de, men så meget des bed­re! Lad os gå til Her­ren, sådan som vi er! Lad os for­sø­ge at være ærli­ge, for det er sådan, vi lærer ydmyg­hed. Hvad enten vi er præ­ster, læg­folk, dia­ko­ner eller biskop­per, så lad os i ydmyg­hed fejre høj­tid med Her­ren hvert øje­blik, og lad os lovsyn­ge Ham, som er Kær­lig­hed. Lad os ikke være ban­ge for vor fat­tig­dom, af hvil­ken art den end måt­te være: ”En fat­tig råber, og Gud hører ham …” Lad os, lige som små børn, udrå­be vor glæ­de, lad os udrå­be vor kær­lig­hed til Fade­ren, Søn­nen og Hel­li­gån­den.

Nog­le gan­ge er orto­dok­se krist­ne over­ra­ske­de, og til og med uro­li­ge over, at de er så fåtal­li­ge i deres hjem­land. Lad os tage den­ne til­sy­ne­la­den­de begræns­ning på os, lige som Kristus, vor Gud beha­ge­de at tage vor skrø­be­li­ge men­ne­ske­lig­hed på Sig. Lad os ikke fal­de i stolt­he­dens afgrund, som består i at tro, at en Kir­ke er bedst, når den sæt­ter sin lid til antal­let af tro­en­de. Her­ren har aldrig pålagt os, at vi skul­le være man­ge, men at vi ydmygt skul­le elske Gud og men­ne­sker. Lad os, lige som ver­dens Frel­ser, der fød­tes i en grot­te og lag­des i en kryb­be, øve os i at elske i ydmyg­hed, så at vi må kun­ne nyde godt af nåden fra Jesu Keno­sis, som i dag åben­ba­res i Inkar­na­tio­nens myste­rie.

Jeg vil også ger­ne sige jer det­te: Lad os ikke være ban­ge for at prø­ve at elske vore brød­re og søstre, som er omkring os! Lad os øve os i kær­lig­hed. Vi ved ikke, hvor­dan man elsker, så lad os lære det! Vi er kær­lig­he­dens lær­lin­ge på den­ne jord. Det er aldrig let at skul­le lære noget; lad os gøre det i ydmyg­hed, og lad os søge hjælp i vor Her­res nær­hed. Gud hav­de med­fø­lel­se med Adam. Det er dét, som ken­de­teg­ner Hans kær­lig­hed: Han ønsker at gøre den fri af døde­ns mør­ke. Men for at gøre det bli­ver Her­ren med-liden­de og ydmy­ger Sig. Han kom­mer ikke til ero­bret land her på jor­den! Han for­ned­rer Sig helt ind­til at bli­ve et lil­le barn midt iblandt de små, fat­ti­ge og syn­de­re. Lad os lov­pri­se ham for det­te for­ned­rel­sens myste­rie. Lad os, ved nådens hjælp, elske at have med­li­den­hed med dem, som omgi­ver os. Det bety­der, at hver enkelt af os, så vidt vi har styr­ke til det, må bære ver­dens lidel­se og angst med sig og læg­ge den ved vor Her­re Jesu fød­der. Jeg vover at sige til jer: Det­te vil bli­ve mod­ta­get af Kristus som den vise mands guld. Barm­hjer­tig­hed og med­li­den­hed er mere værd i Guds øjne end guld­bar­rer.

Vær for­vis­se­de om, brød­re og søstre, at en Kir­ke, som vir­ker for hele ver­den i med­li­den­hed, er en Kir­ke, som lever, og som med hele men­ne­ske­he­den går frem mod Opstan­del­sens glæ­de! Den fort­sæt­ter net­op vor Guds vir­ke, Han, som viser med­li­den­hed med Sin skab­ning, ydmy­ger Sig og bli­ver Men­ne­ske: Han fødes i en grot­te og skal dø på et Kors! Lad os hand­le sådan, at man aldrig om os skal sige: ”De har glemt med­li­den­he­den …”.

Ved den­ne skøn­ne høj­tid ønsker jeg, at alle må sma­ge julens fryd og fred! Måt­te vi alle glæ­de os sam­men ved at øse af den sto­re rig­dom, Jesu Kri­sti ydmyg­hed og med­fø­lel­se. Jeg til­si­ger jer atter al min kær­lig­hed.

Amen!

Sign. Ærke­bi­skop Gabri­el, julen 2007