Julebudskab fra ærkebiskop Gabriel - Julen 2004

Til præ­ste­skab og læg­folk i Det patri­ar­ka­le eks­ar­kat i Vest­eu­ro­pa

Kære brød­re og søstre i Kristus
Ikon af Kristi Fødsel
Hvad kan vi vel brin­ge Dig, Kristus, som for os men­ne­skers skyld viste Dig på jor­den som men­ne­ske. Alle Dine skab­nin­ger brin­ger Dig gaver som tak­si­gel­se. Eng­le­ne deres lovsang; him­me­len sin stjer­ne; de vii­se mænd deres gaver; hyr­der­ne deres undren; jor­den sin grot­te og øde­mar­ken den­ne kryb­be. Men vi, vi brin­ger Dig Din jom­fru­e­li­ge moder! Du, som er Gud fra evig­hed af, for­barm Dig over os! (Vers fra julens aftentje­ne­ste).

I dag fejrer vi Guds Søns hem­me­lig­heds­ful­de menneskevordelse.Han, som blev men­ne­ske for vor frel­ses skyld. Om det­te tal­te den hel­li­ge Ire­næ­os fra Lyon så flot: ”Guds Ord blev men­ne­ske, og Guds Søn blev men­ne­ske­søn, for at men­ne­sket i for­e­ning med Ordet skul­le få bar­ne­kår og bli­ve Guds barn”.

Vi fejrer vor frel­ses myste­rion, og net­op der­for er alt i dag fyldt af sådan en stor og lys høj­ti­de­lig­hed. Den ver­den, hvor Kristus fødes, bli­ver for­vand­let i sit inder­ste. : Men­ne­sket, som ind­til da var døde­ligt og fan­get af sin naturs begræns­nin­ger, bli­ver sat fri. Her begyn­der en ny histo­rie, her begyn­der et nyt mål — del­ta­gel­se i det gud­dom­me­li­ge liv. Og den­ne begi­ven­hed har kos­misk betyd­ning. Når Kristus kom­mer for at frel­se men­ne­ske­he­den, kal­der Han hele ska­ber­vær­ket til Sig. Men­ne­skeslæg­ten skal ikke frel­ses fra ska­ber­vær­ket, men sam­men med hele skab­nin­gen ”med det håb, at også skab­nin­gen selv vil bli­ve befri­et fra træl­dom­men under for­gæn­ge­lig­he­den og nå til den fri­hed, som Guds børn får i her­lig­he­den” (Rom 8: 21).

Men dog er men­ne­sket skabt frit, og Gud respek­te­rer den­ne fri­hed. Her­ren frel­ser ikke men­ne­sket mod dets vil­je. Net­op der­for er det, at Guds­mo­der — og sam­men med hen­de hele men­ne­ske­he­den — i fri­hed tog imod den­ne frel­se, som blev for­kyndt hen­de af ærke­eng­len Gabri­el; ”Se, jeg er Her­rens tje­ne­rin­de; mig ske efter dit ord!”(Luk 1: 38). Såle­des åben­ba­res den hem­me­lig­hed, som har været skjult ”for alle tider” (Kol 1: 26), gen­nem fri­vil­ligt sam­ar­bej­de (syner­gi) mel­lem men­ne­ske­he­den og Guds for­syn. I over­ens­stem­mel­se med dét ”blev Gud men­ne­ske for at gøre men­ne­sket til gud”; og den rene Jom­fru bli­ver kil­de og udspring til alt godt for vor for­ny­e­de natur.

Lad os opsen­de tak­si­gel­se til Gud for det­te myste­rion, og lad os selv tage del i det. Lige­som Gud ikke kun­ne vir­ke­lig­gø­re den­ne plan uden men­ne­skets til­slut­ning, sådan kan hel­ler ikke vor frel­se fin­de sted imod vores vil­je. Hele vort liv må være i sam­ar­bej­de med Guds vil­je. Hvert ene­ste minut må vor men­ne­ske­li­ge vil­je tage imod den nåde, som gives os i over­flod i Kir­kens sakra­men­ter, så at det ikke læn­ge­re er os, som lever, men Kristus, som lever i os (Gal 2: 20).

På den måde står men­ne­sket over for et valg: Enten at tage imod det myste­rion, som er fuld­byr­det for os, eller at for­ka­ste det. Det­te er et valg mel­lem liv og død, mel­lem kær­lig­hed og had, mel­lem for­ny­el­se og for­gæn­ge­lig­hed. Alle vi, som er døb­te til Kristus, har iklædt os Kristus (Rom 6: 3; Gal 3: 27); men for at Kristus kan leve i os, må vi åbne vort hjer­te og gøre det til en Bet­hle­hem-kryb­be. Hver dag i vort liv må vi vok­se i Kristus — i Bar­net i Bet­hle­hem. Vi må gøre vort, for at den hem­me­lig­hed, vi nu fejrer, ikke bare bli­ver en årligt til­ba­ge­ven­den­de høj­tid, men en begi­ven­hed, som til sta­dig­hed fin­der sted i vort liv.

I dag fejrer vi det­tee vidun­der­li­ge og her­li­ge myste­rie, den­ne væl­di­ge og lysen­de høj­tid. Mod­tag, kære fædre, brød­re og søstre i Kristus, mine bed­ste ønsker. Lad det nye år, som vi har påbe­gyndt bli­ve et vel­sig­net år og nyt­tigt for vor frel­se.

Ære være Gud i det høje­ste og fred på jor­den; blandt men­ne­ske­ne god vil­je. Amen.

Sign.
Ærke­bi­skop Gabri­el
Paris, julen 2004/5